Ada i Eventyrland
Nabokovs længste, smukkeste og lykkeligste roman, Ada eller Ardor, begynder med en parodi på dårlige engelske oversættelser af russisk litteratur med en forvanskning af første sætning i Tolstojs Anna Karenina. Hvilket vil sige, at den nye danske oversættelse af Ada begynder med en god oversættelse af Nabokovs parodi på en dårlig oversættelse, før man bliver tæppebombet med en genealogi som en forsmag på, hvad romanens undertitel så beskedent kalder en »familiekrønike«.
Det er på den ene side typisk nabokovkækt (hvilket nærmest kun bliver forstærket ved tilføjelsen af et tredje sprog), på den anden side en advarsel: læs forsigtigt.
Den bedagede krønikebetegnelse har intet at gøre med Adas verden. Romanen ligner til forveksling en traditionel (russisk) kærlighedsroman om Ivan (oftest blot Van) og Ada, der møder hinanden som tweens og livet igennem glider ind og ud af hinandens liv. De vokser op sammen i et fantastisk sorgløst teenagebegær, kommunikerer i koder gennem Andrew Marvell og Rimbaud, de bliver ældre, de elsker hinanden, har affærer hver især, nogle af dem tilforladelige, andre tragiske, bliver gift med andre og finder samm
