Tabu
Tabu alias Lars Vestergaard Børgesen endte sine dage, da han sprang i døden fra et højhus i Rødovre i 1993. Men hans minde lever videre, og det er en gentlemansaftale mellem nutidens graffittimalere, at man ikke maler Tabus gamle tags og pieces over
De ansigtsløse allestedsnærværende
Graffitimalere er ikke nødvendigvis alle sammen idealistiske kunstnerspirer med en udtrykkertrang for kompromisløs til akademiet. En del af dem er faktisk de gemene hærværksmænd, de ofte bliver gjort til af deres modstandere. Men det er klart, at de må besidde et mindstemål af kreativitet og legesyge, siden de frem for vold, berigelseskriminalitet eller andre traditionelt mere sexede og økonomisk perspektivrige løbe- baner har valgt graffiti – den sikre vej til en flad tegnebog, en forgiftet hjerne og en klatøjet skole- eller arbejdsdag.
De ukendte fælles egenskaber, som får unge fra vidt forskellige lag og baggrunde til at samle sig om graffiti, må også være skyld i, at voksne skrivere ses indtage alverdens stillinger, som nok vil forbløffe dem, der har tillid til den stereotypisering, som medierne til tider har tillagt de ansigtsløse allestedsnærværende
