Flertydig i en flertydig verden
Forbindelserne mellem den klassiske, akustiske musik og den elektroniske, syntetiske musik er mangeartede og bygger på over hundrede års musikhistorie. Helt tilbage i 1913 skrev den italienske futurist Luigi Russolo f.eks. det toneangivende manifest L'arte dei Rumori, eller på dansk Støjens kunst.
Baseret på kompositoriske eksperimenter med akustiske støjelementer, beskrev han, hvordan man kunne reproducere lyden af alle de maskiner, der i det spæde ny århundrede med imponerende hast optog mere og mere plads i alle aspekter af den menneskelige erfaring i byerne. Han forudså (med entusiasme, naturligvis) en fremtidig musik, hvis nye lyde ville komme fra netop maskinerne: Hidtil ukendte klangfarver og stemninger, der ville opstå som frekvenser et sted inde i elektronikkens støj.
Som teknologien udviklede sig i løbet af det 20. og 21. århundrede og gav nye musikalske muligheder, bestod Russolos grundtanke. Den samme grundtanke, der i 1950´erne drev den legendariske, tyske komponist Karlheinz Stockhausen til at inkludere elektronisk muterede optagelser af fabrikker og skibsmotorer i klassiske orkesterkoncerter. Den samme grundtanke, der i 1970´erne drev
