Når fantasien sætter grænser
Otte år. En af verdens dyreste serier. Utallige dramatiske mord. En samfundsomvæltning. En afslutning – og som Stephen King bemærkede, så var folk rasende over afslutningen på serien, men formentligt mest af alt fordi, at serien blev afsluttet. Gennem otte sæsoner er alt blevet forandret i det enorme kongerige Westeros.
De store huse er faldet et efter et. Magthaverne er blevet udskiftet. Daenerys, håbet om en retfærdig hersker, viste sig som en god gammel koloniherre, og blev slået ihjel af manden hun elskede, seriens helt, Jon Snow.
The White Walkers, de levende døde is-zombier, der truede hele kongerigets eksistens som en anden klimatrussel, blev udslettet. Den lange nat, som de truede med, blev aflyst. Og det måske mest symbolske fald af dem alle: tronen blev brændt. The Iron Throne. Magtens centrum. Stolen, det hele handlede om. Magtens plads blev tom – netop den metafor, filosoffen Claude Lefort brugte til at beskrive det moderne demokrati: et magtens tomrum, der kun kan indtages periodisk.
Næsten alt er forandret, med andre ord. Der er dog et element, der som en stædig rest efter eksperimentet er forblevet det samme. Caput mortuum
