Fremmed i eget land
Det er umuligt ikke at blive draget af Venedigbiennalens på en gang smukke og uhyggelige kaos. Åbningsdagene på biennalen fylder byen til randen med kunstnere, kritikere, kuratorer, samlere og forskere, samt folk der er rige nok til bare at være der. Vaporettoerne er næsten ved at synke på grund af mængden af passagerer, og jeg må vente flere gange for at komme med én, hvor der er plads. Udover at huse verdens største kunstbegivenhed er Venedig altid også et turistmekka, som aldrig stopper med at tiltrække folk alle steder fra. Byen selv er ét stort arkitektonisk kunstværk, som de mange nationale pavilloner og hovedudstillingen må tage i betragtning, når de kuraterer deres bidrag.
Her er der virkelig foreigners everywhere, hvilket er titlen på årets biennale. Og i katalogteksten, skrevet af årets kurator, brasilianske Adriano Pedrosa, er en af referencerne da også det mødepunkt af fremmede fra alle verdenshjørner, som Venedig er, og har været, siden den første biennale i 1895. Hovedudstillingen er dog i sin essens optaget af en særlig type fremmedhed, præget af migration, diskrimination og kolonisering. Så på trods af den lidt altomfavnende titel har de fremmede,
