Print artikel

Gud mildner luften for de klippede får

Uddrag
27.12.16
Hvorfor holder folk af at slide og slæbe til en ussel løn? Fordi man bilder dem ind, at salt og brød gør kinden rød, og at verdens lykkeligste mand ikke ejede så meget som en skjorte. Præcis som man bilder fårene ind, at Gud mildner luften for dem, så de ikke gør vrøvl over at skulle klippes. Nej, så hellere gøre sig fri, smyge sig udenom og leve driverlivet i landevejenes grøftekanter. Vi bringer her et uddrag af Mogens Klitgaards roman 'Gud mildner luften for de klippede får'.

Jeg har oplevet mange mærkelige og usædvanlige ting. Ting folk i almindelighed ikke kommer ud for. Jeg har været portner i Paris, smugler ved den norsk-svenske grænse, snørebaandsforhandler i Hamburg og fremmedfører ved Rivieraen. Og alligevel har det at ligge paa en grøftekant været min største oplevelse, at ligge der paa ryggen og bare glo op i luften, være fuldkommen fri og uafhængig, fuldkommen uden ansvar, uden forpligtelser. Friere end fuglene, der har rede og mage og unger og alt det der. Dette ikke at ha noget hjemsted, ikke noget maal var en herlig ting, ligge i udkanten af en skov faen i vold fra alt hvad der hed civilisation, ligge der i en seng af bjørnegræs, vild kørvel og forglemmigejer og prise sig lykkelig over at man ikke stod i en fabrik eller sad i en kabys.

Jeg havde bare en ting at sørge for: omhyggeligt at undgaa alt arbejde. Faren for at faa arbejde lurede overalt hvor man kom, to gange havde jeg ladet mig narre og ofret min frihed, jeg var gaaet til arbejdet med gaapaalyst og ivrighed og havde oplevet en fattig og bunden tilværelse, alt det jeg var løbet hjemmefra for at undgaa. Hvad glæde er der ved at hakke roer. Hvad glæde er der ved at være messedreng paa en thurøskonnert. Man faar et sted at sove og man faar noget at putte i maven. Men det gør man jo alligevel. Og jeg har aldrig haft saa daarlige sengesteder og aldrig spist saa daarligt, som naar jeg lod mig lokke til at ta arbejde.

Men det kunde være svært at undgaa. Folk prøvede paa alle maader at forlokke en. De brugte alle kneb. Nogen havde det princip, at hvis de gav en en smule mad, skulde man til gengæld gøre lidt arbejde, hugge lidt brænde, gøre lidt i haven eller saadan noget. Og hvis man saa var saa dum, paa grund af sin uheldige opdragelse, at sige ja, kunde man komme ud for, at de opfordrede en til at blive, de havde meget der skulde gøres, man kunde bo oppe paa loftet, skulde nok faa lidt for det ogsaavidere. Eller de havde hørt, at bonden inde ved siden af havde brug for en ung mand og vilde absolut gaa med derind og sørge for, at man fik arbejdet.

Og det forbandede ved det var, at man var nødt til at lade, somom man egentlig forfærdelig gerne vilde ha noget at rive i, var nødt til at sige ja og amen til det hele og lade sig slæve med ind til bonden og lade sig svinebinde til en trillebør og en skovl istedetfor fri og frejdig at valse ud ad vejen. Ellers forskertsede man folks sympati og fik hverken mad eller penge til logi. Folk var underlige paa det punkt, sagde at arbejde adler og alt saadan noget. Vagabonderne sagde, at arbejde adler, men adelen arbejder ikke. Desuden vilde folk altid vide, hvad profession man havde, og da man var nødt til at sige noget, sagde jeg, at jeg var gartnerelev. Jeg syntes det lød pænt. Særlig det med elev. Indenfor andre fag var ølhenterne bare lærlinge, men hos gartnerne var de elever. Det var ligesom lidt finere. Og naar jeg kom til steder, hvor der var brug for gartnerelever, slog jeg straks om og sagde at jeg var snedker eller hvad jeg nu kunde finde paa.

*

Det blev til en fiks ide hos mig, dette med friheden. I de første aar havde det været en nærmest ubevidst trang, som barn fik jeg aldrig lov til at gøre noget, alting var forbudt, og jeg er sikker paa, at det er derfor jeg senere havde saadan en lyst til at gøre alt, hvad der var forbudt.

Nu maa De ikke tro, jeg giver mig af med at filosofere, jeg vil ikke ha, at De tror jeg bilder mig ind at være klogere end andre, men De maa indrømme, at som De ser mig sidde her, snart femogtredve aar, med laset tøj, usoigneret, med et knust brilleglas, paa et folkekøkken med en tigget kop kaffe foran mig, en subsistensløs der ikke engang har den brutalitet, det kræver at være subsi- stensløs, kunde det forbandet godt se ud til, at min tilværelse var slaaet istykker.

Og det vilde være nemt at sige, at jeg selv havde ødelagt mine chancer ved at være et skvat, en fyr uden holdning og med forbryderske tilbøjeligheder. Og det er maaske saadan set rigtigt nok, men hvorfor er jeg blevet et skvat, hvorfor har jeg ikke kunnet blive en haard hund som de andre eller blive i den baas, jeg blev sat. Jeg er dog en voksen mand nu og maa bekende, at jeg har ligget ude i min automobilkasse og grædt, fordi jeg syntes mit liv var forspildt, fordi jeg ikke som andre har kunnet ha et arbejde og efter fyraften gaa hjem til en kvinde og et par børn, der ventede paa en og sagde far. Og et menneske har jo kun et liv, og det kan ikke gøres om.

Det er muligt, det er fejgt af mig ikke selv at ville ta ansvaret, men jeg er saa sikker paa, at det er min pæne opdragelse, der er skylden i min skæbne. Jeg er jo heller ikke alene om det, jeg har rundtomkring truffet utallige fyre af samme kaliber som mig selv, fyre fra pæne hjem med god opdragelse og alt det der og naar vi har gidet sludre om det, har vi altid været enige om, at det var os, der var paa den rigtige side, os der var de eneste normale. At det var de andre, der rentudsagt ikke havde haft stof nok i sig til at modstaa opdragelsen, at den slettede dem ud.

Jeg forstaar saa godt, hvis detteher ikke interesserer Dem, De har givet mig en haandsrækning og til gengæld villet høre min historie, mine oplevelser, de numre jeg har lavet. De bryder Dem selvfølgelig ikke om det sludder, jeg sidder her og disker op med, men der er noget her forstaar De, der efterhaanden er blevet saa vigtigt for mig, at jeg ligesom ikke kan komme videre i livet, før det er lykkedes mig at forstaa det. Naar der bliver sagt til børn: Du maa ikke, svarer det øjeblikkelig: Hvorfor ikke. Men efterhaanden som de vokser til og enten ikke faar noget svar eller ogsaa faar at vide, at saadan er det, fordi det skal være saadan, spørger de ikke længere og man kan stikke dem hvilket forbud ud, det skal være, de spekulerer ikke engang længere over hvorfor, men nøjes med at ta det til efterretning, de er rentudsagt blevet tæmmet, og arbejdsgiveren og staten kan gøre med dem, hvad de vil, de har lært at lystre. Og at lystre uden at spørge Hvorfor.

Og det er paa en maade blevet til lykke for dem, de har faaet anvist en baas at være i, de faar deres tot hø til de reglementerede tider og hvis de faar ondt i maven, henter man dyrlæge til dem. Og det rigtige levende menneske inderst inde i dem faar luft i smaa uskyldige sidespring, naar de ikke er under observation, i smaa mørke gader bryder de det sjette bud og kan de ikke komme afsted med at bryde de andre paa anden maade, gør de det i deres drømme. Og paa den maade gaar livet for dem, deres egentlige jeg lever i al hemmelighed ved siden af det officielle og de skal bestandig passe paa som smede, at det første ikke kompromiterer det sidste.

Men hvis opdragelsen er for total og fuldstændig murer det egentlige jeg inde, saa det ikke ka faa luft, maa det enten kvæles eller bryde sig vej ud. Og det er maaske saadan, det hænger sammen med mig.

Men alt det tænkte jeg selvfølgelig ikke paa dengang. Jeg bare prøvede at finde en eller anden form at leve paa, som jeg kunde føle mig tilpas ved, og efterhaanden som jeg led nederlag, blev jeg mindre nøjeregnende med moralen, eller rettere sagt fik jeg efterhaanden en anden moral.

Det var mens jeg var globetrotter i Sydfrankrig, at jeg opdagede at jeg havde sukces naar jeg var umoralsk, og fiasko naar jeg opførte mig pænt. Fortalte jeg en dundrende løgn opnaaede jeg det jeg vilde, holdt jeg mig til sandheden gik det galt. Noget andet var, at jeg altid blev bange, naar jeg havde sukces paa den maade og ikke turde holde fast ved de fordele, jeg havde opnaaet. Paa den maade tvang livet mig ustandselig til at handle umoralsk og lod bagefter min gode samvittighed optræde paa skuepladsen og ødelægge frugterne af min umoralitet. Jeg blev globetrotter fordi jeg ikke kunde finde paa noget bedre.

*

Jeg kan ikke lide legemligt arbejde. Det er den ydelse, der betales daarligst og derfor foragtes mest. Hvis man kan se paa en mands hænder og tøj, at han aldrig har rørt et stykke værktøj, behandles han ærbødigt og høfligt. Jo mere en mands udseende er præget af fysisk arbejde, des mindre bliver der taget hensyn til ham. Jeg kan ikke lide, folk tror de gør en velgerning, naar de skaffer en legemligt arbejde. Og jeg kan ikke lide, at man skal lade somom man bliver glad for at faa det. Det maatte jeg overfor ingeniøren, da han sagde, at jeg kunde grave i hans have i otte dage.

Havde det ikke været fordi det var saa vanskeligt at komme væk fra Narvik og havde pigen i badedragt ikke været der, havde jeg ikke taget det.

I de følgende dage gravede jeg, saa sveden sprang af mig. Solen væltede ned og der var ikke et vindpust. Jeg bestilte ikke mere end højst nødvendigt og alligevel drev sveden nedad min krop. Jeg havde helst lagt mig hen i skyggen under en busk og røget en cigaret, men ingeniøren besaa hver aften det stykke der var gravet og i modsætning til saa mange andre job er det ved gravning umuligt at give det udseende af, at man har bestilt mere end man har. Man kan selvfølgelig understrege de van- skeligheder, der er forbundet med arbejdet, sten i jorden, varmen, kvikrødder ogsaavidere, selvfølgelig ikke paa den maade, at man beklager sig, vorherre bevares, men som interessante omstændigheder, der knytter sig til arbejdet. Jeg lod ingeniøren forstaa, at vanskelighederne ved arbejdet stimulerede mig, at modgangen gav mig energi.

*

Men egentlig er jeg ikke utilfreds med tilværelsen og sommetider hygger jeg mig i den fornemmelse, at jeg har snydt dem, der vilde snyde mig. Forstaar De, min triumf er, at jeg ikke blev kordegn eller noget i den retning, det blev jeg opdraget til, og jeg snød dem. Jeg har snydt dem allesammen. Man bliver opdraget til at være pæn og artig, til at slide og slæve for andre uden at faa noget for det og dø lige saa fattig som man blev født. Og naar folk bliver utilfredse med at skulle slide i det nat og dag og alligevel være ludfattige, trøster man dem ved at sige, at salt og brød gør kinden rød og fortæller dem historien om verdens lykkeligste mand, der ikke engang ejede en skjorte. Men det nummer har man ikke kunnet lave med mig, jeg har snydt hele banden, min far og min mor, mine tanter, lærerne, aviserne og kirken, præsten og hele opdragelsessystemet, hele samfundet, – der har de gaaet og maset med mig, tævet mig og præket og kommanderet og prøvet paa at faa gjort mig til gartner eller portner eller kustode eller noget andet solidt, – og saa har det hele været spildt, jeg har snydt dem ganske enormt, hele systemet var spildt paa mig.

Historien om den lykkelige mand uden skjorte har man lavet for at folk ikke skulde føle sig utilfredse i slaveriet. Den kunde de ikke lave med mig, og det er jeg stolt af. For at faaret ikke skal gøre vrøvl over at blive klippet, siger man at gud mildner luften for det. – – –