Print artikel

I vinden begynder samtalerne

Uddrag
14.04.17
Uddrag fra Preben Major Sørensens 'I vinden begynder samtalerne', der genudgives i anledning af forfatterens 80års fødselsdag.

alle de mange små krænkelser vejene der fører ind og fører ud og alligevel ender blindt det anselige antal skuffer der ustandselig trækkes ud og smækkes i med det samme igen hendes dejligste legetøj chatollet med dette hundredtal af minimale skuffer hvis indhold er en stadigt voksende avl af skurrile hemmeligheder pornografiske detailler i hendes galoperende øjebliksbevidsthed ud og ind og op og ned frem og tilbage tit-tit kuk-kuk kan du finde mig fang mig jeg er her og der og allevegne en græsselig karikatur på Puk en dukke et par svagelige gammelmandsfingre engang har trukket op og som ikke går i stå før timeglasset med nu’er er løbet fuldt alle døre og skuffer og skabe er åbnet og lukket igen og hun i sin graziøse intethed er smuttet ind og ud af alle husets rum uventet er kommet til syne og lige så uventet er forsvundet igen besat af tagfat og tampen brænder skjul og røvere og soldater japanske skydedøre ville ha moret hende det ene spil afløser det andet og på halvvejen bliver hun træt og ukoncentreret og får lyst til noget nyt det nytter ikke at ville overbevise hende om det hovedløse i foretagendet for hun ved ikke hvad hun gør dvs. i sin bevidstløse charmerende underfundighed ved hun det nøje og spillet går videre labyrintsystemerne må udbygges og nye spil og lege udtænkes og det har jeg travlt med altimens hun styrter omkring og foretar sig meningsløse ting eller ting der kun har mening i hendes verden og på en besynderlig naiv måde for hun aner ikke noget om sig selv men altså ting der gir god mening når man lægger dem sammen som et puslespil når man fatter deres rebusagtige karakter og jeg gribes selvfølgelig af denne opdagertrang denne sygelige lyst til at trænge ind i de mest fantastisk komplicerede og forvredne systemer til at gå forholdet efter i sømmene i dets yderste vildtforgrenede morads af formørkede motiver indbyrdes uoverensstemmende udsagn erindring der fortaber sig i sig selv tanker der står stille og følelser der er alt andet end udelte jeg forsvinder i labyrinter men kommer tilbage igen også jeg opfinder mine systemer udtænker i massevis af små subtile indretninger hvor hun kan fare vild hvor hun kan rende panden mod en mur så mange gange at hun tilsidst falder om og jeg har fred et stykke tid og kan forsøge at erindre hvordan det hele i grunden begyndte alt levet liv fører i sidste ende tilbage til visse evige motiver mønstre figurer mime og gestus tegn der hvis vi ønsker det kan ses i hvadsomhelst og hvemsomhelst og hvorsomhelst hic et ubique men tydeligst måske i modellandskaber med bevægede emner

*

det var en eller anden tilbeder der kom forbi min vej sagde en pige længere nede ad gaden gik en flok lamaistiske munke og mumlede de summer som bier om deres tantriske imperium de er trofaste mod deres tro deres veje deres stier deres linjer deres tråde i disse utal af mønstre deres sjæle bevæger sig igennem på vejen mod fuldkommenheden tinden det umulige punkt det skønne tilbeder vi ikke for dets pragt men fordi der er umuligt at nå det kan ikke indhentes det forsvinder som pigen der kom forbi min vej var jeg nogens tilbeder nej jeg skimtede knap konturerne af hendes krop hendes ansigt så jeg slet ikke men jeg fornemmede en bevægelse der førte mig hen imod andre legemer legemer af mere tør tid legemer bundet af en mere symmetrisk ånd mulige at tegne op og viske ud på et karton mulige at fremstille attrapper efter og invitere ind i kunstige haver af en pragtfuld metallisk goldhed af jern platin og guld der vrides ud af malmen hastigt smeltes og gydes i forme som planter bevæges i rankemønstre til en have af sår kunstighed og unatur som et forandret smil er opstået og kan modtage disse attrapper mine skyggehænder for lidt siden legede med disse små figurer af afdød tid jeg manipulerer med i et anorganisk livløst rum et landskab af metaller af den yderste knaphed på ånd i den mest armodige tankes billede i mønstre af tør tid stivnet bevægelse symmetrisk ånd interregnet mellem et vacuum og et andet mellem denne tomhed og den der følger efter og mellem dette og dette er kolde udsyn udsigter mod kolossale kulisser teatralske kontinenter og oceaner af anorganisk materiale (såvidt det er muligt) befolket (hvis man kan sige det) af et utal af marionetter papmachefigurer der skydes ud og ind her kommer kongen og dronningen og prinsen og prinsessen i deres karet på slottet blæses fanfarer nat falder på lys tændes i vinduerne det store skuespil kan begynde det store universelle teater der er en handlingsgang med en begyndelse en udvikling og en afslutning hvor de agerende er ude af stand til at gøre sig nogen videre tanker om det hele men hvor jeg placerer hvor jeg ligegyldigt føjer abstraktion til abstraktion for jeg går gade op og gade ned og møder kun billeder skræmmende mekaniske figurer som trolden der springer op af æsken Mester Jakel Pulcinella travle neonvæsener og tror ikke at disse masker huser liv før jeg træder ind i fremmede legemer og atter mindes jeg er tid tør tid og symmetrisk ånd der vil bevise naturlig skønhed med mine forvredne arme af guld min vidt opspærrede mund af rubin mit blik af det pureste sølv mine hænder af platin givende liv til (værsgo her her tag det nu) små absurde optrin i dette vældige ingen mønstre kan gengi

det er uvirkeligt at hun ikke er her min sjæl er blevet blind jeg famler om i gaderne på jagt efter legemer og kommer til at le ad en grimasse og en hæslig gestus træder ind i kvindernes gade fuld af væmmelse og hunger på panisk jagt og panisk flugt efter og bort fra disse groteskt bemalede dukker folder mig så ud og visner i et dunkelt kammer træt og tom vender jeg tilbage og på vejen hjem er det så jeg møder disse skyggelegemer af fremmed ungdom og en spøgelsespige der siger det var en eller anden tilbeder der kom forbi min vej udsagnet uangribeligt men ordene uden mening som Gagaku imod min kind