Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at anmeldelsen er AI-genereret. Men...

»Det handler både om anerkendelse af et stort kunstnerisk arbejde, som har stor betydning for værket. Det handler også om klar varebetegnelse for læseren.«

Sådan forklarede Line Miller i 2021, hvorfor hun havde valgt at sætte oversætterens navn på forsiden af de bøger, hun udgav. Dengang var hun forlagschef for Politikens Forlag med ansvar for oversat skønlitteratur.

I dag er hun administrerende direktør for People’s og Danmarks nok fremmeste udgiver af AI-genererede oversættelser. Og hun mener ikke længere, at oversætteren skal på forsiden – tværtimod skal det slet ikke nævnes, hvem, eller rettere hvad, oversætteren er. Da hun for nylig blev spurgt i K-Live, om ikke der burde stå i forlagets AI-genererede udgivelser, at de er AI-genererede, svarede hun: 

»Det er ærligt talt ikke faldet os ind. Ligesom vi heller ikke har overvejet at skrive, at vi har googlet noget, brugt Word til tekstbehandling, InDesign til sats eller sendt de trykte bøger ud med DAO frem for GLS.«

Udviklingen går hurtigt. Gyldendal, People’s, Lindhardt & Ringhof og Politikens Forlag laver AI-genererede oversættelser, og ingen af dem deklarerer, at det er det, de gør. Under pres fra medier og forfatterforeninger kan de lige netop svinge sig op til at skrive ”bearbejdet” i stedet for ”oversat” i kolofonen – men de nægter at nævne, hvad det er, der er blevet bearbejdet.

Kvaliteten er naturligvis elendig. Jeg slår op i Politikens Forlags hidtil eneste AI-genererede oversættelse, ishockeyromancen Over mållinjen, og læser den første side. Bogens allerførste replik lyder i sin helhed: »Streicher Muren«. Det præsenteres som noget, publikum plejer at synge for at hylde hovedpersonen, Streicher, der er målmand. Maskinen er åbenbart ikke klar over, at det naturlige at synge på et dansk stadion er f.eks. »Schmeichel er en mur«, ikke »Schmeichel Muren«. Eller for den sags skyld at tilnavne i bestemt form på dansk placeres foran navnet – »Muren Streicher«, ikke »Streicher Muren«. Ja, man kunne være kommet langt bare med en bindestreg: »Streicher-muren«. I stedet har man genereret rent volapyk. Som romanens allerførste replik på romanens allerførste side.

Spørgsmålet er, om det bare er et nyt vilkår for skønlitteratur på dansk, som vi bør vænne os til. Det mener Amalie Langballe i Weekendavisen. »Godt det samme,« skriver hun om udskiftningen af menneskelige oversættere med maskiner og spår, at det næste gang er forfatternes tur.

Hvad hun ikke nævner, er, at anmelderne også står for tur. Det så vi Danmarks mig bekendt første eksempel på i onsdags, hvor landets mest fulgte boginfluencer – kollektivet bogblogger.dk, der har over 12.000 følgere på Instagram – lagde en sandsynligvis AI-genereret anmeldelse op af Gyldendal-antologien Tak for dine søde breve, som samler kærlighedsbreve fra forskellige store nordiske forfattere.

»Hos Tove Ditlevsen er sproget mere nøgent, dirrende af følelse og selvbevidsthed. Klaus Rifbjerg kan være skarp og vittig, mens Hans Scherfigs breve bærer præg af den ironiske distance, man også kender fra hans romaner«, skrev boghandler Anne Wehner om udgivelsen. Eller gjorde hun? Det var nok rettere en den, der skrev det. For hverken Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg eller Hans Scherfig er repræsenteret i bogen. Og de to citater fra bogen, anmeldelsen bragte, findes ikke. Mon ikke den var AI-genereret fra ende til anden? Jeg kan selvfølgelig ikke bevise det, men det er svært at forestille sig en anden forklaring på, at anmeldelsen indeholder beskrivelser af tekster, der ikke er med i antologien, og citater, der ikke findes.

Jeg henvendte mig i min egenskab af almindelig læser til profilen bag og nævnte problemet. Straks blev anmeldelsen taget ned – men allerede få timer efter var en ny anmeldelse af samme bog lagt op med samme afsender. Åbenbart havde Anne Wehner midt i almindelig arbejdstid haft tid til at læse og anmelde en bog, som hun samme morgen end ikke havde kendt forfatterne bag. Så besluttede jeg at skrive om sagen. 

Det er ikke kun på grund af den overmenneskelige hurtighed, med hvilken den er skrevet, at den nye anmeldelse også forekommer AI-genereret. Men denne gang er det bedre skjult: Der er ingen citater og ingen forkerte forfattere. Til gengæld står der intet konkret om bogens indhold. I stedet er der sat ord på hver forfatters stil – ord, der passer imponerende godt på deres forfatterskaber og imponerende dårligt på de af deres breve, der findes i bogen. Herman Bang skriver åbenbart »nervøst og vibrerende, som om hvert brev er et forsøg på at fastholde et øjeblik, før det forsvinder«. Men Bang-brevene i antologien er ikke nervøse, vibrerende beskrivelser, men breve, hvor han tigger om penge; her er et af dem i sin helhed: »Kære H.// De må give buddet ti kr. –// H.B.« Bogen står nok stadig ulæst hos den bloggende boghandler.

Er det her, som Amalie Langballe lægger op til, bare et nyt vilkår, vi må vænne os til? Bøger skrevet af AI, oversat af AI og til sidst anmeldt af AI? Hvis man også kan få maskinerne til selv at læse bøgerne, kan vi slippe helt for besværlige mennesker.

Mit svar er nej. I mine øjne er det et udtryk for en forbløffende mangel på fantasi blandt folk, der ellers beskæftiger sig professionelt med lige netop fantasi, når man er ude af stand til at forestille sig andre fremtider end én, hvor kunsten overtages af maskiner.

Jeg synes ikke, det er for meget at kræve, at bøger skal være skrevet af mennesker, oversat af mennesker og anmeldt af mennesker, hvis de skal læses af mennesker. Det er faktisk det absolutte minimum.