Biografen er et kirkerum

Biografen er et sært sted. På en måde er den et fremmed dyr i vores tid, et fortidslevn, en paradoksal størrelse med sin langsommelighed, rutinerne, sin insisteren på at lege teater, og samtidig alt det nye, 3D-brillerne, billetautomaterne, de mere og mere komfortable, racerbilsagtige sæder. Lidt som en gammel mand i hiphoptøj.

Det undrer mig, at vi bliver ved med at gå i biografen, og at vi gør det som aldrig før. Noget så håbløst moderne og 1900-tals-agtigt. Det har aldrig været forbundet med god smag, det kan ikke være derfor, den økonomisk stærke middelklasse bliver ved at komme, biografen har altid været et massekulturelt fænomen, som de finere typer så ned på. Det kan heller ikke være prisen, den er horribel, sammenlignet med andre kulturprodukter. Nostalgi? Men så skulle vi også stadig lytte til kassettebånd og se flow-tv hjemme i stuen. Det sker bare ikke. Så hvorfor overlever biografen, når andre medier som fjernsynet og papiravisen synes at uddø hurtigere end den vilde natur i Danmark? Denne overvægtige gamle mand, hvorfor løber han stadig frejdigt rundt? På en måde er biografen selvfølgelig et godt billede på vores land: en humlebi, der ikke kan flyve, en økonom