Print artikel

Litteraturen bør accelerere vores tænkeevne

Interview
28.10.16
Hans Otto Jørgensen er i samarbejde med Dansklærerforeningen i færd med at udvikle et nyt undervisningsmateriale til brug i danskundervisningen i folkeskolen og gymnasiet. Han mener, at litteraturhistorien og den måde, der bliver undervist på nu, skygger for læsningen og litteraturen selv. ATLAS har mødt Hans Otto Jørgensen.

Dansktimen. Digt efter digt, novelle efter novelle, som skulle ”lirkes op”, som skulle sønderanalyseres og -fortolkes med det formål at finde ”løsningen”, svaret på spørgsmålet om, hvad det eller den ”handlede om”. Frustrationen over ikke at forstå det, læreren, som man vidste havde svaret, men som holdt det tilbage for en og dermed udstillede ens dumhed.

Måden, vi lærer at læse på, de møder, vi får med skønlitteraturen i vores barndom og ungdom, er afgørende for vores forhold til den resten af livet: kommer vi til at elske litteraturen, fordi vi får en masse gode oplevelser med den, eller bliver litteratur noget tungt og kedeligt noget, fordi man har fået kedelige tekster med et hemmeligt ”facit” proppet ned i halsen i sin skolegang?

Hans Otto Jørgensen, forfatter samt ankermand og ideologisk chef hos forlaget Gladiator, mener i al fald, at den måde, vi behandler litteraturen på i vores uddannelsessystem, er grundlæggende forkert. ATLAS har besøgt ham i hans hus på sydvestpynten af Amager for at høre om det undervisningsmateriale, som han i samarbejde med Dansklærerforeningen er ved at producere, og for at få ham til at uddybe, hvad han synes, der er så galt med den måde, loven samt undervisningsministeriets bekendtgørelse og vejledning lægger op til, at man underviser på.

Idiotnoveller

Jørgensens undervisningsmateriale har arbejdstitlen En anden kanon, og er i tråd med hans udgivelse fra 2015, Horden, der præsenterer nogle mindre kendte forfattere fra perioden 1872-1912. Bevæggrundene for de to projekter er de samme:

»Jeg har altid haft en mistanke om, at der var noget galt med den der litteraturhistorie. At den er skrevet på baggrund af en særlig form for mandhaftighed, som helst ser, at vi alle sammen ender med at sidde for bordenden med en tyk mave og en stor cigar, og at den kun interesserer sig for at blive bekræftet af litteraturen i, at det er det, det handler om.«

Denne forestilling ser vi ifølge Jørgensen bl.a. hos en af det moderne gennembruds helt centrale skikkelser:

»Den litteratur, som Georg Brandes gerne ser for sig, er en litteratur, hvor man begynder med at være idiot, og så gennem værket ender med at få en eller anden indsigt, så man bliver klogere og klogere. Det er så målet med enhver læsning. At gå fra at være idiot til at være et helt menneske, det tror J.P. Jacobsen ikke på, det tror Olivia Levison ikke på, og det tror Marie Bregendahl ikke på, og det er så typisk også nogle forfattere, som Brandes har det svært med.«

Jørgensen mener, at litteraturhistorieskrivningen og gymnasieundervisningen skærer alt det fra, der ikke passer med de litteraturhistoriske begreber eller med forestillingen om, at man ved at uddrage en morale, kan blive klogere ved at læse det.

»Man kan ikke magte, at der er uorden og at geledderne ikke står snorlige. Litteraturhistorien og den måde, der så bliver undervist på, kommer i virkeligheden til at skygge og stå i vejen for den litteratur, vi har med at gøre.«

- Hvordan?

»Man lærer at læse på en måde, hvor litteraturen har en hemmelighed, og det handler om at finde den i teksten, og så kan man sidde og gætte på, hvad den er, og læreren ved, hvad den er. Og når man så har den, så har man ”løst” det, og kan så træde op for bordenden, hvis det skulle være. Jeg mener også, at de tekster, som de så læser, er specielt udvalgte, fordi de passer på det der. Det er i virkeligheden nogle meget reaktionære værker, altså, idiotnoveller af den type, som ”går op”, og som er uanvendelige til alt andet end det her. Der er ikke et voksent menneske, som med udbytte ville kunne sætte sig ned og læse det.«

- Tænker du på nogen konkrete forfattere her?

»Ja, men det har jeg ikke så meget lyst til at sige.«

Jeg lægger ministeriets kanonliste på bordet og læser den op.

- Skriver disse forfattere dårlige tekster?

»Nej da! Lige bortset fra Pontoppidan. Men hvad er det så, man læser fra de her forfattere? Læser man Johannes V Jensens Madame d’Ora eller varietémyterne (samling af Jensens tidlige myter, fx Knokkelmanden og Komediantspillerne, red.)? Men altså, der er ikke noget i vejen for at læse de der forfattere, det er da glimrende!«

- Så dit projekt er ikke at sige, at kanonforfatterne er dårlige, fordi de samler sig om et forkert litteratursyn eller menneskesyn?

»Nej, for det gør de overhovedet ikke. Hvis man ser på, hvad Johannes V. Jensen bedriver, så er det jo alt! Han kan det hele! Han er formidabel! J.P. Jacobsen, H.C. Andersen og Blicher kan det hele! Karen Blixen burde dog nok sløjfes, for det er meget begrænset, hvad hun i virkeligheden kan. Man kunne fx bytte hende ud med Tove Ditlevsen.«

Det skal retfærdigvis nævnes, at Jørgensen godt kan lide Karen Blixen »Det, hun kan, det kan hun så til gengæld«, siger han.

»Udover, at man så kan have læst de samme ting i længere tid, så er det også lige præcis de tekster, der er skrevet noget om. Så teksten er efterhånden blevet helt væk, for så har man læst dér og dér og dér om den tekst, og teksten er blevet væk i det. Den kan faktisk ikke læses mere, vil jeg påstå. Det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre at læse en novelle af Naja Marie Aidt, fordi den er blevet læst sønder og sammen. Det samme gælder for Helle Helle eller Pontoppidan.«

Litteraturen som objektiv disciplin

- Jeg kan høre, at vi er nede i nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvad litteratur er og skal og bør være. Hvad er litteratur for dig?

»At beskæftige sig med litteratur er en objektiv disciplin. Man kan måle litteraturens kvalitet og dermed afgøre, om den er værd at beskæftige sig med eller ej.«

- Hvordan kan man det?

Jørgensen tøver. »Lad mig lige komme tilbage til det. Men Joseph Brodskij (russisk forfatter, der fik nobelprisen i litteratur i 1987, red.) siger, at det, som litteraturen kan, er at den kan accelerere vores tænkeevne, så man faktisk kan tænke nogle ting igennem læsningen, som det ellers ikke ville være muligt at tænke. Og der er jo et enormt potentiale i det, for jo bedre vi er til at tænke, jo bedre vil vi kunne tale med hinanden og etablere forståelse på kryds og tværs. Det er en meget vigtig del af det, jeg tænker på. Jeg ved ikke, hvor interessant, det er at læse i enrum. Jeg tror, at det mest interessante, at den litteratur, der virkelig gør noget for en, det er den, som man deler. Så er vi måske ovre i noget kultisk – eller i hvert fald noget, der gør, at vi kan bruge litteraturen som springbræt til at nærme os hinanden med.«

Han fortsætter:

»Men det kan statistikker også. Hvis man arbejder med sociologi, er statistikker enormt gode, men litteraturen kan noget på bestemte områder, ligesom matematikken kan noget på nogle andre. Jeg tror ikke, litteraturen er et universalmiddel, men der er en særlig erkendelsesform i den.«

Jørgensen forklarede herefter om sin objektive metode til at bedømme litteratur. Han kalder den ”skalaskifte”:

»Man kan i en sætningsperiode eller en mindre enhed i teksten se på, hvor lang afstanden er til de enkelte genstande, der bliver talt om. Altså om det fx er et nærbillede eller om det i næste øjeblik er fugleperspektiv eller en olymp, altså abstrakt. Det kan man måle ved at læse teksten. Og så kan man se, at nogle tekster har en meget drastisk kurve. Kancellisproget ser sådan her ud (Jørgensen tegner en lige linje, red.). Det har en fuldstændig jævn kurve. Man skal ikke blive emotionelt påvirket, vel? Journalisternes sprog ser også nogenlunde sådan der ud. Når man underviser forfatterspirer, så er det en metode til at vise, hvad det er, de laver, og hvad fx J.P. Jacobsen gør.«

- Kan du give et eksempel?

»Hvis nu der er en kop kaffe, så kan man se på den kop kaffe meget tæt på – hvordan ligger den i overfladen, er den sort, er der mælk i osv. – og så kan man også sige noget om, hvad kaffen gør ved en om morgenen.«

- Så det handler om forskellige måder at nærme sig en genstand på?

”Ja, det gør det. Sætninger er altid optaget af at ramme et sagforhold. Det er det, de skal. Hvis sætningen ikke rammer på én gang, så bøjer den af, og sagforholdet – det ved vi ikke noget om. Og det er jo nødvendigt for, at du og jeg kan tale sammen, at den tekst, vi har foran os kan sådan noget der, for ellers bliver det gætværk. Sådan nogle helt elementære ting skal man i hvert fald have fat i, før man begynder at tale om personkarakteristikker – for er der overhovedet nogen personer? Det er jo ikke sikkert.«

Jørgensen griner: »Det var et sidespring«.

Han forklarer videre om, hvordan man bør undervise i litteratur. Han foreslår bl.a., at man bl.a. læser teksten sammen i klasselokalet, så det bliver prima vista, og den efterfølgende diskussion skulle så automatisk komme til at omhandle en masse komplicerede formelle og indholdsmæssige aspekter. Formålet er, at læreren kommer på niveau med eleverne, så at man sammen, i klasselokalet, uden forforståelse fra lærerens side og dermed rigtige og forkerte svar, udvikler en fælles forståelse af teksten.

»Hvis man nu prøvede at lave noget Brodskij-læsning i gymnasiet, hvor man prøver at accelerere hovedet pr. det, der står i teksten, så tror jeg, man ville få en god oplevelse, og måske man synes, det kunne være sjovt at læse noget mere. Man kunne med fordel som lærer give sig til at læse noget, som ikke før er læst. Det er en kæmpe fordel at læse noget, man ikke har læst før.«

- Du mener i udgangspunktet, at alle kan læse litteratur?

»Ja, ja. Peter Seeberg sagde på et tidspunkt, at dem, som var hans bedste publikum, når han var ude, var i forsamlingshusene. Hvor man ikke stillede spørgsmål til alle de her formelle greb, men på en anden måde var undersøgende og optaget af teksten.«

Hans Otto Jørgensen ved, at hans metoder virker på forfatter- og højskoler, men vil ikke forholde sig til, om de virker i gymnasiet:

»Jeg laver bare det her, og så må gymnasielærerne lave, hvad de vil. Jeg laver det kun, fordi jeg synes, det er sjovt.«