Synet bedrager
Det er november og mørkt, da jeg ankommer til Torino. Min ven henter mig ved den smukke, røde station Porta Nuova, derfra går vi gennem byen ned mod floden Po. På den anden side af floden kan jeg skimte omridset af skovklædte bakker, og højt oppe troner et munkekloster badet i blåt neonlys. Det blå lys forvirrer mine øjne, slører billedet, så bygningen danser let. I gaderne i centrum er der ophængt forskellige lysinstallationer. En består af sætninger på italiensk, der lyser i regnbuens farver over en lille gågade og i poetiske vendinger beskriver en gåtur gennem skoven, fortæller min ven, der kan italiensk. Hvis jeg kunne læse dem, ville de lysende sætninger så skabe en illusion om, at jeg befandt i en skov fremfor en by? Der er lyskunstfestival i Torino, og meget hurtigt og helt af sig selv, synes det, bliver lys, synssansen, optiske illusioner, visuel perception, den røde tråd, der løber gennem mine dage og nætter i byen. Det er noget, der sker i min hjerne: Når først man er blevet opmærksom på noget, ser man det pludselig overalt. Mit blik fokuseres, min hjerne vælger ud og spinder tråde, skaber forbindelser mellem egentlig adskilte og uafhængige oplevelser og fænomener, så
