Du elsker et andet menneske, det elsker ikke dig, hvor almindeligt er det ikke?
Tyve år efter udgivelsen af I Love Dick er dens publikum ikke længere så smalt som Sylvie beskriver det i Kraus' roman Torpor: »Asperger’s boys, girls who’d been hospitalized for mental illness, assistant professors who would not be receiving their tenure, lap dancers, cutters and whores.« Her på Louisiana er det hele: Ældre kvinder i bløde tunikaer med hvidvin og termokaffe, mænd i sporty solbriller og praktisk rygsæk, unge mennesker i Beverly Hills-tøj og så alle dem der kan gå under paraplybetegnelsen “grafisk designer”. Vi står i kø en time, men heldigvis går tiden hurtigt når man har et stort vægur at kigge på. Interviewer Emma Holten beder Kraus læse højt fra kapitlet Monsters fra I Love Dick og derefter går det slag i slag om fænomenologi, fankultur, den vestlige litteraturhistorie og normcore. De runder af efter 45 minutter, Kraus bliver siddende for at signere bøger og vi forskanser os i den fjerneste ende af parken med øl, cigaretter og proteinbarer.
Vi har kun tilladt os selv et enkelt I Love Dick-spørgsmål, men egentlig handler det lige så meget o