Forlagene har brug for de smalle forfattere

Før jul stillede Weekendavisen tre danske forfattere spørgsmålet: Kan man leve af det? Det kunne de ikke, ikke sådan for alvor. Og lige så stille har en form for trend spredt sig: Flere og flere danske forfattere har på sociale medier og i forskellige klummer fortalt åbent og ærligt om deres løn, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen, og hvordan de oplever det at udkomme på de danske forlag. Det har blandt andet fået forfatter Lea Marie Løppenthin til at skrive et essay til Weekendavisen, hvori hun meddeler, at hun hermed afslutter sin forfattergerning. Hun tjener så lidt på sine bøger, at hun ikke længere kan forsvare arbejdet overfor sine børn. 

»Men – kunne man spørge – hvorfor udgiver vi så bøger på Gyldendal, der sælger få hundrede eksemplarer, hvorfor går vi ikke kun efter bestsellerne? Vi gør det, fordi vi lever i håbet om flere læsere og ofte lykkes med det, og fordi vi synes, vi er forpligtede til også at udgive det usikre, det anderledes, det smalle, alt det, der stikker ud. Vi synes, litteratur er det vigtigste i verden, fordi den kan få os til at åbne øjnene for andre verdener og andre måder at se på.«

Det er jo både en meget flot og yderst hæderlig udmelding, der kommer her fra Gyldendals skønlitterære chef Simon Pasternak som svar på Løppenthins essay. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at han mener det, han siger. Har man hørt Simon Pasternak tale, så ved man, at han er på litteraturens side. Men der er et aspekt, han meget belejligt overser i den her sammenhæng, og hvis udeladelse gør, at udgivelsen af den smalle litteratur kommer til at lyde som velgørenhedsarbejde. En forpligtelse. Eller et con amore projekt, som Gyldendal prisværdigt nok gider ofre tid på, selvom det ikke er økonomisk rentabelt. Men sådan hænger virkeligheden jo ikke sammen. Gyldendal er en virksomhed, og hvis det ikke gav mening for dem i forretningsøjemed at udgive smal litteratur, så gjorde de det nok ikke. 

Når Lea Marie Løppenthin sælger under 700 eksemplarer af sin seneste digtsamling, er det klart, at det ikke er nogen guldgrube for forlaget. Der udkommer fantastiske bøger hvert eneste år, bøger som måske endda også bliver anmeldt positivt i et par dagblade, men der skal meget til at sælge en bog. Litterær kvalitet er ikke nok i sig selv, og der er mange ting, der skal gå op. Som forfatter Peter Adolphsen sagde til mig, da jeg interviewede ham i forbindelse med en artikel til den nyeste udgave af Atlas, hvori jeg undersøger, om vi har fået sværere ved at rumme fiktionen: Hvis der skal ske noget nyt, hvis litteraturen udvikler sig, er man nødt til at lave noget hidtil uset, og det vil aldrig være særligt populært, for folk opsøger det, de genkender. Men, sagde han:

»[H]vis den litteratur, der starter med at være upopulær og virker underlig, insisterer på sin form, kan der ske det, at den pludselig vinder indpas og finder sin plads i offentligheden.«

Han nævnte Helle Helle, Pia Juul og selvfølgelig Solvej Balle, som eksempler. 

At afvige fra normen giver sjældent økonomisk afkast fra første øjeblik, er Adolphsens pointe, men i det lange løb er det jo sådan, litteraturen udvikler sig. Og hvem vil ikke gerne være det forlag, der fremelsker en ny retning? Tør gå et andet sted hen? Hvem vil ikke være dem, der sørger for at udgive det, der måske ikke bliver forstået og hyldet i sin samtid, men vil stå som vigtige værker fremover? Lad os ikke glemme, at Kongens Fald fik dårlige anmeldelser, da den udkom. Nu regnes det af danskerne for at være det 20. århundredes vigtigste roman. Moby Dick vakte heller ikke begejstring i sin samtid. Eksemplerne er mange. 

De smalle forfattere er forlagenes blåstempling af selve forlagsvirksomheden. Udgav de kun de bøger, der genererede et øjeblikkeligt overskud, ville de i det store hele tage sig ud som pølsefabrikker. Let solgte og let læste krimier, kendisstof og samtidsleflen. Det ville få hjulene til at køre rundt – noget, der i øvrigt for Gyldendal ikke ser til at være et problem i øjeblikket alligevel, det kunne man læse i den årsrapport, de offentliggjorde for nylig – men i det lange løb ville et forlag som Gyldendal jo miste sin status som et litterært knudepunkt og udviklingssted, hvis de kun tænkte i salg. De smalle forfattere hiver måske ikke millioner hjem til biksen, men når det kommer til kulturel kapital, er de forlagets stærkeste kort. Det kan immervæk ikke undervurderes i en kulturindustri. Derfor er det også latterligt, at man ikke sætter mere pris på sine forfattere, end at Lea Marie Løppenthin åbenbart skal stå for sit eget pressearbejde. Eller at den store danske eksportsucces Solvej Balle hellere blev selvudgiver end at blive hos Gyldendal eller flytte til et af de andre store forlag. 

Det handler selvfølgelig ikke kun om Gyldendal, det er ikke dem, der repræsenterer alle de forfattere, der har råbt op om deres årsløn. Og det her handler sådan set heller ikke om årslønnen, for de tal er blevet diskuteret så rigeligt den seneste tid. Problemet er, at det kommer til at lyde som velgørenhed, at forlagene udgiver smal litteratur. Men det er løgn. Det er den litteratur, der styrker forlagets brand, så Gyldendal bliver ved med at være Gyldendal, et vigtigt litterært knudepunkt, et sted, hvor man som kunstner kan regne med at få den rette støtte, vejledning og redigering. Et sted, der opdager tendenser og talenter før markedet gør det. Et sted, der stadig anskuer litteraturen som kunst fremfor et produkt, der skal langes over disken som billige pølser.