Print artikel

En hvid bjørn på et advokatkontor

Det er svært at undslippe vores indre bjørn. Foto: CC
Kunstneren i aktion
Essay
24.04.13
Når kunstneren Ulla Hvejsel stiller sig op og taler til os som en hvid bjørn, så er det fordi hun har tænkt over noget, som hun også vil have os til at tænke over. Hos advokatfirmaet Lett mødet hun op for at fortælle om rets- og pelspleje. Med Dostojevski som vidne undersøger hun, hvordan vores indre bæst -bjørnen- er med til at skabe hvem vi er. Det virker fordi det værker.

Kunstneren entrerer rummet med en stak bøger i favnen, ligesom en advokat, der bærer en stak sagsmapper ind i retslokalet. Kunstneren vil også føre en sag. Dommeren er denne aften hendes publikum, nemlig henved et halvt hundrede advokater og andet godtfolk, som har fundet vej til et offentligt arrangement hos Lett Advokatfirma på Rådhuspladsen i København.

Bang. Kunstneren, Ulla Hvejsel, smider en bog på gulvet og træder op på den, som om jorden var giftig. Beskyttet af bøgerne, bevæger hun sig omstændigt hen til en større bogstak længere fremme i rummet. Hun træder op på stakken. Balancerende på det intermistiske bogpodie tager hun en sort spritttusch frem fra inderlommen, maler streger som klør på sine negle og farver sin næse sort. Kunstneren har herved uddrevet sin indre bjørn og lader den tale åbent om fortolkningsret, brølere i retten, hvordan man får sin indre bjørn frem til overfladen og om, hvordan man staver til Dostojevski. Ham vender vi tilbage til.

Det handler først og fremmest om lighed for loven. Må nogle, nogen gange, gøre noget, som alle ellers er enige om, at ingen må? Bjørnen beretter om jægeren Lootie Toomasie, som mener visse folk bør have lov til at skyde udrydningstruede bjørne. »We will kill anyway because it is in our culture«, som han forklarer til den canadiske avis thestar.com.

Bjørnen på advokatkontoret taler om, at lighed for loven måske slet ikke er hensigtsmæssigt, når alle er så forskellige. Undervejs kaster bjørnen bøger fra sig, når den har læst højt fra de citater eller fremvist de pædagogiske tegninger, som den har sat ind i bøgerne. Bjørnen kommer til at stå nærmere og nærmere gulvet. Bøgerne, som alle er indbundet i hvidt papiromslag, ligger efterhånden som isflager omkring den. Den taler om grænseløshed. Om grænseløs humanisme og om, at nogle mennesker »tilsyneladende kun kan være mennesker på det territorie, hvor de er født«. Til slut er der ikke længere plads til bjørnen på den oprindelige flage. Den manøvrerer mellem bøgerne, der fungerer som trædesten, og når i sikkerhed på en anden stak bøger.

Her taler bjørnen om, at temperaturen stiger i Arktis, så landområder flyder sammen. Tøbrud betyder, at vandrende bjørne ikke kan vende tilbage til deres oprindelige habitat. Tingene forskubber sig på uventede måder. Det kan være svært, at kende ret fra vrang.

I 2006 skød bjørnejægeren Jim Martell en hvid bjørn, der måske slet ikke var hvid, men brun. Ved nærmere eftersyn blev det tydeligt, at den var hverken eller, men derimod en blanding, en såkladt pizzli. Havde det været en brun bjørn, havde Martell stået til en bøde på 1000 dollars og op til et års fængsel, fordi han kun havde ret til at skyde hvide bjørne. Men fordi han skød en hybrid, var det lovligt bytte. Så klimaforandringernes provokerede grænseløshed medfører altså lovløse hybridarter. Skyd dem bare.

Det er ellers sympatisk og tilforladeligt at tro, at vi alle er lige for loven og herved beskyttet af velovervejede regler for samfundets organisering i balance mellem individets frihed og kollektivitets bedste. Men der findes talrige eksempler på særregler. For eksempel må inuitter gerne skyde brune bjørne ud fra den (måske) logiske begrundelse, at det har de altid gjort. Man kan derfor overveje, om særregler bør være tidsbegrænsede. Kunstneren nævner ikke eksemplet med de dele af erhvervslivet, som har særregler. Visse grønne industrier og magtfulde virksomheder favoriseres. Men hvad er begrundelsen for, at enten særligt priviligerede, profitable, innovative - eller særligt udfordrede - skal have særrettigheder? Var det ikke meningen, at vi alle skulle være lige for loven?

Kunstneren i aktion

Aftenen med den hvide bjørn på advokatkontoret er ved at være slut. Kunstneren nåede at berette om rets- og pelspleje, samt overfladebehandling og letbenede kvaliteter. Hun fik jakkesættene og spadseredragterne til i kor at fremsige kyrillisk kildetekst, som var det latinske bogstaver, og der opstod en vis konsensus om, hvordan man staver til Dostojevski.

Det er langt fra første gang, kunstneren taler om Dostojevski. Kunstnerens alter ego, den hvide bjørn, refererer til et dagbogscitat af Fyodor Dostojevski, der i 1863 skrev, at hvis man prøvede at stille sig selv den opgave ikke at tænke på en hvid bjørn, hurtigt ville opdage, at den fordømte tingest kom ind i ens hoved hvert andet øjeblik. Dostojevski ville forklare, at selvom vi prøver at være os selv, så er vi født med en russisk eller en vestlig indre bjørn. Som et iboende bæst, der på forhånd har taget nogle beslutninger for os og er bestemmende for, hvilken slags mennesker vi er.

Det mener kunstneren ikke nødvendigvis, at vi skal finde os i. Som kunstner producerer Ulla Hvejsel hverken malerier eller skulpturer. Hun stiller sig op og taler til os, som en hvid bjørn, der gør det muligt at foretage iagttagelser, der leder til aparte og dog yderst relevante analyser. Siden bjørnen for fire år siden kom ud af kunstnerens hoved, har den for eksempel undervist i sminkekunst (så også andre kan prøve at slippe deres indre bjørn fri), fortalt om selvbedrag i Kina (for et temmelig overrasket publikum) og klippe-klistret nationale kogebøger (for at få disse monumenter over det nationale til at skrive en mere almenmenneskelig historie). Og nu har den også besøgt et advokatkontor for at tale om lighed for loven.

Det virker, fordi det værker. Kunstneren er nemlig hverken docerende eller dømmende. Hun er bare eksperimenterende og præsenterende, og agerer hverken som anklager eller forsvarer. Så må vi selv regne den ud. Eller beslutte os for et facit, som vi kan stå inde for. På denne vis er kunstnerens metode at sammenligne med effekten af en veltænkt og velfortalt fabel, som man kan blive ved med at gentage, men aldrig bliver træt af.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.