Sortfarvet fremmedgørelse

Sidste bind af Halfdan Piskets Dansker-trilogi slutter med, at hovedpersonen James sidder og ryger alene i sin sofa, mens han ser et indslag om, at danskerne er det lykkeligste folk i verden. »Jeg ved ikke, om jeg kommer til at tælle med i sådan en statistik,« konstaterer han. Udtalelsen rummer en dobbelthed.

James Pisket har netop modtaget beskeden om, at han vil modtage dansk statsborgerskab efter at have bestået den danske indfødsretsprøve. Men betyder det så, at han nu tæller med i statistikken over ’danskerne?’ »Jeg har været her i 35 år, men bliver stadig set på som fremmed,« konstaterer han et andet sted. Ordet ’lykkelig’ er da heller ikke et, der kendetegner Halfdan Piskets portrættering af farens liv i Dansker-trilogien. Og lykkelige karakterer er ligeledes fraværende i Piskets nyeste værk, hvor vi har bevæget os fra forældregenerationens perspektiv til Piskets egen generation af rodløse unge, der er født i Danmark, men hvis fortid og nutid er farvet af, at minimum én af deres forældre er flygtet eller indvandret hertil.

Døden tegner et sært livsbekræftende billede af venskab, gensidig anerkendelse og evnerne til at artikulere sårbarhed,