Velbekomme

Der findes et sted inde i mig selv, hvor jeg har gemt på alle mine ar og traumer fra et arbejdsliv som kvinde i den danske restaurationsbranche. Jeg har ikke turde at vise dem til andre end få, tætte venner af frygt for at blive udstødt og udskammet i en arbejdskultur, hvor dét, at fortælle hvordan man har det, hvad man oplever eller at sætte grænser, mødes med apati, fjendtlighed og hån. 

Særligt som kvinde har det været umuligt at sige fra eller finde solidaritet fra kolleger og ansvarlige ledere, fordi restaurationsbranchen i sin konstruktion er domineret af patriarkalske værdier i et skudsikkert, næsten militant, hierarkisk system, som tjener toppens klub af mænd, med alle andre som collateral damage. Når jeg har forsøgt at sætte grænser, er mit forsøg blevet brugt imod mig som en “bekræftelse” af, at det var mig, som både var og skabte problemet. Som om jeg selv talte krænkelserne til live. 

Som dengang hvor jeg arbejdede på en naturvinbar på Nørrebro og, af min leder, blev mindet om, at jeg selv havde været en del af alle konflikter på stedet. Det skete, da jeg søgte støtte, efter en hidsig mandlig kok havde peget og råbt mig ind i hovedet på