Bliv i gråzonen
Da jeg havde samfundsfagsundervisning, var en politisk treenighed mejslet i sten: Konservative, Venstre og Socialdemokratiet. Resten af partierne blev beskrevet som små vagthunde, der sørgede for at opretholde balance på højre-venstre-skalaen. Det er en underdrivelse at sige, at det politiske landskab har ændret sig siden. Partiinterne uenigheder, forliste projekter, skandaler og enkeltsager, der deler vandene, har givet os et hav af nye partier, båret frem af enkeltpersoner og få mærkesager, samt en mærkelig regering over midten. I stedet for at fikse problemerne i de partier, der findes, laver folk nye.
I dette nummer af ATLAS anmelder forsker i politisk aktivisme Andreas Beyer Gregersen det idéhistoriske værk Hyperpolitik skrevet af belgiske Anton Jäger. Begrebet dækker over, at det vedvarende politiske engagement i organiserede partier og foreninger er blevet erstattet af en, med Gregersens ord, »diffus offentlig samtale«, som i kombination med en »ekstrem politisering« af enkeltsager – Black Lives Matter, Klimabevægelsen, MeToo og så videre – der ikke er tilknyttet et parti eller en organisation, giver os en problematisk politisk virkelighed. Der er en tendens til, at folk ikke engagerer sig i et politisk parti, medmindre de kan stå 100% indenfor alt, partiet står for. Men hvordan skal vi ændre noget, hvis ikke vi kaster os ud i at reformere tingene indefra? Kan det skabe resultater at gå på gaden for enkeltsager sammen med dem, der mener det samme?
Måske er Jäger en kende nostalgisk i sin hyldest til fortidens politiske fællesskaber. Andreas Beyer Gregersen er i hvert fald kritisk og kalder ham konservativ og blind over for uafhængige bevægelsers politiske indflydelse. Men ikke desto mindre er tendensen stadig interessant. Vi kan godt sprede os i alverdens organisationer, vi kan affeje at engagere os politisk fordi vi ikke føler os repræsenterede i det eksisterende system, men hvis alle tænker sådan, hvem skal så udvide billedet? Måske skal vi turde søge derhen, hvor det gør lidt ondt. Blive i gråzonen. Reparere i stedet for at bygge nyt.
I dette blad er det et tema for flere af artiklerne, at de søger mod ukendt farvand for at gøre virkeligheden mindre sort/hvid. For eksempel kan man læse, hvordan det gik journalist og ateist Maya Tekeli, da hun i en periode deltog i frikirken Hillsongs kendisspækkede gudstjenester. Eller da forfatter og manuskriptforfatter Anna Juul blev lidt klogere på en arbejdsvirkelighed, hun som kreativt uddannet aldrig har været en del af, da hun for første gang loggede sig på LinkedIn. Man kan også læse to essays, hvor de respektive forfattere forsøger at blive klogere på sider af sig selv, de begge har svært ved at komme overens med. Det ene er skrevet af Sofie Lund Sejr, der gerne vil blive klogere på den vilde pige, hun var engang, som indledte et forhold til sin folkeskolelærer. Det andet er skrevet af Mathilde Victoria Prietzel Nielsen, som skal lære sin krop at kende på ny efter flere operationer. Hvorfor føler hun sig beskidt? Vi har også sendt outsideren Liva Marie Kilt en tur på CEPOS’ talentakademi for at undersøge, hvad der egentlig foregår hos de borgerlige, mens forfatter Kristina Nya Glaffey rapporterer fra et særligt hjørne af Berlins queermiljø.
