Et midlertidigt hjem
PRIOLO. »I believe in soccar« og »football is my life« står der med en drenget børneskrift på de misfarvede lysegule vægge. Ovenover har nogen tegnet en fodbold, og også Chelsea og dets stjernespillere Drogba og Oscar har fået plads med store bogstaver på den overtegnede mur.
Vi befinder os på den 16-årige senegaleser Ismails værelse; et rum på cirka 25 kvadratmeter, hvor der lige nu står fem enkeltsenge. For tiden tilhører værelset også fire andre drenge - én fra Mali, to fra Gambia og en anden senegaleser - som alle er kommet til Europa via Middelhavet. De er børnebådflygtninge ligesom Ismail.
Klokken er næsten 12 denne aprillørdag, men i tre af sengene ligger der stadig skikkelser og slumrer under dynerne. Én af dem har tændt for en radiokanal på sin mobiltelefon, hvor koranen bliver oplæst på engelsk, mens en anden taler i telefon med sin storebror på et afrikansk sprog.
Ismail sidder på sin seng. Han har også en mobiltelefon i hånden, dén som han fik udleveret her på børnehjemmet, da han ankom for lidt over tre måneder siden. Den udsender lige nu glade jamaicanske rytmer. Et genert smil dukker op på det drengede ansigt.
