Ufølsomhedens opdragelse
Hvis ikke Gregor von Rezzori selv var født i det herrens år 1914, ville han have været nødt til at opfinde et alter ego, der var. Han kom til verden i Tjernivtsi, dengang en del af det multinationale og -etniske Østrig-ungarske rige, den sidste sammenslutning af det magtfulde Habsburg-dynasti, som faldt fra hinanden efter krigen, og døde i 1998 med et østrigsk pas efter gennem sit liv at have været både rumænsk og sovjetisk statsborger ud over et årti som statsløs.
En hermelin i Tjernopol (1958) er den første bog i en løst sammensat erindringstrilogi, der også tæller de senere En antisemits erindringer (1979) og Blomster i sneen (1989), og lægger grundtonen for lige godt 1000 siders rapsodi over et tabt barndomsland i »det gudsforladte østlige Europa« mellem to verdenskrige, hvor det er svært at skelne helt klart mellem memoir og fiktion, og helt utrolige mængder indavlet had, oftest mod jøder.
Rezzori plejer at skrive gennem et jeg, et navnløst alter ego; ligeså i En hermelin i Tjernopol, men lige så ofte skifter stemmen til en flertalsfortæller, et »vi« og et »os«, der udgør et ikke videre gennemskueligt antal søskende i en nogen
