Print artikel

En slange i din have

Essay
17.02.16
Karl Ove Knausgård skriver til sin ven Fredrik Ekelund, mens de begge følger VM i Brasilien. Knausgård beskriver en træt Andrea Pirlo, absurditeten i at blive sammenlignet med Breivik og om en form for totalitær humanisme og feminisme.

Glemmingebro, 21. juni

Kære Fredrik

Der kom ikke noget brev fra mig i går, for første gang siden VM startede. Jeg begyndte dagen med at skrive på essayet, uden at få mere ned end en halv side, det er som om den anstrengelse det koster at komme ind i det, er for stor til at jeg magter det, eller med andre ord, at jeg er for svag. Det har med koncentration at gøre, efter at have været ude og rejse i tre uger, med arrangementer og interviews, nye mennesker og byer hver eneste dag, er jeg stadig rastløs, lidt ude af mig selv, både vil og vil ikke at der skal ske noget, og stresset på grund af alle de opgaver jeg har påtaget mig og egentlig ikke har tid til, ud over alt det der skal gøres herhjemme, ikke mindst med børnene. Det er forklaringen på eller undskyldningen for, at jeg ikke kom nogen vegne med essayet, som skal handle om skæbne, men som foreløbig handler om drømme, hvad det egentlig er, at drømme. Efter det skrev jeg 150 ord til Financial Times om en bog jeg ville anbefale, den skulle være fra i år og på engelsk, så jeg måtte tage en jeg ikke havde læst, men som virkede interessant, skrevet af Henry Marsh, som er hjernekirurg, og som har skrevet en bog om sit arbejde, altså om hjernekirurgi. Jeg bladede lidt i den, læste lidt her og der, for at få en slags billede, og skrev de nødvendige sætninger. Lige da jeg var færdig, kom Björn til syne i vinduet – jeg tror jeg nævnte ham i et tidligere brev, han bor her, men kommer fra Stockholm, hører til vennekredsen omkring Stieg Larsson og Kristian Petri, har skrevet bøger, blandt andet om Berlin og her i foråret en om turismens historie, men først og fremmest har han lavet dokumentarfilm – det var ham der lavede det sidste interview med Ernst Jünger inden han døde, og som lavede filmen om Sascha Andersson, den østtyske dissident som efter murens fald viste sig at have været Stasi-agent, og som Björn kendte personligt – Björn havde været henne hos købmanden og kom forbi til en cigaret og en kop kaffe. Vi snakkede lidt om VM, han fortalte at da han arbejdede for svensk radio og tv i Berlin i 80’erne skulle han kommentere en fodboldkamp – det må have været Europacupen hvor et af de svenske hold, måske Gøteborg, mødte et tysk, jeg husker det ikke helt, var mest slået af hvor utroligt mangesidig han har været. Vi blev enige om at se en kamp på storskærm på restauranten i Ingelstorp en af dagene – selv om han sikkert vidste at det ikke kommer til at ske, det er vanskeligt for mig at slippe væk herfra, altså fra huset og haven. Jeg kørte ham hjem og tog John med tilbage, han havde overnattet der, sammen med sin bedste kammerat, Björns søn. Derefter tog vi til midsommerfest i Ingelstorp. Det var min trettende midsommer, før det vidste jeg knap nok hvad det var, det findes ikke i Norge, som du ved. Jeg husker jeg stødte på det i Ulf Lundells bøger, som jeg læste da jeg var atten, nitten, tyve – med stort udbytte, må jeg tilføje – uden at forstå hvad det var, alle var pludselig ude, helst på landet, og alle var fulde. I går var der ingen der drak, der var en midsommerstang, et gammelt orkester som spillede svenske viser, og festklædte Glemminge- og Ingelstorpindbyggere som gik rundt om stangen og sang og dansede. De fleste ansigter kendte jeg, uden nogensinde at have vekslet mere end nogle få ord med dem, som indvandrer her er jeg dårligt integreret. De ved hvem jeg er – nogle af dem ser på mig med mistænksomhed, nogle med interesse, alle uden at kende mig, sådan er det blevet, jeg er en levende tegneseriefigur – ikke Fantomet, ikke Skipper Skræk, men Fætter Højben, måske.

Men jeg gik i hvert fald rundt om stangen sammen med Heidi, som godt kan lide den slags, mens både Vanja og John stod uinteresserede og så på. Vi var der måske en time, så tog vi hjem, spiste sild og kartofler, jeg tog Heidi med ind til byen og købte chips og slik til om aftenen, og på vejen sagde hun, jeg bliver så glad af musik! Vi spiller altid musik når vi kører, for det meste det de kan lide, Veronica Maggio, Lady Gaga, Rihanna, men af og til også det jeg kan lide, denne eftermiddag var det den seneste plade af Beck, det første nummer, som jeg sagde til Heidi var så godt når falsetten kommer ind og løfter ordet »morning«. Da vi kom tilbage, var der Italien-Costa Rica. Det var første gang jeg så Italien i VM, og det var påfaldende hvor svage de var. Pirlo havde et par gennembrudsafleveringer, ellers blev det ikke til andet end støtteafleveringer, driven rundt på midtbanen, og den samme energiløshed var der omkring ham, de var ikke indstillede på at løbe, havde ingen alternativer, spillede dårligt, fattigt. I første omgang troede jeg alligevel de ville vinde, for Costa Rica stod så højt med backlinjen, og Balotelli kom jo igennem alene to gange, det var det eneste våben de havde, men det kunne have været nok, for Costa Rica satsede meget. I anden halvleg faldt de tilbage og neutraliserede det italienske spil, der var konstant tre omkring boldholderen, og uden den mindste snert af opofrelse fra Italiens side, kom de ikke til en eneste målchance bortset fra Pirlos frispark. De var ugidelige, arrogante, fantasiløse. England spillede vel egentlig ikke bedre i forgårs, men de ville, de satsede, men manglede nok det du skrev i forrige brev, en kreativ midtbanespiller – det vil sige en som Pirlo. For England har gode kanter, en god spids, og de har Rooney lige bag spidsen, men ingen der kan få dem i gang, lave kombinationer, åbne forsvaret – de spillede en og en, og hvis den ene modstander blev forceret, blev den næste det aldrig. Det samme med Italien – Cassano, som kom ind, og som skulle være target man, boldholderen for Balotelli, mislykkedes jo med næsten alle driblinger, blev frataget bolden næsten hver eneste gang. Men følelsen var at Italien egentlig godt kan, men ikke gad, mens England gad, men ikke kunne. Så jeg tror at Italien går videre, de slår Uruguay i sidste gruppespilskamp, det er sådan de er, Fredrik, gør aldrig mere end nødvendigt. Nu tabte de, og Costa Rica er videre, som en del af den sydamerikanske bølge vi har set denne uge. Bolaños var god på midten – det var ham der spillede for Start, og som nu spiller for FC København, og også den svenske defensive midtbanespiller, Borges, er det det han hedder, og hvorfor kan jeg ikke huske det, det navn burde jo være uforglemmeligt, han var også god, en af grundene til at Pirlo ikke nåede længere.

Sikke en forskel der var på denne kamp, som var slap, målfattig, temposvag, og den næste, mellem Schweiz og Frankrig! Det er mærkeligt, men jeg kan ikke sige hvad det var der gjorde Frankrig så ekstremt gode og Italien så ekstremt dårlige, jeg mener, det analytiske blik, det der fortæller hvad Frankrig gør rigtigt og Italien forkert – jeg har ingen anelse. Alt hvad jeg så hos Frankrig, var elegance, balance og en enorm præcision i kontraerne. Deres angribere, Giroud og Benzema, var så livlige, bevægelige og konstant livsfarlige at de var helt på højde med Suárez og Cavani. Det er ubetinget det bedste hold jeg har set indtil nu i VM, og hvis modstanden var svag, og hvis Tyskland ikke gjorde sit bedste fordi de ikke behøvede det, så havde Frankrig noget Tyskland ikke har, en udstråling, noget magisk, som ikke spiller nogen rolle når det drejer sig om at vinde fodboldkampe, men som har betydning når det handler om at se på fodboldkampe: Jeg blev forelsket. Synd dog at Giroud havde det utroligt grimme spark mod ansigtet på den schweiziske midtstopper, selv om det var uforsætligt, var det vel egentlig udvisningsgrund, og alt hvad der skete bagefter, skete i skyggen af det spark.

Jeg beklager at jeg har anbragt en slange i dit paradis ved at nævne den svenske debat om Kulturmanden. På den anden side, det er det der præger det herhjemme, det er klimaet her. Man skal ikke langt væk fra Sverige før det virker mærkeligt og egentlig forrykt – min mor bor i Norge, i nabolandet, og hun troede at Dagens Nyheter hængte Ebba Witt-Brattström ud ved at trykke hendes indlæg, som nævnt – men bor man i Sverige, er det virkeligheden, og så hjælper det ikke at vide at det ikke er sådan andre steder. Det er vel to år siden nu at jeg i fuldt alvor blev sammenlignet med Anders Behring Breivik i DN, som er Sveriges største avis. Han dræbte seksoghalvfjerds mennesker, slagtede dem ned, de fleste unge, alle med familier som blev helt og aldeles ødelagt – du kan selv tænke dig til hvordan det ville have været hvis nogen havde dræbt et af dine børn, hvor lidt der ville have været tilbage af dit liv. Det jeg havde gjort, var at skrive en bog om mig selv. Det kunne man altså sammenligne med massakren på Utøya. Det er grotesk at tænke sådan, og endnu mere grotesk at skrive det. Men værre er det at DN rent faktisk trykker det. Det er en hån mod alle dem der har mistet deres børn på Utøya, at den hændelse blev brugt af Maria Sveland – som skrev artiklen – i en kulturdebat som et argument for det hun mener.

Dette, må jeg skynde mig at tilføje, handler ikke om at have ret eller tage fejl. Det handler om at anerkende at andre kan have andre meninger og holdninger end en selv, og at det har en egen værdi. Alt andet er totalitært. Det er påfaldende at man i Sverige tror den svenske debat, de svenske holdninger og ideologier, er universelle. Hvis de ikke findes i en kultur, hvis en kulturs holdninger er anderledes, så er denne kultur bagstræberisk. Svenskernes syn på Danmark er et godt eksempel. Eller på Norge – der har jo været flere artikler i svenske aviser hvor Fremskrittspartiet, som nu sidder i regering, fremstilles som nazistisk eller racistisk, og tilmed 17. maj-festen bliver gjort til udtryk for det. Fremskrittspartiet er et markedsliberalistisk parti, det blev grundlagt for at mindske skatter og afgifter og reducere det offentliges magt, og ligger ideologisk lidt til venstre for de amerikanske republikanere, skulle jeg mene. Alle deres standpunkter er legitime. Jeg bryder mig ikke om dem, de repræsenterer en kulturløshed og en vulgærkapitalisme som forklejner alt det jeg mener er vigtigt, men det har intet med nazisme at gøre, og det der sker hvis man kalder et legitimt politisk parti for nazistisk, er at man ikke bare ugyldiggør deres meninger, men også deres tilhængere, de der mener som partiet. Man siger: I er onde, I er ringe, I er dumme, I tager fejl. I har ingen uddannelse, I er racister, I er nazister. I Norge findes den retorik gudskelov dårligt nok. I Sverige gør den, og hvad sker der her? Sverigedemokraterne, som faktisk har rødder i nazismen, har en tilslutning på ti procent, og vokser. Der er ingen debat, bare uforsonlighed og afvisning. Mit syn er enkelt: Vi følger loven. Er det lovligt at være imod indvandring? Ja. Det er legitimt. Så behandler de der er for indvandring, dem der er imod, med respekt. Er det lovligt at være imod ligestilling? Ja. Det er legitimt. Så gælder det samme der. Vi lever i et demokrati, og det parti som får størst tilslutning, regerer. Folk er ikke dumme, folk er dig og mig, det er den vigtigste holdning af alle, og skal et politisk synspunkt have tilslutning, må man vinde folk for det. Hvis nogen siger at muslimer formerer sig som kaniner, og at Sverige snart bliver muslimsk, skal det besvares med argumenter, og det der gør at den slags holdninger opstår, nemlig frygt, skal mødes med åbenhed, men også med politisk handling. Hvorfor frygter folk indvandring? Mest af alt fordi der er problemer med integreringen, der gøres ikke nok, det vil sige, i den praktiske virkelighed, hvor mange indvandrere bor i ghettoer uden for byerne; for i sproget gøres der nok, der er alt moralsk uklanderligt, den sidste rest af racisme er for længst fejet væk. De der lever i sproget, og af sproget, tror det er der kampen står, men det er det ikke, det er på kroppen. Det er de dårlige lejligheder, de manglende job eller de lave indtægter, det fornedrende arbejde, magtesløsheden og fremtidsløsheden, det er bandekriminaliteten og svenskerhadet, og det er angsten for dette, som tager form af fremmedfjendtlighed og indvandrerhad. Jeg har venner som har ladet deres børn skifte skole fordi den de hører til, har så mange indvandrere og dermed så store problemer. De problemer er klart et politisk spørgsmål, og de må løses, det kan de blive, men så må de på bordet. Og det kommer de ikke. Hvorfor? Jeg tror meget af det handler om en forestilling om anstændighed, at man ved at tale om de problemer indvandringen medfører, også taler om problemerne med den kultur de kommer fra, og at man ved at gøre det åbner op for denne Pandoras æske af racisme, fordomme, angst og had der findes i det såkaldte folkedyb. Resultatet er at der opstår en afstand som kun vokser, snart har vi fronter som ikke længere kan forceres. Afstanden er farlig. Og den er, dybest set, elitær og arrogant. Den siger, jeg er god, jeg er uklanderlig, det jeg vil, er det eneste korrekte, rigtige og moralsk forsvarlige.

I betydeligt mindre skala har jeg mødt den samme holdning til mine bøger. Jeg er blevet interviewet på scenen hvor alt har handlet om hvad der er galt med dem, altså at de egentlig, uden at jeg selv har været klar over det, formoder jeg, udtrykker patriarkalske og kvindeundertrykkende værdier. Jeg husker engang hvor opmærksomheden først blev rettet mod det faktum at der kun var nævnt mandlige forfattere i bogen (hvilket er forkert, men der er en overvægt, det stemmer), derefter mod en scene som handler om kvinders og mænds forhold til børn, hvor der står noget i retning af at eftersom barnet har været inde i kvindens krop, og eftersom kvinden ammer barnet med mælk fra sin egen krop, har kvinder et andet forhold til barnet end mænd har. Dette var også forkert, forstod jeg, og alt i spørgsmålene pegede mod at bogen var misogyn. Det jeg havde gjort, som var at skrive, handlede pludselig om det jeg ikke havde skrevet, men som burde have været skrevet. Det handlede altså ikke længere om bogen, men om værdierne hos hende der havde læst bogen, og som nu interviewede mig. Implicit var disse værdier de rigtige, mens romanens var de forkerte. Jeg var afsløret. Endnu mere afsløret blev jeg på en skriveskole et års tid senere. Jeg var inviteret til at forelæse, altså bidrage med det jeg har af skriveerfaring til unge mennesker som ikke har lige så meget skriveerfaring. Men mødet handlede kun om det der var forkert i bøgerne, jeg fik spørgsmål efter spørgsmål om moral, og det var den samme vinkling, bøgerne var kvindeundertrykkende, og, oplevede jeg det som, onde, eller i det mindste af det onde. Det var som at blive afhørt af en sekt. Det var skræmmende, for alle tænkte ens, det var helt unisont, og for mig er litteratur præcis det modsatte, den dyrker forskelle, ambivalens, usikkerhed. Disse mennesker var skråsikre. Og de var så unge! De var omkring tyve år gamle. Den forfatter der ledede kurset, en kendt feminist og aktivist, var også den der stillede de mest anklagende spørgsmål. De havde altså inviteret mig for at sætte mig på anklagebænken og fortælle mig alt hvad der var galt med mig og mine bøger. Der fandtes ingen tvivl i lokalet. De havde ret, og de gik løs på mine bøger med den rettroendes uforsonlighed. Nu led jeg ingen skade, og det er ikke så farligt at få kritik, men det var heller ikke det der var pointen, men at kritikken var så unison, og at disse unge mennesker var lige så stensikre som de unge mennesker i 70’erne var på deres marxisme. Jeg ved jo hvordan det er, det er godt at være sikker, det er godt at være svøbt ind i kampen for det gode. Men eftersom jeg er forfatter, ved jeg at det er døden for en skriveskole, for i litteraturen har hverken det gode eller rigtige nogen plads. Har de ikke læst Don Quijote?

Når jeg bliver interviewet af kvinder i Sverige, er jeg altid forberedt på at blive anklaget for noget forfærdeligt jeg har gjort. Det mærkelige er at når jeg bliver interviewet af kvinder andre steder, selv af fremstående feminister og ypperlige forfattere, som skriver meget bedre bøger end jeg gør, er der ingen anklager, ingen mistænkeliggørelse, det er en forfatter som snakker med en anden. Hvis man skulle følge den svenske logik, så er disse kvinder en slags medløbere, illoyale mod kvindebevægelsen, eller også er de bare blinde. Men de er ikke blinde, de ser bare noget andet. Forskelle, afvigelser, ligheder, uligheder; det er det der driver litteraturen. En mand der passer børn, men som keder sig og hellere vil skrive, det er ikke antifeminisme eller nazisme, det er menneskeligt – jeg talte med en forfatter om det, hun overvejede at tage et år fri for at være sammen med børnene, sagde hun – men så var det tanken om at stå der på legepladsen dag ud og dag ind, i en slags total begivenhedsløshed og kedsomhed, som tog modet fra hende.

Ja, det var et hjertesuk, Fredrik. Jeg har fået alt, og denne modstand fra den svenske kvindebevægelse er fuldstændig uden betydning, ikke noget jeg går og murrer over, men jeg skriver det alligevel fordi den forestilling om at det svenske menneskesyn og ideologiske grundholdning skulle være universel, som man faktisk tror her i landet, at dette er det eneste gode og rigtige, færdig punktum – er så helt sindssygt irriterende at være vidne til, fordi det er totalitært og dybest set menneskefjendtligt, mens den i egne øjne er åben og humanistisk. Nu kan denne kritik fejllæses derhen at jeg er imod ligestilling, eller endnu værre, for undertrykkelse af kvinder. Alle der har læst mine bøger, ved at det ikke er tilfældet. Da jeg voksede op, arbejdede både min mor og min far, og min mor var den med ambitioner, som begyndte at studere på universitetet da jeg var lille. De deltes om husarbejdet; dengang, i den del af verden, var det ikke almindeligt at have en far som støvsugede og vaskede op og lavede mad, og heller ikke særlig almindeligt at have en mor som arbejdede og ville gøre karriere. Min far var også hjemme med os alene et år, mens hun studerede, sådan som hun var mens han studerede. For mig er ligestilling mellem kønnene noget absolut indlysende, og jeg føler mig dum når jeg skriver det, for hvorfor behøver jeg at skrive det? Det er en fornærmelse at nogen tror noget andet. Når det gælder litteratur, læser jeg lige så gerne dem der er skrevet af kvinder som af mænd – to af de bedste bøger vi har udgivet på vores forlag, Pelikanen, er skrevet af kvinder, jeg tænker på Maria Zennström og Judith Hermann – og det er så naturligt for mig at det ikke burde være nødvendigt at understrege. En anden ting, vi er jo begge fædre til piger, og så er det også specielt at blive beskyldt for kvindehad. Det var fint at læse om Amanda, hendes måde at nærme sig dig på gennem fodbold, og din reaktion, at hun ikke var god nok – nej og nej, tænkte jeg – men så kom viljen, det ukuelige, livskraften, og noget blev forløst; to kroppe og en tanke, som du skriver. For mit vedkommende er jeg fuldstændig omringet af piger, vi har tre døtre, og så er der Linda, det bliver fire, derudover er begge deres bedstefædre døde, så der er kun kvinder tilbage i den generation, og både mormor og farmor er her ofte og hjælper til – seks kvinder, i alderen 70 år til fem måneder, lever jeg iblandt, foruden John, som er den eneste dreng. Jeg elsker mine piger, så højt og vildt at jeg ikke troede det var muligt, og jeg vil gøre alt for dem. Men eftersom teenagere som oftest gør oprør mod deres forældre ved at agere som eller blive det forældrene bryder sig mindst om – jeg har nogle kloge venner, deres datter blev dum, så dum man overhovedet kunne være, hun klædte sig dumt, opførte sig dumt, talte dumt – tre år var hun sådan før hun langsomt klogede til og blev skarp og tydelig igen – og hvis dette er rigtigt, og hvis det bliver sådan her, er mine fremtidsudsigter at få to hardcore feminister i huset som foragter patriarken og hans blinde magtudøvelse ... Men det skal jeg nok klare, for jeg tror jeg har så nært et forhold til dem at jeg kan se dem i øjnene og både de og jeg ved hvad der rent faktisk er sandt, hvad der er rigtigt, hvad der i virkeligheden gælder. Men jeg har taget grusomt fejl før.

Ingen store kampe i aften, men jeg er alligevel spændt på Argentina, om det kører for dem. Inden da tager vi på restaurant med hele banden, vi må lidt ud, meget stillesiddende indeliv de seneste dage, bortset fra den vedholdende hoppen op og ned og op på trampolinen.

Alt godt Karl Ove