Print artikel

Døden er kun et par frostgrader væk

Reportage
20.04.17
Anton Willemann kører rundt i den fredeligste del af Europa og ser vinter blive til forår. Han fanger fisk til aftensmaden, går gennem vandfald og fryser sig gennem de arktiske nætter. Undervejs går det op for ham, hvor lykkelig han er, når distancen til døden kun er et par frostgrader væk.

Det er en solskinsdag i Bodø i Nordnorge. En ældre mand i anorak trækker sin kælk med varer på ladet gennem gaden. Drenge og piger sidder på torvet og ryger cigaretter og tager gruppeselfies. Mænd, der taler russisk til hinanden, står i læderjakker på havnen og fisker. Jeg har spist en hamburger og en bakke med pomfritter og drukket en Pepsi på restauranten i byens storcenter. Jeg ville have spist på den gamle færgekro på første sal i det grå byggeri ved havnefronten. Men bordene var optagede af pensionister og børnefamilier, formentlig fra krydstogtskibet, som lige er gået i land. På TripAdvisor læser jeg, at en af byens foretrukne attraktioner er »moloen i Bodø«. Jeg lyner min anorak op til halsen og tager mine solbriller på hovedet og går ud til molen. Jeg tager et billede af mig selv med byen i baggrunden og sætter mig på en bænk. Jeg lytter til bølgerne på havet og skibsmasterne, der vejer i den blide vind. Og så smælder det i min nakke. Få minutter senere er jeg blå i hovedet af hagl. De er på størrelse med små golfbolde. Jeg løber ind til hovedgaden og køber sandwiches og vand til færgeturen.

Svolvær

May har pakket den lejede Avis-bil med brænde, tæpper, liggeunderlag, brød og ost og en 2-liters hvidvinspapvin fra Kiwi. Hun starter bilens motor. Vi kører ud af Svolvær og passerer det gamle fiskemodtagelsescenter og de små havne, hvor kutterne hver morgen stævner ud fra. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende fra en svunden tid. Sådan noget her gør man aldrig mere, tænker jeg. Og hvorfor ikke, spørger jeg mig selv: flyver langt væk, pakker sin bil med stablet brænde og kører ud i ingenting og nattens mørke iført anorak og lange underbukser.

Deroppe på fjeldet, siger May og peger, mens vi lidt senere kører over fjeldene til den golde nordkyst på Lofoten. Det var deroppe, det skete, siger hun, og hun holder en lille pause og drejer bilen op ad fjeldet. Klokken er lidt over ni om aftenen. Solen ligger i horisonten. Sneen på fjeldtoppene glimter i solens skær. Jeg troede, jeg skulle dø deroppe sidste vinter, siger hun og peger, mens den anden hånd ligger på rattet. »Jeg var på tur med to venner. Men de gik langt foran mig. En storm ramte os, og jeg mistede orienteringen. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Det næste, jeg husker, er, at jeg sank ned i et dybt hul. Mine fødder stivnede af kulde i det kolde vand under sneen. Jeg var klar til at dø, jeg troede, jeg skulle dø«, siger May.

Grunnfør

På stranden står en gammel hytte af lange, mørke træbjælker. Der er bænke og olielamper. I hjørnet står en akustisk guitar. Vi tænder op i ovnen og varmer kakao og spiser pizza, som May bagte i eftermiddags. 50 meter fra bjælkehytten står et skur af glas og spånplader. Det er højt som en mølle. Det ligner noget fra et livsstilsmagasin. Kulden tager fat om os efter midnat. Vi lægger os i soveposerne og kigger ud på det hvide skum på havet, som lyser op i mørket. Jeg falder i søvn og drømmer, at jeg nøgen famler rundt i de vilde bølger. Glubske labradorhunde løber mod mig med tungerne hængende ude af mundvigene. Men når jeg dukker hovedet under vand, kan de ikke få fat i mig. Vand trykker mod mit hoved. Jeg strækker armene så meget, som jeg magter, og jeg bruger benene og skyder fart. Og så åbner jeg øjnene, og det er ikke lyst, men ligeså mørkt som nede i dybet. Jeg dufter til liggeunderlaget og spånpladerne under os. May ligger i søvne og ryster af kulde. Hendes små, hvide tænder klaprer. Jeg lægger mig tæt op ad hende. Vi deles om vores kroppes sidste varme, inden solen står op igen og varmer os på ny.

Om morgenen varmer vi først kaffe og så havregrød over det lille stormkøkken. Jeg varmer vand til æg, og lægger to æg i gryden og sætter mig på bænken og venter i solen. May åbner en bøtte med myseost og smører det ud over to stykker franskbrød. Jeg mødte May en vinteraften i København. Nogle uger senere sendte hun over Facebook et billede af en træhytte. Der var intet andet end hytte, sne og en bar fjeldtop på billedet. Hun skrev, at hytten var vores i påsken, hvis vi ønskede det. Hun går på filmskolen på Lofoten. Hendes øjne er grønne, hendes hår er lyst og fint, og på hendes venstre skulder ligger en stor og farverig tatovering af verdenskortet. Nu sidder jeg på en bænk på en strand i frostgrader. Min telefon er død. Jeg spiser havregrød med et menneske, jeg ikke kender. På stien, der leder ned til stranden, løber en brun labrador. Ørerne blafrer i luften. Munden står åben. Tænderne skinner i solen. Jeg tænker, at den muskuløse labrador smiler til os. Den sætter farten ned og snuser rundt omkring os. Hvor er den kjempefin, den må tilhøre gården oppe på fjeldet, den er kommet ud til foråret, siger May. Vandet i stormkøkkenet bobler. Jeg brækker et stykke brød af franskbrødet. Hunden snuser til brødet, og jeg kaster det med et hurtigt overhåndskast ned på stenene på stranden. Den brune labrador, hvor er den smuk, den er det smukkeste, jeg har set i dag tænker jeg, sætter af sted mod brødklumpen. Dens ene bagben rammer stormkøkkenet. Det kogende vand bruser i græsset. Æggene knaser mod småstenene. Æggehvide og æggeblomme flyder ud i jorden.

Kvalvika

I morgen begynder påsken. Det eneste, jeg ser fra bilens førersæde, er lukkede fiskerestauranter, lukkede Kiwi-supermarkeder, fiskemodtagelsescentre og tomme tunneler, der skyder sig vej gennem fjeldene. Ved kysterne hænger lange lige rækker af tørrede fisk på træpaneler. Vi fortsætter mod vest. Vi lytter til en Nick Cave-plade og snakker om, hvor lang tid vi ville kunne overleve i vildmarken. Lugten af tørrede fisk fylder bilens kabine. Når fiskene har tørret i solen, pakkes de i kasser og sendes til Italien. Jeg tænker, at de tørrede fisk ligner døde rotter, som jeg har set dem i en dokumentarfilm på Netflix. I Vietnam fanges rotterne på markerne. De pakkes levende i tynde stålbure og køres ind til restauranterne i byerne, hvor de tilberedes over ild. Vi finder en købmand, der stadig holder åbent. Vi nærmest løber fra bilen og ind til butikken, som om den skulle lukke for øjnene af os. Vi fylder kurven med pålæg og brød og myseost og en appelsinjuice, der er på tilbud. Jeg tjekker min telefon, og jeg ser nogle overskrifter om Trump og Nordkorea og den nye SKAM-sæson og terrorangrebet i Stockholm og noget med en forestående borgerkrig i Frankrig.

Vi parkerer bilen ved en sø. Jeg skifter ørkenstøvler ud med mine polstrede arktiske støvler, som jeg købte for nogle år siden i en friluftshandel på Frederiksberg. May siger, at på den anden side af fjeldet ligger den hytte, vi skal bo i i nat. Den er bygget ind i klipperne. Der er brændeovn og en tyk dør, så vi kan holde varmen. Men hvis der er andre i hytten, må vi gå tilbage over fjeldet, kansje, siger hun. Den er ganske lille, hytten. May pakker rygsækken med brænde og appelsinjuice og al vores mad og toiletpapir og liggeunderlag og en gammel farverig sovepose, som jeg har set i spillefilm og i smukke reklamefilm på internettet. Hun løfter tasken op og tager den på ryggen. Jeg går hen til hende og siger, at jeg ikke vil have, hun skal bære det monster af en taske. Og jeg tænker, at det lyder dumt, og jeg tager brænde og appelsinjuice og toiletpapir på ryggen, og hun griner med mig. Det river i senerne i mine skuldre. Jeg trykker læberne sammen, og vi klatrer op over fjeldet.

På stranden går vi rundt i cirkler. Vi kigger på fjeldene. Med jævne mellemrum knækker istapper af fra klipperne højt oppe over os. De splintrer mod småsten og andre klipper. Jeg tænker, at det er vinteren, der giver slip og skriger en sidste gang. Nu kommer foråret. Vi kigger på hinanden. Vi går i cirkler. Hun filmer med sit kamera. Jeg står stille og kigger i objektivet. Hun beder mig om at bevæge mig, så solen rammer mig, og jeg bevæger mig. Hun filmer, og jeg tænker, at det er en Terrence Malick-film, det er en øde strand på den sidste vinterdag, der er myseost og brænde i tasken, og jeg lægger mine arme på hendes skuldre. Solen varmer vores blege ansigter. Om lidt forsvinder den ned bag bølgerne. Vand fra fjeldene driver ned i hundredevis af bække. Jeg træder ned i en af dem. For nogle uger siden var det kun is. Det var størknet som ingenting i fjeldene. Nu tvinger vandet sig rundt om mine støvler. Men jeg mærker kun det varme polster i støvlerne og mine stadig lune tæer. Jeg bukker mig forover og lægger vand i mine hænder og slubrer det ned i svælget.

Jeg tager tasken på ryggen igen. May peger på den store klippe lidt bag stranden, hvor hytten ligger. Jeg slæber brænde og myseost og toiletpapir og appelsinjuice de sidste meter og lægger rygsækken i indgangen til hytten, som er på størrelse med en lille personbil. Døren er knækket i hængslerne. Nu ligger den som et ødelagt bildæk smidt lidt tilfældigt ved siden af indgangen til hytten. Indenfor er ovnen er smeltet. Den ligger der som en kollapset lagkage i det ene hjørne. Der hænger polaroidbilleder af tidligere beboere. Billedet af to unge surfere går igen på væggene. May fortæller, at hytten blev bygget af de to fyre. De boede her en hel vinter for nogle år siden. De surfede om dagen, levede af dåsemad og sov i hytten om natten. Det er en sand historie.

Solen forsvinder bag havet. Jeg gætter på, at temperaturen om lidt ligger på nul grader. Vi sætter os på græsset lidt oven for stranden. Jeg folder liggeunderlag og tæpper ud. May tænder bål. På et øjeblik står ilden op og luner vores hænder og kinder. Vi varmer polarbröd og ost over flammerne. Vi venter på, at nordlys bryder ud på den skyfrie himmel. Men temperaturen falder og falder. Mine tæer og fingre prikker af kulde. Skal vi gå en tur på stranden for at få varmen, spørger jeg. Så nå helt stille, ellers vil du bli enda kaldere, siger May. Vi rykker sammen under tæppet. Vi kigger på flammerne, der slår foran os, og bølgerne, der bryder på havet.

Jeg tænker på Jon Krakauers reportagebog Into Thin Air og bjergbestigerne, der døde i en snestorm, da de skulle ned fra Mount Everest. Og jeg tænker, hvorfor det aldrig er blevet til en spillefilm. Jeg tænker, at jeg ikke skal tvinge mine tanker længere ud i dumme spørgsmål, når kulden river i mig lige nu. Slipper jeg levende herfra, mødes jeg af lukkede Kiwi-supermarkeder og tørrede fisk. Klokken lidt over elleve er det stadig ikke mørkt. Vi har ikke mere brænde. Vi sidder under tæppet. Jeg kigger på de sidste gløder i bålet. Vi pakker sammen og kryber ind i den lille fryseboks af en hytte. Jeg lægger mig med al mit tøj på. Dampen står ud af vores munde. Jeg spiser to melatonin-piller, og jeg fortryder, og jeg tænker, at nu vågner jeg aldrig, men sover direkte ind i døden. Vi krøller os sammen i køjen og lukker øjnene.

Jeg tænker, at det er vinteren, der giver slip og skriger en sidste gang. Nu kommer foråret.

Jeg lader frosten rive i mig. Det begynder på fødderne. De ligger ud mod den åbne indgang, hvor den arktiske kulde vælter ind fra. Jeg tænker, at vi om nogle dage bliver fundet. Forfrosne og døde i nattens kulde. Jeg tænker, at vi bliver tilgivet af lægerne, når vi bliver fløjet væk i en stofpose i en orange redningshelikopter. Det bliver en nyhed i de europæiske medier. Nogle få tv-kanaler vælger den romantiske vinkel, og nogle dage senere er det sendt og glemt. Jeg tænker på det forelskede par, der blev fundet døde og størknede af lava efter århundredets vulkanudbrud i Pompei. I dag ligger deres afpillede skeletter offentligt til skue i samme by for turister og arkæologer. Mine tæer er væk. Mine fødder er væk. Nu river det i skinnebene. Det føles som skarpe knive. De snitter dybere og dybere op og ned ad mine tynde ben. Jeg drukner i havet. Jeg sparker fra for at få fart. Kulden indtager mere og mere af min krop. Det bliver tungere og tungere at vække mine ben og arme fra frostens svime. Jeg tænker, at nu sover jeg, og det er også fint.

Munkebu

Dagen efter er det påske. Solen står højt på himmelen. Vejene snævrer ind mod vest. Husene forsvinder. Møder jeg en modkørende bil, bremser jeg ned for at se, hvem der sidder i bilerne. Fiskere i gule og blå regnjakker og gamle ægtepar, der skal ind til fastlandet for at holde påske med børnebørnene. Vi parkerer bilen i Å. Som det sidste bogstav i alfabetet er det også det sidste sted med menneskelig civilisation på det vestlige Lofoten. Herfra og videre vestpå regerer ørne, rensdyr, tonstunge snemasser og million år gamle klippeformationer. Det eneste, vi har tilbage i bagagerummet, er havregryn og kaffe, en stump brød og en tommelfingerstor bøtte med sukker og kanel i.

Det er allerede eftermiddag. Mågerne flyver om ørerne på os. Jeg skifter sko ud med støvler, trækker i anorak og hiver Mays rygsæk på ryggen. Vi har fem kilometers vandring op i fjeldet foran os i dag. Vi går fra havets overflade til 700 meter oven over os. Vi skal nå frem, inden solen går ned, og kulden tager fat igen. Og vi skal bede til, at der er mennesker i hytten, så de kan åbne for os. Ellers må vi gå ned i mørket. Mange steder går det 30 eller 50 meter lodret ned, siger May. Lad os se, hvordan det går, det er ingen skam å snu, det er et af de gamle råd for vandrere på fjeldene, siger hun.

Jeg stiller mig i et lille vandfald og glæder mig over, hvordan det kolde vand ikke har en chance mod mine fødder. Al det liv, der fosser ud af klippesprækkerne. Nu kommer foråret. Der vokser planter og farverige blomstre på de grøntklædte klipper.

Vi går i stilhed. Fjeldene og det rindende vand gør det meste samtale overflødig. Når vi kommer forbi et vandfald eller en bæk, stopper vi op og fylder vand på flaskerne. Foråret har farvet søens is blå. Indimellem hører jeg, hvordan den sprækker langt ude på vandet. Jeg fortæller om en Terrence Malick-film, jeg så måneden før. I filmen går Ryan Gosling og Michael Fassbender rundt i gaderne i Austin i Texas. De kigger på himmelen. De spiller musik i penthouselejligheder. De kaster sten ud på vandet. De kører for stærkt i biler. De er stille, stille, stille. De bliver forelskede i kvinder, de ikke kender. De forlader dem igen. De går på klipper. De taler i tunger. De lægger deres hænder på vægge og sten og vand.

Klokken er seks om aftenen. Vores telefoner er for længst døde. Den eneste levende digitale ting, vi har tilbage, er mit lille, dumme Casio-ur, som kan vise tid og lege stopur. Der er sne op til mine knæ. Solen ligger i horisonten. Der er en time op til hytten, siger May. Det kan vi ikke klare, siger jeg, og hvert skridt op af det sne- og isklædte fjeld føles som en evighed. Vi er stille, stille, stille. Vi kravler langsomt op af klipperne. Hun åbner en vandflaske. Jeg åbner min mund. Hun hælder de kolde dråber fra fjeldet ned i min hals, og hun smiler.

Vi går tilbage, hvis vi ikke kan se hytten fra næste fjeldtop, siger hun. Vi skal nok nå den hytte, siger jeg med vand i munden. Fjeldet flader lidt ud. Jeg kigger ud mod alle de andre fjeldtoppe, som ligger omkring os. Jeg føler, at de kigger på os fra hver deres spidse tinde. Det føles rart og trygt af en årsag, jeg ikke husker. Og det er i det øjeblik, at det sker. Det smælder i nakken. Jeg falder tilbage. Mit venstre ben styrter gennem sneen. Jeg ser mit højre ben krølle sammen. Min ryg falder bagover med rygsækkens vægt. Det knirker i rygsøjlen. Jeg bliver liggende, og jeg har ingen energi til at råbe noget. May klatrer videre op ad fjeldet uden at se tilbage, og jeg smiler. Jeg klikker rygsækkens seler op. Det giver et lille svirp i min krop. Jeg fejer sne væk fra mit begravede ben. Jeg tænker på labradoren, der væltede æggene i stormkøkkenet. Jeg tænker på den orange redningshelikopter. Jeg tænker på Ryan Gosling i Austin. Jeg tænker på May. Jeg tænker, at gid, jeg forlader dette sted uden at se mig tilbage. Jeg tænker, at dette må være det smukkeste sted i Europa. Vi bestemmer selv, hvornår det gør ondt.

Fra toppen af fjeldet ser vi hytten Munkebu. Den ligger øde og smukt placeret, som om den altid har ligget der, i den tunge sne lidt nede på den anden side af fjeldet. Som et ensomt lille fjeldhotel, der har ventet på gæster hele sæsonen. Hytten blev bygget af en lokal turistforening i begyndelsen af 1990’erne. Alle materialer blev fløjet op med helikopter. Flere gange blev byggeriet forsinket af uforudsete storme. Der er en halv times vandring dertil herfra, siger jeg. Er der nogen i huset, spørger May. Der ser mørkt ud, siger jeg. Måske er de indenfor ved brændeovnen, siger May. Vi kigger på skyerne, der bevæger sig mod os. De er mørke. Det ligner tung sne, der vælter ud af dem. Vinden river i vores kinder.

Hytten er aflåst. Annexet er aflåst. Vinduerne er låst med tykke træskodder og jerngitre og hængelåse. Jeg smider rygsækken på terrassen og sætter mig i skrædderstilling på gulvbrædderne. Sneen falder på mit ansigt. Solen er væk. Nu er der skygge og minusgrader. Der er tre timers vandretur ned igen i mørke og snestorm på isglatte klipper. Og jeg er allerede ødelagt og øm i musklerne.

Men May råber noget på norsk, som jeg ikke forstår. Jeg rejser mig og går hen til hende. Vi går rundt bagom af hytten, der ligger tæt op ad klipperne. Et vindue står på klem og venter på, at vi gør noget ved det. Jeg folder mine hænder som en skål, og jeg sætter mig ned på knæ. May træder op i skålen og klatrer ind af det lille vindue til soveværelset i hytten. Kort tid efter står flammerne op i brændeovnen. Jeg varmer havregrød. Vi drikker det sidste vin. Jeg er rejst væk fra alt, hvad jeg kender. Alt, hvad jeg frygter, og her er alt, hvad jeg ønskede, og gid, det bare var det. May vasker sit hår i en balje med vand fra fjeldet. Udenfor tager stormen fat om fjeldene og hytten og de levende væsener, der rager rundt ude i sneen. Om natten hører jeg May stå ud af sengen. Hun lister hen over de knirkende træplanker og lægger et stykke brænde i ovnen. Temperaturen stiger lidt.

Det vil tage en evighed for andre mennesker at nå os nu. May falder i søvn igen. Jeg sætter mig op i sengen og kigger ud af vinduet. Jeg tænker, at jeg ikke savner min telefon eller internettet eller internetdigtere lige nu. Jeg savner ikke emails, kommentarspor, ’events’, Nordkorea eller andre menneskers holdninger. Jeg savner soya-chokolademoussen fra Irma. Jeg savner løbestien på Amager Fælled. Jeg savner tørsaltet bacon. Jeg håber, at vi aldrig forlader dette sted. Her kan man dø. Her kan man blive firet op i en orange redningshelikopter. Her kan man blive sendt til et sygehus inde på fastlandet med forfrysninger på arme og ben og med koldbrand i fødderne. Døden er kun et par frostgrader væk. Jeg tænker, at jeg håber, at jeg aldrig forlader dette sted. Jeg lister rundt på stuegulvet i bare fødder og i lange underbukser. Jeg åbner åbner døren ud til entreen. Der hænger anorakker på knagerne, og der står skovle og koste på tæppet. Jeg åbner døren ud til fjeldet. Kulden slår mig på kroppen. Jeg træder ud i sneen og kigger op i natten. Sneen bider i mine fødder. Det er det fredeligste sted, jeg har besøgt. Jeg har været her i et øjeblik, og jeg har været her i 100 år.

Kabelvåg

Vi spiser fish n’ chips på en kro i Reine. Om sommeren er der sort af turistbusser og børnefamilier i lejede biler, siger May. Den lille samling af farverige huse ligger strøet ud over klipper midt i bugten, og rundt om troner de golde fjelde. Det må være det perfekte postkort. Det er den slags syn, jeg frygter, fordi det forfører mig, og jeg føler mig dum, og jeg bliver overbevist om, at der er mere i denne verden, end vi tror. Uden for kroen lugter det af tørrede fisk fra træpanelerne og cigaretrøg fra mændene, der står og ryger ved en tønde med bål i. Og der lugter også af havsalt og solvarme klippesten og nachos fra kroen. Og her er en hel særlig duft, som jeg ikke ved, hvad kommer af, og som jeg aldrig oplever igen, hvis jeg ikke vender tilbage.

Vi kører over øen, gennem tunneler og over broer, og vi stopper og spiser appelsiner på strandene og drikker kakao fra termokanden. Vi lytter til ukulelemusik og The National. Jeg parkerer bilen på en græseng på nordkysten, hvor vi begyndte turen for fire dage siden. Vi tager alt vores tøj af og lægger det i en stor bylt på græsset, så det ikke bliver fyldt med sand fra stranden. Vi løber ud i havet, og jeg kaster mig forover og skrubber mig med sand på overkroppen. Vi kører hjem til Kabelvåg på sydkysten, hvor May bor, og jeg parkerer bilen og bærer liggeunderlag og den bløde sovepose og det sidste brænde ind i huset. Kabelvåg er et gammelt fiskerleje med rødder tilbage til stenalderen. I dag bor her lidt over 1500 mennesker. Her er en bager, et supermarked og et torv, hvor der står bænke og borde. Om sommeren, når turisterne kommer, udlejes der små både i havnen. May siger, at butikkerne for længst er stengt. Men vi kan fange fisk fra klipperne. Hun rækker mig en fiskestang. Linen er krøllet og viklet ind i sig selv på alle mulige måder. Jeg tænker på rygsækken og de iskolde nætter, og jeg kigger på den dumme fiskestang, og vi sætter os et øjeblik i sofaen og ser verden forsvinde.

Hver gang, jeg kaster snøren ud, river de sølvglinsende fisk i krogen, og jeg trækker dem roligt ind med hjulet, giver dem line, og trækker dem til mig, som jeg har set det i fjernsynet som barn. De er lange og tunge som mine store, klodsede støvler. Men de er smukke, fiskene fra havet. Glinsende og sprudlende af energi. Jeg trykker en køkkenkniv ned i deres gælder, når jeg får dem op på klipperne. Der lyder hver gang et lille pust, et suk. Blodet sprøjter ud på mine fingre. De svirper fint og desperat med deres haler, og jeg kaster dem over i plasticposen. En af fiskene, jeg fanger, er for lille, vurderer vi. Jeg lister forsigtigt krogen og modhagen ud af munden på den. May giver den et luftkys, og jeg kaster den ud i vandet igen. Jeg fylder en Kiwi-pose med fisk til hele weekenden. Jeg savner de skarpe knive, der borede sig ind i mine skinneben i hytten på stranden. Jeg savner sneen mellem mine tæer om natten. Jeg savner havregrøden og stormkøkkenet og den brune labrador. I køkkenet flår jeg indvolde ud af maverne på fiskene og skraber dem for skæld. Om aftenen spiser vi fiskeburgere i stuen. Hvordan forbereder vi os på hverdagen? Efter middagen finder vi en død mus. Den ligger på gulvtæppet. May fejer den op med en kost og en fejebakke og hælder den ud ad vinduet.

Vi lytter til Mays playlist snøstorm på Spotify, og vi falder i søvn i køjen på første sal i det gamle træhus. Om nogle timer er der kun en time til, at rutebussen kører mig ind til fastlandet.

Om morgenen varmer solen stuen op. Jeg pakker min taske og trækker i mine polstrede støvler. Anorakken sidder let på kroppen i dag. Isen smelter i tagrenderne på hustagene. Mine skuldre er ømme. Gaden er stille. Foran hoveddørene står der påskeharer og snekælke. Vi går på et tyndt lag af vinterens sidste sne. Der er en lille flænge i min underlæbe. Og alligevel føles det fint. Vi bestemmer selv, hvornår det gør ondt.