Fornedrelsen er bare fornedrende

Den unge, unavngivne hovedperson krydser Øresundsbroen mange gange i løbet af Karl Kofi Ahlqvists debut Ingen ro om natten. Hans ghanesisk fødte far er i Malmø, hvor han kører noget rimelig ad hoc flyttevirksomhed uden kørekort til flyttebilen. I København har hovedpersonen et værelse i en lejlighed ved Istedgade. Han har et caféjob, men det er ikke så mange timer, og er desuden virkelig kedeligt. Og så sælger han sex, hovedsaligt til hvide, ældre kvinder, der har nogle ret udtalte seksuelle fantasier om en ung, sort mand.

Det var nok ikke lige den type arbejdsudveksling, man havde i tankerne, da man engang i 1990’erne tegnede Øresundsbroen og de byplanlægningspolitiske skitser til det, der blev kaldt Øresundsregionen. Men det er som om, Ahlqvist i det hele taget skriver fra den position, som samfundet ikke taler til, men taler om. Den underside af velfærdsstaten, som er formet af det tryk, velfærdsstaten yder på sin underklasse. Ahlqvist har selv kaldt Ingen ro om natten for arbejderklasselitteratur, blandt andet. Det er ikke arbejderen på fabrikken så meget som det er den arbejder, som ikke rigtig kan komme ind på det organiserede arbejdsmarked, og derf