Print artikel

Det må være saltet i vores hår

Reportage
31.08.17
Anton Willemann sejler med to venner fra Frederikssund til København. Han spiser stjerneskud, navigerer efter søkort og går på Old Irish Pub. Men det er på bølgerne og med saltvand i håret, at han finder den største glæde: at se livet på land passere forbi.

Det er fredag, solen skinner, klokken er lidt i elleve, og Frederikssund Station ligner Frederikssund Station. Der står en gruppe teenagere og tager billeder af hinanden foran kiosken. Der sidder to ældre mænd på bænken og hænger med flaskeøl og plasticposer. Her lugter af shawarmakød og industrislik. Der er to tomme taxaholdepladser, en stationskiosk og tre butikslokaler til leje. Frederikssund Station er formet som en hestesko bygget i mursten og belagt med mørkegrå tagplader. Eller en kongelig hestestald med sin stringente runding. Majestætisk folder den sig ud, når jeg ser den fra Kvickly, som ligger bag stationen. Vi går ad stien mod havnen. I Føtex køber vi mel, gær, kaffe, brød, vand på flaske (i en pakke af seks), sour cream and onion-chips (to poser), kødpålæg, smør og en dagmartærte hos bageren. Klokken er tolv. Om to timer skal vi ligge klar i båden ved Kronprins Frederiks Bro, som ligger omkring en kilometer (en halv sømil) uden for marinaen. Broen åbner for sejlbåde i nogle minutter klokken to i eftermiddag. Næste åbning er klokken halv fem i eftermiddag. Hvis vi ikke når gennem åbningen, mister vi to timer og tredive minutter og er tvunget til at sejle i mørke og hård regn i aften.

Vi lægger plasticposer over skuldrene, og det trækker i os, alle taskerne og poserne. Håndklæder, soveposer, tøj, regnjakker, GPS-udstyr og aftensmad (lasagne og salat), som Bo har med hjemmefra. Jeg giver Hani en af mine plasticposer. Min skulder giver slip. Det føles rart ikke at være i smerte over mel og kødpålæg.

Frederikssund Lystbådehavn

Sejlbåden hedder Mimi. Den er 8 meter og 27 centimeter lang og 2,5 meter bred. Der er to sejl på båden. Et forsejl, der folder sig ud som en drage, og et storsejl, der har et skotsk flag printet på midten. Båden styres med roret agter, bagerst på båden. Der er indbygget motor, som kan køre med 2200 omdrejninger, inden den brænder sammen. I cockpittet kan vi alle tre sidde. I en af bænkene ligger et bord, som kan tages op og spændes fast, så cockpittet bliver til spisestue. I kahytten er der to sofaer, et fastmonteret aflangt bord i midtergangen, et køkken bestående af to gasblus, en håndvask og et kølerum på størrelse med en kasse vin. I stævnen ligger der madrasser i samme gråtonede stof som sofaerne. Jeg lægger mig på ryggen og mærker bådens skrog. Det gynger blidt i havnens vand.

Vi har glemt frokost til inden sejlturen, og Bo og jeg går tilbage til Føtex. Når vi har spist frokost, skal vi hurtigt af sted, så vi når at komme igennem, når broen er åben. Derfra har vi otte timers sejlads i aften, inden vi når til Gilleleje, hvor vi holder ind for natten. Der er lovet regn og torden og lokale skybrud senere på aftenen. Vi kigger i køleboksen i det åbne område mellem supermarkedet og bageriet. Der er stjerneskud og fiskefilet på udsalg. Vi køber tre stjerneskud, som fra bunden består af et hvidt stykke toastbrød, et stykke salatblad, en skefuld mayonnaise, en art rogn, et stykke friteret fisk og endelig rejer og lidt mere rogn.

Vi lytter til Chet Baker, Hani knuser bønner til kaffe, og jeg dækker op i cockpittet med tallerkener, glas, knive og gafler. Vi snakker om båden, vi sidder i. Den er pæn, renvasket og nyligt istandsat indeni og udenpå. Bo siger, at den var et røverkøb til prisen. Når vi har sejlet den hjem til København, skal vi ud at sejle hver weekend, siger han. Vi skal hoppe i vandet fra båden, vi skal sejle til Sverige og holde små fester på båden om aftenen, siger han. Vi skal hænge kulørte lamper op i masten og danse på dækket. Bo lægger et stykke rugbrød under hver af vores stjerneskud, så der er mere næring i maden. Vi kan risikere at være på vandet i mange timer, og det er noget lort at gå kold derude, siger han. Fiskefileten er sej som gummi. Jeg gnider mayonnaisen ud på kanten af tallerkenen og spiser resten i fire-fem mundfulde. Jeg pakker de tre tomme plastickasser, som stjerneskuddene kom i, sammen, lister op over båden og smider det i en skraldespand oppe på kajen. Hani skærer dagmartærten i fem lige store stykker. Vi spiser tærte og drikker kaffe. Vi snakker om reb og vindforhold. Bo tænder sin tablet. Den viser søkort, havdybde og røde og grønne bøjer.

Der lyder et langt hylende beeeeep, motoren starter, Bo sætter båden i bakgear, og Hani går op i stævnen og trækker fortøjningerne fra kajen op på båden. Båden bevæger sig langsomt agter, og jeg trækker de to reb om stolperne agter for op, folder dem i cirkler som en roulade og lægger dem ned i en af bænkene. Tre mænd står på kajen. Jeg vinker til dem, og en af dem nikker med sit hoved.

Bo fortæller om sejlene, hvordan det ene og det andet trækkes op og ud, og vi starter og stopper motoren, så vi alle tre ved, hvordan den fungerer. Vi taler om, hvad der sker, hvis Bo, som er kaptajn, falder over bord. Hani skal pege mod Bo, holde øjnene på ham, så han ikke forsvinder bag bølgerne. Jeg skal tage roret, hive sejl ned og sætte kurs mod Bo, aftaler vi.

Hani og jeg spiser de to sidste stykker dagmartærte, mens båden går i tomgang ude på Roskilde Fjord. Jeg tager et billede af Frederikssund Havn, og jeg tænker, at her startede det altså. Hvilken følelse er det ikke at stævne ud fra land i et ægte sejlskib, og hvorfor gør jeg ikke det noget oftere? For en time siden var det Føtex og Kvickly og Frederikssund Station, to mænd på en bænk, en skovsti og rundkørsler og børnehaver og legende børn og kærestepar på havnen. Nu er det en plet på land, vajende skibsmaster og en meter høj bølgebryder, der sørger for, at det hele ikke skyller væk, når stormen kommer. Vi sidder i båden og kigger lidt rundt, lytter til vandet, og Bo slår en cirkel med båden for at teste roret en sidste gang.

Og sådan går det til, at vi ikke når gennem Kronprins Frederiks Bro. Sejlskibe og store motorbåde sejler i begge retninger gennem åbningen i broen. Bo slår bådens motor op på 2200 omdrejninger, og det summer i min krop, jeg kigger hen over cockpittaget, måske kan vi nå det, siger jeg højt, og Hani nikker. Men det er allerede for sent. Lamperne på broen går fra grønne til røde. Broen går roligt ned. Bilerne starter. Udstødning, lygter og motorer. Nu er det en vej igen, Bo går ned i omdrejninger, vi går i tomgang, og Hani hælder den sidste kaffe i kopperne.

Frederikssund Lystbådehavn II

Bo!, råber en mand, der står inde på kajen i Frederikssund Havn. Bo! Manden vinker, Bo rejser sig op i båden og smiler og sætter kurs mod ham. Hani går i Føtex og køber fire kanelsnegle, og Bo jeg går ombord i Carstens motorbåd, som vores båd nu ligger fortøjet ved siden af. Carsten solgte Mimi til Bo for nogle måneder siden. Nu har han MikMak. Det er en motorbåd, syv meter lang, gætter jeg på, Carsten har hele sommeren gået og arbejdet på den, han har fjernet det gamle førerhus og bygget et nyt i mahogni-træ. Der er pæne grå sofaer i stævnen, og der er lagt nye ledninger hele vejen rundt, fortæller Carsten, som er tidligere elektriker, der er små, kvadratiske højtalere i hvert hjørne, og der lugter af rengøringsmiddel og bomuld og maling. Men der mangler stadig meget, hver morgen går jeg ned og arbejder lidt på den, siger han. Vi drikker dåseøl og spiser kanelsnegle. Carsten fortæller om den dag, da han sejlede Mimi hjem i stormvejr fra Ebeltoft. Det tog 18 timer. Jeg hører måske historien forkert, men jeg forstår historien sådan, at han på sejlturen ramte lige ind i stormen Bodil. Båden lå vandret, siger han, den krængede i vinden. Masten var flere gange nede og kysse bølgerne, ene mand sad han ved roret i 18 timer, siger han.

Roskilde Fjord

De røde lamper på broen bliver grønne. Vi går på motor gennem Kronprins Frederiks Bro. Bag os ligger en hvid yacht og venter på os. 42 fod, gætter jeg på, masser af hestekræfter, på broen står en mand med lyst, skulderlangt hår, han er i klædt i lyseblå dunjakke, og han har RayBans på næsen. Han smiler til mig, og jeg tænker, at med et enkelt ryk i sin båd kan have sende os til bunds. Nu kommer vi endelig ud på vandet, tænker jeg, og jeg tænker, nu begynder turen, nu kan alting ske.

Roskilde Fjord er temmelig kedelig at sejle i. Vandet er lavt. Bådens GPS-navigator begynder at bippe højt og staccato. Bip-bip-bip-bip. GPS-navigatoren bipper, når der er under to meter til bunden. Vi står oprejst i cockpittet med søgende øjne og kigger mod vandet. Kan vi se bunden? Er der et gammelt vrag foran os? Går vi på grund nu? Der er røde og sorte fiskebøjer i alle retninger. Vi slalomer os vej gennem fjorden for at undgå at få et garn i skruen. Der er ingen vind i sejlene. Vi trækker forsejlet ind og går på motor. Jeg hælder sour cream and onion-chips i en skål og rækker den op til Hani i cockpittet. Vi sejler tre knob i timen. Det er lidt langsommere, end når jeg går til arbejde om morgenen hjemme i København. Vi kigger på søkortet, og der er ingen vind forude. Hvis vi skal til Gilleleje, kan vi måske være der ved solopgang i morgen. Vi er stille i lidt tid. Vi spiser chips. Vi går mod styrbord og finder en kajplads i Hundested.

Hundested

Det er en magisk følelse at gå i land fra en sejlbåd. Naturen, vinden og vandet, har bragt dig hertil, velkommen. Vi har kun sejlet i et par timer. Sejlene var oppe, men vi fik aldrig vind. Vi har ikke været mere end 300 meter væk fra land og civilisation. Jeg har spist sour cream and onion-chips, jeg har liket billeder på Instagram, jeg har læst nyheder om ubåds-mordet, og jeg har koblet min telefon til bluetooth-højtalerne i kabinen. Men jeg føler, at vi er ankommet til en ny verden, et nyt land, et territorie, der ikke er blevet betrådt endnu. Hundested. Jeg føler, at folk kigger på os, som var vi er gået i land efter en jordomsejling. Det må være saltet i vores hår, vores vindblæste ansigter.

Jeg går på kajen i Hundested i min gule Helly Hansen-regnjakke, jeg har cement under fødderne, der bliver spillet folkemusik på bryghuset, her er mennesker, her er liv, her er jeg. Jeg er hjemvendt til det land, jeg blev født i.

Hani og jeg provianterer i Netto, der ligger lidt syd for centrum. Vi køber to flasker rosé-vin, en bakke med mazarin-tærter, kødpålæg og en pakke med karklude. Jeg føler, at de andre mennesker på indkøb ved, at vi kommer fra havet. I cockpittet spiser vi Bos lasagne og salat. Regnen står nede i tove. Vi trækker regnslaget ud over cockpittet. Bo trækker en ledning i en stikkontakt, og en kold slagterlampe af en diodelampe i regnslaget lyser cockpittet op. Efter aftensmaden spiser vi mazarintærter, mens vi tager vi regntøj på og kigger på Google Maps.

Der ligger et værtshus, der hedder Bajonetten, og det ligger lige ved Netto. Vi går i regnen. En firehjulstrækker laver hjulspin på parkeringspladsen. Fire teenagere træder ud af bilen, tre fyre og en pige, og jeg siger hej, og de tømmer deres Mokai-flasker og kigger på mig. På Bajonetten spiller vi billard, først til 30 og så til 50 og så til 100. De tre fyre og pigen spiller kort ved et rundt træbord i samme lokale som billardbordet. Pigen fra firehjulstrækkeren tænder en cigaret og går i baren, hver gang hun har lagt sine spillekort på bordet. Musikken bliver højere og højere, hver gang hun har har været i baren. Det samme Volbeat-nummer blæser ud af højtalerne igen og igen. Åh-åh-åh. Bo, Hani og jeg står i en times tid i natten i Hundested og skyder til kugler og vælter kegler.

Hesselø Bugt

Jeg binder snørebåndene op på mine gummisko. Jeg kaster dem ned i kabinen, og jeg trækker mine sorte sokker af. De er gennemblødte ude i tåspidserne. Jeg kaster dem ned til skoene i kabinen. Bølgerne kaster skoene fra side til side på kabinens gulv. Jeg glemmer tit mine fødder. Jeg ser dem så sjældent. De er altid gemt væk i sokker og i sko, i støvler, under dyner og under tæpper. Jeg ser dem måske kun rigtigt, når jeg strækker kroppen i badet om morgenen. Mine fødder bliver aldrig solbrune. Meget få mennesker har set mine fødder. Men alligevel er de måske det vigtigste, jeg har. Tynde knogler, sener, blod, hård hud og negle. Jeg kan hoppe med dem. Jeg kan gå med dem. Jeg kan holde en rytme med dem. Jeg brækkede for nogle år siden en knogle i venstre fod. Jeg kørte i taxa til skadestuen. Sygeplejerskerne gav mig en sort støvle af plastic, som jeg skulle pakke min brækkede fod ind i. Den skulle blive på foden i to måneder. Da de to måneder var gået, var foden blød som en svamp, som havde den ligget i vand i flere uger. Ofte klipper jeg mine negler uden at se på neglene. Så lidt opmærksom giver jeg mine fødder. Nu er de våde af regn og saltvand fra havet. De køles af vind og vand. Det føles rart, jeg føler, de stråler her i cockpittet. Det føles rart og ikke koldt. Jeg tænker, at mine fødder skal være fri resten af weekenden, hele vejen til København, og jeg fortryder, at jeg ikke slap dem ud i Frederikssund, da vi steg på båden

Det må være saltet i vores hår, vores vindblæste ansigter.

Det er i det øjeblik, at vi går forbi Knud Rasmussens stråtækte hus, de fintklippede græsplæner, de kridthvide klinter og de mørkegrønne bøgetræer, at vinden tager fat i sejlene. Båden krænger ned på siden. Jeg tænker på Carsten og masten, der kyssede bølgerne i stormen Bodil. Vi rider på de meterhøje dønninger. Vi bliver rullet fra side til side, kastet frem og tilbage. Saltvand slår os i ansigterne, i håret. Vores hoveder er elastiske som bøjerne på vandet.

Jeg skal pisse, og jeg siger det til Bo, og han siger, at det klarer jeg selv, så længe jeg ikke pisser på båden. Jeg rejser mig og går agter, jeg holder i wirene med venstre hånd, trækker bukserne ned med højre hånd. Jeg læner mig ud over rælingen med overkroppen. Men jeg kan ikke stå fast i bølgerne. Jeg trækker bukserne op, går ned i cockpittet, jeg går ned i kabinen, og Bo instruerer mig i, hvordan det lille toilet i stævnen fungerer. Det er bygget ind i et skab mellem stævnen og stuen. Det åbnes ved, at jeg trykker en fjeder ind på toppen af trædøren. Den springer op, og her er et toilet, et spejl, en håndsæbe og en toiletrulle. Jeg holder fast i loftet, men jeg mister grebet, og jeg lander på sofaen mod styrbord. Jeg rejser mig, og vandet slår på ruderne. Du skal sætte dig ned på kummen, ellers kan du ikke styre det, siger Bo, og jeg trækker bukserne ned. Kvalmen samler savl i ganen. Kvalmen ligger på tungen, i maven og i øjnene. Jeg slapper af i skridtet og glemmer mig selv i det, der føles som en evighed.

Kattegat

Tre marsvin følger os gennem Kattegat. Jeg plasker med min ene hånd i vandet for at få dem tættere på båden, som om det skulle gøre en forskel, og som om jeg ved, hvordan marsvin agerer. De skyder sig over vand og puster ud, sukker, boblerne springer i vandet, og de forsvinder under overfladen. Skyder sig op, puster ud, sukker, boblerne springer i vandet, og væk igen. Bo finder sin telefon frem og begynder at filme, men nu er de væk, og nu springer de på bagbord.

Ud for Tisvilde var bølgerne ikke bølger, men dønninger, de kom fra alle sider, og de rokkede båden i alle retninger. Nu ruller vi på bølgerne, frem og tilbage, frem og tilbage. Det føles blidt og vuggende. Når vi går ned ad en bølge, skyder vi lige omkring syv knob. Det er det maksimale, båden kan sejle. Det er en let og elegant følelse at ride på bølgerne, og når båden krænger med fralandsvinden. Bo holder i roret med begge hænder for ikke at give efter for presset fra vinden og bølgerne. Havet forandrer sig fra minut til minut, det er en evigt flydende masse, og havet i dag er ikke det samme som havet i morgen.

På land ligger en sirlig række af stråtækte gårde, minimalistiske designboliger, badehytter og luksussommerhuse, der mere er slotte end huse. Men jeg ser ikke et eneste menneske. Hvor er menneskene henne? Det er lørdag eftermiddag. Det ligner, at folk er flygtet herfra, og tilbage står deres trofæer, deres drømme, deres forliste livsprojekter. Jeg lægger skærebræt, ost, pølse, brød og smør op i cockpittet. Vi lytter til vinden og marsvinene og en podcast om Hamlet, og jeg kigger ind på husene, som mennesker gennem hundredevis af år har erobreret og generobreret den frodige kyststrækning. Her er Bo og Hani og jeg selv og de tre marsvin. Jeg spiser ost- og pølsesandwichen, tømmer vinglasset, og jeg lægger mig på den ene bænk i cockpittet. Jeg trommer lidt med hænderne på min fulde mave, og i et øjeblik er der kun marsvin, brød og smør og vinden, der river i sejlene.

Øst for Helsingør

Så er det nu, råber Bo, og han sætter motoren i tomgang lidt øst for Helsingør. Vi kigger ind på byen, skorstenene, Kronborg, masterne og menneskene. Jeg smider tøjet, min Patagonia-fleece-trøje, mine sorte bukser, min hvide t-shirt og mine underbukser. Jeg krøller tøjet sammen til en bylt og kaster det ned i kahytten, og det samme gør Bo og Hani. Hani er den første, der springer i vandet, og han gyser og råber noget, jeg ikke forstår, da hans hoved kommer over vand. Jeg strækker armene frem, bøjer mig forover og springer på hovedet i vandet, og selvom navigatoren måler 10 meters dybde, frygter jeg det mørke hav, og jeg slår en skarp bue i vandet og når på et øjeblik overfladen igen. Jeg tænker på marsvinene og deres pusten, når de kom op til overfladen. Vi kravler op ad stigen, og nu hopper Bo i vandet.

Jeg mærker gåsehuden på kroppen, og jeg kigger ind på byen, tagene, Kronborg, et kærestepar, der står og fisker på en kaj, og forældre, der følger børnene hjem fra fodboldkamp. Hvorfor skal jeg helt herud for at se livet passere forbi? Her er der marsvin, brød og ost og vind i sejlene. Derude er en by på kortet. Det er en billardkugle, og det føles fint. I gaderne og i lejlighederne og på caféerne: folk forelsker sig, folk går til jobsamtaler, folk dør, folk mødes, og folk går fra hinanden, folk drikker Redbull, og folk køber letmælk, folk læser onlinenyheder, og folk tager MDMA, folk går i teatret, og folk falder i søvn på sofaen, og folk går fra hinanden. Gåsehud på kroppen, vind i ansigtet, saltet i håret.

Helsingør

Vi spiser fish n’ chips og drikker Corona-øl med lime i på en berlinerbænk uden for street food-hallen i Helsingør. Det ligner et gammelt skibsværft, en fiskeauktion eller noget tredje, som engang var hårdt arbejde, ødelagte rygge og hård druk. Hallen står her stadig, men nu er den kulisse for tapasbarer, koreansk gademad og pulled pork-burgerbarer. Her er kulørte lamper, frituremad, ølboder og kærestepar og børnefamilier.

Vi går bag en gruppe kinesiske turister. Bo og Hani studerer kortene og miniature-figurerne af Kronborg Slot og voldgravene og de omgivende befæstninger. Bo siger noget om, at her stod de danske soldater klar, hvis svenskerne gik til angreb, og jeg forvinder væk i et øjeblik, og jeg tænker på marsvinene og saltvandet omkring min hånd. Jeg tænker på mine glinsende våde, frie fødder på træbænken i cockpittet, de ensomme designerhuse, de forliste drømme. En kvinde klædt i sort blazer og hvid skjorte og med høj hat på hovedet forklarer på engelsk, at Kronborg ude i verden også kaldes Hamlet’s Castle. En lille, tæt kvinde bag mig spørger mig, om jeg ved, om introen til teaterstykket også gives på dansk. Jeg ryster lidt på hovedet og kigger op på kvinden, der fortæller om Shakespeare og Hamlet. Det går op for mig, at jeg stadig ikke ved, hvad Hamlet i virkeligheden handler om. Nu klapper folk, og vi vender os om, vi viser billetter, Bo køber en kop kaffe, og vi finder vores pladser foran scenen. Scenen er bygget halvt ude i voldgraven. Bagved står Kronborg, og det er en smuk scene, tænker jeg, mens måger flyver hen over hovederne på os, og jeg tænker på marsvinene, mazarin-tærten, min sovepose og vandet, der vugger mig i søvn, otte meter til bunden.

Skuespillerne taler et engelsk, som jeg ikke forstår, gamle, bedagede ord og talemåder. Skuespillerne er danske og engelske, og de er klædt i tøj, der kunne have været købt i hovedgaden i Helsingør, de taler i iPhones, og de løber hen over scenen og råber og siger engelske ord, jeg ikke anede eksisterede. I anden akt er der fægteduel, og jeg glemmer støvregnen og nattens kulde, jeg glemmer mig selv på havet, pletterne på kortet, bølgerne i kroppen. Skuespillerne bukker. Vi klapper, siddende og efter lidt tid stående. Bag scenen møder vi en af de kvindelige skuespillere, som Hani kender. Vi siger hej, og vi snakker om, hvor dygtig hun var på scenen, og vi krammer, hun er høj og mørkhåret og smuk som en rigtig skuespiller, tænker jeg, og hun lugter af Aesop-sæbe, og den duft har jeg ikke mødt i lang tid. Hun siger, at vi kan mødes med hende og hendes kollegaer på Old Irish Pub senere på aftenen.

Vi går i 7-Eleven og spiser pizza slices og drikker dåseøl i en af de små sidegader, og jeg tænker, at det er den her slags byer, som alle bør anløbe fra havet.

Old Irish Pub må være den største irske pub i Danmark. Den ligger i et tidligere teater i den gamle by. Balkonerne er her stadig, krummelurerne på panelerne er her stadig, og scenen er her stadig. På scenen står en skallet DJ i hættetrøje. Han står med en cigaret mellem læberne bøjet over sin mixerpult. Han spiller Rasmus Seebach. Kom og tag mig helt derud, hvor drømmene aldrig ender. Jeg har altid følt, at det var en fin sang. Bagefter danser en gruppe piger til Beyonce og nogle andre hits, jeg ikke kender. Der er bar langs den ene side af den gamle teatersal. Baren er lang som Mimi. Bag baren står tre piger, der ikke er en dag over 18. De er klædt i stramme, sorte kjoler. Deres smil er professionelle som dørmændenes kropsvisitering. De smidige rødfarvede læber foldes ud på et øjeblik, når jeg får øjenkontakt med dem. De serverer Somersby og Carlsberg på fad. Unge mænd i stramme skjorter vifter med kreditkort, og de har smøger bag ørerne. I lokalet ved siden af, hvad har det mon været, tænker jeg, her er der rygerum. Ved den første læderbås sidder en gruppe piger i slutningen af teenage-årene. De vender hovederne og kigger på os, og så vender de sig om og snakker videre. Her sidder en gruppe piger og drenge. De taler arabisk, og en af pigerne holder om en af fyrene, som om hun ikke har set ham i flere måneder. Her sidder fire store mænd i 40’erne. De sidder stille med korslagte arme, og de kigger rundt, de klør sig i skægget, de pulser på cigaretter, og vi bestiller Somersby, og vi sætter os i en bås, og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. To piger stiller sig ved siden af mig, og de spørger mig, om de må sidde hos os, selvom de har kærester på.

Vi går tilbage til 7-Eleven på togstationen. Jeg har lige bagt, siger manden, der antyder, at han den her nat har ansvar for pizza og brød, og vi køber to pizza slices og to baby bites. Vi går en tur langs havnen og kigger på både, og vi kigger op på stjernerne på den skyfri himmel. Hani og jeg ser det samme stjerneskud, og om lidt ligger jeg i soveposen i kahytten. Måske er det det skvulpende vand, der på et øjeblik gynger mig i søvn, lyden af vinden, der rammer wirene og rebene. Måske er det det trange rum, de smalle vinduer, følelsen af en moders puls.

Øresund

Om morgenen drikker vi kaffe og spiser blødkogte æg. Hani kaster en luns brød ud til to svaner, og på et øjeblik er der også to sultne måger. Svanerne skyder deres lange halse ind i cockpittet, og de hvæser af os. Vi griner, og jeg kigger Bo og Hani i øjnene.

Flag og skibsmaster i marinaen blafrer i den hårde vind, og vi stævner ud på bølgerne igen. Jeg kører hænderne gennem mit saltede hår. Jeg smiler, hver gang jeg ser en mørk sky forude. Saltvandet slår mig i ansigtet, og jeg lægger hovedet bagud. Jeg rejser mig og holder fast i førerhuset. Jeg mærker bølgerne i kroppen, jeg bevæger mig med båden, lytter til vandet, der slår om skroget. Jeg kigger ind på byerne, der passerer forbi. Det tårnhøje krydstogtskib MSC Fantasia går forbi os på bagbord, og her er casinoer, luksussuiter, restauranter, pensionister i bløde dobbeltsenge, solcreme, nøgne overkroppe, klorvand, fitnesscentre, professionelle smil på unge pigers betalte læber, og nu er vi to gasblus og et cockpit. Bølgerne river i Mimi, og jeg kigger op på skibet, og krydstogtturister vinker til os fra øverste dæk. Mimi krænger i vinden. Der er vind fra sydvest, det er den bedste vind lige nu, råber Bo med armene strakt over hovedet, og i et øjeblik ser jeg marsvinene og vandet mellem fingrene og saltet i håret. Jeg kigger op. Jeg ser vindmøllerne, byens tårne, kirken, det gamle el-værk og vinduerne, der lyser så blankt fra alle hjem.