Det må være saltet i vores hår
Det er fredag, solen skinner, klokken er lidt i elleve, og Frederikssund Station ligner Frederikssund Station. Der står en gruppe teenagere og tager billeder af hinanden foran kiosken. Der sidder to ældre mænd på bænken og hænger med flaskeøl og plasticposer. Her lugter af shawarmakød og industrislik. Der er to tomme taxaholdepladser, en stationskiosk og tre butikslokaler til leje. Frederikssund Station er formet som en hestesko bygget i mursten og belagt med mørkegrå tagplader. Eller en kongelig hestestald med sin stringente runding. Majestætisk folder den sig ud, når jeg ser den fra Kvickly, som ligger bag stationen. Vi går ad stien mod havnen. I Føtex køber vi mel, gær, kaffe, brød, vand på flaske (i en pakke af seks), sour cream and onion-chips (to poser), kødpålæg, smør og en dagmartærte hos bageren. Klokken er tolv. Om to timer skal vi ligge klar i båden ved Kronprins Frederiks Bro, som ligger omkring en kilometer (en halv sømil) uden for marinaen. Broen åbner for sejlbåde i nogle minutter klokken to i eftermiddag. Næste åbning er klokken halv fem i eftermiddag. Hvis vi ikke når gennem åbningen, mister vi to timer og tredive minutter og er tvunget til at sejle i mørke og h
