Haven midt i byen

Det er som en sang, en sang med megen ømhed og lys ned imellem grene. Men det er også nøgternt, når man træder ind i denne velkendte have, midt i byen. Uden for muren lyder busserne fjernt, men dog til stadighed til stede som en påmindelse om travlheden, der kendetegner Nørrebrogade, cyklister, biler, busser, fodgængere, en mangfoldighed af liv.

Uden at være alt for bladspids kan det godt opleves, som om man er flere, der på én gang træder ind i haven med den sammensatte vegetation, man er kommet her så tit, og en vinterdag kan have en sommerdag inden i sig som et byggesæt for forestillingsverdenen, den, man bærer med sig og allerede bar på som barn. Tid og sted møder hinanden i et spejl.

Men vi er kun lige begyndt, for hvem er vi? Vi føler os som et man, der gør det ud for alle eller mange, et ubestemt antal af menneskeheden, som her er på spil. I march over for døden, som er kendt af enhver. Men vi er også et vi, idet vi står over for en sten, der med tårer repræsenterer et du, som var det en trompet, der spillede; men mest et jeg, jeget.

Og det er nu dette jeg, mit jeg, der taler, men jeg tror, at det også er dit, hvis du har besøgt Assistens Kirkegård og har set lyset dér imellem grene og blade og spidse tegn på, at noget stikker, blidt, men dog med stød, der går i maven. Af tid og længsel og det modsatte af glemsel, for alt er nærværende her, såvel vækster som billeder fra fortidens fordragelighed.

Jeg går ind fra Kapelvej, eller med andre ord, jeg stiller min cykel her i stativet foran kapellet, og går tilbage til åbningen ind til Afd. A. Det er den ældste del, som oprindelig var delt op i stykker, der assisterede kirkerne inde i byen, som ikke kunne have flere døde gravet ned under bænkene. Langt ude dér, hvor køerne gik, kunne man etablere denne nyhed.

Den blev ligefrem fashionabel, og fine folk blev begravet herude. Den første, jeg altid hilser på, er Christen Købke, der på gravstenen kaldes genremaler, hvilket jeg godt kan lide, og jeg ser altid for mig Parti af Østerbro i Morgenbelysning, uanset tidspunkt på dagen, men ligeledes altid med en sorg på tidens vegne over hans tidlige død, kun 37 år.

Det kan få én til at tænke over, hvad et menneske kan nå, for Christen Købke nåede meget, han skrev sig ind som sig selv og guldalderkunstner på samme tid, han var en del af en bevægelse, men han stak ud med sin klare sandhedsskønhed eller skønhedssandhed, med lige vægt, han så og formidlede synet langt frem i tiden, i den fortsatte fremtid.

Jeg svinger nu hen forbi Søren Kierkegaard og føler mig næsten som en udlænding, der har lært dansk for at kunne begå mig her. Der er mange historier om Kierkegaards grav, om hvordan han selv bestemte, hvordan den skulle se ud, med tyrkiske roser i hvert hjørne og et vers af Brorson med de rosensale, i hvilke han uafladelig kunne sin Jesum tale.

Nu er minderne skruet sådan sammen, at de også rummer humor og latter og kammeratskab, og det er selvsagt det, der bringer sorgen frem, uanset hvor man befinder sig.

Man kan godt blive bevæget over dette møde mellem filosoffen og digteren og naturen, den valgte plante, her rosen, som symbol for et rum for, ikke tanken, men troen. Uanset hvad man selv måtte tro. Og det får for mig tanken til at vandre om på den anden side af muren til Dan Turèll, der i et digt bad om det æbletræ, der står på hans grav.

Men først skal jeg hilse på Ludvig Bødtcher, som jeg har gjort hundredvis af gange. Taler vi om helte, er han en af mine helte, altså egentlige helte, som Købke var han, ikke genremaler, men genredigter, med sine italienske snapshots fra dagliglivet i den romerske omegn, hvor den lokale natur og den lokale befolkning sanseligt mødtes i sproget.

Ludvig Bødtcher boede 11 år i Rom, og han udgav kun én digtsamling, Digte. Ældre og nyere, som til gengæld udkom i tre udgaver (1856, 1867, 1870), anden og tredje forøgede med nye digte. Men inden digtsamlingen bidrog han til flere årgange af Nytaarsgave fra danske Digtere efter hjemkomsten fra Italien i 1835. Én bog, men en rigdom af poesi.

Mens jeg går forbi og ser stenen på muren mellem de to stammer, tænker jeg på alt dette og først og fremmest på linjen »Og derfor skal du – elske her paa Jorden,« som også Pia Juul holdt af og citerede. I dag er Bødtcher måske mest kendt for sit initiativ til skabelsen af Thorvaldsens Museum og hans venlige nej til tilbuddet om at blive inspektør på stedet.

Igen må man spørge, hvor meget lidt kan udgøre. Hvor meget en enkelt linje i et digt kan betyde. Og den blå himmel, der blinker ned igennem grene og blade og luftens tanker, som man kan forestille sig dem, mens man selv er ganske tankeløs og fri imellem de døde her, minder os om, at hver og en er et multiplum af liv, levet, sat i værk, forbi.

Ingenting er ikke noget, kunne man også sige, idet man betragter Rudolph Tegners statue på vejen ned til Dan Turèll. Jeg tænker altid specielt på Per Kirkeby på dette sted, fordi han skrev om Tegner, som blev genopdaget af Kirkebys generation. Pludselig kunne man se på Tegner igen, med nye øjne. Sådan kan kunsten befri sig selv, ved sig selv.

Mange opsøger Dan Turèlls grav, der nu er blevet til en cirkel, for at sætte en pen i jorden som et symbol på indforstået sympati fra den besøgende. Jeg så det først i Paris, disse tilkendegivelser til en afdød kunstner, Jim Morrison, Serge Gainsbourg, Man Ray, Marguerite Duras. Det har en trommeagtig virkning, grus, sten, blade, skrift, billetter, blyanter, skygger.

Hver har sine erindringer om Dan Turèll, jeg har mine, og her ligger musikken helt fremme, Jerry Lee Lewis, Ornette Coleman, det fyger omkring stenen med erindringsbilleder og tavshed. Ingen taler, men overlader lyden til stilheden, den store, hvide sne, forårsvinden eller et barndomsefterår, tung sommer. Jeg kendte Dan, og jeg besøger ofte hans grav.

Hans forfatterskab er stadig læst af mange, ja, næsten alle kender ham, noget meget usædvanligt, vi forbinder ham med Vangede og Vesterbro og Californien. Vi kan alle en sætning, og her ved graven tænker jeg på digtet Begravelses-Blues: »Begrav mig i en æblehave / Så jeg kommer til at røre jeres læber igen –«. Jf. ovenfor om æbletræet.

Men Dan Turèll er mere end en grav og et sted at besøge, for han besøger dig, eller i alle tilfælde mig, overalt på kloden, også i Ørstedsparken, hvis du sidder dér og mediterer, eller hjemme hos dig selv. Der er en sorg forbundet med, at han forsvandt. Den mindes man om på gader og veje og især ved graven, i cirklen, med pennene og mørket. 

Nu er minderne skruet sådan sammen, at de også rummer humor og latter og kammeratskab, og det er selvsagt det, der bringer sorgen frem, uanset hvor man befinder sig. Jeg husker detaljer, det er i dem, ’vi’ opstår. Når jeg cykler igennem byen, ser jeg for mig Dan her, Pia dér, Lean her, Michael dér, Eske her. Det er dem, jeg vil besøge nu, i snelyset.

Assistens Kirkegård er guldalderkirkegården i København, sådan så jeg den længe, jeg har allerede nævnt Købke og Kierkegaard og Bødtcher, men kunne nævne flere, så var det jazz-kirkegården med Ben Webster og Kenny Drew på det, vi kalder jazz-øen, men i de senere år er det blevet mine venners kirkegård, stilfærdigt, men sandt som naturen.

Kirkegården var ved at lukke, men blev reddet af Borgerrepræsentationen som en park på Nørrebro og gav også fortsat plads for nye begravelser, så nu kan man møde den nyere litteraturhistorie her såvel som den gamle, Pia Juul og H.C. Andersen på samme kirkegård. Litterære milepæle fra hver sin epoke, kun adskilt af nogle minutters gang.

Fra Dan Turèll går jeg ned til Pia Juul. Så forskellige årtier, også i mit liv. Dan mødte jeg i slutningen af tresserne, Pia langt senere, for alvor først, da Dan var død. Men vores samarbejde, vores cirkler, hvori vi færdedes af tekst og verden, minder om hinanden, fordi det var en lige blanding af udgivervirksomhedsfortrolighed og venskab under træer.

Forstået som: Nu under træer. Nu lagt ud her som erindring og tillid og daglig, nærmest, kommunikation, breve og telefoner i den første fortælling, e-mails og telefoner i den anden, herunder sms’er, man aldrig vidste hvornår sprang op som noget vigtigt, en slags festtelegram fra virkeligheden, om det så var fra Bakkehuset eller Søborg.

Pia Juuls gravsten er typograferet af Mette & Eric Mourier, som tilrettelagde samtlige bøger på mit forlag, med den samme skrift som på alle Pia Juuls udgivelser, inklusive genudgivelser, på forlaget. Og asterisken, hendes tegn, er den samme som på Asterisk, Pia Juuls samling af essays om litteratur, hendes egen og andres digtekunst.

Ligesom Dan Turèll, men på sin egen måde, var Pia Juul udadvendt, interesserede sig for andre, musikalsk og litterært, formidlede, oversatte, tilbage i tiden og frem til det nyeste, der fandt sted. Hun kunne synge og sang gerne, når hun læste op, og der kom et citat fra en sang, Ingemann, eller hvad det kunne være, smukt og som ingen anden.

Man kan tale om et nærvær, som vi, der kendte hende, værdsatte eller følte en stolthed over at være inddraget i, en daglig glæde, som vi vidste, at vi delte indbyrdes. Da hun døde, forsvandt det netværk, som nok bare var en abstraktion, men ikke den enkeltes minder, erindringssummen, og dertil forfatterskabet, humoren, som findes dér.

Med humor mener jeg et bredt spektrum af flertydighed og dobbelt indsigt, som ikke modsiger en dybere menneskelighed, men tværtimod repræsenterer et rendyrket kunstens ståsted. Bog for bog udgør Pia Juuls tidligt afsluttede forfatterskab en trappe, op eller ned, aldrig helt vandret, men som en skråstreg i luften, mere vertikal end horisontal.

Der er så meget her at holde fast i, jeg holder fast i det som i et fotografi, der ligger i en lomme.

Som man står dér i eftermiddagsmørkets blå minutter under de høje træer og tæller bagud til de første bevægelser, er det ikke bare tidligt afsluttet, men alt for tidligt afsluttet, og det er svært ikke at forestille sig en fortsættelse, som ikke blev. For mit vedkommende fordi jeg allerede vidste om planer, der inddrog fremtiden, men ikke oplevede den.

Jeg drejer ud hernede fra denne sti, der afsluttes smukt af et mindesmærke for kærligheden, inklusive bænk, enhver kan sætte sig og være til stede på. Det gør jeg ikke nu, jeg søger en gammel ven, der døde mange år før Pia Juul, og som jeg forbinder med helt andre tider og steder, men som sådan ikke mindre lyslevende og klare og tætte.

Tætte som i værtshuslys og kammeratskabsomfavnelser og anekdoter og en uvis barndom, der kom farende op fra mørket. Det er Lean Nielsens grav, jeg nu står over for, en digter med et voldsomt liv, der for mit blik er fuldt til stede, varmt og vildt og sorgfuldt, også uforudsigeligt, dramatisk. Historierne løb op, fra barndom til ungdom til øjeblikkets nu.

Nu konkurrerer han med Poppelalléen, hvor cykler farer igennem fra Jagtvej til Kapelvej i høj sol. Men minderne står som flag i vinden eller som breve, der er som digte med fyndige betroelser og ilagt pengesedler til frugt til børnene. Det hele udtryk for en stor kærlighed, der kunne rumme både kristendom og socialisme, en social slagfærdighed.

Et af hans bedste digte hedder i øvrigt besøg på assistenskirkegården fra samlingen besøgsdigte (1977). Det slutter efter mange linjers solidarisk indlevelse i liv og død på dette sted med tre konkluderende linjer: »og stadig går jeg mellem havens træer og blomster / under skyerne der altid varierer formerne / over vore lidelser og længsler.«

Lean sejlede, Lean arbejdede i mine i Sverige, Lean var på børnehjem. Alarmerende detaljer ringede i luften, når han sov, drømte, vågnede til en ny dag. Han skrev en række af sine bøger om natten på Ribe Ungdomshøjskole, hvor han boede under aftalen om, at han var ædru. Når snapsen kom frem, blev han kørt til stationen. København, nye ture.

Vi var venner i Valkendorfsgade og i Ved Stranden, vi var venner i Amagergade og vandrende over Knippelsbro. Hvilken betydning har det nu? kan nogen spørge. Ja, det har den betydning, at venskabet lever videre, så længe den ene part lever. Lean havde et stort sind, der boede i en stor krop, der beboede en kompliceret verden.

Jeg går videre, om et øjeblik er jeg endnu et andet sted i tiden, for det er Michael Strunge, der ligger her, væbnet med vinger. Han ligger lige ved siden af Sven Hauptmann, collagens mester, som vi mødte, digterne, i nattelivet i København. Jeg tvivler dog på, at han mødte Strunge. Strunge, der var så ung, at det gav et særligt chok i sjælen, da han døde.

Han ville vise, at han kunne flyve. Det var så kun i poesien. Han bad Klaus Høeck og mig om at redigere hans udvalgte digte, og vi kaldte udvalget Unge Strunge, hvortil han svarede, det var i Webersgade, at så kunne det næste bind hedde Den lidt ældre Strunge. Det blev der ikke noget af, han tog den hvide maske på, som han sagde til Klaus, at han ville.

Der er så meget her at holde fast i, jeg holder fast i det som i et fotografi, der ligger i en lomme. Den hvide maske hang faktisk på hans væg, købt i Sydamerika, men ordene fik nu en anden betydning, som der altid ligger og lurer en anden betydning bag ved de ord, vi bruger, om vi så taler i telefon om natten eller går for os selv mellem variationer af grønt.

Det er det, der kendetegner Assistens Kirkegård, de mange nuancer af grønt, der kontrasterer hinanden eller glider over i hinanden, afbrudt af rødt eller gult, eller blåt, hvis man ser op og lader himlen komme til syne. Det er svært med Michael, for han havde et meget mildt ansigtsudtryk, men blev også opfattet som hård, en slags nattens punker.

Jeg oplevede ham mest som mild, lærte ham at kende meget tidligt, var redaktør på hans første bog på Borgens Forlag, han ønskede et omslag af Dalí, men fik noget, der var lige så godt eller bedre, nemlig et omslag af Wilhelm Freddie. Vi var unge, selv vi, der var ældre, var unge. En vind blæste igennem byen af nyhed, fremtid, håb og længsler, mørke.

Vi var unge, selv vi, der var ældre, var unge.

Ingen kunne forestille sig dengang, når vi sad på Krut’s Karport, at det var de sidste minutter af den unge digters liv. Hvis livet var et øjeblik, så hektisk og sort og porøst, var vi et splitsekund fra dets afslutning. Pludselig var han væk, fra et påfaldende nærvær til et absolut fravær. Vi holdt af ham, flere digtere kunne nævnes, der så ham som ven og bror.

Op ad alléen og ind til venstre finder jeg endnu en begravet ven på kirkegården, Eske K. Mathiesen, med en smuk gravstenstekst og en bænk med dyr, en slags fabelbænk, til at sidde på. Teksten er et digt af Eske, skrevet om til to linjer, hvilket er passende her: »Min gravsten må gerne ligge i flugt med svalerne, / der stryger lavt, når mørket falder på«.

Eskes bænk er en af de bedste bænke på Assistens Kirkegård, hvor det giver mest mening at sidde, for her kan man sende sine tanker ud til et Eske K. Mathiesen-digt, og de vender tilbage med et udenadsdigt eller i det mindste en linje eller navnet på en fugl. Vi siger spætte – helt tilbage fra Fra spætternes have, hvor han debuterede i bogform i 1976.

Inden da var det hæfter og digte i Hvedekorn, hvor man allerede vidste, hvis man var vågen, at der her var en særlig digter, der kunne trylle med en dyb viden om folkepoesi og -tradition fra sit arbejde og sin uddannelse, men også fra sin egen lyst til at læse og se sig tilbage og ud i naturen på en måde, der ikke beskrev, men undersøgte og tog ved lære.

Jeg havde fornøjelsen af at samarbejde med ham om mange bøger, idet han udkom på alle mine tre forlag, og jeg udgav såvel den første som den sidste samling, men langtfra alle indimellem, for han udkom i forbindelse med kunstudstillinger i bøger med tegninger eller grafik, rundtom og hurtigt udsolgt, så man skulle være opmærksom, når der var nyt.

De mange små og større samlinger blev samlet i fire bind, og det er en glæde så stor som fra græsset til toppen af de højeste træer at vide, at de findes. På bænken kan man også bare sidde og falde hen, man behøver ikke at tænke, man kan bare blive ét med bænken og pludselig høre svalerne, der stryger lavt forbi som en lyd, der har lydens ophør indbygget.

Jeg rejser mig, der er ganske stille her, faktisk ikke et menneske, det føles som en pause, imellem hvad og hvad? Her kan man stå stille og filosofere over, hvad er bevidsthed? Hvem kan fortælle os det? Er det, vi ser, blot billeder i vores bevidsthed, eller er det virkeligt til? Jeg begynder at bevæge mig, og pludselig kommer der en barnevogn forbi. Og en mor. 

Jeg forestiller mig, hvad barnet i barnevognen ser, når kalechen er slået ned. Lys i blade, imellem grønt, et blink, en blinkende kæde af lys og flimmer, noget blåt, der ikke stemmer, og nu stemmer, det er en musik, en synets musik, og lyden, ganske svag, af blade. Moderens skridt i gruset, alt er, som det skal være, et sted, her, begynder det, der bliver til.

Jeg har altid flere, jeg skal besøge på vejen ud. Først er der Vilhelm Pedersen, der tegnede til H.C. Andersens eventyr indtil sin tidlige død, hvorefter Lorenz Frølich, der faktisk allerede havde udført tegninger til Andersen inden, tog over. Vi tænker nærmest eventyrene som disse to tegneres tegninger, selv om vi selvfølgelig godt kan abstrahere fra dem.

Og så er det så praktisk, at lige nogle få skridt fremme, finder vi H.C. Andersens egen grav, besøgt af turister og lokale, man kan ligefrem stå i kø for at komme hen til graven, mens der andre dage er helt tomt foran den verdensberømte digters sidste hvilested, som også skjuler den lille hemmelighed, at graven i virkeligheden rummer tre døde.

De tre er Andersen samt Edvard og Henriette Collin. Edvard var søn af Jonas Collin, H.C. Andersens velgører og gehejmekonferensråd, en vigtig skikkelse, som også spillede en rolle i forbindelse med Ludvig Bødtchers idé om et Thorvaldsens Museum, med brevveksling fra Rom til København. Edvard købte gravstedet med plads og tanke til tre.

Der var da også i mange år en mindre gravsten med Edvard og Henriettes navne, indtil den blev flyttet til familiegravstedet på Frederiksberg Ældre Kirkegård, uden at ligene flyttede med. Stemmer i tiden mente, at Collinerne udnyttede og nød godt af Andersens berømthedsgrad i døden, lidt uretfærdigt, for i livet var det snarere omvendt.

Når man står her ved graven, er det svært ikke at lade sig mærke af storheden fra alle de utallige sprog, H.C. Andersens eventyr kan læses på, ofte i flere oversættelser, og hvor originalt det hele er. Skulle du tænke, nåh, er det nu også det, så tag og læs Den lille Havfrue, hvis du ellers er til psykedelisk litteratur, imellem dine andre gøremål i verden.

H.C. Andersen skrev Improvisatoren (der udkom i 1835), siges det, på opfordring af Ludvig Bødtcher, som han mødte i Rom. Og ligeledes betragtes det som en sandhed, at det var Andersens beskrivelse af Den blå Grotte på Capri, der gjorde det til en turistbegivenhed at besøge den, efter at romanen blev oversat til tysk. Jeg ved ikke, hvor jeg ved det fra.

Som ovre ved Kierkegaards grav er det verden, der strømmer ind på det lille stykke jord, der udgør denne have, som vi spadserer rundt i, sidder på bænke i eller ligger på græsset i, på medbragte tæpper med mad eller vin eller øl eller kaffe, eller ingenting andet end ingenting, dvs. indrammet af synet. Jeg nærmer mig nu udgangen, men først to grave.

Jens August Schade, som ligger lige til venstre for H.C. Andersen, og som rummer sit eget kosmos, sin egen schadisme, som en isme hedder i Frankrig, og ikke langt derfra Sonja Ferlov Mancoba, som både har en familiegravsten og en egen original skulptur, jeg sætter højt, Fugl med unge (1935), stillet op her i 1985, året efter kunstnerens død.

Pludselig hører jeg Kind of Blue for mit indre øre. Hvad sker der? Miles Davis og John Coltrane diskuterer, hvad den dybere mening er med livet. Og Julian ”Cannonball” Adderly har også en mening at give til kende. Er det at bo i Paris som Sonja Ferlov og være ven med Alberto Giacometti? Og være gift med Ernest Mancoba? At blive ét med sin kunst.

Nu hører jeg også Paul Chambers, der døde ung, og Bill Evans og Jimmy Cobb, So What. I don’t know. Jeg ved det ikke. Jeg drejer ud gennem gruspladsen, cykelstativerne, hvor min cykel står og trommer. Ikke af regn og ikke af sol, men af drømme fra månen og mørket. For det er sen eftermiddag, og hvad der var af natur, forvandler sig til storby.