Print artikel

Livet efterligner kunsten

Artikel
01.01.16
Alle hans bogtitler har syv bogstaver. Han var penneven med Freud og har grundlagt en fodboldklub og et kunstmuseum. Han blev spået af Julio Cortázar at ville ville præge latinamerikansk litteratur, men sådan gik det ikke. I hvert fald ikke indtil nu, hvor Argentina er i færd med at genopdage et stort forfatterskab.

Det kunne lyde som fiktion. Historien om en forfatter, der levede i mere end hundrede år, skrev over halvtreds bøger - af hvilke kun få blev udgivet - og som desuden var kendt for at have konstrueret over seks tusinde palindromer, såsom, »Anita, la gorda lagartona, no traga la droga latina.« Men den virkelige historie om Juan Filloy skylder ikke fiktionen noget. Han blev født i Córdoba i Argentina i 1894 og døde kort før sin 106 års fødselsdag i 2000. Gennem sit lange liv som uddannet advokat og senere dommer skrev han uden ophør, selvom kun et mindre antal bøger blev udgivet i hans levetid. De fleste på et privat forlag uden egentlig national udbredelse. Mellem 1939 og 1967, hvor Filloy besad et embede som dommer i byen Rio Cuarto, gav forfatteren kun sine bøger til venner og interesserede læsere, selv om han skrev hver eneste dag.

Trods denne udelukkende private distribution vandt han anerkendelse blandt enkelte beundrere. Forfatteren Julio Cortázar omtalte Filloys værk i romanen Rayuelo og i essayeksperimentet La Vuelta al día en ochenta Mundos. I fortællingen Lejana begynder Cortázar med et af Filloys palindromer: »Atale, demoníaco Caín, o me delata.« Cortázar har haft stor betydning for, at Filloy ikke blev glemt af eftertiden.

Filloys maniske skriveri var ikke drevet af håbet om en litterær karriere - han skrev fordi han ikke kunne lade være - og med en forbløffende systematisk rutine. Forfatterskabet omfatter alle genrer: romaner, fortællinger, teaterstykker, digte og journalisme - og han er i flere interviews citeret for at tage det engelske diktum publish or perish til sig som motto. I sin ungdom dyrkede han boksning og fægtning, og han svømmede dagligt, indtil alderen satte en stopper for det. Vennen og forfatteren Mempo Giardinelli fortæller, hvorledes Filloy var besat af at holde regnskab med, hvor mange sider han skrev, hvor mange kilometer han svømmede og spadserede dagligt og hvor meget vin han indtog (Filloy havde en vane med at drikke en flaske hver dag mellem frokost og middag).

I sin ungdom tegnede han karikaturer til den lokale avis, og gennem 70 år skrev han dagligt en kommentar i avisen El Pueblo. I 1918 deltog han som advokat i den nationale skolereform. Senere grundlagde han fodboldklubben Club Atlético Talleres de Córdoba, selvom han ikke selv dyrkede denne sportsgren. I stedet var han i en periode medlem af det argentinske bokseforbund. Filloy var en afgørende initiativtager til stiftelsen af kunstmuseet i Río Cuarto og golfklubben i samme by, til trods for, at han sværgede aldrig havde haft en golfkølle i hånden.

I trediverne - under sin mest produktive periode - blev Filloy penneven med Sigmund Freud, med hvem han udvekslede en korrespondance fuld af gensidig beundring. Den kendte mexicanske kritiker Alfonso Reyes fremhævede også Filloy som en forfatter, der ville sætte sit aftryk på den fremtidige latinamerikanske litteratur. Successen udeblev dog i Filloys egen levetid. Først nu begynder genudgivelsen af hans mange bøger, og kritikernes opmærksomhed er tiltagende, der findes dog meget få studier af Filloy og ingen der reelt indskriver ham i den nationale litteraturhistorie.

Til gengæld vækker kuriositeterne omkring værkernes form større opmærksomhed. For eksempel det faktum, at alle Filloys bogtitler har syv bogstaver, og at de følger alfabetets muligheder på en Inger Christensen-lignende facon: Aquende, Balumba, Caterva, Don Juan, Elegías og Finesse. Filloy var desuden opfinder af de såkaldte mega-sonetter, som bestod af 14 serier af 14 sonetter, af hvilke han skrev 896. Mellem 1967 og 1973 udkom tre af Filloys kendteste romancer på et forlag i Buenos Aires, Karcino, Caterva og La Potra. I 1975 udgav han Vil & Vil, der blev censureret af militæret, og Filloy blev indkaldt til forhør hos de militære myndigheder. Efter et par timer blev han løsladt, da han nægtede at diskutere andet end litteraturteori med sine forhørere.

I sin kendteste roman Op Oloop fra 1934, der blev oversat til engelsk, finder vi et portræt af den finske statistiker, Optimus Oloop, der organiserer sin hverdag ned til mindste detalje med en matematikers præcision. Da metoden begynder at skride, føres hovedpersonen til vanvid og i døden.

Det er vanskeligt at karakterisere Filloys litteratur, men han er uden tvivl i dialog med 1930'ernes eksistentialisme, som den eksempelvis kendes fra landsmanden Roberto Arlts Los Siete Locos. Her udtrykkes den sociale satire i en rablende, lingvistisk konstruktion af hverdagssprogets variationer, og i et kritisk humoristisk røntgenbillede af de argentinske sociale typer. I det aspekt foregriber Filloy forfatteren Leopoldo Marechals klassiker Adán Buenosayres fra 1948. Når man læser Filloy, er der ingen tvivl om, at hans forfatterskab ligger fuldt på højde med hans samtids bedste.