Print artikel

Fremtidens solcenter

Essay
05.07.15
Selvom det er arrogant at tro, at man kan lære alt muligt om andre mennesker ved at passere gennem, hvor de bor, er der alligevel et par ting, der åbenbarer sig undervejs til fods på tværs af landet. Sidste sommer gik jeg 300 kilometer fra København til Vesterhavet uden nogen særlig grund. Her er nogle af de ting jeg så.

Vestegnen er en del mere udstrakt, end man lige skulle tro. Det tog flere timer at gå fra Damhussøen til Høje Taastrup. Solen har været stærk i dag. Jeg måtte ind på de fleste tankstationer på Roskildevejen og købe kolde drikke. Var fristet af et skilt mod ”Badesøen” i Albertslund og tiltrukket af en vandrutsjebane, der svang sig uden på en svømmehal, måske i Glostrup.

Benene har det fint. Kan godt mærke de 30 kilometer fra Gl. Kongevej til Roskilde. Skal huske på, at jeg er en utrænet vandrer. Skoene føles heldigvis helt rigtige, kunne ikke have brugt 40 € bedre. Det samme med de ægte vandrestrømper fra Spejder Sport, som Maria mente, jeg skulle købe. Har bestilt peperoni pizza på Viking Pizza & Grill lige ved havnen, hvor de slanke vikingeskibe ligger. Der er malet et portræt af Odin med Hugin og Mugin på toiletdøren. Det er en lun aften, jeg tager en flaske vand i køleskabet, og pizzamanden opfordrer mig til at sætte mig udenfor og vente, mens han laver min mad. En håndfuld hvide plasticborde udgør møblementet på en fliseterrasse mellem en park og vejen til havnen. Det bliver mørkt, jeg er veltilfreds, der ligger vikingeskibe få hundrede meter borte, og om lidt skal jeg have pizza.

Dagens højdepunkt var sandsynligvis turen gennem Tåstrupgård i aftensol. En gruppe indvandrerdrenge med Karim Benzema-hår hyggede sig omkring en bil på parkeringspladsen. Is og gyngeture til de mindste på legepladsen. Mødre og bedstemødre snakker, og holder opsyn. Jeg tænker, det ser frygtelig varmt ud med de lange dragter og tørklæder, men dem om det. Krydsede over en parkagtig græsplæne med store spor efter bål. På en betonkant bagved en Netto sad tre og talte, og drak øl. En polsktalende familie, det ene barn med Lewandowski-trøje, var på vej hjem med fyldte indkøbsposer. Lidt længere væk kørte to drenge på en scooter. Hvis jeg var maler, ville jeg have malet et kæmpestort oliemaleri i PS Krøyer-stil og kaldt det Vestegnsidyl, eller måske endda Sommeraften ved Tåstrupgård.

Folk på havnen spiser is, mens solen går ned over fjorden. De står i kø efter is flere steder, og der ligger pletter af smeltet is ved bænkene. Jeg synes, folk ser idiotiske ud, når de spiser is. Forstår ikke, hvorfor folk gider stå i kø efter det. Har de ikke noget bedre at tage sig til på en smuk og lun sommeraften? Måske er det for at slippe for at tale med dem, man er sammen med, noget at fylde samværet med.

Jeg overnatter på vandrehjemmet på havnen. Der er svenskere i bil, tyske cykelturister og hollændere med en autocamper. I morgenmadsstuen sidder en jysk familie. Forældrene holder modet oppe, mens teenagerne virker ubegejstrede. Bliver uventet rørt af intimiteten mellem søskendeparret, da drengen låner smørekniven af pigen uden at spørge.

Jeg skal lære at gå. Distancer, tempo, pauser. Jeg aner ikke, hvad jeg selv kan. Skal finde meningen med turen undervejs. Tænker det handler mere om at komme frem og aflægge distancer end at se på smuk natur. Af samme grund landevejen Roskilde – Ringsted i dag. Samtidig skal jeg lære langsomheden, finde mig til rette i tempoet, ikke blive utålmodig. Skal ikke kigge misundeligt efter cykel, tog og bil. Det her er mit tempo, og meningen skal nok åbenbare sig undervejs. Skal i øvrigt have overvejet det paradoksale i at have medbragt Senecas Om livets korthed, for hvorfor bruge to uger på at krydse landet til fods, når nu tiden er så knap.

Første indtryk: Ringsted ligner Næstved. Var et øjeblik i tvivl, om jeg havde været her før. Der er intet charmerende ved en provinsby, der har overstået sine bedste dage. Man forestiller sig, at der engang har været borgerligt liv i gaderne. Nu ligger Skoringen på gågaden som en strandet kaskelothval og pruster stille, mens alle ved, hvor det bærer hen. Den økonomiske aktivitet er ude ved centeret ved motorvejsafkørslen. Ringsted fører sig frem med at være »Danmarks outlet-by.« På torvet ved kirken og rådhuset, hvor der i middelalderen blev holdt ting og konger blev hyldet, sidder en enlig mand og drikker øl fra en nettopose. To AK81-typer går målrettet i en anden retning. De har nok et produkt, der skal afsættes. Ikke mærkeligt, hvis teenagerne tyer til stoffer. Der står i den pamflet, jeg tog på en Statoil-tank, at der bor 35.000 mennesker i Ringsted. Jeg undrer mig, ærligt og så vidt muligt uarrogant, om hver eneste af dem.

Det har været en hård dag i dag. 30 kilometer, varmt, næsten ingen skygge. Ømme fødder de sidste 10 km. Den venstre skulder har det hårdt med rygsækken. Havde ikke regnet med, at den gamle skade ville blive et problem, men den er helt stiv nu. Fandt en arabisk slikbutik, nærmest den eneste åbne forretning. Ville have vand, men det havde de ikke. Sidder på en bænk over for Café Vivaldi og hviler stive ben, og drikker Faxe Kondi Free.

Lille drama mellem Ringsted og Sorø:

Ved landevejen foran et tilbagetrukket hus, en aluminiumspostkasse med det øverste navn kradset grundigt væk. Ved siden af, et træskilt med teksten ”Løg”.

Endnu en varm dag. Har fire kilometer til Sorø. Benene har det fint, fødderne er også okay efter at have gået i græsrabatten det meste af formiddagen. Skulderen er stiv og øm. Har tænkt lidt over, hvad meningen er med det her projekt. Svinger mellem at komme frem og være undervejs. Er det sport eller meditation? Er det for at være i fred, eller er det for at gå 300 kilometer? Selv om naturen langs vejen er smuk, er det ikke en eller anden autenticitets-pastorale med en Thoreau-inspireret ”jeg er venner med grannålene, så jeg behøver ikke menneske-venner”-pjat. Tilbage-til-naturen-idéen er overfladisk, egoistisk, ikke særligt godt gennemtænkt, og dens ideologiske indhold er – i bedste fald! - ligegyldigt. Men hvorfor traver jeg så rundt herude? Arendt siger, at man skal tænke alene, men handle blandt mennesker.

Sidder i skyggen, hvilende ryggen mod muren til Slaglille kirke. Der står et skilt, som forklarer, at kirken er fra middelalderen. Var inde på kirkegården for at fylde min vandflaske. Der ligger fem polske flyvere, der styrtede ned her under Anden Verdenskrig, og den familie de styrtede ned oveni. Over for et plejehjem. Her lugter lidt af gylle, men markerne er smukke og bølgende. Min ben er brune, det er usædvanligt varmt og har været det i lang tid. De klør lidt fra blandingen af støv, rifter og sved. Jeg spiser endnu en proteinbar fra tanken og drikker mere af det gode vand fra kirkegården.

Akademihaven i Sorø. Ugidelig og søvnig i skyggen fra et stort gammelt egetræ. Her er også stille, men noget mere besjælet end Ringsted. Ville gerne spise en god frokost, men kunne mest finde franske hotdogs og shawarma langt fra Nørrebros standarder. Hvornår forstår de, at strimler fra giga-frikadellen ikke er lækkert? Besluttede mig for pålæg og brød fra et supermarked. Det viste sig lettere sagt end gjort, indtil det lykkedes mig at finde en Aldi. Bemærkelsesværdigt, hvordan de her provinsbyer bliver triste af, at folk ikke handler med hinanden. Uden merkantil udveksling mister byen fornemmelsen af at være i bevægelse. Den bliver et sørgeligt ekko af tidligere tiders virvar og liv. Så er der bare lidt brugskunstbutikker tilbage. En Sportsmaster med ophørsudsalg, en grillbar og en slikbutik. En dødsdømt ejendomsmægler og en fodterapeut.

Jeg er helt klar over, hvor segment-tåbeligt det lyder, men det var nærmest umuligt at finde en kop kaffe på hovedgaden. Endte med en ganske fin fra Shell på Alléen over for Borgerskolen.

 

Der er lige drejet en bil med trailer, med busk i, ned mod villakvarteret på den anden side af gaden. Ved ikke, om det er begyndende landevejsensomhed, der slår ud. Jeg fik et sug af længsel efter at være med til at plante den busk i en have nede ad vejen. Det kunne være skide hyggeligt at stå der med en spade i den ene hånd og en kold ølflaske i den anden og samstemmigt beundre værket. Vi ville være enige om, at det var det helt rigtigt sted, vi endte med at sætte den busk - »Nej, blommetræet ville ha taget for meget lys« - og »mon ikke vi skulle få tændt op i grillen, så den kan blive rigtigt varm til bøfferne.«

Sover på Bed & Breakfast i et villakvarter på den anden side af søen. En halvgammel, velplejet mand udlejer de tomme værelser på overetagen. Uden for er det øverste navn på postkassen streget over med slettelak.

Jeg prøver at se mig selv bo i en af de her villaer. Det er ikke så svært igen. Sorø er en fin by. Smuk omkring søen, villaer med gamle frugttræer i haverne. Så kunne man bo i sådan én. Lære børnene at cykle ude på den stille vej, sove længe om søndagen med den smukke hustru, være en respekteret medborger, tage del i lokalmiljøet, undervise deltid på gymnasiet, hjælpe den gangbesværede enke inde ved siden af med at klippe hækken, løbetur i skoven, være glad og tilfreds med alt, hvad jeg har opnået. Ville aldrig savne København med alt dens positionering og yuppie-agtige overforbrug. (Der kommer en buttet, platineret pige ud fra grillbaren, hvor jeg sidder og spiser en pizza, som aldrig har mødt hverken surdej eller Claus Meyer. I den ene hånd holder hun en rhinstenbesat iPhone, den anden vinker hun med og råber »Kevin!« til en dreng med en klirrende nettopose på den anden side af gaden.)

Sjovt hvordan lysten – eller måske bare nysgerrigheden – efter at eje noget stiger, når jeg er i konstant bevægelse med et minimum af ejendele på ryggen (Min rygsæk er både lånt og virkelig lille. Jeg er ikke nogen outdoor-type, der kan magte at bære rundt på adskillige kilo på ryggen; To t-shirts, en skjorte, et sammenfoldet kort over Danmark, iPhoneoplader, håndklæde, regnslag, en lille notesbog, toiletsager. Glemte underbukser, men købte en pakke med tre i en H&M i Roskilde vistnok). »Tænk at have sådan et flot kirsebærtræ,« tænker jeg. »Tænk at have sådan en altan, hvor man kan åbne fløjdørene om morgenen og lukke den nye dags friskhed ind.« »Tænk at have sådan en flot Ford, som man kan sidde behageligt i, når man venter på at hente sin elskede på stationen. Jeg tror, jeg kunne leve et fint og stille liv i Sorø. Lige nu tror jeg på det, og lige nu går jeg mod Slagelse.

Frokost på en græsplæne i Vemmelev. Lidt blandede varer fra Brugsen. Ikke specielt charmerende landsby, men jeg så Storebæltsbroen, da jeg krydsede motorvejen.

Har været i Slagelse én gang før. Det var på det, de kaldte et velfærdsarrangement i søværnet. Vi tog hele skibets besætning, vistnok 27, til Slagelse for at bowle. Så bowlede vi. Og drak øl og røg cigaretter. Jeg tror også, vi tog på et værtshus bagefter, måske et sted med en forbindelse til Brian Nielsen, men det kan være noget, jeg bilder mig ind. Jeg går ud af Slagelse mod Trelleborg. Vil gerne se en ordentlig vikingeborg, når det nu nærmest ikke er en omvej. Går ad nogle mindre landeveje med marker på begge sider. Landskabet er bakket. Tænker lidt over, hvordan det mon var at være viking. Der går en lang allé ned mod selve Trelleborg. Ved indgangen er der besøgscenter og museum. Den flinke dame lader mig stille min rygsæk i et baglokale. Hun kan vist se på mig, at det slider at okse rundt på landevejene midt i årets hedebølge. Skulle måske have taget en hat med, er lidt svimmel nu, men museet er spændende. Sammen med nogle får og en enkelt familie går jeg rundt i området. Op på den store vold og kigger ud over landskabet. Det skal nok passe, at det har været en skræmmende magtbastion engang. Jeg kan se på min telefon, at der går en rigtig vandresti bagved. Hvis jeg kan komme over åen, må jeg kunne spare et par kilometer og komme til Korsør i fin tid. Det er en virkelig smuk rute. Og dejligt stille sammenlignet med landevejene med bilerne. Sådan en rigtig anlagt sti til naturelskere og fuglekiggere. En bro krydser åen, der flyder ligeså stille, jeg kigger tilbage mod Trelleborg, og voldene virker endnu mere imponerende set fra den idylliske natur. Stien fortsætter forbi nogle bondegårde, der kommer landevej igen og en mikroskopisk landsby. Kommer tilbage på en større vej mod Korsør. Ude i en mark står en gravhøj, et øjeblik senere passerer jeg en stor flot granitsten. 100 km, er der indhugget. Nedenunder et våbenskjold med tre blå løver og ni røde hjerter. Jeg tager et billede med telefonen, sender det til Mellemøsten med Viber, og fortsætter mod Korsør.

 

Besynderligt, at det var her, hvor jeg – i princippet – boede i et halvt år. Jeg kan nærmest ikke genkende det. Husker svagt at gå i Netto om eftermiddagen med Frank eller ham tømreren fra Brøndby og købe kanelgifler. Undrer mig over, hvad vi lavede på det skib i al den tid. Hvis vi havde vagt, skulle flaget hejses og tages ned (giv agt!), ellers noget med gamle sømandsfilm på VHS eller FIFA på Playstation. Når vi ikke havde fri, var det noget med at male skibet eller rode med nogle ringbind på radioen. En fast procedure var page check, hvor nogle store blå ringbind med nogle – går jeg ud fra – ikke sådan helt vildt hemmelige Nato-koder, skulle bladres igennem med det formål at tjekke, at alle siderne stadig var der. Spild af tid, kort sagt. En af de ting, tiden gik med, var cigaretter. Rygning af et endeløst antal cigaretter. Fra den første om morgenen ved bordet ved kabyssen, træt med en kop kaffe i plastickop fra den gigantiske termokande påmonteret væggen, til den sidste om aftenen. Måske på dækket ved siden af et af de torpedorør, som vi vist kun fik prøvet af en enkelt gang. Og Frank røg vist ikke engang.

Jeg sætter mig på en bænk ved busstoppestedet over for indgangen til flådestationen. Lige pludselig kan jeg huske den sidste gang, jeg gik ud af porten. Man afleverede sit militære id, og kunne derfor ikke vende tilbage. Jeg er stensikker på, at der ingen vemodighed var, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu var jeg ikke længere noget særligt.

Èn ting stemmer fint overens med, hvordan jeg husker Korsør. Grunden til, at vi aldrig brugte byen på trods af flådestationens uendelige kedsommelighed, er sandsynligvis, at byen er fuldstændigt død. Så død, at den forbløffende nok, formår at fremstå en tand mere død, end den hidtidige rekordindehaver Ringsted. Har aldrig før set så mange tomme butikker med ”til salg” eller ”til leje” skilt. Til gengæld bor jeg hos en forfærdelig sød dame, der serverer afkølet vandmelon efter afregning. Passende behandling til en overophedet krop med mange kilometer asfalt i fødderne. Hun siger, at hvis hun havde vidst lidt tidligere, at jeg kom, ville hun havde bagt en kage. Nu skal jeg finde endnu en grillbar. Således er de gastronomiske muligheder.

Det er arrogant at tro, at man kan lære alt muligt om andre mennesker ved at passere gennem, hvor de bor. Det er ikke mere lærerigt at gå gennem en landsby med 5 km/t, end hvis man kører gennem med 80. Der er alligevel et par ting, der åbenbarer sig undervejs til fods på tværs af landet. Eksempelvis, hvor mange tomme energidrikdåser, der ligger bortkastet i vejkanten. Hidtil var jeg overbevist om, at det var tomme håndbajere, man kylede ud af vinduet fra sin bil, når man drønede rundt på landevejene i provinsen.

Man har en stemning eller et blik med sig på rejsen. Jeg går gennem landskabet med mine antagelser. Jeg kan have et romantiserende blik på de smukke høstklare kornmarker på en decideret hed sensommerdag. Hvor må de være lykkelige her ude på landet! Det simple liv, hvor man putter et frø i jorden om foråret og høster dets udkomme om efteråret. Åh, at bo i sådan et lille bondehus. Børnene ville være bedste venner med naboernes børn, og de ville drøne rundt sammen. Med shorts på, og rifter på de brune ben efter at have udforsket skoven, nu sidder de ned ved åen og fisker. Det kunne også være det mistroiske by-blik. Hvorfor er her så stille? Bor der andet en pædofile racister herude? Tabere der ikke kunne klare sig i det moderne samfund. Overvægtige storrygere på bistandshjælp? Jeg ved dybest set ingenting om det. Jeg går bare gennem landskabet. Ikke for at finde ud af noget, ikke på flugt fra noget. Der er ikke nogen krise. Det er bare bragende sommer, og jeg havde lige pludselig to uger, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle.

En kop kaffe i papkrus fra kiosken på stationen i Korsør. Skygge på trappen ned mod perronen. Damen i kiosken spurgte mig, om jeg kunne fange den svale, der havde slået sig ned i forhallen. Det virkede uoverskueligt, så jeg undslog mig. Den har ellers været der i tre dage, sagde hun.

Går mod Kogsbølle fra Nyborg. Et navn jeg har hørt tusinde gange, men aldrig har besøgt. Min farmors landsby. Det er det eneste sted på min tur, jeg har planlagt på forhånd at ville forbi. Det er varmt på en anderledes måde i dag. Fugtigt, kunne høre fjern torden tidligere.

Der er ribsbuske næsten hele vejen rundt om landsbyen. Tusindvis af dem. Det må være en slags plantage. Bærrene ser modne ud, hænger i klaser. Der er gamle bindingsværkshuse blandet med nyere huse. Noget der engang har været ydmyge almuehuse, som i dag er autentiske og charmerende med stråtag og lave lofter. Jeg ville ønske, jeg vidste, hvor skrædderen havde boet. Barndomshjemmet fra historierne. Over for et lukket autoværksted, der ser ud til at være fra dengang bilen var ung, ligger en større herregårdsudseende gård. Mellem landevejen og huset er der rækker med æbletræer. Her, i skyggen fra det gamle forsamlingshus, kigger jeg på et ældgammelt egetræ, der står i vejkanten. Det er underligt rørende at tænke på, at træet også stod her for næsten hundrede år siden, da hun blev født. Hun har set det skifte farve efter årstiderne hele sin barndom. Måske har hun leget rundt om det med sine søskende. Ikke at der er forfærdelig meget leg, når jeg tænker på hendes historier herfra. Hun var den ældste ud af en stor søskendeflok, det betød pligter og ansvar. Hun fortalte tit, hvordan hendes far sørgede for, at hun tog sig af sine brødre. Som om det var tingenes orden, som om hun var andenrangs, en slags ekstra hushjælp. Der var ingen vrede i historien, men utvetydig bevidsthed om uretfærdigheden. Skulle hun pudse Aages sko? Stoppe hans strømper? Jeg kan ikke længere huske det præcist, der var mange historier, og de gik igen. Om at hun kunne spillekortene, før hun kunne bogstaverne. At den dag, hvor Carl Nielsen døde, spillede de lokale spillemænd sørgemusik. At de cyklede til roklubben i Nyborg. At Morten Korch af og til kom på besøg og næsten spiste en hel lagkage. En noget tåget historie om nogle jødiske aner. At den lillebror, der var politimand (Aage eller Peter?) blev revet af sin cykel i Nyborg og hevet ind i en port af en fremmed den dag tyskerne tog politiet. Han havde tilfældigvis fri den dag og gemte sig på forskellige bondegårde resten af krigen. Jeg ved det dybest set ikke, men det må havde været et kærligt hjem, for hvordan kunne hun ellers have været så glad og grinende. Så varm og åben.

Når jeg sidder her, kan jeg næsten se hende. På en varm sommerdag som i dag, med en lys sommerkjole, på cykel, måske på vej til roklubben i Nyborg. Forbi det store egetræ ved forsamlingshuset og ud af landsbyen henover bakkerne. Hun ville have grinet trodsigt ubekymret. Ikke at hun var egentligt ubekymret, hun tog bare ikke modgang til sig. »Tæl kun de lyse timer,« sagde hun altid. Det var en insisterende – og tror jeg, nogenlunde bevidst – fornægtelse af sorg eller fortrydelse. En slags ikke-dvælen. En livskraft, der var ret imponerende for en lille pige fra Kogsbølle, der måtte ordne sine brødres tøj, før der var aftensmad.

Når man ser den her landsby, er det ikke underligt, at hun syntes, det hele var lidt uoverskueligt til sidst. Hun kunne fx ikke forstå, at jeg havde en mobiltelefon, men ikke nogen bil. Hun ville gerne sidde derhjemme, i karnappen, hvis der var besøg, med en pakke Golf, en frisklavet kande kaffe og krydsogtværsen fra Søndags BT. Måske for gang nummer tusinde fortælle om dengang, da hende og Henny »kørte med taxa til Damaskus over Libanons bjerge.«

 

Det er høsttid ude på landet. Alle mulige maskiner kører rundt. På markerne og på landevejene. Der kørte en traktor med dobbelt anhænger med flere etager halmballer forbi mig i eftermiddags. Der sad en cirka 15-årig dreng, solbrændt og i undertrøje, bag rettet med et ansigtsudtryk som var det den naturligste ting i verden. Og det er det jo. Det er den mest naturlige ting i verden. Mennesker har i tusindvis af år høstet hvede lige nu. Endda på de samme marker lige her på Østfyn. Det er naturens orden; mennesket er agerbrugere. Vi dyrker jorden og sælger overskuddet videre. Uden agerbrug og kommers var der ingenting. I provinsbyerne er der ingen kommers (eller fikumdik) længere. Ikke udover et par bodegaer til de gamle og afkoblede, og et par pizzabagerier drevet af immigranter. Men herude høster og sår de endnu. Og alligevel tænker jeg, når drengen kommer kørende med læsset med halmballer, og et jeg-har-et-job-der-skal-gøres ansigtsudtryk, »tænk, at de stadigvæk gør det!«

Der er som sagt ikke nogen som helst garanti for, at man lærer noget om noget, bare fordi man passerer det med 5 km/t. Jeg bliver ikke nødvendigvis klogere på Danmark, fordi jeg krydser landet til fods. Jeg kan stadigvæk kun indtage, hvad jeg ser og vurdere det, sådan som det præsenterer sig for mig. Marken, der er klar til at bliv høstet, er en smuk mark. Det er mit umiddelbare indtryk. Men om den bliver høstet på grund af generøse EU-subsidier, bæredygtig profit, eller med glæde fordi bondemanden er ved at oplære næste generation, som igen glæder sig til at tage over, eller med sorg fordi der ikke er nogen til at overtage slægtsgården, med desperation fordi gården er på vej på tvangsauktion, eller i ensomhed fordi han er glad for sit virke, men virkelig savner én at dele det med.

Der er et eller andet storby-stupidt ved at kigge henført på en hvedemark, fordi den er ægte. Men det er nok også derfor, vi elsker økologiske gulerødder og urtepotter med krydderier i vores vindueskarme. Fordi vi har mistet forbindelsen til en ur-del af vores menneskelighed, den der har med jorden at gøre, og vi kan kun føle os trygge igen, hvis vi stikker fingrene ned i noget jord. I dagligdagen er vi ligeglade. Vi elsker vores iPhone, men det, at vi ikke kan forstå den, hvordan den virker, skaber en snigende angst, der skubber os mod noget, vi instinktivt kan forstå. En naturlig biologisk proces. Et frø der spirer fordi fugt, temperatur og tid siger, at det skal det. Eller en hvedemark ude på landet, der skal høstes ud på sommeren, fordi sådan har det altid været.

Først på aftenen når jeg frem til mit overnatningssted. En helt igennem dejlig bondegård på en bakketop med udsigt over marker og skove. Der er indrettet B&B på førstesalen over en gammel stald. Jeg får en kurv med friskbagt brød, ost, marmelade, mælk. Det er virkelig varmt, så alle vinduer er åbne. Nedenfor går køer og gumler og græsser. Jeg ligger og daser på sengen, og nyder det hele.

Jeg vågner tidligt på B&B-bondegården. Det bliver tydeligvis endnu en varm og smuk dag. Morgenen er ladet med en sommerdag, der vil vokse sig stor og stærk. Jeg skulle gerne nå til Odense i dag. I går, da det var allermest hedt, og jeg var løbet tør for vand, kom jeg forbi en gård, hvor man kunne købe hjemmelavet æblemost. Der stod et køleskab ude ved vejkanten fyldt med den lækreste søde danske most. Jeg købte to flasker, drak den ene på stedet og satte mig med den anden lænet op ad et skur. På den ene side af skuret var der spraymalet et Dannebrog og et lille hjerte, og nedenunder stod der »Dansk til jeg dør«. På den anden side endnu et hjerte og ordet Pik med udråbstegn. Bag på skuret endnu et hjerte og med versaler efterfuldt af fire udråbstegn: JEG ELSKER PIK!!!!

Den danske sommer virker perfekt lige nu.

Jeg skal til Odense. Men beslutter mig for at gå udenom. Nedenom nærmest. Ender ved en campingplads lidt vest for byen. Et bizart univers fyldt med havenisser. En hollandsk dame forklarer stolt, at det er hendes sted. Hun er en af de typer, der gerne vil gøre opmærksom på, hvor skør og anderledes hun selv synes, hun er. Hun er rar, men lidt anstrengende. Campingpladsen er mærkelig. Ligger ud til landevejen omkranset af lidt skov og med en lille sø, der nærmest er en forvokset vandpyt, i midten. Jeg kan ikke finde ud af, om folk er her på gennemrejse eller på ferie. Det minder lidt om en rasteplads. Man skal bruge mønter for at tage bad. Jeg tager et svalende bad, og sætter mig foran min lille hytte og hviler fødderne.

Kom forbi et sted i morges, der hed Fremtidens Solcenter. Det var det ikke. Det var helt tydeligt fortidens solcenter. Var både lukket og til salg. Ligesom resten af det gamle handelsstrøg. Der er heller ikke meget fremtid i Gelsted. Sidder på parkeringspladsen ved Superbrugsen og drikker sodavand, mens den ene rollator efter den anden triller til -og fra læsset med indkøb. En medarbejder holder pause i skyggen ved sin bil. Døren åben, siddende på en campingstol, lyserøde croqs, med en e-cigaret og et stort glas kaffe med mælk.

Fødderne er slidte. Tror måske jeg trænger til en hviledag, ligesom i touren. Ville gerne have krydset broen i dag, men det tror jeg ikke, fødderne vil. En observation: Der ligger også bortkastede dåser med energidrikke i vejkanten på Fyn. Men ikke ligeså mange som på Sjælland. Til gengæld ligger der mange skrabelodder. Tit iturevne eller sammenkrøllede. En anden ting, man ser overraskende tit, er heste. Hestestalde, rideskoler, stutterier og alt muligt andet heste-relateret. Det er på en måde absurd at tænke på, at mennesket i 2014 - midt i den her funklende højteknologiske nutid - opdrætter og holder kæmpe firbenede væsener for at kunne sidde oven på dem på en tur i skoven. Bare for sjov skyld.

Går gennem en landsby, da en lille mand i en lille bil, sænker farten og ruller vinduet ned. »Skah duh gåh derude i solen hele dagen?« nærmest synger han på dialekt. »Tjah,« svarer jeg, for det er jo egentlig min plan. »Skah duh mæ' til Ejby?« synger han videre. Det er nærmest umuligt at afslå. Både fordi han virker flink, og jeg ikke har haft selskab i dagevis, og fordi fødderne virkeligt er ømme. Det viser sig, at Ejby bare ligger 15 kilometer væk, men det er jo også en halv dagsrejse i mit tempo. Jeg sætter den lille mand ind i mit projekt. Han lader ikke til at finde det mærkeligt. Som ung rejste han rundt i Australien og arbejdede på de landbrug, han kom forbi. Den lille mand forklarer, hvordan de australske lastbilschauffører altid holdte ind til siden, når de så ham komme travende i vejkanten og spurgte ham: »Skah duh gåh derude i solen hele dagen?« En anden gang, i et tog, mødte han en palæstinensisk familie, der inviterede ham og konen med hjem til børnefødselsdag. Jeg får fornemmelsen af, at han betaler af på en form for gæstfrihedsgæld til de australske chauffører og den palæstinensiske familie ved at køre mig de 15 kilometer. Det lyder som om, det er en hellig pligt for ham. Jeg kan godt lide den lille mand i den lille bil. Han fortæller, at han er uddannet som både landmand og slagter. Nu arbejder han i et ungdomsfængsel. Der sidder flest med indvandrerbaggrund, fortæller han. Men, forklarer han, det er ikke fordi, de er dårlige mennesker, de er bare blevet svigtet af de voksne.

De 15 kilometer i bil betyder, at jeg pludselig kan nå Middelfart i dag. Jeg går ad en lige og ret så kedelig landevej. Det smukke, idylliske Fyn fra de sidste dage er forsvundet. Det tager utroligt lang tid at komme ind til selve Middelfart. De udstrakte industri- og indkøbsområder uden for byen virker uendelige. Går igennem en tunnel, hvor der står DEATH TO ALL sprayet med blokbogstaver. Jeg kommer vist til at gå lidt forkert, i hvert fald er jeg lige pludselig på vej ud af byen igen. Men på den rigtige side. På vej op på den store flotte Lillebæltsbro.

Det her er måske turens højdepunkt. Til fods over Lillebælt på en højsommerdag. På den anden side ligger Fredericia og Jylland. Jeg er efterhånden tæt på min mormor og tænker, det ville være oplagt at overnatte hos hende, selvom det ikke lige er på vejen. Fisker telenonen frem og hører, hvordan det passer hende. Det passer hende fint, hun nævner endda nogle koteletter. Nu skal jeg til Bredballe. Det er ikke den lige vej. På den anden side af broen finder jeg et rutebilstop. Efter kort ventetid bliver jeg kørt til Vejle og finder en bybus til Bredballe. Det er dejligt at komme hjem til min mormor. Hun har et lille parcelhus i et villakvarter med en lille have. Hun er lige fyldt 90 og virker til at være ligeså imponeret over det som os andre. I hvert fald præsenterer hun sig ind imellem i telefonen som »den 90-årige.«

 

Vi har en virkelig god aften. Koteletterne får følgeskab af ærter og gulerødder, og vi deler en flaske vin. Vi taler om vejen, jeg har tilbagelagt (min mormor er enig i, at Ringsted måske er det mest dødsyge sted i nationen), og min mormor har gode råd til ruten fremover. Jeg havde tænkt mig at tage rutebilen tilbage til Fredericia for så at krydse den lige vej over Jylland. Hun finder planen håbløs. Om jeg ikke er klar over, hvor fladt og tomt der er den vej? Vi folder et kort ud over bordet. Hun forslår, at jeg ganske enkelt traver ud af Vejle og følger åen. Det viser sig at være et perfekt råd. Næste dag når nærmest fynsk niveau i smukhed.

Gennem Bredballe og et fint lille stykke skov ved fjorden ind mod selve Vejle. Tænker lidt over, hvor mon Bjarne Riis' hus ligger. Det skulle ligge ned til vandet. Køber et par proteinbarer i 7/11 på stationen i Vejle. Drikker en kop kaffe på en bænk udenfor, mens jeg kigger på turen på den uundværlige iPhone. Jeg skal bare gå vestpå ud af byen, det virker pærelet. Jeg ringer rundt til et par mulige overnatningssteder, men de melder alle fuldt optaget. Jeg beslutter mig for at nå campingpladsen i Randbøldal, som min mormor har talt om.

Nogle gange er det som om, at velfærdsstaten forkæler os. Tænk på alle havnebadene og de nye grønne områder i København. Som om der er nogen i maskineriet, der vil gøre alt for, at indbyggerne har det lækkert. Sådan er det også på vej ud af Vejle Ådal. Der er anlagt en perfekt asfalteret sti langs åen. For første gang på min tur, er der ingen forstyrrende biler. Til gengæld er der lystfiskere, lidt cykelturister, en enkelt vinmark og ellers bare smukt og højsommerligt. Jeg kommer forbi noget, der hedder Jernaldermiljøet, og et andet sted er der bygget en lejrplads med små åbne hytter, så man bare kan komme og overnatte. Ind imellem er der skilte, der forklarer nogle fortidsminder. Åen bugter sig bare ligeså stille.

Efter nogle timer finder jeg en plet, hvor jeg spiser frokost. Blev godt sendt af sted med madpakke bestående af rugbrød med smør, to hårdkogte æg og tomater fra haven. Der er endda en lille smule salt pakket ind i stanniol. Frokosten er længder foran en proteinbar. Jeg sender en kærlig tanke til den 90-årige, der både ved hvad en god frokost er, og hvilken rute man skal tage, når man vil krydse Jylland til fods.

Campingpladsen Randbøldal viser sig at være et ligeså underligt sted som den uden for Odense. Det vrimler med børn og deres tykke mødre. Overvægt, cigaretter, pomfritter og hvad vi ellers har af underklasse-stigmata. Jeg har en idé om, at det var her, man tog hen, før man fik råd til at tage til Tyskland og Frankrig for at holde sommerferie. En del hollændere, polakker, svenskere med tyk skånsk dialekt, en enkelt kroatisk nummerplade og et fransk par, der deler en stor Hancock. Dalen er vanvittigt smuk, en å der snor sig, skov og marker. En blå slidt vandrutsjebane, der ender i en lille sø fyldt med halvtamme ænder, bryder billedet. Jeg har igen lejet en af de der minihytter. Naboen er en svensk mand. Tydeligvis enlig far. Han ser træt og ensom ud. Børnene er besværlige. Han siger til dem, at hvis de ikke opfører sig ordentligt kommer de ikke »på semester« næste år. Om aftenen er der et band, der spiller rockklassikere oppe ved cafeteriet.

Jeg står tidligt op. Det bliver varmt igen i dag. Der er skygge og svalt på vej ud af dalen. Jeg går et lille stykke på hærvejen. Sætter kursen mod Billund. En mark er blevet høstet. Tidligt på turen googlede jeg mig frem til, at kunne kende forskel på hvede, byg og havre, så jeg kan ret nemt afgøre, at det er hvede. På en presenning ligger en kæmpe bunke korn. Det ligner guld. Jeg undrer mig over, at landbruget imponerer mig så meget. Jeg kommer igennem Vandel. Der ligger en lukket bodega, der hedder F16 Vandel. Tidligere på dagen gik jeg lidt forkert og endte ved nogle forladte landingsbaner. En hundelufter rådgav mig til en smutvej gennem en plantage.

Der er nogle meget lange lige strækninger landevej. Man kan gå timevis, uden det føles som om, man kommer nogen vegne. Endelig når jeg Billund. Kommer forbi Lego, og i en stor rundkørsel føler jeg for første gang virkelig mismod omkring hele projektet. Jeg orker slet ikke at tænke på de lange ensomme stræk, det vil kræve at nå til Grærup. Finder et supermarked, køber chokolade og sodavand og bananer. Tager mig sammen efter et hvil på en bænk. Jeg overnatter i Grindsted.

En dame på en tankstation tilbyder, at jeg kan køre med til Varde. Det er for fristende at sige nej til. Så kan jeg komme frem i dag. Fra Varde er der kun 10-12 kilometer til Oksbøl, og derfra ca. det samme ud til sommerhuset. Jeg har været i Varde før. Der ligger en ganske fin slagter, en Kvickly, et byggemarked, et havecenter og et artillerimuseum. Landevejen mod Oksbøl er snorlige, kun afbrudt af de evindelige rundkørsler og så selvfølgelig Billum. Endnu en af de her halvdøde landsbyer. Jeg er i kendt terræn nu. Er kommet her siden, jeg var barn, ved min mormor og morfars sommerhus. Jeg kan mærke lettelsen over at vide, at jeg kommer frem i dag, men ved også, at den her tur, som jeg ville bruge ti minutter på i bil, vil tage mig omkring tre timer. Jeg regner ud, at jeg vil ankomme ved syv-tiden. Går gennem Oksbøl. Shell-tanken, stationen, turisthotellet, den lille hovedgade, hvor butikkerne er forsvundet ligesom i resten af landet. Det obligatoriske pizzeria og skiltene med ”til leje” i vinduerne. På mandage i sommersæsonen er der marked her. Det er egentlig hyggeligt nok. Hen forbi Brugsen, hvor den kække slagter engang fortalte mig, at man skal spise minimum 500 gram kød om dagen. Så kommer plejehjemmet og egnsmuseet, en villa der hedder Glen, og så er man ved at være ude af den by. Overvejer et kort øjeblik at gå den anden vej ud af byen. Forbi kirken med de tegneserie-lignende kalkmalerier og ud af byen ved den tyske kirkegård. Der ligger over 1000 flygtninge fra Anden Verdenskrig begravet dér, mest børn. Det er en omvej på omkring en kilometer, ikke noget fødderne gider i dag. Kommer ud af Oksbøl, drejer til højre ned mod Oksbøllejren. Nu dufter der af hede. Himlen åbner sig, der er lyng og fyr. Landskabet er fladt og øde. Om 10 kilometer er jeg ved stranden.

De sidste kilometer er skiftevis fredet hede og militært område. Fra landevejen går sandede veje beregnet til panserkøretøjer ind i landskabet. Jeg går igennem den gamle Grærup landsby, hvor husene i dag bare er tomme skaller. Her har ikke boet mennesker siden 60'erne, da området blev eksproprieret at staten til militært øvelsesområde. Til gengæld er der mange kronhjorte. En af de gamle gårdejer-patriarker nægtede at forlade slægtsgården og blev båret ud af politiet.

Jeg er lige ved at være fremme nu. Kommer til søen, hvor der altid er nogen, der fisker. Den er dyb og kold. En gammel grusgrav som tyskerne gravede for at bygge bunkere. Min far mener, at Rommel engang har været her, men måske er det bare ønsketænkning. Går på det sidste stykke asfalt, drejer ind på grusvejen ind til sommerhusområdet. Jeg er glad for ikke, at skulle gå mere lige foreløbig, men har ikke nogen særligt afklaret følelse af at afslutte et projekt, som jeg aldrig selv helt har formuleret en mening med. Men det er varmt. Jeg har gået næsten 300 kilometer på tværs af Danmark midt i en hedebølge, mens solen har skinnet uafbrudt. Da jeg startede, havde jeg nok en eller anden opblæst idé om at kunne lære noget om Danmark ved at gå igennem det. Sådan er det ikke, men jeg har set meget af Danmark. Og det er faktisk ikke helt utænkeligt, at det er dét, der er fremtidens solcenter.