Birthe redder dagen

Lad det være sagt med det samme: Hvis man ikke lægger sin skepsis fra sig inden, er det fuldstændig umuligt at se det danske Melodi Grandprix uden langsomt at miste troen på den vestlige civilisation og menneskeheden generelt. Omvendt gør man som seer klogest i at glemme sine fordomme og bare læne sig tilbage med en blanding af dyb mistro og en spirende glæde. Det første fordi visse ting er så underlige, at Melodi Grand Prix ikke er nogen undskyldning, det sidste, fordi lortet fungerer. Numrene er måske glemt efter 2 minutter, men når de er på, fungerer det. Vittighederne er måske dårlige, og værterne er ikke altid det, de burde være – men de er søde, de prøver og de tog denne skribent i hånden og forklarede mig (virkelig) mange gange, hvordan aftenen skulle forløbe.

Jeg er ikke medlem af nogen Melodi Grand Prix fanklub. Jeg har altid synes, at sangkonkurrencen var elefantkirkegården, hvor dem alle havde glemt gik hen og skød deres karriere i nakken. Af de tidligere vindere, både af det danske og det internationale, er det meget få jeg husker og dem jeg husker, er de danske, der vandt eller var tæt på. For det er i høj grad det melodi grand prixet huskes for i dansk regi.