Vanvidstrip i Berlin

I stroboskoplyset på en kælderklub i Kreuzberg, Berlin, bevæger talrige kroppe sig som en flimrende masse. Kameraet fæstner vores blik på en ung kvinde, titelheltinden Victoria. Er hun mon festens centrum? Hun danser med alle omkring sig, smiler og hujer. Men ligeså stille opdager vi, at ingen rigtig danser med Victoria. Hun er håbløst alene i mængden af hvileløse, svedige kroppe, der flakker rundt i hver deres stenede technotrance. End ikke bartenderen kan overtales til at dele et shot vodka med den ukuelige unge kvinde. Ak, det er ikke nemt at være tilflytter i en storby, når man ikke taler sproget, og folk helst bare vil danse med sig selv. Men vi ser Victoria, og vi lader hende ikke ude af syne de næste 140 minutter, hvor vi følger hende i ét langt take, indtil kameraet slukker, og en ny dag begynder.

Fornemmelsen af rodløs ungdom etableres allerede i åbningssekvensen i Sebastian Schippers film, der i Tyskland har vakt endeløs begejstring. Filmredaktøren på Die Welt kalder den for den bedste tyske film siden Tom Tykwers Lola Rennt (1998), som opvakte tysk film fra den døs, den havde været i efter 70’ernes Fassbinder. Absolut gigantisk, skriver Zeit Onlin