Print artikel

Hvordan kan et land være så smukt og så ødelagt?

Foto: Anton Willemann
Reportage
23.11.16
Anton Willemann rejser rundt i Texas op til præsidentvalget. Han vil ud på landevejen, møde amerikanerne, gå i ørkenen og lægge sin egen smerte bag sig. Men mødet med en selvmordstruet pige, en fascination af breakfast tacos og melatonin fører rejsen i en uventet retning.

South Congress Avenue, Austin

Jeg taler ikke med nogen. Samtalerne med ekspedienterne er anstrengende. Hvorfor skal jeg fortælle, hvordan jeg har det, og hvorfor skal jeg spørge dem, hvordan de har det? Jeg bestiller en Diablo-burger og en IPA-øl. Jeg spiser en Turtle Sundae til dessert ved is-vognen nede ad gaden. Jeg falder i søvn til Fox News og vågner fem timer senere klokken halv seks om morgenen. Solen ligger stadig under byens skyline. Jeg ser nyheder på tv, mens jeg står under bruserens varme stråler. Jeg tænker, om der er myg eller slanger eller edderkopper eller noget fjerde, som kan skade mig, mens jeg afklædt står på klinkerne. Jeg pakker min taske og bærer den ud til bilen.

How are you?

Solen står op. Den slår mig i ansigtet. Jeg kører i Whole Foods og fylder kurven med økologiske colaer, cold brew-kaffe, granola-barer og kildevand. Jeg kører fra Austin til Fredericksburg. Jeg drejer op på freewayen, og jeg tænker jeg på dig. Jeg tænker på Turtle Sundaen fra i aftes, Fox News, og jeg tænker på dig.

Motellet, Fredericksburg

I lobbyen på hotellet i Fredericksburg hænger en revolver og en forklaring om, at der skydes med pistol, før der tastes 911 på telefonen. Jeg spiser en krabbekage-salat til frokost på en restaurant, der er anbefalet på Yelp. Jeg spiser halvdelen og vakler ud til bilen.

Regnen vælter ned. Jeg stopper ved byens centrum, den diamantformede kirke, som i 1847 blev grundlagt af tyske bosættere. I dag er det bymuseum og vidne om byens tyske rødder. Den ældre kvinde, der passer museet, fortæller, at hun hver aften beder til gud for, at Trump skal vinde valget. Clinton er en løgner, og Trump er en løgner. Men Trump er i det mindste en forretningsmand, og se alle de smukke kvinder, han er omgivet af, siger hun. Jeg smiler og ønsker hende held og lykke. Jeg kigger på våben og uniformer på byens krigsmuseum, og jeg tænker over, hvad jeg laver. Hvorfor rejste jeg ikke til Bali eller Thailand eller lokkede en ven til at tage med på cykelferie i Italien? Nu er jeg alene med min Ford Titanium, krabbekagesalat og et præsidentvalg, som alle, jeg møder, hader, og lige nu står jeg alene med en gammel atom-bombe på et museum opkaldt efter George W. Bush.

Jeg lægger mig på sengen på mit hotelværelse og logger på Tinder, men løber tør efter 10 swipes. Jeg tænder for Fox News og bestemmer mig for at droppe aftensmaden efter krabbekagesalaten. Nyhedsværten kalder Hillary Clinton for worlds biggest liar, mens han interviewer Trumps kampagneleder. Jeg falder i søvn og vågner igen klokken lidt over fem om morgenen.

Jeg løber en tur i regnen. Jeg er gennemblødt, inden jeg er kommet ud fra hotellets parkeringsplads. Jeg løber gennem byens hovedgade. Neonskilte med BEER, GUNS og STEAKS lyser op i regnen. Krabbekagesalaten ligger stadig i min mave. Jeg tænker, om jeg nu bliver syg og skal ligge i sengen resten af turen og se landet fra Instagram og Google Maps.

Interstate 10, mellem Fredericksburg og Fort Stockton

Jeg stopper kun for at tanke op og åbne en cola. Vejen er det eneste, jeg fokuserer på. Jeg har tunnelsyn, og jeg vil ikke ud af det. Jeg udsætter stoppene. Næste tank. Næste resteplads. Næste foto-stop. Byerne er grimme. Brede veje uden striber, nedslidte huse, pjuskede græsplæner, overvægtige arbejdsmænd i rustne trucks, slukkede neonskilte ved moteller. Landskabet skrælles af lag efter lag. Træer forsvinder. Små søer forsvinder. Byer forsvinder. De brede motorveje forsvinder. Tankstationerne forsvinder. WhatABurger forsvinder. McDonalds forsvinder. Walmart forsvinder. Taco Bell forsvinder. USA er mulighedernes land. Alt ligner hinanden. Nu er der støvbolde, kaktusser og en lige landevej. Den fører mig ud i intet. Sådan ser jeg den.

Jeg stopper på en rasteplads mellem Fort Stockton og Marfa. Stilheden hænger om mine ører. Jeg tænker, om jeg ser en slange, når min fod næste gange rammer den tørre jord. På vejen passerer biler forbi, men stilheden når at lægge sig på nulpunktet, inden næste vogn viser sig i horisonten. Jeg ser kun trucks med brølende dieselmotorer, og bag rattet sidder kun mænd med cowboyhatte på hovederne. De kigger på mig, og jeg hilser og smiler.

Men jeg falder tilbage i tankerne. Næste gang jeg drejer hovedet for at se en ny horisont. Næste gang jeg drejer hovedet for at holde øje med dyr i græsset. Næste gang ser jeg dig. Det eneste, der bider i mig, er smerten. Den er i den knastørre jord. Den er i bilen, som stadig lugter af parfume og rengøringsmiddel. Den er i horisonten, og den er i stilheden. Den er i de brølende motorer, der suser forbi mig.

Jeg tænker, at jeg kan se jordens krumning. Jeg åbner døren og tænder for musikken og lukker døren, så jeg kun kan høre bassen gå.

Hovedgaden, Alpine

Jeg kører gennem Alpine, hvor en elev blev dræbt og og to såret ved et skoleskyderi tre måneder tidligere. Jeg parkerer bilen, jeg vil udsætte mit mål lidt endnu, dagens etape er for smuk til, at den skal slutte inden frokost. I et vindue til en boghandler hænger et opslag for en Rotary-indsamling til velgørenhed. Vinderen af lotteriet modtager en shotgun til en værdi af 1200 dollars. I haverne står der ’Hillary for prison’ eller ’Trump – Pence’ på skiltene.

Jeg stopper og starter. Stopper og starter. Rasteplads. Tilbage på vejen. Granola-barer. Tunnelsyn. En tarantel vandrer hen over asfalten og forsvinder under bilen.

Motellet, Marfa

Visne blade ligger på overfladen af klorvandet i motellets udendørs swimming pool. Tre liggestole står på de støvede fliser, og de er rustne i sammenfatningerne og uden puder på sæderne. En lige række af bobler stiger op fra midten af poolens blikstille vand. Der holder ikke andre biler end min egen foran værelsernes indgange. Kvinden bag disken er fra New York. Hun er iført Croc-sko, blege udvaskede jeans, en hvid t-shirt og hornbriller på næsen. Hun flyttede til Marfa for et år siden. Hun fik nok af storbyen og karrieren, siger hun. Jeg griner og fortryder med det samme. Nu bestyrer hun motellet med en række unge mexicanere ansat som rengøringshjælpere. Weekenden er ugens højdepunkt. Her kommer de besøgende, de fleste er fra Austin eller New York, mandage og tirsdage er det hårdt, siger hun. Byen lukker ned. Fra mit værelses vindue ser jeg en række pæle, der bliver mindre og mindre i horisonten. Jeg ser det tørre græs, min mørkeblå SUV og den blå himmel. Jeg hører den buldrende lyd af toget, der passerer igennem Marfa tre gange i døgnet. Det tuder, når det kører gennem byen.

Jeg overvejer, om jeg skal køre den halvanden lange kilometer tur ind til byens centrum, eller om jeg skal gå gennem eftermiddagssolen. Jeg er bange for at se en slange og i værste fald blive bidt af en slange. Jeg har lange bukser på hver dag. Jeg er bange for at bade i poolen. Jeg er bange for at blive kvalt af en slange, mens jeg bader i klorvandet. Jeg er bange for at skræmme dem. Jeg er bange for at dø, og jeg er endnu mere bange for en slange. Jeg er bange for, at jeg ikke kender alle de dyr, der potentielt kan tage livet af mig.

Pizzeriaet, Marfa

Ben har pjusket gråt hår, er iført en krøllet hørskjorte og løse mørkeblå jeans. Han spiser pizza her hver fredag. Det er den eneste pizza, der er værd at spise i West Texas, til gengæld er den også really good, siger han, mens han spænder ordet really helt ud. Han er her i tre uger for at kigge på en grund, der er til salg. Han arbejder med indretningsdesign i Austin. Han skal snart pensioneres og vil flytte til Marfa og leve resten af sit liv. Han er kommet her gennem 15 år. Jeg spørger, hvad der trækker ham her ud. De lange strækninger, du lægger bag dig på vejen, er magiske, siger han. Jeg spørger, hvem han stemmer på på tirsdag. Han kigger rundt i lokalet og hvisker noget, jeg ikke forstår, men det lyder, som om han ikke orker at tale mere om det valg.

Det er happy hour på Hotel George. Jeg sætter mig i baren og bestiller en cola, fordi jeg alligevel bestemte mig for at køre den halvanden kilometer korte distance. Her er designerstole, skotsk whiskey i baren og en tilstødende coffee table-book-forretning. Trump taler direkte fra Ohio på Fox News. Jeg drikker ud, går ud i solen og kigger op.

Togskinnerne, Marfa

Jeg pudsede mine sko, lejede en bil og kørte så langt væk, vejene trak mig. Nu kan jeg gå i mine krøllede skjorter og glemme at barbere mig. Nu kan jeg sidde langs landevejen og se dum ud, fordi ingen kender mig, og du ikke ser mig nu. Jeg vil gå i haglstormen, lytte til togenes tuden og se solen gå ned. At skære alle reb over. Du gav mig alt, hvad jeg ønskede. Alt, hvad jeg ønskede, var alt, der skulle til at for at ødelægge mig igen.

At skære alle reb over. Jeg har pudset mine sko, lejet en bil, og jeg er kørt så langt væk, vejene trækker mig. Og du går lige foran mig.

Jeg går over togskinnerne og tænker på godstogene. Hver dag brager de rundt på skinnerne uden følelser for at stoppe, sænke farten eller tænke over omgivelserne. Jeg er bange for at passere togskinner både som gående og i bil. Jeg er bange for, at et signal er brudt ned, og når jeg passerer togskinnerne, bliver jeg dræbt på stedet og blæst sidelæns af førerhusets tonstunge stålkonstruktion. Føreren opdager det for sent, hiver i nødbremserne, ambulancer ankommer, og du ser mig til begravelsen.

Chinati Foundation, Marfa

I Marfa ligger Chinati Foundation. Det er et moderne kunstmuseum etableret af superminimalisten Donald Judd. I 1972 flyttede han til Marfa og tog en stor del af sine minimalistiske kunstinstallationer med sig. I 1977 åbnede han Chinati Foundation. Hovedværket er 100 untitled works in mill aluminium. 100 unikke kuber i aluminium, som siden midten af 1986 har stået her i de tidligere militærbarakker.

Guiden introducerer sig selv, han hedder Mark og har besøgt Marfa gennem de seneste 10 år. Barakkerne husede tidligere det amerikanske militær og efter Anden Verdenskrig var det detention for tyske krigsfanger, fortæller han. De andre på holdet sludrer med hinanden. De snakker om morgenmaden på hotellet, og om hvordan Google Maps i morgen ikke kunne finde kaffebaren på hjørnet. Vi går ind i den hangarstore barak, hvor de 100 aluminiumskuber står. Guiden stopper, inden vi går indenfor, og siger »se!«

En kanin ligger på alle fire og kigger med store øjne mod os.

De andre sætter sig på knæ og siger; »hej, lille kanin, hvordan har du det?«

De massive aluminium-kuber er ikke blevet flyttet, siden de første blev kørt ind på museet i 1982. Det er kun den barske sol, der har flyttet kuberne få centimeter. Vi bliver bedt om ikke at røre ved kuberne, fordi fedt og snavs nedbryder dem med tiden, siger Mark.

Pigen spørger, om jeg ikke også synes, at de er freaky, de kuber, altså, hvad er meningen med dem, spørger hun retorisk, tror jeg. De virker levende, fordi vi ikke må røre ved dem, siger hun. Hun har læst kunsthistorie i San Antonio og har siden begyndelsen af studiet drømt om at se Donald Judds udstilling i Marfa. Ligesom så mange andre på sin alder, men de færreste tager sig sammen og kører herud i ingenting. Jeg hedder Campbell, siger hun og rækker hånden ud mod mig. Vi spiser frokost i en speakeasy-burrito-bar nede ad vejen fra kunstmuseet. Hun skulle have været til koncert med sin søster i El Paso. Men da Campbell var halvvejs mod El Paso, ringede søsteren og meldte sig syg. Campbell kørte videre gennem natten og tog alene til koncerten.

Prada, Marfa

Efter frokosten kører vi øst ud af Marfa, gennem præriebyen Valentine og videre ud i ørkenen. Et købmandsstort hvidt betonhus dukker op på venstre side af vejen. Kunstinstallationen Prada Marfa af kunstnerparret Elmgreen og Dragset har stået her i over 11 år. Vi tager billeder af hinanden foran butikken, mens solen drejer ned bag butikken. Siden huset blev opført i 2005, er det jævnligt blevet udsat for hærværk. Ruder knuses, vægge overmales med graffiti, og skoene på hylderne stjæles.

Jeg parkerer bilen foran en af byens tre barer. Vi sætter os ved et højbord og bestiller øl og tacos. Campbell har kjole på, og hendes mørke krøllede hår hænger ned over skuldrende og ryggen. Hun skriver en besked på sin telefon, og jeg kigger på hendes arme. Dybe, lyse riller i alle størrelser ligger som mikadopinde op ad begge underarme. Hvordan overlever man at skære sin arme til blods?

Hun forklarer forskellen mellem en taco og en burrito. Kulturkløften mellem de to er stor som floden, der adskiller Mexico og USA, påstår hun, og det lyder, som noget hun har læst et sted. Campbell er hispanic white educated woman, som hun selv betegner sig som. Hendes mor blev født i Mexico, hendes far blev født i USA. Jeg griner og tænker, at det måske er en meget fin betegnelse, når vi åbenbart skal tale race. Og med den racebetegnelse følger det med, at hun holder med tacos. Jeg smiler og spørger, om det ikke kan ændre sig, og hun siger, at det er noget, man vokser op med.

Motellet, Marfa

Campbell spiser to valium, inden vi falder i søvn til Fox News. Hun giver mig en pille, og hun siger, det er melatonin, og jeg spiser den og tænker med det samme, at det kan være ecstacy. Jeg vågner søvnig om natten til en tv-reklame for en mund-fugter. Mange, der tager beroligende medicin, får tør mund, siger speakeren. Mund-fugteren giver dig en fugtig gane.

Jeg falder i søvn igen og vågner om morgenen til lyden af toget, der buldrer og tuder gennem byen. Jeg står ud af sengen og går ud i bare tæer og ser containerne på toget, der i en lige linje passerer forbi. Jeg synes, det er det smukkeste, jeg har set endnu, de følelsesløse stålkasser, som med maskinel kraft flyttes over landjorden. De skal videre, og de tænker ikke over, hvor de kom fra, eller hvor de skal hen. Jeg tænker over, hvor meget mine fødder fryser på asfalten, som nedkøles af nattens bidende kulde.

Tre dage til præsidentvalget. Jeg løber i morgensolen. Jeg hører Whitney og nyder de sidste minutter af nattens lave temperaturer, som hver aften lægger sig over ørkenen. Om lidt er det tredive grader, og solen brager ned, indtil den i aften igen forsvinder ned bag Chinati-bjergene. Jeg løber rundt om byens gamle domhus og det tidligere fængsel, der ligner noget fra en Sergio Leone-film. Jeg løber over jernbanen, og jeg løber langs udkanten af byen. Jeg løber gennem hovedgaden, og jeg løber hjem til motellet. Jeg tænker, om hun er kørt væk. Er min bil der stadig? Hvem er hun? Hvorfor stoler jeg på hende? Der er langt hjem, hvis jeg mister mine ting nu.

Jeg ville bare ud på landevejen, se verden, jeg ville se himmelen, og jeg ville se mig selv i bakspejlet. Jeg ville forstå, hvorfor du forsvandt, og jeg vil videre. Jeg vil videre. Men du er her igen og igen. Du er her langs jernbanen, ved domhuset, du er her i hovedgaden, og du her er i bakspejlet. Jeg spørger mig selv, hvornår brikkerne falder på plads. Hvor langt væk skal jeg køre? Hvor langt væk skal jeg gå? Jeg snørrer løbeskoene op og lister ud i bad. Hvorfor løb du dog din vej?

Taco-dineren, Presidio

Hillary for Prison er det sidste skilt, jeg ser, inden vi kører ud af Marfa og mod nationalparken Big Bend. En grænsepatrulje ligger bag os på vejen til Presidio, og jeg kan ikke bestemme mig for, om det gør mig tryg eller bange. Om lidt vinker de mig ind til siden, og jeg ruller vinduet ned. Jeg rækker ud efter mit pas, men inden jeg får fat i det, trækker grænsevagten sin pistol og trykker den af mod min tinding. Campbell skriger, og blodet splatter mod bilruderne og rattet og Campbell og mit rødebedefarvede pas. Ligesom jeg har set på Facebook og på YouTube. Jeg stopper ved et checkpoint. Den mexicanskudseende vagt spørger, hvor mange vi er i bilen.

Vi spiser breakfast tacos i Presidio. Det er sidste bastion inden Rio Grande og Mexico. Desperate mexicanere, der i et sidste håb forsøger at krydse floden mellem de to nationer, drive-in-ATM’s og taco-diners. Fire grænsevagter spiser de samme breakfast tacos, som jeg har bestilt.

Campbell lægger sin telefon på bordet, folder sine hænder og kigger mig i øjnene. Min gymnasie-ven er død, siger hun. Han er lige død, tog en overdosis på sit værelse i forældrenes hus i New Jersey. Moderen fandt ham. Han blev 25 år. Hendes øjne løber i vand, og jeg kigger på hendes ødelagte arme, og jeg kigger hende i øjnene, og jeg kigger ned ad mig selv, og jeg siger, det er jeg ked af, Campbell, det er jeg virkelig ked af, var han en god ven, spørger jeg? Han voldtog mig, siger hun. Han drak mig fuld og voldtog mig, da vi gik i gymnasiet i New Jersey. Meldte du det, spørger jeg. Jeg turde ikke, siger hun. Du meldte det ikke, spørger jeg, og jeg fortryder. Jeg flyttede skole året efter. Er det grimt, at jeg ikke har det dårligt over, at han er død, spørger hun.

Rastepladsen, Rio Grande

Jeg bestiller en kop kaffe to-go, og vi kører ud af Presidio og langs Rio Grande og mod Terlingua. Du skal ringe til dine forældre, Campbell, siger jeg. Vi stopper et sted, hvor der er telefonsignal. Jeg henter colaer og granola-barer i bagagerummet. Nej, de ved ikke noget om det, siger hun. De ved, jeg blev voldtaget, men jeg ville ikke fortælle dem, hvem det var. Jeg ville ikke have, at min far skulle slå drengen ihjel.

Restepladsen, Big Bend

Vi lytter til Flaming Lips og Nick Cave og Ryan Adams. Tørre, skarpe bjerge stikker op i alle retninger. Kaktusser og stikkende buske omgiver den smalle vej gennem parken. Mennesker har vandret i Big Bend gennem 10.000 år. Apalache-indianerne, de spanske erobrere, comancheindianerne, mexicanske revolutionære, amerikanske soldater, cowboys, landmænd, internationale outlaws og andre banditter. I Wim Wenders ’Paris, Texas’ går manden gennem ørkenen, som har han forladt den virkelige verden. Han er iklædt beskidte jeans og baseball-kasket. Den amerikanske uniform. Men det pjuskede skæg, de mørke render under øjnene og hans skrøbelige vandring fortæller historien om vildspor. Hvad leder han efter? Husker han noget? Hvorfor piner han sig selv? Hvad er der sket? Campbell siger, at det gør hende glad at høre mine facts om parken og om filmen. Vi skal se den sammen, siger hun. Jeg siger, hun skal ringe til en af sine venner, når vi kommer ud af parken, hun har brug for at tale med nogen om det, der er sket.

Campbell voksede op og gik i skole i New Jersey. Men efter at fyren voldtog hende til en privatfest i det, der svarer til 1.g, begyndte hun at plage sine forældre om at skifte skole. Valget faldt på en kostskole i skovene uden for Princeton. Eleverne kom fra hvide, velhavende familier, og de fleste kom om morgenen kørende i Range Rovers. Campbell var som en skræmt hundehvalp. Hun løb væk, når en fyr forsøgte at tale til hende. Hun blev den sære i klassen, hun blev mobbet, og en fredag aften, hvor hun var på kokain og valium, fandt hun en kniv i forældrenes køkken og skar tværs henover sin venstre underarm. Hun besvimede. Hun husker ikke, hvad der skete. En uge efter var kniven og underarmen en besættelse for hende. Campbell skar hen over blodårene flere gange om ugen. Små snit. Der skulle være plads til mange. Hun eksperimenterede med at skære sig hen over brystkassen, over lårene og på anklerne.

Food trucken, Alpine

Vi spiser thaimad fra en food truck i Alpine. Manden i vognen spørger, hvor jeg er fra. Han siger, det er anden gang på én dag, at han har mødt danskere. I eftermiddags var der også en familie fra Holland. Aftenen er lang. Solens stråler har opvarmet bænken og jorden, men nattens mørke og kulde er på vej. Min kat hedder Burt Macklin, FBI, siger Campbell. Den er opkaldt efter Burt Macklin i Parks and Recreations, siger hun og griner.

Jeg går på toilettet. Da jeg står ved pissoiret og tømmer mine blære, tænker jeg, at jeg ikke bør forlade Campbell. Nu er hun alene, og om lidt går jeg ud på gruset og ser den tomme bænk og de to bakker med thai-mad, og jeg ser de blå blink ude på vejen og blodet, der flyder ned mod rendestenen.

Motellet, Marfa

Jeg vågner, mens Campbell pakker sine tasker. Hendes valium ligger stadig på natbordet. Hendes ar dækker stadig hendes arme. Den næste præsident vælges i morgen. Vi ses aldrig igen, tænker jeg. Jeg logger på Instagram og pløjer mig gennem hendes billeder, mens hun pakker. Hun spiser pizza, bader i en swimming pool, danser til en fest, lægger makeup, bliver tatoveret, spiser tacos, er til basketballkamp.

Hun siger, der er valgfest på bryggeriet i San Antonio. Hun kommer der hver weekend og kender dem, der har stedet. Jeg får adressen, vi siger farvel, hun kører ud ad Highway 67. Jeg bliver stående på den kolde asfalt, indtil bilen forsvinder i horisonten.

Observatoriet, Fort Davis

Jeg ville bare ud på landevejene og gå på bare tæer og kigge mod stjernerne. Jeg ville glemme dig. Dit lange, mørke hår, dit skæve smil og dit modermærke i højre øje.

Et af de mørkeste steder i Nordamerika findes på et bjerg i West Texas. Jeg dæmper lyset på bilen og kører op ad de slangende veje. Jeg bøjer ryggen forover og løfter hovedet, så jeg kan se, om et dyr dukker op foran bilens køler. På toppen af bjerget ligger to observatorier. Hver nat åbnes observatoriernes tage, og teleskoperne køres i stilling. De registrerer med milimeterpræcision, hvad der sker ude i rummet. Informationerne sendes til universitetet i Austin, hvor forskere analyserer billeder og tal.

Jeg ønskede mig alt, hvad du gav mig, og alt, hvad du gav mig, knuste mig. Jeg stiger ud af bilen og trækker i uldtrøje og jakke. Jeg lægger hovedet bagover og kigger op, og jeg lukker øjnene. Jeg forestiller mig stjernerne, der flimrer foran mine øjne, og hvordan stjernerne allerede er brændt ud for hundredevis af år siden. Sådan er det jo, tænker jeg. Det, jeg ser, er allerede væk. Brændt op i atmosfæren.

Og når jeg åbner øjnene, ser jeg dig. Smerten kom, og smerten vandt, smerten er i asfalten og i øllen og i natten og i stjernerne.

Hotel George, Marfa

Jeg køber coldbrew-kaffe på dåse i supermarkedet. Jeg køber flere granola-barer og mere vand på flaske. Jeg tanker bilen op. En åben landevej og en fuld tank. Jeg stryger min sidste rene skjorte, jeg smider gamle kvitteringer og sedler ud. Jeg drikker kaffe på Hotel George og skriver noter og tjekker nyheder og sociale medier. Jeg møder Ben fra pizzeriaet i hotellets bogbutik. Han viser mig en coffee table-book om interiørdesign i Marfa. Han spørger, hvordan weekenden har været. Jeg siger, at den har været fantastisk, men måske ikke helt, som jeg regnede med. Jeg nød virkelig det ovnstegte vildsvin på restauranten Cochineal, siger jeg for at lyde almindelig. Han spørger, om jeg er blevet klogere på valget, og om jeg er klar til at skrive en analyse om det. Jeg stirrer lidt på interiørdesign-bogen. Jeg kigger op på ham og siger, at jeg har droppet projektet. Han ryster lidt på hovedet og spørger, hvad jeg så skal skrive om.

Jeg kører en sidste runde i byen. Melatoninen fra aftenen før sidder stadig i mit hoved. Det summer i panden. Jeg spærrer øjnene op ved hvert gadekryds. Jeg mærker mine ben, og jeg knuger hænderne om rattet. Jeg kører rundt om byens domhus, fængslet, over togskinnerne, forbi Chinati-museet, og jeg sænker farten ved mit motel, og jeg vender rundt og kører gennem hovedgaden igen.

Hotellet, Marathon

Der er kaktusser på sletterne mod Marathon. Når jeg kigger til siden uden at fokusere på noget bestemt sted, flyder sandfarverne og himlen sammen i en flydende, sløret masse. Jeg tænker, om det er melatoninen, eller om det er ørkenen, der får mig til at slappe af. Jeg knuger hænderne om rattet igen og drejer bilen ud af nødbanen. Receptionisten på hotellet hører Bon Jovi og masserer sin tommelfinger ned ad sin iPhone. Er hun mexicaner? Jeg tør ikke spørge. Jeg er bange for, at jeg ikke lyder politisk korrekt, og jeg vil under ingen omstændigheder ende i en taco/burrito-diskussion. Jeg er den hvide mand, der træder ind og skal betjenes.

Jeg får det billigste værelse på hotellet. Byens eneste café er lukket, og jeg skriver og læser på mit værelse resten af eftermiddagen. Om aftenen spiser jeg en bøf og drikker en IPA-øl i hotellets restaurant. Det er byens eneste åbne restaurant i november. Jeg orker ikke at konversere. Tjeneren spørger, hvordan jeg har lært engelsk. Han siger, at han ikke ved, hvad Danmark er. Han vender det hvide ud af sine øjne. Det er hvidt som marmor, og han siger, at Hillary Clinton aldrig får hans stemme, selv hvis han får en revolver for sin tinding.

Jeg spiser op, jeg går ud i mørket og stiller mig, hvor byen begynder og slutter. Jeg kigger op, og stjernerne flimrer. Himmelen bliver som et overskåret æg. Jeg vender hovedet ned, og to billygter blænder mine øjne, og bilens motor fræser i mine ører.

Jeg køber en Margarita i baren og sætter mig i en dyb sofa i hotellets lobby. Jeg skifter mellem Fox News og Ondskabens Øjne i fjernsynet. Kanal 37 og kanal 38. Jeg lukker øjnene og mærker de bløde puder. Hvordan kan et land være så smukt og så ødelagt?

Burgerbaren, San Antonio

Freeway-vejene i San Antonio er som et bundt kogt spaghetti. De farer i alle retninger. Et enkelt tal og et bogstav bestemmer din rute. 345. 465. 346. A, B, eller C. Jeg slukker for musikken og åbner en cola, mens jeg kører ind i byen. Jeg ved ikke noget om San Antonio, men jeg holder af byens navn. Jeg holder generelt af amerikanske bynavne. Washington D.C., Detroit, Memphis, Philadelphia, Dallas, El Paso og San Antonio er nogle af de bynavne, jeg holder mest af. De er romantiske og eksotiske. De minder mig om de store hotelkæders navne. Best Western, Hilton, Hyatt, InterContinental, Sheraton og Plaza.

Jeg ved ikke, om jeg er i byens nordlige eller sydlige del. Jeg følger GPS’en, og jeg ender på adressen, jeg skrev ind i Marathon. Burgerrestauranten ligger i en bygning, der ligner en omvendt hotdog. Indenfor er der en disk, hvor jeg kan se ind i køkkenet. Rundt om mig er der to rækker med røde, roterende plastic-barstole. Jeg bestiller en double hamburger og en vanilje-softice. Den er tung som en brosten. Manden ved siden af mig er så overvægtig, at jeg ikke kan se barstolen, han sidder på. Hans burgere ligger og venter på disken, men han rejser sig ikke. De bliver liggende på disken, indtil ekspedienten tager fat om burgerne og colaen. Han går ned gennem serveringslokalet og lægger dem foran den overvægtige mand. Han kvitterer med et thanks, man, mens han holder blikket fast på videoen på sin iPhone.

Jeg tænder for bilradioen for at høre om aftenens valg. Jeg har ikke set eller læst nyheder, siden klokken syv i morges. Alt kan være sket. En præsidentkandidat kan være død. Det kan have tippet over til Trump. Jeg kan kun finde mexicansk musik og en hiphop-kanal, der spiller Eminem. Jeg slukker igen og kører gennem byen med åbne vinduer.

Valgfesten, San Antonio

Bryggeriet ligger i en gammel fabrikshal i det nordlige San Antonio. Regnen står nede i tove, mens vi går derover gennem Campbells kvarter, og jeg lægger min olieskindsjakke hen over hendes hoved. Vi krydser togskinnerne, som fører hele vejen op til det nordlige USA og hele vejen ned til Marfa og videre ned.

Jeg håber, at jeg ser et tog nu. Jeg tænker, at jeg gerne vil hilse på et af de toge, som jeg har holdt så meget af et lytte til ude i ørkenen. Et sidste farvel. Campbell hilser på fyren i indgangen. Jeg tager mig i at tænke, at togene rører mig mere end præsidentvalget. Han siger, at der næsten er fuldt, og at vi skal skynde os at finde pladser. Jeg bestiller øl i baren, og Campbell henter tacos. På storskærmen står to studieværter i jakkesæt og fortæller om de foreløbige valgresultater. Der er mest blåt på valgkortet.

Jeg er den eneste i lokalet, som ikke er hispanic. Jeg spørger kvinden til venstre for mig, hvad hun tænker, hvis Trump vinder, selvom det er usandsynligt. Hun siger, at hun dør om 10 år, hvis han vinder. Hun blev reddet af Obamas sygeforsikringsplan, men bliver den rullet tilbage, har hun ikke råd til medicin og operationer. Hun ryger på gaden og må klare sig selv. Jeg bestiller flere øl, kaffeøl, jeg er træt efter ni timers kørsel gennem ørkenen.

Jeg tænker på kaktusserne og Rio Grande og de små skyer, der åd af bjergene i morgentimerne, og jeg tænker på de små gasstationer ude i ingenting. Jeg tænker på kvinden på gasstationen uden for Del Rio. Hun plejede at have en restaurant. Nu serverede hun kapsel-kaffe og flaskeøl. Der blev vist basketball, Dr. Phil og præsidentvalg på de tre fladskærme. Jeg spurgte hende, om hun glædede sig til i aften. Hun spurgte, hvad sker der i aften? Jeg smilte og pegede på fjernsynet, hvor den ene præsidentkandidat stod med en skov af mikrofoner pegende på sine læber.

Alle jubler, når Hillary Clinton vinder en stat. Clinton vinder San Antonio i Texas, viser grafikken på storskærmen. Kvindens øjne løber i vand. Nu sker det, siger hun. Endelig. En kvinde, der taler vores sag. Clinton vinder, siger hun, og alle i bryggiet hører det.

Et fyldt ølglas flyver gennem luften og lander på midten af lærredet. Øllen splatter ud over studieværterne og deres skærm, som viser resultaterne fra staterne. Trump vinder Florida. Trump vinder Wisconsin. Trump vinder Michigan. Blåt, blåt, blåt, rødt, blåt, blåt, blåt. Jeg rejser mig op og lægger min hånd på Campbells skulder. To unge mexicanskudseende drenge rejser sig også. De råber med al lungekraft op mod lærredet. Jeg forstår ikke, hvad de siger. De råber mod hinanden. Den ene drengs hage skælver. To bartendere står bag disken og taler til hinanden. Deres pander er rynkede. En kvinde beder om mere øl, men bartenderen vender en flad hånd op imod hende. Familier pakker sammen og bevæger sig ud af bryggeriet. Lærredet bliver blankt.

Tårerne gennembløder lagnet. Campbells makeup og øjne er gået i et. Solen står op og lægger gennem skodderne striber af sol over sengen. Hun taler med sin mexicanske mor i telefonen. Moderen græder i telefonens mikrofon. Campbell presser læberne sammen.

Jeg står ud af sengen og tager tøj på. Jeg overvejer at forlade hende og huset og Burt Macklin, FBI og aldrig vende tilbage. Jeg er flad. Hvad skete der? Det øser med regn mod vinduerne. Jeg kører ind til byen efter morgenmad. Jeg lytter til Ryan Adams, mens jeg ruller ind ad freewayen og stopper ved det breakfast taco-sted, som Campbell anbefaler. Jeg køber rigeligt, og jeg køber kaffe i to-go-kopper og wienerbrød i bageriet, fordi det gør mig tryg. Jeg tænker på, hvad du laver, og hvor du er henne lige nu.

Jeg ville ud på landevejen. Jeg ville glemme dig og få dig til at forsvinde. Nu køber jeg breakfast tacos og to-go-kaffe i en by, jeg ikke kender. Verden synker, mit skæg er pjusket, jeg kører på freeways i morgentrafikken, og regnen øser om mine ører.

Nu ved jeg, at jeg skal hjem, og at jeg skal se dig.