Hvis det her var en fodboldkamp mellem Danmark og Sverige, ville vi nok få lammetæv

En stor pris til en stor vinder

Det er ingen hemmelighed, at vi her på Læsevejr er begejstrede for den canadiske digter Anne Carson, der netop har modtaget Nobelprisen i litteratur. Anne Carson er helt sin egen. I sine essays og digte (og i de mange udgivelser, der er en blanding af de to) skriver hun om de detaljer og små, men dog monumentale erkendelser, den almindelige tilværelse er gjort af. Hun væver fortiden sammen med nutiden, ved altid at gå i dialog med filosofiens og litteraturhistoriens klassikere. I Glasessayet, der udkom for to år siden i Mathilde Moestrups oversættelse, står der:

»Mine spørgsmål var ikke interessante

Og jeg besvarede dem heller ikke.«

Sådan smyger hun sig i dette tilfælde udenom at skrive klichéfyldt om den kliché, det knuste hjerte ellers er. Men udsagnet er en løgn, for på en eller anden måde er Carsons spørgsmål altid interessante, og på en eller anden måde tilbyder de altid en form for svar. Om ikke andet så i form af et imponerende refleksionsrum. Astrid Plum har skrevet en artikelserie om forfatterskabet hos Føljeton, og undertegnede har anmeldt de to seneste danske Carsonudgivelser i ATLAS: Glasessayet og Den Skønne Ægtemand. Og så går der rygter om, at Læsevejr snart afholder et nærlæsningsarrangement om Carson på Biblioteket Rentemestervej. Så hold godt øje. 

Heja Sverige!

Nu har Det Svenske Akademi så givet Nobelprisen til en klassisk filolog, der skriver en blanding af essays og digte, blander poesien, tanken og argumentet i værker, hvis lige ikke findes. Det skyldes nok blandt andet, at det er temmelig vanskeligt og tidskrævende både at læse og at skrive den slags tekster. Det kræver en vilje til at gå i dialog med mange ting på én gang. Det er en gavmild litteratur, men ikke en litteratur, der satses bredt på hos de store forlag, særligt ikke hertillands. Vi har også haft diskussionen før her i Læsevejr: Hvorfor udgives der ikke flere gode essays i Danmark? De findes, essayisterne. Vi kan for eksempel nævne Caroline Albertine Minor, der flere gange har bidraget med fremragende essaystil ATLAS. Men måske er essays for svære at sælge og formidle. Det er i hvert fald ikke overrumplende, hvad der investeres i på den front fra hverken medier eller forlag. Nå, men Nobelprisen kan åbenbart gå til en essayist, og det er ikke det eneste essay, de støtter i Sverige. For nylig kunne man læse, at der i Västra Götalandsregionen alene blev uddelt godt en million svenske kroner i essaystøtte. Målet er at støtte den skriftlige refleksion i en tid med store mediemæssige omvæltninger med ønsket om at skabe mere plads til fordybelse i den offentlige samtale. Den pulje kan man så søge som skribent. På listen over årets modtagere ses det, at man kan modtage op mod 40.000 SEK for et essay. Det er da en anerkendelse af, at god og grundig tænkning er penge værd. 

Den danske indsats

Nå, men nu skal det hele ikke gå op i svenske hyldester, bare fordi de åbenbart både forstår sig på god litteratur og ved, at hvis man vil have den, må man også støtte den. I sidste uge landede en pressemeddelelse fra Kulturministeriet (det danske!) i min indbakke, og deri kunne man altså orientere sig i vores nye kulturministers ambitioner på litteraturens vegne. Zenia Stampe har to planer. Den ene er, at flere danske børn skal have mulighed for at møde en rigtig forfatter i skoletiden, og den anden er, at mere dansk litteratur skal sælges til udgivelse i udlandet. Den første idé er i grunden sympatisk nok, jeg husker, da jeg selv mødte Klaus Rifbjerg i tredje klasse. Jeg havde skrevet et digt om mine forældres skilsmisse (“Ulykken og lykken”), indsendt det i en digtkonkurrence, vundet og læst det op på en scene i en mindre nordjysk by, hvorefter Klaus Rifbjerg så skulle læse sit medbragte digt, der handlede om tarme. Han gjorde stort indtryk, og han gav mig også en Filuris (tror dog ikke, han selv havde købt den), og jeg er da glad for litteratur i dag, og måske skyldes det det møde? Man ved aldrig. Hvad den anden idé angår, er danske eksportsuccesser jo altid fede, men måske man skulle starte med at eksportere vores litteratur til vores egne landsdele. Hvorfor skriver jeg det? 

Færdig!!!

Fordi det danske folkebibliotek er presset i øjeblikket. Flere og flere lukker helt, særligt i udkantsdanmark. De seneste uger har snakken særligt gået på Bornholm, hvor man må lukke fem ud af øens syv biblioteker for at spare penge, så de manglende midler ikke går direkte ud over velfærden. Man kunne skrive side op og side ned om, hvor forrykt det er. Biblioteket er noget så sjældent som et demokratisk læringsrum, hvor alle frit kan dukke op og opsøge ro, fordybelse, læring eller bare ro og fred. Det er her, litteraturen formidles til alle dem, der ikke har ressourcerne hjemme. Jeg ved ikke, om jeg var blevet litteraturhistoriker uden Klaus Rifbjerg, men jeg var i hvert fald ikke blevet det uden Frederikshavn Bibliotek. At skrotte bibliotekerne er at se stort på den stigende ulighed. Zenia Stampe er ked af tendensen, udtaler hun, men siger samtidig, at hun ikke kender Bornholm tilstrækkeligt til at kunne vurdere sagen. Nuvel. Jeg er glad på Helle Helle og Solvej Balles vegne over, at de oversættes i stor stil i disse år, men var det ikke bedre om vi fokuserede på, at Helle Helles Rødby-Puttgarten kan læses i Rødby, og at Solvej Balles verdenslitteratur kan lånes på biblioteket i Stubbekøbing, hvor hun er vokset op og selv har benyttet biblioteket flittigt? (Spoiler: Det er allerede lukket i sin oprindelige form og flyttet ind på byens folkeskole i stedet. Bedre end ingenting, men værre end et bibliotek i egen ret.)

Med på en lytter

Nu har jeg vist ikke mange tegn tilbage at boltre mig på, så jeg vil gøre det kort: Hurra, Radio IIII har valgt at satse på et nyt litteraturprogram! Og så med lidt mindre begejstring, det følgende: Hvorfor dog sætte en relativt uprøvet vært uden litterær baggrund af den ene eller anden art til at stå for det? Det er svært at forestille sig, at man ville gøre det samme i et politisk podcast, for eksempel, og det er ikke fordi vi mangler underholdende, vidende litteraturformidlere her i landet, men nuvel. Hvad værre er, at programmets “kilder” tæller en række presseansatte hos Gyldendal, der anbefaler Gyldendals egne udgivelser og en litteraturformidler, der anbefaler sig eget værk. En småstenet start, men dog, nogen har valgt at bruge penge på et litteraturprogram frem for endnu en samtalepodcast om mord eller ugens TV.