Print artikel

Barneskyggen fordamper

Essay
19.08.16
Victor Boy Lindholm cykler fra fattigt landbrugsland ved Middelhavet til Schweiz, hvor solen skinner på pengene. Undervejs går det op for ham, hvad det vil sige at blive voksen.

Jeg står op med solen og myggene. Mine belgiske naboer er lige vågnet. Det er gamle forældre på ferie med deres midaldrende søn. Sønnen eksporterer belgisk øl til USA. Han byder på kaffe, jeg byder på en tør croissant. Vi bor på en campingplads to kilometer fra centrum. Her er en stor swimmingpool, en restaurant og et stort antal petanquebaner. Gendamerne er indkvarteret her, og de er allerede oppe. De går rundt i uniformer. Gruset larmer under deres tunge støvler. Middelhavet bruser under en tung morgenvind. Kun disse lyde når os. De små sten og det store vand.

Vinden slår mig hårdt i ansigtet. Skyerne er trukket mørke henover rismarkerne. Jeg er kørt nordvest langs den ene gren af Rhonens udløb. Jeg skal cykle fra Middelhavet til Genève. Jeg følger Rhonen fra en af Frankrigs befolkningsfattigste kommuner, igennem agrare landskaber, og op hvor pengene bor. Fra frugthaverne til bankerne. Dagen er grå, og alt falder sammen i et. En familie står ude i den mudrede rismark. De er smurt ind i mudderet. Deres ben forsvinder ned i den fugtige jord. Jorden er arbejdet, og arbejdet er blevet deres krop. Foran deres mark holder en udbrændt bil. Den udbrændte bil står i modsætning til det våde landskab. Rusten har overtaget karosseriet. Bilen er ikke længere sort af flammerne, men rød af vandet, der æder den op. Foran den udbrændte bil står en anden bil. I bagruden hænger der en seddel. Deres søn er blevet væk. Sedlen er flere år gammel og falmet. På marken står kun tre skikkelser. En mand, en kvinde og en halvvoksen pige.

Solen er vendt tilbage. Det er sådan jeg deler dagene. Med solen, der forsvinder bag grå skyer, og først returnerer efter voldsomme uvejr. Jeg har floden på venstre hånd, og bjergene rejser sig stadig. På toppene kigger små ruiner ned på mig, der cykler på smalle transportveje mellem vinmarkerne. De ødelagte borge kan minde en om, hvor lokal volden var. Hvordan lejesoldater og fyrsternes hære trak igennem landskabet med ild og stål. Hvor tilfældig volden var og hvor stor betydning centraliseringen af magten og dermed volden har haft på det almindelige menneske.

Jeg passerer henover en hængebro, spændt ud over floden. Metallet larmer i stilheden. Foran mig stiger der damp op fra kernekraftværket i Cruas. Langs floden ulmer atomkraften stille. Det producerer 40 procent af energien i området, og de fire reaktorer beskæftiger flere tusind arbejdere. Jeg ruller stille forbi de høje cylindre. På en af dem, er der malet et meget stort vægmaleri. Det viser en lille pige på en lyseblå baggrund, der leger med noget, der ligner planter. Det er malet af en fransk maler der hedder Jean-Marie Pierret, og har taget 8000 arbejdstimer. Det er længere tid end Michelangelo brugte i det sixtinske kapel. Billedet skal symbolisere et harmonisk forhold mellem vand, luft og atomkraft. Der stiger stadig damp op af skorstenen, så det ligner, at der stiger damp op af kraniet på denne 100 meter høje baby.

Jeg cykler videre. Jeg træder og træder. Her er varmt, og jeg har ingen trøje på. Jeg bliver forbrændt på ryggen. Jeg cykler under store højspændingsledninger ind i et afspærret område. Der er store gule hjemmelavede skilte, hvor der står LIVSFARE med et håndmalet dødningehoved under. Jeg forstår det ikke helt. Ledningerne går henover mig. De kommer direkte fra elværket få hundrede meter væk. Jeg føler mig svimmel og kvalm. Har det noget at gøre med den kraftige spænding i luften? Kan det lade sig gøre? Jeg ved det ikke. Markerne er stadig grønne, og jeg cykler igennem et stort landbrug. Hundene står lænkede. De gør hysterisk af mig. Asfalten forsvinder, og bliver til tætpakket jord. Der er høje siv til begge sider, der forsvinder da en flod spærrer min vej. Jeg håber på, at det hele holder, og jeg tvinger cyklen igennem den stærke strøm. Hjulene synker ned i den bløde bund. Jeg kan mærke strømmen, der tager fat i rammen. Mine sko er gennemblødte, men jeg holder stadig fart i cyklen. Jeg kommer igennem og op på den anden side. Asfalten er tilbage, og jeg er på vej.

Der leves i byerne. Da jeg var i Italien sidste år, var det en tur gennem krisen. Jeg bevægede mig fra det rige nord til det fattigeste syd. Jo længere sydpå jeg kom, jo ældre blev befolkningen i de små landsbyer og jo fattigere blev de unge i de store byer. Her er der stadig gang i stenbrudene og vandværkerne. Byerne er grimme. Nybyggede boligkvarterer skyder op mellem restaurerede ruiner. Det er en uautentisk grimhed, der vidner om en stadig levende økonomi.

Jeg sidder på en restaurant. Udover to andre gæster er jeg alene med ejerne, og jeg tænker, at den autentiske lokale stemning altid er anderledes end den man finder i turistparadiset. Det ægte autentiske er typisk skuffende, fordi den ikke er romantisk, men netop autentisk i sin kitschede plathed. Her på restauranten, hvor BeeGees blæser ud af højtalerne, føles byen som en lang Springsteen-sang. Stenbruddet larmer i baggrunden og de unge på gaden, virker urolige uden nogen steder at tage hen. Jeg går ned til floden, der løber mørk og dyb. Omkring et bål sidder nogle andre unge og ryger. Det blæser op, og støvet rejser sig.

Jeg vågner i teltet med skridt udenfor. Lys der passerer ind under teltet. Min puls stiger, og jeg tager fat i min kniv. Hver nat sover jeg med min kniv ved siden af mit hoved. Det er en stille paranoia. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles trygt at have den lille kniv liggende. Jeg åbner teltåbningen, og ser en person gå forbi med en lommelygte på vej ned til toilettet. Jeg sover dårligt på turen. Jeg er urolig uden grund.

Jeg cykler langs banelegemet. Store rustne lossekraner hænger ud over floden. Grustien er sænket under flodens overflade, og mit ansigt er næsten i niveau med strømhvirvlerne. Jeg cykler forbi et lille hus med en indhegning inden jeg krydser en motorvejsbro. En far kommer ud med sine to små børn. Huset er klemt inde mellem to hovedveje, men har alligevel en lille vinmark i baghaven. En rottweiler passer på en flok ænder. Faren ordner vinstokkene inden de igen går ind i gasbetonhuset.

Det er det første bjerg, og det er de sidste ti kilometer i dag. Jeg er blevet forsinket, fordi jeg for vild. Det er stadig varmt, og luften er meget trykkende. Over mig trækker store tunge skyer op. I baggrunden kan jeg høre lyn slå igennem bjergene. Jeg cykler ind i en lille landsby, hvor den trafikerede hovedvej, der krydser gennem bjergene, har delt byen i to. På den ene side ligger moderne huse med tonede glasfacader, og på den anden side ligger små gamle gårde, hvor æslerne går åndsfraværende rundt. Jeg bevæger mig ind i de krogede gader for at finde aftensmad. Her er ingen butikker. En gammel dame med hævede ben og rådne tænder går forbi mig. Jeg kommer til en restaurant. Den er michelinanbefalet. Jeg forsøger at rette mig op. Jeg forsøger at skjule mine campingplettede zip-off-bukser og går ind. Jeg bliver placeret ved et bord i gårdhaven med udsigt udover dalen. Jeg kan se uvejret. Jeg kigger på et termometer. Der er 36 grader selvom det er aften. En tjener kommer hen til mig med tre kridttavler, hvor dagens menu er skrevet. Tavlerne når ham til skulderen, og jeg peger febrilsk på et højt nok antal retter, der gør at han ikke længere ser på mig med en let hånlig mine. Jeg sidder og noterer i min notesbog. Først og fremmest for at falde i et med omgivelserne eller så i hvert fald for at stå så meget ud, at det ikke virker ensomt, at jeg et kommet til at bestille en hel flaske vin på grund af mit elendige fransk. Jeg er virkelig sulten. Jeg har ikke spist frokost (udover tre lionbarer, to red bull, en cola, 4 liter vand og fem bananer). Jeg er holdt op med at skjule, at jeg er turist. Det fungerer simpelthen ikke. Jeg taler engelsk, og det virker udmærket, indtil jeg ankommer til steder, som denne restaurant. Her virker tjeneren så selvbevidsthed om sin egen nationalitet, at han kunne bruge 100-årskrigen, som undskyldning for ikke at mestre engelsk. Et par har lige sat sig ved siden af mig. De ryger begge cigaretter, og manden har en tatovering hvor der står Harley Davidson med gotiske bogstaver ned ad armen. De spiser en stor salat, mens jeg spiser snegle. Jeg tømmer min flaske vin, og går hjem til mit telt, hvor jeg venter på regnen.

Jeg sidder og ser nyheder. Det har regnet og tordnet hele natten. Jeg havde sat mit telt op på en bakke, under et træ med højspændingen kørende over mig. En pædagog og to børn døde af lynnedslag i går. Jeg bliver nervøs. Der ligger et stort uvejr henover Frankrig. Seinen stiger i Paris, de vil lukke Louvre, og der er generalstrejke inden EM. Solen trænger frem igennem disen, og jeg stiger ned af bjerget, og cykler langs Rhonen igen. På begge sider af floden stiger landskabet i små stejle knolde, hvor vinmarkerne er hugget ind i siden. Jeg forlader det flade landskab og stiger på igen. Det er smalle asfaltveje, hvor vinen hænger ind over. Jeg rejser mig op på cyklen, og regnen vender tilbage. Det er en varm og behagelig regn, der ikke afkøler kroppen. Bjerget bliver stejlere, og svingene skarpere. Så forsvinder asfalten, og jeg klatrer på grusveje. Jeg kommer op på et fladt plateau, hvor hvedemarkerne stadig står grønne. Jeg kigger ned på industrien i dalen, og ser bondemanden på sin traktor. Her er stille bortset fra den. Jeg bliver på plateauet hele dagen, indtil jeg er tvunget til at forlade det. Tvunget til at køre ned under skyerne, og ind i regnvejret igen. Jeg cykler til Saint-Maurice-de-Gourdans.

Jeg er på en lille campingplads. Jeg bliver her henover weekenden. Regnen stopper ikke, og jeg har indlogeret mig i et mobilehome. Ejeren af campingspladsen fortæller mig, at det er sæsonboliger til de polske arbejdere på atomkraftværket. Rhonen er blevet mindre, ja nærmest sluppet fri af de store dæmninger længere nede sydpå. Floden flyder som den altid har gjort med store stærke strømhvirvler. Vandet er hvidt, men det er ikke beskidt. Det er den lerede undergrund, der farver det rene vand med mineraler. Jeg kigger ud over floden, der slår en stor blød bue her. Landskabet har hele aftenen mindet mig on noget. En kraftig, men sløret erindring, der ligesom rør uroligt på sig i minderne. En far kommer gående forbi med sin søn. Sønnen er måske 13. Han er stadig glad, og helt blød og afslappet i kroppen. Der er ingen bevidst akavethed over ham endnu, og det er selvom han går her sammen med sin far en lørdag aften med to fluestænger. Han er snarere stolt og tryg i sin fars selskab. Det er her det går op for mig, hvad det her minder mig om. Da jeg selv var 13, var jeg en meget usikker, ret sent udviklet dreng, der mest interesserede sig for at fiske. Jeg sneg mig ned af villavejernes sideveje iført waders og med fiskestænger for ikke at blive set. Det er svært at sige præcist , hvor stort et socialt selvmord det var at fiske, når alle ens venner begyndte at feste. Men lad mig sige, at 2004-2005 er mine mest intenst ensomme år, der kulminerede med, at jeg brød sammen foran computeren i gang med at bestille en ny flueline til 900 kroner, som mine forældre syntes var for dyr, og klynkede, at jeg ingen venner havde. No shit, når man bruger alle vågne timer på at fiske.

Men midt i al min indestængte frustration over, hvor isoleret min hobby gjorde mig, så så jeg en aften filmen Ved floden med Brad Pitt og Craig Sheffer. Filmen er en fortælling om brødrene Norman (Craig) og Paul (Brad), der vokser op i 1920’ernes Montana under deres strenge præstefars bevågenhed. Deres dag dag deles mellem hårde religiøse studier og fluefiskning ved Blackfoot-floden. Da de bliver større flytter den fornuftige Norman til østkysten for at blive en disciplineret professor, mens Paul bliver hjemme, og arbejder som journalist, mens han perfektionerer fluefiskningen til en kunst. (Hvis jeg lige stopper her. Så er den Brad Pitt, jeg skriver om Syv år i Tibet-Brad lige inden Fight Club-Brad og lang tid inden den oppustede Troy-Brad. Det er altså Brad momentet før, at han topper. Det er mens han ikke er lækker, men smuk. Det er Prime Pitt.) Da broren vender tilbage fra østkysten, er Paul blevet både alkoholiker og ludoman. Norman har næsten mistet evnen til at fluefiske, mens Paul er blevet en sand mester, der nu kan få fiskene til at bide ved faktisk at fiske fluen lige overfladen, altså få dem til at springe op af vandet og snappe fluen i luften (hvilket jeg aldrig har hørt om skulle være muligt, men i ved: Hollywood). Resten af filmen handler om, hvordan broren forsøger at redde Paul, der dog ender med at blive tæsket ihjel af nogle typer, som han skylder penge. Man får at vide, at de har smadret alle knoglerne i hans højre hånd (den han bruger til at kaste med). Det bedste ved det hele er, at den er instrueret af Robert Redford, og har den samme storslåede og næsten patetiske landskabsnostalgi, som i Hestehviskeren. Paul dør altså meget ung i filmen, og han indtager på den måde en James Deansk rolle, hvor han går bort, mens han er allerbedst og allersmukkest. Det er den detalje, der gjorde filmen så afgørende for mig, for den hjalp mig med alle sine Hollywoodklichéer til at komme overens med mig selv. Filmen ignorerede alle ideer om det nørdede, som noget negativt. I stedet fremstillede den Pauls higen efter perfektion, som det højeste ideal, og som det, der i sidste ende slog ham ihjel. Han blev ædt op af sine passioner. I stedet for at skjule, at jeg fiskede, blevet det nu en del af min identitet.

Skyerne er ikke væk. Men de ligger nu som tunge sorte penselsstrøg henover himlen. En gang i mellem glimter horisonten, og lydlandskabet fyldes af sønderrivende torden. Jeg må videre. Jeg kan ikke blive her længere. På markerne kører store landbrugsmaskiner rundt. Det er gigantiske sprøjtekøretøjer, der i deres vingefang måler flere hundrede meter. Det er højindustriel produktion af fødevarer. Her er ingen romantik, kun udnyttelse af jorden.

Først er det tørt, men nej, himlen åbner sig igen. Det er tredje dag i regnen, og nu er temperaturen også faldet. Det er 14 grader og isnende koldt. Jeg har alt mit tøj på, og det rækker kun lige. Jeg har kortet dagens rute ned til 80 kilometer, og jeg forlader for første gang Rhonens løb gennem Frankrig, og krydser ind gennem en bjergkæde. Vejene er glatte af regnen og asfaltens affald pisker op i ansigtet på mig. Jeg kører ind gennem en skov, hvor skyerne har lagt sig mellem træerne. Det virker tropisk, næsten fremmed, med dampen, der stiger op fra jorden. Jeg klatrer og klatrer, og jeg er næsten fremme. Jeg tvinger min cykel rundt i svingene med høj fart. Jeg forsvinder ind i nedkørslens rytme, og tænker ikke længere. Jeg er snart igennem dagen, og kan trække ud af det kolde tøj. Jeg kommer ned, og mangler blot en kort stigning inden jeg kommer ind i Saint Genix-sur-Guiers, der er porten til Savoie og de grajiske alper. Jeg rejser mig op i pedalerne, og skubber hårdt i min skifter. Jeg venter på skiftet bag på kassetten, men i stedet for den maskinelle lyd af metal, der gnider op ad metal, lyder et højt smæld. Jeg står af cyklen. Mit kabel er sprunget, og jeg kan ikke længere skifte gear. Jeg trækker kablet ud, og bruger min kniv til at skære det til. Spænder det lille stykke kabel fast i bagskifteren, og stiller mig tilfreds med at have to gear. Nu bliver turen hårdere. Regnen stopper ikke, den giver ikke op. Den kræver noget af mig.

Vi sidder på plastikstole, spiser med plastikbestik, mens regnen den larmer på plastikpavillonen og James Blunts Beautiful krænger sig ud gennem gemte højtalere. Nu sidder jeg her og observerer, hvordan forskellige nationaliteter reagerer på friturestegt kylling, der egentlig bare er nuggets skjult af noget meget sporadisk grøn salat. Hollænderne er rigtig glade for kyllingen, og ender med at være så euforisk begejstrede, at de sutter deres fingre, og laver små tilfredse smaskelyde efterfølgende. De efterlader salaten. Tyskerne er mere afmålte, men ikke afvisende. De siger ikke noget, men det ender med, at en bestiller en hel portion friturestegt kylling mere. Problemet er i virkeligheden franskmændende, der hader denne kylling så inderligt, at de glemmer, at ejeren og nu også kok taler et flydende og elegant fransk, så de begynder at snerre på et sørgeligt engelsk, hvor de kræver en hel flaske vin mere til deres glas vin, og deres tørre kylling, hvorefter de får en alt for kold flaske ind, og de går helt klassisk amok og udvandrer til tonerne af I Will Survive. Det er præcis som man skulle tro, ja, som at være med i en David Foster Wallace fortælling, hvor alle er helt ubegribeligt ensomme og helt utroligt ubevidste om, hvad det er der gør dem så isolerede. Som f.eks. i teksten Forever Overhead, hvor en tredjeperson skriver til en barn, der fylder 13, og nu skal træde ind i teenagekroppen.

Drengen er ved den offentlige svømmepøl, og tredjepersonen viderfortæller drengens indre monolog, mens han forsøger at overbevise sig selv om at springe ud fra en vippe for første gang. Hans forældre kigger på ham idet han bevæger sig frem i køen, og trækker sig længere og længere væk fra sin familie både i fysisk og symbolsk forstand. Med vippen, med springet, bliver han for første gang afskåret fra sin familie og dermed alene. Men det er selvfølgelig ikke bevidst for ham, at det er netop det, der sker. Der bliver først skabt en forbindelse mellem hans krops udvikling og det at være ved svømmepølen. Hans krop har udviklet sig: »Things have been happening to you for the past half year. You have seven hairs in your left armpit now. Twelve in your right. Hard dangerous spirals of brittle black hair. There are now more of the hard curled hairs around your privates than you can count without losing track. Other things. Your voice is rich and scratchy and moves between octaves without any warning. Your face has begun to get shiny when you dont wash it. And two weeks of a deep and frightening ache past spring left you with something dropped down from inside: your sack is now full and vulnerable, a commodity tobe protected. Hefted and strapped in tight supporters that stripe your buttocks red. You have grown into a new fragility. And dreams. for months there have been dreams like nothing before: moist and busy and distant, full of yielding curves, frantic pistons, warmth and a great falling; and you have awakened through fluttering lids to a rush and a gush and toe-curlig scalp-snapping jolt of feeling from an inside deeper than you knew you had, spasms of a deep sweet hurt, the streetlights through your window blinds craking into sharp stars against the black bedroom ceiling, and on you a dense white jam that lisps between legs, trickles and sticks, cools on you, hardens and clears until there is nothing but gnarled knots of pale solid animal air in the morning shower, and in the wet tangle a clean sweet smell you cant believe comes from anything you made inside you.«

Citatet bevæger sig i vertikal bevægelse fra kroppens ansigt, armhuler mod skridtet. Det fokuserer hele tiden på det, der vokser, det der kommer ud, det beskidte, betændte og den spæde seksualitet i det tidlige teenageliv. Det er drengens krop, der er ved at træde ind i det liv, hvor kroppen er voksen, og ikke længere ren og uskyldig, men et udtryk for begær, orgasme og seksualitet. Kroppen går fra at være uberørt til at svine sig til i sine egne væsker. Det er kroppens egen ensomme kamp mod barnet, der må dø og forlades. Billedet modstilles med det klassiske overgangsbillede vand. Forever Overhead er på det punkt en meget konventionel rite-de-passage-tekst. Et barn på kanten til voksenlivet vaskes ren i vand. Men der er ingen person, der foretager ritualet, her er det teenagebarnet selv, der må springe ud fra vippen, kampen må og skal foretages alene. Her bruges poolens kunstige klorvand som medie: »The smell is, more than anything, like this swimming pool: a bleached sweet salt, a flower with chemical petals. The pool has a strong clear blue smell, though you know the smell is never as strong when you are actually in the blue water, as you are now, all swum out, resting back along the shallow end.«

Lugten af poolens klor står klart i bevidstheden. Det er den kraftige og kradsende lugt af kemikalier, der gør det muligt at plaske rundt i andre menneskers kropsaffald uden at blive syg. Poolen bruges også som en vigtig markør i fortællingens udvikling. Her pjasker drengekroppen stadig rundt i den lave ende, og har endnu ikke taget springet ud i det voksne liv. Han svømmer blot rundt i børnebassinet. Bevægelsen fra børnebassinet til tårnet bliver beskrevet som en nødvendig tur forbi forældrene, der ikke kigger op, og som han ikke kigger på, og hvor han får alt i verden ikke må tænke: »You have decided being scared is caused mostly by thinking.« Udover linjens funktion, som transport forbi forældrene, så kunne den også være et motto for det teenageliv han skal til at leve. Symbolikken kammer næsten over på vej mod tårnet: »Each of your footprints is thinner and fainter. Each shrinks behind you on the hot stone and dissapears.« Man mærker barneskyggen, der fordamper i varmen. På vej hen mod tårnet bemærker fortælleren, hvordan alle står alene og ser ud til, at de keder sig, og drengen må påtage sig samme attitude for at kunne tage springet fra tårnet: »You are in line. Look around. look bored. Few talk in the line. Everyone seems by himself. Most look at the ladder, look bored. You almost all have crossed arms.« Jeg mærker den nervøse og pirrende stemning, jeg selv følte som meget ung og meget dårligt svømmende på vej mod tårnet. Teenagelivets facade.

Teksten fortsætter med beskrivelser af drengens stigende nervøsitet i det han stiger i højden mod, og mod vippens kant. Han kommer tættere på det afgørende øjeblik, hvor han må tage skridtet og springe. Modstanden stiger i hans krop, og han må endda modarbejde sit tidligere mantra om ikke at tænke: »You decide this needs to be thought about. It may, after all, be all right to do something scary without thinking, but not when the scariness is the not thinking itself. Not when not thinking turns out to be wrong.« Her begynder hans hjerne at gøre modstand mod hans selvskabte ritual. Da han står som den sidste og tøver, beskrives vippen som et slags alter, hvor unge som ham tidligere er trådt ind i teenagelivet. »But at the end of the white board, the edge, where youll come down with your weight to make it send you off, there are two areas of darkness. Two flat shadows in the broad light. Two vague black ovals. The end of the board has two dirty spots. They are from all the people whove gone before you. Your feet as you stand here are tender and dented, hurt by the rough wet surface, and you see that the two dark spots are from people's skin.«

Mangel på meningsfulde fællesskaber gør os alene og måske ensomme.

De mørke pletter fra andre menneskers hud, bliver en måde at farve vippen på i en rituel sammenhæng. Her har andre tidligere stået alene, skulle tage springet, og trækkes af tyngdekraften mod vandets klordunst. Han træder ud, og nu kigger alle på ham. Han er isoleret nu under de andres blik. Han tøver et øjeblik, og nu springer han: »Forever below is rough deck, snacks, thin metal music, down where you once used to be; the line is solid and has no reverse gear; and the water, of course, is only soft when youre inside it. Look down. Now it moves in the sun, full of hard coins of light that shimmer red as they stretch away into a mist that is your own sweet salt. The coins crack into new moons, long shards of light from the hearts of sad stars. The square tank is a cold blue sheet. Cold is just a kind of hard. A kind of blind. You have been taken off guard. Happy birthday. Did you think it over. yes and no. Hey kid. (…) That is forever. Step into the skin and disappear. Hello.«

Afsnittet har en næsten kosmisk retorik, en slags new-age-pastiche, hvor lyset slår igennem ham i flere farver blandt nymåner og sørgmodige stjerner. Den epifaniske stil er tydelig, der er et håb om, at dette spring, sender ham ud i en meningsfuld tilværelse, men fortællerstemmen nærer ingen illusioner, og i stedet slår stilen over i en rådgivende tone. Forever Overhead  kan handle om overgangsritualler i et ritualløst samfund, hvor mangel på meningsfulde fællesskaber gør os alene og måske ensomme. David Foster Wallace skaber og isolerer sine karakterer. Der foregår ingen kommunikation i teksten. Kun en videreformidling af drengens indtrædelse i det postmoderne samfund via et spring ud i svømmepølen. Det er det postindustrielle samfunds ensomme figurer, der befolker David Foster Wallaces tekster. Han forsøger at finde frem til en ærlighed og en oprigtighed i en kultur, der i højere og højere grad isolerer dens individer foran elektroniske apparater, og det kan måske være derfor vi sidder her under plastikpavillonen, og ikke er i stand til at tale med hinanden. Natten kommer over os uden, at regnen stopper.

Jeg er på vej nordpå mod Jurabjergene. Det alpine forland til alperne er pakket ind i skyer. Klipperne skyder op i trædækkede toppe i et ellers fladt landskab. Jeg har vinden i ryggen, og det føles godt, men regnen har ændret karakter. Jeg har Mont Blanc syd for mig nu, og det virker som om, at regnen kommer fra de snedækkede tinder. Den gør mig kold, men også tankeløs. Jeg gider ikke tænke mere. Jeg fortsætter bare. Landskabet forsvinder, og jeg bliver inde bag mit slør. Da jeg står af cyklen i Bellegarde-sur-Valserine kan jeg ikke mærke min venstre hånd. Huden er opløst, alle fingrene snurrer. Jeg kan ikke bruge min hånd. Jeg tjekker ind på et hotel. Der sidder en gammel dame i receptionen, som nærmest selv er gået i opløsning. Hun har ingen tænder, og en sær skumlignende hudsygdom, der dækker ansigtet. Hun er meget lav, og har hold i ryggen, men vi er heldigvis nu så tilpas tæt på Schweiz, at vi kan tale tysk med hinanden. Hun passer på mig, og giver mig hotellets bedste værelse til den billigeste pris. Hun sætter French Open på for mig, og siger, at jeg bare skal tage det roligt, at hun nok skal vække mig i morgen. Jeg falder om i sengen, og forbereder mig på at krydse grænsen til Schweiz i morgen.

Det er turens længste dag. Jeg er træt i kroppen. Jeg kan stadig ikke mærke min hånd. Det har regnet så længe nu, at jeg ikke længere forholder mig til det. Det afkølende vand er blevet en del af min krop. En dal deler de højeste toppe. De stejle bjergsider, danner en slugt, hvor kvæg græsser rundt blandt skisportsstedernes sorte satellitbyer. Jeg følger Valserine-floden, der skærer igennem den smalle dal. Underlaget veksler mellem grus, og glat asfalt. Dagens soundtrack er køernes klokker, der lyder uforstyrret i 1100 meters højde. Der bor ikke mere end 400-500 mennesker i dalen. Træerne forsvinder, og kun et helt tyndt lag græs er tilbage på klipperne. Alligevel har nogen anlagt en golfbane. Jeg har haft dagen for mig selv, og nu går de rundt, golfspillerne på denne forblæste golfbane. Tre ældre mennesker går rundt i vindjakker, og slår en bold rundt. Det er ligeså meningsfuldt, som det jeg laver. Vi gentager og gentager, og prøver at få tid til at gå med det.

Jeg kører over det højeste punkt, og påbegynder nedstigningen. Den er anstrengende, fordi jeg kun har et meget let gear at træde rundt i. Det gør ondt i leddene at træde pedalerne rundt i det tempo. Jeg læner mig ind i vinden. Jeg lægger min hage helt ned til styret, og løfter min krop ned under sadlen, så jeg fylder mindst muligt. Jeg får vand og grus i øjnene. Jeg lukker dem, og føler svingene i kroppen. Jeg kommer ned på Jurabjergenes østlige side, og krydser ind i Schweiz. Jeg er igen nede i 900 meter, og nu åbner bjergene sig og åbenbarer et blødt bakkelandskab. I bunden af de svungne vinmarker, ser jeg den: Lac Leman, hvis jernhårde blå vandspejl strækker sig mod øst og vest. Så sker det, det jeg har ventet på, solen bryder frem og der stikker Mont Blanc sin snedækkede tinde frem. Jeg er i Schweiz og solen skinner på pengene.