Min digter er en taxachauffør

»Gårsdagens arrangement behandlede mig godt.« Konstaterer Osama Alomar med et tilfreds suk. Vi står i et stort, mørklagt auditorium midt i New York. Tre stole er sat frem, og om et par timer går Osama, som er iklædt en karryfarvet sweater og en brun læderjakke, på scenen sammen med den amerikanske forfatterinde Lydia Davis, som vandt en Man Booker sidste år, og islandske Sjón, som netop er udkommet med romanen Månesten. Arrangementet afholdes i forbindelse med den årligt tilbagevendende litteraturfestival, PEN World Voices. Det er festivalens allersidste dag, og ifølge rygterne tegner der til at blive fuldt hus. Alt sammen burde være grund nok til at gøre Osama, hvis historier først for nyligt er udkommet på engelsk, nervøs, »men,« som han forklarer med sin kontrollerede stemmeføring, der kun ind imellem afbrydes af et karakteristisk rungende grin, »selvom arrangementet i går var meget mindre, fjernede det de værste nerver.«

Eksil og kreativitet

Osama Alomar er meget høflig mand, som starter vores samtale med at takke for muligheden for at give et interview. Han blev født i Damaskus i 1968 og er altså kun tre år yngre end Syriens præsident