Vi vælter rundt i uvigtighed
Jeg har først for nyligt læst Yahya Hassans digte. Det er selvsagt for sent. Alt for sent. I denne posthype har jeg måttet læse Yahya gennem et filter af himmelvendte Politiken-anmeldelser, PET-opbud, politiopbud, forsmåede eller ikke-forsmåede lærer-elevforhold, forsmåede eller ikke forsmåede muslimer, bestjålede eller ikke-bestjålede højskoleelever – Yahya Hassan er kort sagt festen, der aldrig slutter.
Af alle disse årsager og flere har det derfor har været svært for mig at danne en mening om Yahya Hassans digte. Flitterstadset camouflerer dem, og de skal gennemtrænge en membran af forudindtagelser for at ramme.
Alligevel er jeg blevet ramt. Af vreden, volden og vigtigheden. Jeg ved stadig ikke, om det er gode eller dårlige digte. Men jeg ved, at Yahya Hassan er vigtig. I mine øjne ikke, fordi han er en muslim, der tager bladet fra munden, for det er ligesom underordnet.
For bladet blotlægger ikke kun dobbeltmoral i moskeen, det blotlægger svigt, vrede og had – større størrelser i min bog. Og størrelsen på disse entiteter er bemærkelsesværdige i Yahya Hassans digte – Svigtet er allestedsnærværende, vreden er gennemtrængende og hadet er insisterende.
