Hvad er mit museumsmatch?
Den anden uge i september er K7-ugen: et initiativ hvor unge op til 27 år kan komme gratis ind på en lang række museer landet over. Jeg havde ikke tænkt ret meget over at tage af sted, indtil min ven gjorde mig opmærksom på, at de har en buzzfeedagtig test, hvor man kan finde sit ’museumsmatch’. Alle elsker at blive fortalt noget om sig selv. Men da jeg får mine resultater, føles det lidt som at få læst sit horoskop op fra et dameblad. Måske er der noget om det, men jeg kan ikke lide hele portrættet, der bliver tegnet af mig: Ud fra mine anbefalinger virker jeg meget mere traditionel, end jeg kan lide at tænke, at jeg er. Måske er det fordi jeg valgte Bridgerton som yndlingsserie. Eller fordi jeg indrømmede at tænke mere på Napoleons faktiske højde end på Elon Musks præsentation af den første Tesla.
Ét af de første museer, jeg får anbefalet er Bakkehuset, der er »en udstilling over Rahbek-parrets guldalderhjem.« Jeg ved ikke, hvem Rahbek-parret var, og jeg tror alle mine dansklærere gennem tiden har været tilpas venstreorienterede til, at jeg aldrig rigtigt har fået kultiveret en passion for guldalderkunst. Men museet ligger i et smørhul mellem Søndermarken og Carlsbergbyen, som jeg cykler forbi ugentligt, og jeg har aldrig vidst, at der lå et museum. En tur på Bakkehuset vil altså være en slags lokal udforskning, og det er jo blevet lidt moderne, virker det til, det med at være turist i egen by, holde staycations og lære at værdsætte sit lokalområde. Som Valbyborger virker det oplagt at tage en eftermiddagstur på museum på Valby bakke.
Bakkehuset er gult og står, virker det til, rimelig meget som det gjorde dengang det borgerlige Rahbek-par boede her i starten af 1800-tallet. Foran huset står et kæmpemæssigt kastanjetræ, hvis røde blade markerer, at det er årets første rigtige efterårsdag. På gavlen er en plakette, hvorpå der står, at Grundtvig skrev en tekst, jeg ikke lige kender, i dette hus i 1845. Men det var allerede 15 år efter det kendte Rahbek-par døde, lærer jeg. I den tid, de boede her, var de centrum for den daværende danske kulturelite, de holdt litterære sammenkomster og drev samtaler om oplysningsidealer og kunst i tide og utide. Her kom tidens største tænkere: H. C. Andersen, H. C. Ørsted, Johan Ludvig Heiberg osv. Det er nok lidt af denne kendis-faktor, der har trukket mig herhen: at gå i fodsporene på nogle af dansk histories største superstjerner.
Jeg ved ikke, hvem Rahbek-parret var, og jeg tror alle mine dansklærere gennem tiden har været tilpas venstreorienterede til, at jeg aldrig rigtigt har fået kultiveret en passion for guldalderkunst.
»Museet er som et hjem,« får jeg at vide af den unge kvinde, der scanner mit K7-kort, og jeg bliver med det samme begejstret. Jeg elsker museer, der er indrettet som hjem fra gamle dage. Jeg elsker at kigge på en alkoveseng, som om nogen lige har sovet i den og sige: »Tænk at de var så korte dengang!« Eller: »Det ser godt nok hyggeligt ud, tænk at hele familien har sovet der!«
Jeg elsker at kigge på nathuer eller –potter, der ligger fremme som om, nogen lige er gået fra dem, eller køkkener, hvor der ligger plastikmad på komfuret for at simulere et fortidigt hverdagsliv. Jeg elsker illusionen om, at man helt konkret kan træde ind i fortiden.
Men det er ikke helt den fornemmelse, jeg får ved at gå gennem stuerne i Bakkehuset. Væggene er smagfuldt malet i støvede farver, og gulvene er lavet af velslebne, brede brædder. Rummene er ret sparsomt møbleret, der er mange sofaer og lænestole og kommoder, men ingen senge eller noget, der indikerer, at her kunne leves et rigtigt liv. Kun et enkelt sted står nogle proforma vinglas fremme, og et andet ligger lidt avisudklip fra Rahbek-parrets samtid (eller deromkring). Bakkehuset er simpelthen for smagfuldt indrettet, konkluderer jeg. Man har ikke helt turde dedikere sig rigtigt til iscenesættelsen af datiden, der for at lykkes oftest bliver nødt til at kamme over i det teatralske og lidt pjattede. Huset her føles mere bare som at træde ind i en lidt tidsløs salon på Frederiksberg. Men så igen: måske var det faktisk sådan, H. C. Andersen oplevede det – han fik vel ikke Rahbek-parrets mest intime liv at se, det lå nok ikke lige til tiden med samtalekøkkener og æstetiserede badeværelser. Måske var Bakkehuset for ham også bare nogle flotte stuer med nogle lidt hårde stole.
Her er blevet produceret og diskuteret meget tekst og store tanker, men disse formidles ikke rigtigt til den besøgende – hvilket ellers havde været et oplagt virkemiddel til at forsøge at sætte nutidens museumsgæster i kontakt med datidens kulturelite. Til gengæld er væggene fyldt med malerier. De fleste er portrætter af folk, der er kommet i huset eller har haft en slags relation til det. Men enkelte steder er der også gamle malerier af Bakkehuset fra dengang, Rahbek-parret boede her. Huset her lå i den tid i et landligt område, og havde forinden fungeret som en landevejskro. Fra haven kunne man se ned til Kalvebod strand. Det kan man ikke længere. I stedet kan man se ind i Carlsbergbyen, der hele tiden skyder nye tårne op.
I haven bag Bakkehuset hænger røde æbler på træerne, og velduftende salvie skyder op fra højbedene. Et meget smukt orangeri sælger mad, jeg helt klart ikke har råd til at købe, men som alligevel ser lækkert ud. Som jeg står her, føles det som når man på en lidt akavet date til slut alligevel lige får sig et godt grin over noget, og man får lyst til at sige: »skal vi ikke gøre det her igen?« Men jeg ved jo, at det ikke kommer til at ske. Det er jo ikke fordi Rahbek-parret og jeg ikke har noget til fælles: vi synes alle litteratur er vigtigt og at H. C. Andersen var en fed fyr. Måske er det noget med vores livsstile: jeg har svært ved at sætte mig ind i et liv, hvor hovedparten af hverdagen bruges på at male søde små æsker og kigge ud over vidderne. Jeg tror ikke, vi rigtigt kan relatere til hinanden, og desuden forekommer guldalderen mig stadig at være en af de mindre interessante perioder i dansk historie. Alligevel tager jeg hjem fra Bakkehuset med en fornemmelse af, at have været på en slags udflugt og fået en dybere indsigt i mit lokalmiljø. Og på den måde har det jo været en mere end almindelig begivenhedsrig tirsdag eftermiddag.
