Print artikel

Et skrig fra børnebordet

Profil
12.04.17
Man skal ikke bedrive forfatteri, siger forfatteren Preben Major Sørensen til kollega Harald Voetmann, der hylder ham på hans 80års fødselsdag.

For et par år siden skulle jeg optræde på Louisiana Literature sammen med Preben Major Sørensen. Få dage før vores optræden måtte han aflyse på grund af sygdom. I stedet fik vi arrangeret en Skype-forbindelse til Lohals, hvor han bor, som dog viste sig ikke at være helt stabil. På scenen var en skærm med et pixelleret, udflydende ansigt. Dets lyse hud og hvide hår fremstod blåligt i skæret fra computerskærmen. Han fortalte om sit forfatterskab, om kristendommen og Kierkegaard og det ondes problem i teologien, og han læste et par voldsomme tekster fra den kommende bog, Forløbelser, tilsat utilsigtet maskinel hakken og brummen. Det var meningen at jeg også skulle læse en tekst op, og mens jeg stod og læste på scenen, så jeg ud af øjenkrogen det blå ansigt nikke venligt og opmærksomt i køkkenet i Lohals.

Det var en varm dag i august. Efter vores optræden gik jeg ned til det store bådehus med strandterasse og badebro, der tjener som backstage-område for forfatterne i løbet af festivalen. Her kan man bade og drikke vin og forsyne sig fra buffeten. Selv toiletterne er luksus, de ligner en almindelig Ifö, men de har kun det store skyl. Her føler forfatterne sig for alvor feterede, og det skaber paradoksalt nok en afslappet stemning, så man pludselig kan snakke om andet end penge og anmeldelser. Det minder om den scene i Gøgereden, hvor de psykiatriske patienter har kapret en båd og præsenterer sig for havnevagten som et hold læger på udflugt - pludselig gebærder alle staklerne sig med værdighed.

Jeg sad på badebroen med et glas hvidvin og benene i vandet og tænkte på Preben Major Sørensen i køkkenet i Lohals. Han var med og han var ikke med. Det svarer måske meget godt til den rolle, han har i den danske litterære offentlighed. Han er på sin vis anerkendt, han har modtaget diverse priser og bliver ved med at få gode anmeldelser for sine bøger. En del yngre læsere interesserer sig for forfatterskabet. Ordet “kultforfatter” optræder tit i anmeldelser eller artikler. Men med det ord siger man også, at han ikke er en af de rigtige forfattere, at hans forfatterskab kun henvender sig til de få allerede omvendte, og ikke behøver tages alvorligt. At være en “anerkendt kultforfatter” er ligesom at komme med til festen men blive bænket ved børnebordet.

Der er andre ord, som måske ikke bliver skrevet i artikler, men som man kan høre fra forfattere og litterater, når hans navn bliver nævnt: Højreorienteret, voldsforherligende, kvindehader. En del af det skyldes selvfølgelig hans provokationstrang, som langt fra er blevet mindre med årene. En del af det skyldes, at folk (stadig) er dårlige til at adskille fortællerstemmer fra forfatteren selv. Og en del af det skyldes nok, at han i 70erne tog tydeligt og højrøstet afstand fra kommunismen og derved lagde sig ud med en stor del af generationsfællerne. I en tid, hvor litteraturen skulle “tage parti”, kunne han kun reagere med en aggresiv vrangvending af alt det solidariske og opbyggelige. Det har kostet ham venskaber og det har måske også kostet ham mulighed for anerkendelse som andet end “en kultforfatter”.

Ikke desto mindre er Preben Major Sørensen blevet ved med at skrive og hans skrift er kun blevet voldsommere med årene. Han har ingen interesse i at komme ud og møde sine læsere eller i at bruge sit forfatterskab til at formidle nogen som helst tanke eller holdning. Han er heller ikke en skid interesseret i at sidde på en badebro i Nordsjælland og drikke hvidvin og føle sig vigtig. Han har dybest set ikke interesse i at være forfatter. Og det er et stort held, for det gør hans skrift fri for dagsordener, skønt den på ingen måde er fri for trangen til at vrænge og provokere og fortegne, og den også kan være i mere eller mindre ondartede tilbøjeligheders vold.

Som i den monstrøse bog På vippen fra 2008, hvor den rituelle henrettelse er hovedmotivet og hvor disse henrettelser ofte udpensles med tydelig lyst og velbehag fra fortællernes side. Hvorfor? Måske fordi det alligevel aldrig er lykkedes for nogen at tie de onde og modbydelige dele af mennesket ihjel. At man holder kæft om det ved middagsbordet, eller ifører sig en maske af ædelsindet sørgmod, når talen alligevel falder på det, gør ikke volden og grusomheden mindre virkelig eller mindre menneskelig.

Eller som i romanen Barnet fra 2010, hvor han ved hjælp af det sproglige maskineri graver sig ind mod spædbarnets ordløse skrig og gylpen:

»Thi har et menneske først lært at tale er det der kommer ud af munden på det sjældent særlig opsigtsvækkende. Men så længe vi kun befinder os på de uartikulerede lydes stadium, hvor vræl og rallen og det dyrelignende dominerer, er der så at sige ingen grænser for de opsigtsvækkende begivenheder der udspiller sig omkring mundpartiet så såre brækningerne sætter ind.«

Hvad vil bogen fortælle sin læser? Absolut ingenting. Den vil ikke gøre os klogere på noget. Den vil skrige som et spædbarn. Men i indkredsningen af det uartikulerede skrig opstår der en prosa, som er mere varieret, præcis, sanset, overraskende og musikalsk end i de fleste bøger, hvor forfatteren har noget vedkommende og velmenende på hjerte.

»Man skal ikke bedrive forfatteri,« sagde han engang til mig. Med det mente han nok, at man ikke i sin iver efter at formidle et budskab eller et emne skal lade digtningens mangetydighed gå fløjten.

Preben Major Sørensen bliver 80 i dag. Jeg regner ham for en af de bedste nulevende danske forfattere - skønt han ikke bedriver forfatteri - og der er i den grad endnu liv og skrig i hans skrift.

Hans forlag, Escho, markerer det ved at genudgive hans kortprosasamling I vinden begynder samtalerne fra 1973, som nok er hans mest afdæmpede, lyriske bog, og et eksempel på en helt anden slags skrift end de voldsomme fortællinger, han er mest kendt for. Senere på året skulle der også gerne udkomme en ny bog. Man kommer ikke til at rende ind i Preben Major Sørensen på Bogmessen eller til litteraturoplæsninger, ikke engang over Skype. Men læs bøgerne, der skulle forbindelsen være i orden.