Print artikel

»Jeg står midt i en folkevandring skabt af borgerkrig«

Syrisk pige i flygtninelejren Kara Tepe. Foto: Anton Willemann
Reportage
31.07.15
Hver dag ankommer hundredevis af flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Pakistan til den græske ferieø Lesbos. Tilstrømningen til netop Lesbos er steget næsten 1000 procent alene fra januar til maj i år. Men den fornødne nødhjælp er endnu ikke nået frem til det, som Dansk Flygtningehjælp betegner som en humanitær katastrofe. Journalist Anton Willemann har været en uge på Lesbos og hjælpe flygtninge i land. Her er hans dagbog fra porten til EU.

Spraymalingen er gul som en rapsmark på en sommerdag. Jeg fejer fliserne med en kost, vi har fundet i kælderen. Det støver, så det kilder i næseborene. Min underbo taper fliserne op, så det danner en ret linie. Jeg vrider låget af spraydåsen og presser knappen ned. Den gule maling skal fortælle beboerne i vores ejendom på Vesterbro i København, at cykler kun må holde inden for den gule stribe. Vi åbner en flaske æblemost, som kvinden på fjerde sal har doneret til dagens opgave i andelsforeningen. Vi betragter resultatet. Vi er begge enige om, at det er en succes. Hvor lang tid vil den gule maling holde? Når den bliver udvisket, må vi bare have spraydåsen frem igen, siger vi til hinanden. Vi er trætte af bunker af gamle cykler, der ligger parkeret som et umuligt mikadospil. Vi er trætte af Christiania-cyklen, som ingen kører på. Vi rykker den ud i gården. Fliserne er fejet, solen skinner, cyklerne står parkeret som sirligt arrangerede dominobrikker.

Tolv timer senere står jeg i afgangsterminalen i Billund Lufthavn. Klokken er lidt over fem om morgenen, og jeg har ikke sovet siden klokken syv om morgenen dagen før. Jeg bestiller et wienerbrød og en sandwich i lufthavnens cafeteria. Pigen bag disken forklarer mig, at jeg kan få det hele til 45 kroner, hvis jeg også bestiller et rundstykke. Men så skal jeg også bestille en yoghurt og en marmelade. Klokken er lidt over fem om morgenen, og jeg forstår intet af, hvad hun siger. Jeg forsøger at tænke tilbuddet igennem, men jeg får det ikke til at give mening.

Alt i Billund Lufthavn ligner noget fra Legoland. Farverne, interiøret og menneskene. I en butik sælges en miniatureudgave af Billund Lufthavn. Tanken skræmmer mig, fordi jeg pludselig føler, at jeg selv er en miniaturefigur i en miniatureverden. Jeg tager et billede af en flyver og lægger det på Instagram. Kort tid efter liker Billund Lufthavn billedet, og jeg føler mig menneskelig igen.

I min taske finder jeg nogle hvide og grå t-shirts, en enkelt skjorte, mit spejlreflekskamera, to bøger og en solcreme. Det er alt, jeg skal klare mig med. Det er alt, jeg har med.

Vi er to mand. Jeg har aldrig mødt ham før. Han er næsten to meter høj, har rødt hår og går med bøllehat. Han hedder Loui, er ingeniør og er født i Aarhus. Han taler om politik, og jeg fortæller ham, at vi skal have en strategi på de sociale medier for at komme ud med vores historier på turen.

Ankomst

Vi lander i lufthavnen på Lesbos, og temperaturen balancerer omkring de 35 grader. Alle er klædt i let og farverigt tøj, nogle drenge har knappet de første øl op, og guiden fra Bravo Tours, Janni, fortæller om de hoteller, vi skal indlogeres på. De er allesammen superdejlige, og der er svømmepøl og stor, lækker morgenmad, forklarer hun gennem sin mikrofon fra midtergangen i bussen. Klokken tolv er der hotel-træf. Hotel-træf med dansktalende guider. Janni går ned gennem bussens midtergang og stopper ved ægteparret, der sidder bag os. Hun fortæller dem, at de er blevet placeret på et nyt hotel, fordi der er sket en vandskade på det første, de var blevet lovet. Hun beroliger dem med, at det næste er meget bedre, og at de skal se det som en opgradering. Vi sidder allesammen og kigger ud af vinduerne og studerer det landskab, vi skal rundt i de næste syv dage. De andre i bussen ved, at de skal til hoteltræf i dag. I morgen skal de til tango, og på søndag er der græsk middag i Molyvos. Vi aner ikke, hvad der venter os.

Vi kører ud af byen Mytilini og fortsætter af hovedvejen, der skærer gennem Lesbos og ender oppe på den nordlige kyst. Fra den nordlige kyst er der omkring fem kilometer med saltvand over til Tyrkiet. Få hundrede meter ude af hovedbyen ser vi de første flygtninge. Det er en familie med tre børn. De går langs venstre side af hovedvejen. Hvis de ikke har fået et lift, har de gået mindst 50 kilometer gennem solen, gennem natten, måske har de gået flere dage på landevejen. De ser trætte ud, og ingen af dem har vandflasker i hænderne. Janni fortæller, at flygtningene ikke gør nogen fortræd, og at man som turist sagtens kan tale med dem. Nu går Janni ned gennem midtergangen igen. Hun stopper ved ægteparret bag ved os. Hun forklarer dem, at der er sket en fejl. Der er alligevel ikke plads på det hotel, de var blevet flyttet over til. Men hun har sammen med sine kolleger taget en beslutning. De skal rykkes over til et nyt hotel. Et nyt og meget bedre hotel, forklarer hun beklagende. Det nye er hotel er måske det bedste, som Bravo Tours har forbindelse til, forklarer hun ægteparret, mens hun lægger en undskyldning ind mellem hver sætning. Det er svært ikke at holde af Janni.

Landevejen

Den første dag blæser det, så havet mellem Tyrkiet og Grækenland ikke er andet end hvide, fygende skumtoppe. Jeg går ned til stranden og kigger ud på jollen, der ligger med anker. Den hvide jolle bliver kastet rundt af vandet, men den bliver liggende. Det minder om den slags forlystelser, der står ude foran tankstationer og minigolfparker, tænker jeg. Jeg tager et billede og lægger det på Instagram. Jeg skriver i billedbeskrivelsen, at der dagen før landede ni både lige her i området. To både klarede angiveligt ikke turen.

I Lidl køber vi 80 små vandflasker. Vi fylder bagagerummet, så vi har rigeligt, hvis vi støder ind i en gruppe flygtninge. Jeg tænker, at det måske er nok til hele ugen.

Vi når at køre to eller tre kilometer, inden den første gruppe flygtninge dukker op på vejen. Der er mindst ti voksne og fem børn. Deres tøj er støvet, de sveder, og deres hår er uglet. Der er ikke nok plads i bilen til dem alle. De har valgt den lange vej ind til Mytilini. Fra svinget, hvor vi møder dem, er der omkring 50 kilometer til politistationen i Mytilini. Vi holder bilen ind til siden, åbner bagagerummet og deler vandflasker ud. Jeg spørger faderen, der går med sit barn, om de vil have et lift. Han takker pænt nej. De venter på en taxa, forklarer han. Det gør ondt at fortælle ham, at han ikke har ret til en taxa. De skal tage imod vores tilbud, forklarer jeg. Vi vil primært køre børn og kvinder, siger jeg, mens vi går over mod bilen. Flere af mændene forsøger at få plads i bilen, men vi gentager, at vi først og fremmest vil have kvinder og børn med. En kvinde med sit barn sætter sig ind. Hun spørger, om hun må lægge sit barn om i bagagerummet, så der kan blive plads til flere på bagsædet. Jeg svarer ikke på spørgsmålet. De græder af glæde, da Loui sætter bilen i gear og kører af sted.

Jeg er 27 år. Jeg er vokset op i et villakvarter på Frederiksberg i København. Jeg har set alt det her i fjernsynet. Jeg har hørt alle de her historier før.

Vi efterlader tre børn, to kvinder og fem mænd. Vi fortæller dem, at de skal forsøge at stoppe den næste bil.

Familien, der nu sidder på bagsædet i vores Kia Piccolo, er fra Kabul i Afghanistan. Iman, faderen, er 32 år og uddannet ingeniør. Hans bror og søster bor i Tyskland. Han drømmer om at forene hele familien i Tyskland. Hans kone, der sidder til venstre for ham, taler ikke engelsk, men hver gang jeg kigger på hende, siger hun »thank you, thank you,« mens hendes hage skælver.

Vi nærmer os Mytilini. På en bakke til venstre for hovedvejen uden for Mytilini ligger flygtningelejren Kara Tepe. Hver dag kommer nye flygtninge til. Hver dag rejser andre videre. Her bor løbende mellem 1000 og 3000 mennesker. Da vi nærmer os lejren, peger jeg derop og fortæller dem, at det er her, de skal overnatte i aften, når de har ordnet deres papirer hos politiet. Jeg kunne lyve og fortælle dem, at de bare kunne gå ind på et hotel. Jeg kunne lyve og sige, at de sikkert finder et fint sted at sove. Men jeg fortæller dem sandheden. De kommer til at sove med tusinder af andre mennesker i samme situation. De kommer til at sove i en lejr, hvor der stort set ingen toiletfaciliteter er, og hvor det langt fra er sikkert, at der bliver uddelt mad og drikke hver dag. Glæden i moderens gråd er nu forsvundet. Det vrimler med flygtninge uden for lejren. Folk går rundt uden tøj på kroppen, folk tager bad med vandflasker, folk ligger og sover i vejkanten, børn løber rundt midt ude på vejen.

Det er vores første tur med flygtninge i bilen. Vi er nervøse for at blive stoppet af politiet. Officielt er det blevet lovligt at køre med flygtninge, men alle skal have sikkerhedsseler på, og vi skulle have ringet til politiet, da vi kørte af sted og have oplyst vores nummerplade og navn. Vi lever ikke op til nogen af kravene. Vi sætter familien af 400 meter fra politistationen. Jeg tager billeder af moderen og barnet, mens Loui viser faderen vej til politistationen. Jeg udveksler telefonnummer med moderen, og jeg ønsker dem held og lykke.

Vi sætter os på en café ved havnefronten i Mytilini. Vi bestiller to kopper kaffe og en flaske vand. Der er så meget at tale om. Men der er ingen ord. Jeg lukker øjnene. Jeg hører lyden af turister, der slentrer forbi. Jeg hører lyden af musikken fra caféens højtalere. Jeg hører lyden af kvinden, der græder i bilen.

Familie fra Afghanistan. Vi samlede dem op på hovedvejen til Mytilini. Iman er 32 år og ingeniør.

Den første båd

Jeg sidder med kikkerten, mens Loui har rattet. Der er to sorte prikker i horisonten ved den tyrkiske kyst, og de bevæger sig mod os. Vi stopper bilen ved et udkigspunkt. Jeg hopper ud af bilen og lægger kikkerten på bilens tag. De to sorte prikker er blevet til sorte gummibåde, der skærer sig gennem bølgerne. Jeg råber til Loui, at de bevæger sig mod syd. Vi skal længere ned ad kysten for at være der, når de lander på stranden. Samme morgen forklarede kvinden fra biludlejningsselskabet, at det er forbudt at køre på grusveje med den Kia Piccolo, vi har betalt 42 euro for per dag. Nu kan vi høre småsten slå op mod undervognen. Oliventræernes arme ridser bilens sider, så det skærer i ørerne.

Nu ser jeg de to sorte gummibåde med det blotte øje. Den ene tager vand ind foran. Fyrene, der sidder forrest, forsøger at komme tilbage i båden. Det ligner en båd, der synker. Jeg filmer hele scenen med min iPhone. En græsk mand giver signal med sine arme om, at de skal dreje båden mod venstre. De har kurs mod klipper. Båden rammer land, og folk vælter ud. Folk jubler, da de træder ud af båden og står på stranden. To drenge river deres redningsveste af og kaster dem op i luften. »Europe, Europe!« bliver der råbt. Jeg har tændt mit kamera og tager billeder af så mange ansigter, jeg kan komme til. Mændene griner og smiler ind i kameraet. En fyr tilbyder mig en cigaret, ryster min hånd og krammer mig. Jeg husker ikke, hvornår en person sidst har kigget mig så intenst ind i øjnene. Flere unge fyre kommer hen og rækker mig deres telefoner. Først tror jeg, at det er myndighederne i Grækenland, som de vil have, at jeg skal tale med. Men jeg hører kun arabisk i telefonen. Drengene vil have, at jeg skal tale med deres familie og venner hjemme i Syrien. Jeg taler engelsk. Jeg er europæer. Jeg er beviset for, at de slap væk.

Et afghansk par står med deres spædbarn, og de forsøger at berolige det, men det bliver ved med at græde. Solen brænder ned i dets ansigt. Jeg gætter på, at spædbarnet er 20 dage gammelt. Loui fortæller parret, at vi har en bil, og at vi vil køre dem ind til den nærmeste by, hvor en bus vil afhente dem.

En af flygtningene råber nogle ord på arabisk. Han peger til venstre, og jeg forstår kun ordet »police.« Når flygtningene ankommer til Lesbos, skal de som det første melde sig på politistationen i hovedbyen Mytilini. Nu begynder de at løbe. Til venstre. Vi forsøger at fortælle dem, at de skal stoppe. Hvis de går til venstre, har de 50 kilometers gåtur ind til Mytilini. Det er to-tre-dages vandring gennem bjergene. De har ikke ret til at køre i taxa. De har ikke ret til at køre i rutebusser. De har ikke ret til at bo på hoteller. De har ret til at gå i solen og sove i vejkanten.

Men mange af dem lytter ikke til os. Jeg løber op på siden af den første gruppe. Jeg lægger en hånd på en kvindes skulder. Hun bærer en pige i sin favn. Hun er halvandet år, tænker jeg. Jeg kigger hende ind i øjnene og fortæller hende på engelsk, at hun skal følge med os. Hun skal stoppe med at gå. Hun skal tage sine børn med, ellers når de aldrig frem. Jeg aner ikke, om hun forstår, hvad jeg siger.

Jeg er opsat på at tage billeder af alle, vi møder undervejs. Jeg vil dokumentere oplevelserne. Loui kører bilen, og jeg sidder med ryggen mod forruden og tager billeder af flygtningene på bagsædet. Kvinden, jeg mødte på vejen, sidder i venstre side af bilen og kigger ud af vinduet. Hun hedder Fareeda og er fra Damaskus i Syrien. Jeg spørger hende, hvorfor hun flygtede. Hun så sin families hus blive udslettet af en bombe, siger hun. For et par uger siden begyndte hun turen sammen med sin halvandet år gamle datter Rita. De ligner hinanden. De har kraftigt krøllet hår, store, mørke øjne og et smil, der folder sig ud over ansigtet. Jeg spørger, om de ikke havde nogen mulighed for at blive boende i Syrien. Hendes hage skælver, da hun fortæller mig, at de ville dø, hvis de blev.

I højre side af vores bil sidder de to brødre Nawras og Found. De er i midten af tyverne og er også vokset op i Damaskus. De vil begge to arbejde med computere, forklarer de mig, da jeg spørger, hvad de vil lave i Europa. De gik i gymnasiet i Damaskus, og planen var at fortsætte på universitetet. Men borgerkrigen satte en stopper for deres fremtidsplaner. Nawras løfter sig lidt i sædet, så han kan få sin højre hånd ned i sin lomme. Han fisker sin Samsung-telefon frem og tænder den. Jeg behøver ikke at forklare dem, hvor på Lesbos vi er. Nawras er online på sin telefon. Vi udveksler Facebook og Instagram. Jeg kan høre, at han taster nogle cifre ind på telefonen. Jeg hører klartonen, og jeg kan se hans øjne løbe i vand. Han fortæller sin far i telefonen, at de er nået frem. De er i Europa.

Vi fortsætter ud på aftenen med at køre kvinder og børn, indtil der kun er en gruppe unge mænd tilbage på vejen. De har kun få kilometer tilbage til Molyvos, hvor en bus venter på dem. Vi deler vandflasker ud og lader dem gå det sidste stykke.

Ved elleve-tiden om aftenen sætter vi os i en dyb sofa på terrassen ude foran hotellet. Vi bestiller to øl og en skål med snacks. Det er mørkt, men vi sidder stadig og kigger ud over havet. Det er en vane, når man bruger det meste af dagen på at spotte sorte prikker i horisonten. Jeg lukker øjnene. Jeg ser båden, der kommer ind, jeg ser det grædende spædbarn i armene på den afghanske far. Jeg ser kvinden i bilen, der kigger op mod flygtningelejren. Jeg ser mig selv i en dyb sofa på et charterhotel med havudsigt og øl i glasset. Lidt over midnat ringer de fra radioen. De vil have mig igennem for at høre om vores oplevelser. Jeg ved ikke, hvordan jeg finder kræfter til at tale.

En afghansk familie går af sted langs kystvejen. Vi fik stoppet dem og kørt dem ind til den nærmeste landsby.

Lejren

Vi pakker bilen igen. 80 vandflasker, kiks og bananer. I dag vil vi dele mad og drikke ud i flygtningelejrene. Vi har hørt, at der sjældent bliver delt mad ud, og at mange ikke har spist i flere dage. På hovedvejen mod Mytilini samler vi en familie fra Syrien op. Jeg tager fem billeder af dem, men jeg kan ikke overskue at stille dem spørgsmål udover »how are you« og »where are you going.« Jeg ved, at de har set bomberne. Jeg ved, de har mistet venner og familie i borgerkrigen. Jeg ved, at de er flygtet fra alt, hvad de har. Den slags historier hjemsøger mig, når jeg om aftenen endelig ligger i sengen. Jeg har fysisk svært ved at lukke øjnene, når jeg skal sove. Min hukommelse er efter få dage allerede fuld af død og ødelæggelse. Jeg skåner mig selv, og jeg skåner dem.

Vi sætter dem af i Mytilini, men den her gang tættere ved politistationen. Vi har flere gange set politiet, men de virker ligeglade. En aften oplevede vi, at en politibil fulgte vores bil, som på det tidspunkt var fyldt med flygtninge. Vi satte dem af på et torv i en landsby, hvor en bus ville hente dem. Politimanden stod ud af sin bil. Vi var klar til at blive anholdt. Han stillede sig op foran os og råbte, at vi skulle tage alle de flygtninge, vi havde kørt, og køre dem hele vejen til Danmark. Han gad ikke have dem her, sagde han.

Vi parkerer Kia Piccoloen to hundrede meter fra flygtningelejren Kara Tepe. Det flyder allerede med skrald, gamle telte og soveposer. Lejren, som er en tidligere trafikskole, er delt op i to områder. Venstre side beboes af afghanere og pakistanere. Højre side er til syrerne. Jeg ser to drenge, der skyller sig med et par vandflasker. Jeg ser en mand, der trækker bukserne ned og sætter sig på hug. Jeg ser et spædbarn, der ligger alene og sover i solen. Der er menneskelort overalt og store mudderpøle skabt af pis og gammel mad. Mit kamera tiltrækker mennesker. Mange spørger, hvor jeg er fra, og hvad jeg laver. Alle vil hilse, alle vil fortælle deres historie og vise deres lejr frem. En syrisk fyr viser os hen til toiletterne. Der er 10 båse til kvinderne og 10 båse til mændene. Een bruser til kvinderne og een bruser til mændene. Her bor mellem 1000 og 3000 mennesker. Der er ingen mennesker i toiletbåsene. Til gengæld er kummerne fyldte med menneskelort og papir. Hundredevis af fluer summer rundt om afføringen, toiletkummerne og vores ben.

Vi møder Iman og hans familie uden for et af teltene. Han viser os deres telt, og vi hilser på børnene og kvinderne. Hvilken ydmygelse, tænker jeg. En velhavende familie fra en metropol. Alle ambitionerne. Alle fremtidsplanerne. Hans hår er tørt og uglet, hans øjne er røde, men smilet og stemmen er den samme, som da vi mødte ham på landevejen for nogle dage siden. Vi kommer ind i teltet og deler shampoo og kiks ud.

Vi går videre i lejren for at dele mere mad og drikke ud. Vi møder en ung, afghansk fyr. Han hedder Abdullah og rejste for nogle uger siden alene af sted fra Kabul i Afghanistan. På bådturen fra Tyrkiet til Grækenland slugte bølgerne hans taske. Nu har han kun sine sko, sin t-shirt og sine shorts. Abdullahs pas, dokumenter, penge og telefon ligger formentlig et sted på bunden af det ægæiske hav. Jeg tænker på hans chancer for at komme videre til Nordeuropa.

Der er to flygtningelejre på Lesbos. Kara Tepe er den største og ligger i udkanten af Mytilini. I en gammel fængselslejr langt oppe på en bjergside ligger lejren Moria. Flygtningene, der bor her, skal på en dagstur for at handle ind i et supermarked. Vi fylder bagagerummet en gang til. Jeg kører bilen, og Loui sidder på passagersædet. Det første, vi ser, er en fyr, der ligger og sover i en mudderpøl. Her er næsten ingen telte, som vi så det i Kara Tepe. Folk sover på plasticposer, under træer, i vejkanten og langs husmure. Vi bliver i bilen, og jeg tager ikke nogen billeder af menneskene her. Jeg ruller Louis vindue ned, og han rækker vandflasker og kiks ud til flygtningene. Først er der to børn og en voksen mand. Jeg hører folk råbe, og jeg ser folk, der løber. Jeg hører lyden af hænder, der banker på bilens bagrude. De vil have, at vi skal åbne bagagerummet. Loui fortsætter med at dele mad og drikke ud, indtil jeg ruller vinduet op, sætter bilen i gear og kører ud af lejren. Jeg ser folk, der løber efter bilen, og jeg tænker, at de var gået løs på hinanden, hvis vi var blevet meget længere.

Den længste dag

Vi sidder på caféen nede ad vejen fra vores hotel. Herfra kan vi med vores kikkert se alle de både, der kommer ind. Vi bestiller mere iskaffe. Der er ikke andet end tomme gummibåde og orange redningsveste på havet i dag. Vandet står ellers stille. Det er perfekt vejr til en sejltur.

Vi slapper ikke af, selvom der ikke sker noget lige nu. Vi ved, at vi formentlig er de eneste til at tage imod flygtningene, når de vælter ind på stranden. Vi er to almindelige fyre, og lige nu er vi grænsevagt ved porten til EU. Vi har ikke på noget tidspunkt set UNHCR, UNICEF eller Røde Kors her ved kysten. Vi bliver hele tiden spurgt af venner derhjemme, om der ikke er andre, der hjælper. Men vi er forbi den erkendelse. Det er Loui og mig og nogle få andre frivillige. Sådan er det. Vi har mødt Røde Kors een gang. Det var i flygtningelejren Kara Tepe. En ung ‘analytiker’ fra Røde Kors’ kontor i Athen var på besøg på Lesbos i tre dage. Vi spurgte, om vi ikke kunne hjælpe med at gøre toiletterne rene. Han sagde, at der gik et rygte om, at lejren måske skal lukkes, og indtil da vil Røde Kors ikke sætte projekter i gang. Menneskelorten blev ved med at flyde, selvom Røde Kors var landet.

Da jeg var barn, så jeg i fjernsynet, hvordan Røde Kors, UNICEF og FN altid var til stede i verdens brændpunkter, og når der opstod humanitære katastrofer. Nu er jeg på stedet. Nu står jeg midt i en humanitær katastrofe. Jeg står midt i en folkevandring skabt af borgerkrig, hvor hundredetusinder er døde. Hvad ser jeg? Loui med kikkert og bøllehat, en Kia Piccolo og et turistkort, så vi kan finde rundt på bjergvejene. Jeg fatter det ikke.

To sorte prikker dukker op i horisonten nogle kilometer mod syd. Loui betaler for kaffen, og vi løber op til bilen. Disen hænger i dag som en tung dyne over Tyrkiets kyst. Loui bliver ved med at spørge mig, om jeg er sikker på, at det er flygtningebåde. Jeg svarer, at det kan være 80 mennesker på havet, og det kan være to tomme gummibåde, der flyder med strømmen. På grusvejen langs kysten møder vi de to danske dokumentarister Christian og Kristoffer. De er her i fire dage, sover tre-fire timer om natten og har lige nu 24 timer tilbage af deres ophold. De har endnu ikke optagelsen af en båd, der kommer i land. De laver en uvending på grusvejen, selvom det går 20 meter lodret ned på den ene side. Vi flyver over hullerne i grusvejen.

Vejen bliver smallere og mere hullet. Nu er det ikke en vej, men en sti af store sten, græs og meterdybe huller. Det hagler med sten mod undervognen. Vi aner ikke, om vi er på rette vej. Der er mindst 10 kilometer til den nærmeste hovedvej.

Vi stopper bilen. Vi kan ikke komme længere. Omkring 50 flygtninge fra Afghanistan, Syrien og Pakistan sidder under et træ, der hænger ud over æselstien. Det er dem, der kom med bådene, som jeg så i horisonten. Jeg ser flere børn, der ligger og sover. En mand kigger på mig og holder sin hånd op til munden. Han har brug for vand. Flere kvinder sidder nærmest bevidstløse op af nogle sten. De fleste er gennemblødte, formentlig efter at have faldet i vandet, da båden kom ind til land.

Folk er stille, men de fleste liver op, da vi træder ud af bilen og deler de vandflasker, der er tilbage i bilen, ud. Flere spørger, hvor langt er der er til politistationen. Vi forklarer, at der er mellem 40 og 50 kilometer. En mand sukker og lukker øjnene, da jeg svarer på hans spørgsmål. Loui og Kristoffer fylder bilerne med børn og kvinder, og jeg tager bagtroppen, mens Christian filmer oppe foran.

Jeg går på en grusvej. Jeg har sorte prikker for øjnene, fordi jeg ikke har drukket nok vand. Jeg er gennemblødt af sved. Jeg har givet min vandflaske til en pige fra Syrien. Jeg tager hende op, og hun holder mig om halsen. Hendes far folder hænderne sammen og siger tak. Jeg aner ikke, hvor lang vej der er tilbage til hovedvejen. En time? Tre timer? Flere familier bliver ved med at sætte sig under nogle træer. Jeg forklarer dem, at de ikke må stoppe. De skal blive ved med at gå. Stopper de, begynder trætheden og opgivelsen. Når de stopper, siger de, at de ikke kan mere. Jeg siger, at de skal. En dreng hopper over et hegn for at hente vand fra en beholder, som gederne drikker af. Jeg stopper ham ikke.

Jeg går rundt i EU, og jeg går rundt i mit værste mareridt.

En mand midt i fyrrene kommer op på siden af mig og siger hej. Jeg siger, at han klarer det godt. Vi er snart fremme, siger jeg, mens jeg forsøger at smile. Jeg spørger ind til hans tur fra Damaskus i Syrien og til Lesbos i Grækenland. Jeg spørger, selvom jeg ikke ønsker historien. Han taler næsten flydende engelsk. Han holder mig på skulderen og fortæller mig, at han mistede sin søn for tre dage siden. Bussen var stoppet ved et checkpoint i de tyrkiske bjerge. Alle var gået ud for at få lidt frisk luft og ryge cigaretter. Faderens ni-årige dreng legede med en pige i vejkanten. I mørket ramte en modkørende bil de to børn. De faldt ned ad en skrænt og døde af deres kvæstelser. Bussen kørte tilbage med dem alle for at begrave de to børn i Izmir. Nu er han i Europa. Alene. Meningen var, at han ville have hele sin familie med. Nu er han alene midt på en varm æselsti langt væk fra den drøm, han blev bildt ind i Tyrkiet.

Loui kommer tilbage med bilen. Han vender den hurtigt og kører af sted med endnu et hold børn og kvinder. Det tynder ud i gruppen, men mange er ved at være udmattede. En ung syrisk fyr, der hedder Obeda, fortæller mig, at han ikke har sovet i to dage. Fra Izmir i Tyrkiet kørte de i bus i otte timer gennem natten. De blev sat af ved en bred på kysten. Der var intet udover saltvand, sol og muslinger mellem stenene på stranden. De ventede i timer, inden de skulle sendes af sted. Sejlturen over strædet mellem Tyrkiet og Grækenland varede to timer, siger han. Kystvagten forsøgte at punktere deres båd, men de slap over på den græske side af strædet. Jeg fortæller ham, at de gik i land på det værst tænkelige sted. Langt fra by, vej og mennesker.

Christian får kontakt til Læger Uden Grænser. De har en bus på øen, som man kan ringe til, når man har en gruppe flygtninge, der skal ind til Mytilini. Bussen kan være der inden for tre timer.

Mens jeg fortsætter med at holde bagtroppen gående, kører Christian op til den nærmeste by. Han tømmer supermarkedet for sodavand, kildevand, chokolade og mueslibarer.

Jeg bliver venner med flere i gruppen. Vi udveksler Facebook, Instagram og Gmail. En fyr giver mig en nøglering af perler som souvenir og tak for hjælpen. Da bussen ankommer, skælver min hage, og tårerne presser sig på, ligesom de har gjort hver eneste dag forinden. Jeg ved ikke, hvordan de her mennesker skulle have fundet vej til Mytilini, hvis vi ikke havde taget dem med os. Jeg ved ikke, hvordan den udmattede far skulle have klaret gåturen.

Jeg går rundt i EU, og jeg går rundt i mit værste mareridt.

En menneskelig opgave

Det er fredag eftermiddag, og jeg har ikke lyst til at rejse hjem. Jeg tænker på de mennesker, der lige nu er på vej i bådene. Vi står på en tankstation og venter, mens en mand vasker vores bil indeni og udenpå. Det ligner, at den har kørt rally fra Paris til Dakar. Buler foran og bagpå, et tykt lag støv på alle overflader og lange, skrigende ridser i den lyseblå lak. Det tager næsten en time for mekanikeren at gøre bilen ren. Vi sætter os indenfor i tankstationens rygelokale. Det ligner et rygelokale. Der er tre store læderstole, en stationær computer og et skrivebord, hvor noter og mapper flyder sammen med fyldte askebægre. Telefonen ringer. Det er radioen. De vil have os i debat med Venstres integrationsordfører, når vi kommer hjem. Vi siger ja, lægger på, og så griner vi.

Vi er kvæstede. Indeni og udenpå. Vi har kronisk solstik, og vi lider af et søvnunderskud, som logisk set burde tage et par uger at få hentet hjem. Men det var aldrig et dilemma, om vi skulle finde bådene. Det var aldrig et dilemma, om vi skulle fylde vores Kia Piccolo med ni kvinder og børn. Det var aldrig et dilemma, om vi skulle af sted på den her tur. Det var en menneskelig opgave, der skulle løses.

Hjem igen: den første dag

Jeg åbner den tre meter høje mørke port med min nøgle. Sparepæren i loftet blinker , så det er svært at se frem for sig. I mørket kan jeg se, at den gule spraymaling allerede er ved at sprække. Små blade har blandet sig med malingen. En cykel holder parkeret med bagenden udover striben.

Solen skinner. Jeg slukker min telefon og bærer en liggestol op fra kælderen. Jeg sætter mig i den og lukker øjnene.