Døden er kun et par frostgrader væk
Det er en solskinsdag i Bodø i Nordnorge. En ældre mand i anorak trækker sin kælk med varer på ladet gennem gaden. Drenge og piger sidder på torvet og ryger cigaretter og tager gruppeselfies. Mænd, der taler russisk til hinanden, står i læderjakker på havnen og fisker. Jeg har spist en hamburger og en bakke med pomfritter og drukket en Pepsi på restauranten i byens storcenter. Jeg ville have spist på den gamle færgekro på første sal i det grå byggeri ved havnefronten. Men bordene var optagede af pensionister og børnefamilier, formentlig fra krydstogtskibet, som lige er gået i land. På TripAdvisor læser jeg, at en af byens foretrukne attraktioner er »moloen i Bodø«. Jeg lyner min anorak op til halsen og tager mine solbriller på hovedet og går ud til molen. Jeg tager et billede af mig selv med byen i baggrunden og sætter mig på en bænk. Jeg lytter til bølgerne på havet og skibsmasterne, der vejer i den blide vind. Og så smælder det i min nakke. Få minutter senere er jeg blå i hovedet af hagl. De er på størrelse med små golfbolde. Jeg løber ind til hovedgaden og køber sandwiches og vand til færgeturen.
Svolvær
May har pakket den lejede Avis-bil med bræn
