Jeg afviser verden, fordi verden afviser mig

Mennesker, som bruger al deres tid på at hade sig selv, er ofte lige så svære at holde af, som de selv frygter, at de er. Det er i hvert fald den fornemmelse, man får, når man læser den amerikanske forfatter Halle Butlers nye roman The New Me, der udkom i marts i år. Romanens hovedperson Millie føler sig fanget i en ubrydelig cyklus af meningsløse kontorvikarjobs, og hun hader sit job, sine venner, men måske især sig selv, og hendes indre monologer fylder romanens sider med kaskader af paranoid tomhed.

»It’s okay for me to watch TV because I’m aware of what’s really going on,« tænker Millie for sig selv, da hun sætter sig ned for at se TV og kæderyge efter arbejde. »I know that Forensic Files is propaganda for the Justice Department, like all of those crime shows are, and they instill a weird deference to authority and a childish fear of the other, and that TV in general messes with your perception of time and influences your desires and gives you unattainable expectations for life, but I still can’t make it through the night without it.«

Det er på en stejl gade i Oslo, på et fortov skarpt oplyst af solskin fra en blå septembers himmel, og