Ikke dømme, ikke begræde, ikke lade sig indignere, kun forstå
Det er på mange måder en ubehagelig bog den franske forfatter og journalist Emmanuel Carrère har skrevet. Den er både klinisk retsreportage og smuk sagprosa, der undrer sig og stiller spørgsmål på læserens vegne, men ikke forsøger at komme med umulige endegyldige svar eller storslåede sociologiske teorier. Men mest af alt er den et lille monument i bogform. Over ofrene for et terroristisk attentat, men også over de overlevendes traumer og de efterladtes sorg.
Som lige dele journalistisk reportage, sorgbearbejdning og fejlslagent forsøg på at forstå, følger den retsopgøret efter attentaterne i Paris d. 13. november 2015, hvor en kommando på 10 ekstremt voldsparate jihadister angreb spillestedet Bataclan, flere fortovscaféer og fodboldsstadionet Stade de France. I alt myrdede de 130 uskyldige mennesker, der var taget i byen en fredag aften.
Det er et besynderligt eksempel på humanisme, det franske retsvæsen udviser. Hele processen er som en maskine, hvor alt, der er sket, skal igennem for at bearbejde det forfærdelige, så samfundet igen kan ranke ryggen og komme tilbage til sine normale rutiner. Beskikkede advokater skal forsvare det uforsvarlige. Hundredevis af ofre,