Print artikel

Hverdagsheroisme

Illustration: Kristian Hammerstad
Essay
21.03.16
Kan man være heroisk i en nordisk velfærdsstat, der er så egalitær, at den enkeltstående heroiske handling er udryddet som begreb? Hvad stiller man op med længslen efter det storslåede, når det virker så uheroisk at blive voksen?

Det er efterår på Bornholm. Der er ikke så meget ferieø, folkemøde eller den der slags fortættede sommeridyl, man gerne forbinder med Danmarks østligste udpost, over Bornholm i oktober. Gaderne ligger øde hen under en askegrå apokalypsehimmel i Rønne, mens efterårsvinden jager gennem gader, der er affolkede på den måde, som gaderne var tomme i 90erne, der hvor man kommer fra i provinsen.

Jeg er på Bornholm, fordi jeg læste en Facebook-opdatering for et par måneder siden. Opdateringen blev delt af en bekendt, der ligesom jeg selv er optaget af konflikter og krigszoner og som ligesom jeg selv ofte befinder sig i dem - en del mere end mig selv faktisk.

Opdateringen var fra en ung ekssoldat og sprogofficer, Johannes Christian Weddell-Bollman: 

»Har set flere bekendelses-updates på det sidste med folk, der bryder tabuer - vold, barnløshed mv. Det imponerer mig når folk står frem og har noget på hjerte og bærer selv rundt på et tabu. Afghanistan. Jeg har ikke talt om det med nogen før. Jeg kan ikke. Sara sover ved siden af mig nu. Efter fem år ved hun stort set kun det om krigen som hun har set i programmet "min krig"...

Det er nu 5 år siden jeg kom hjem fra hold 9. Mere eller mindre på dagen. Der går ikke en dag uden at jeg tænker tilbage på den udsendelse. Jeg tror alle vi, der var med er mærket af den tur for evigt.

Jeg ligger nu og prøver at falde til ro, men den hede sommervarme oppe under loftet trykker mig for brystet og når jeg lukker øjnene ligger jeg ikke i min seng, men i et smadret compound i Patrole Base line...jeg kan høre en eksplosion og se folk komme op mod lejren. Jeg går dem i møde. Ud af porten. I en trillebør ligger en pige uden ben, viklet ind i en kulørt, spraglet velour kjole med pailletter i lilla og grønne nuancer. Ved eftersyn mangler hun også en arm. Revet af i eksplosionen. Jeg løfter hende. Min datter Emmy vejer det samme som hende. Når jeg løfter hende i favnen nogen gange står jeg igen med den lille krop i armene. Jeg kan lugte den metalliske lugt af blod, men det er støvet der dominerer. Det dækker alt. Stenmel overalt. Jeg kan se knoglestumperne stikke ud af de tændstiktynde ben. Det bløder forbavsende lidt tænker jeg. Jeg vil kaste op.

Scenariet skifter

Evige, endeløse patruljer uden formål. Kvælende varme. Kvalmende følelse af ligegyldighed. Men jeg må holde gejsten og troen oppe. Af alle på denne mission, hvem er jeg at påberåbe vanviddet? Jeg er måske den, der har læst mest om konflikten og forstår den bedst. Jeg burde kunne se og forstå...men jeg drukner i frustration, dødsangst, lidelseshistorier fra de lokale og ligegyldighed. Efter Jonas bliver sprængt i stykker tør jeg ikke mere. Jeg får de afghanske tolke til at udfylde de huller i patruljerne jeg skulle have taget...jeg vil hjem. Væk.

Jeg forsøger at få en hverdag til at hænge sammen og få livet med familien til at fungere. Jeg er flyttet væk fra kbh og mit soldatermiljø for at prøve at lægge det bag mig. Men sandheden er, at jeg ikke er den samme. Jeg er ændret. Jeg kunne ikke gennemføre min uddannelse på Universitetet efter jeg kom tilbage. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke huske hvad underviseren sagde. Jeg gik ikke op til eksamenerne for jeg vidste ikke hvad det handlede om. Teksterne læste jeg igen og igen, men kunne ikke huske det dagen efter - det harmonerede ikke så godt med at være den "skarpe sprof"...civil duede ikke. Tilbage til det trygge...det grønne. Mere uddannelse mere udsendelse. Flere nærdødsoplevelser. Som da vi bliver sprængt i luften i en MRAP på Saras fødselsdag. Eller jeg kommer hjem med skudhuller i bukserne efter ildkamp.
Mere uoverskueligt civilsamfund...endnu en uddannelse, der opgives. Vi flytter væk. Jeg får familie. Det går egentlig ok, men krigen er med...hele tiden med.

Det er noget som jeg tror vi er mange soldater der praktiserer...vi kan ikke sove i varmen...«

Opdateringen ramte et eller andet. Både hos mig selv, men også i mine omgivelser. Ikke bare fordi oplevelserne var så voldsomme, men også fordi de ramte en længsel, en rastløshed. En iagttagelse af verden, hvor alle sejre er nået, stort set før ens liv er begyndt. Hvor livet er komfortabelt, men ind i mellem også uvirkeligt. For nemt, for risikofrit, for uengageret. For uheroisk. Hvor det ind i mellem føles, som om den etiske grundramme, fællesskabsfortællingen, som danner skelettet for vores samfund, er i gang med at forvitre, fordi den aldrig for alvor bliver udfordret. At civilisationer vel begynder at forvitre, når der ikke er flere eksistentielle kampe at kæmpe. Når målet hovedsageligt bliver selvopretholdelse. Fordi fællesskaber har brug for modstand for ikke at stivne, og fordi borgeren har brug for i det mindste at have den hypotetiske mulighed for at skulle ofre sig for et fællesskab, hvis ikke det modsatte skal blive tilfældet: At man ikke vil give afkald på noget af sig selv for en fælles sag. At man ikke vil bringe ofre. Velfærdsstaten erstatter individets ansvar med et kollektivt, men hvad gør man så, når idealet bliver så afskåret fra ens egen virkelighed? Når ideen om staten bliver uromantisk.

»Velfærdsstaten erstatter individets ansvar med et kollektivt, men hvad gør man så, når idealet bliver så afskåret fra ens egen virkelighed? Når ideen om staten bliver uromantisk.«

Og at det måske er derfor, vores ledere engagerer os i krige, som vi strengt taget ikke behøver at engagere os i, og derfor unge mænd og kvinder melder sig til dem. Fordi de mangler modstanden, muligheden for at udmærke sig ekstraordinært for et fællesskab på et plan, der på en eller anden måde overskrider velfærdsstatens rationalitet? Det irrationelle i, at alle har en bedstefar eller oldefar, de godt kan lide at fortælle om, som var modstandsmand, men ingen – eller få – fortæller stolt om bedstefaren, der var med i andelsforeningen på trods af, at den sidste utvivlsomt har været meget vigtigere i opbygningen af det idealsamfund, vi har skabt.  

Men det skabte også en overvejelse om, hvorvidt det overhovedet er muligt at være heroisk i dag, og hvordan man i givet fald er det?

Jeg har været en del steder, hvor krigen er et grundlæggende vilkår, men aldrig i en situation, hvor krigen blev ført af heroiske årsager eller på en udpræget heroisk måde. I enkeltsituationer har jeg oplevet heroisme, folk der instinktivt var parate til at ofre deres liv som del af et tandhjul i en større maskine, men sjældent for en sag, for et ideal. Krigen er, som det evindelige Clausewitz-citat siger, en videreførelse af politikken, og den politiske verdens fravær af idealer og tilsidesættelse af personlige behov for en fælles sag er sjældent større, end når man oplever politikken transformeret til krig. Krigen er rationel, den er irrationel, men den er sjældent særlig idealistisk, når de første romantiske forestillinger, den forårsager, klinger af.

Dagen før rejsen til Bornholm holdt jeg et foredrag om Mellemøstens konflikter og om egne oplevelser i dem, famlende efter en eller anden form for opbyggelig fortælling, på en velpoleret kulturinstitution foran et veluddannet og distingveret publikum. Efter foredraget kom en af tilhørerne hen og spurgte mig om foredraget, eller måske snarere for at give sin mening til kende.

Hun sagde noget i retning af, at det var håbløst, at det var ubehageligt, at der ikke var nogen gode udsigter, og at det var frustrerende bare at iagttage det uden at gøre noget. Jeg tror, jeg gav hende ret.

Samtalen spiller i hovedet, da vi sætter os ind i en lille rodet bil og ruller ned af bakken mod Rønne.

»På en måde er det jo privilegeret, at de største bekymringer, man har, er noget, der sker for andre mennesker. At leve i en boble, hvor det ubehagelige er noget, man læser om,« konstaterer Johannes, mens han med nodebladet fra et Händel-korværk rutsjende rundt i forruden styrer bilen gennem byens tomme gader og hen foran øens asylcenter, hvor han arbejder. Et gammelt plejehjem med udsigt over havnen.

Vi går gennem køkkenet og et par kontorer og ind i nøgent rum med spartelpletter på væggene og to store forladte sofaer som det eneste møblement. Han prøver at forklare, hvorfor han tog af sted som soldat til Afghanistan, mens en medarbejder eller en asylansøger engang i mellem stikker hovedet ind af døren. Allerede i telefonen nogle uger inden har han forklaret, at han egentlig ikke ser det som heroisk at have været i Afghanistan, meningsløst snarere på mange måder, og beslutningen virker irrationel, som han sidder der på sofaen og fortæller om baggrunden for at tage af sted, som præstesøn fra Nørrebro, født af pacifistiske forældre på den aktivistiske venstrefløj.

»Det var en spontan beslutning og måske et lidt tilfældigt valg. Men jeg troede på krigen i Afghanistan. Jeg havde set 9/11, jeg så det som en helt ny trussel. Jeg troede ikke på krigen i Irak, men jeg troede virkelig på krigen i Afghanistan og på, at vi kunne gøre en positiv forskel. Jeg havde en følelse af, at jeg ikke bare kunne sidde stille og iagttage det,« fortæller han.

Det kom han heller ikke til. Efter en uddannelse som sprogofficer kom han med som efterretningsofficer med det såkaldte hold ni til Helmand-provinsen i Afghanistan. Et hold, som i løbet af deres seks måneder i Afghanistan mistede fem mand, fik 74 såret, mod 108 i de foregående otte år, og ti mand sendt hjem på grund af psykologiske problemer. Johannes iagttog det ske, mere og mere desillusioneret over det projekt, han var en del af.

»Jeg så jo formålsløsheden med det hele. Hvor korrupte, de folk vi samarbejdede med, var. Vilkårligheden i, hvem det gik ud over, når opiumsmarker blev ryddet, når vi vadede igennem folks marker og ødelagde deres høst. Civile, der blev bragt ind på vores felthospital med arme og ben sprængt af på grund af vejsidebomber, som var blevet lagt for at ramme os, og som måske ikke var vores ansvar, men så alligevel var det, fordi de ikke havde været der, hvis vi ikke var der. Jeg kan huske en afghansk chauffør, vi fik ind på felthospitalet, hvor jeg tit hjalp til. Han var kørt på en vejsidebombe og havde fået ratstammen op igennem kæben. Jeg kan huske, at han prøvede at tale, og at jeg lænede mig helt hen til ham for at prøve at oversætte. Jeg fik alt mulig spyt udover mig, men det var først bagefter, da jeg kørte en hånd ned af min bluse, at jeg opdagede, at det var hans tænder, hans tunge og alt mulig andet, jeg havde fået udover mig, fordi han spyttede det ud i sit forsøg på at tale. Jeg gik udenfor teltet og kastede op,« fortæller han.

»Vi vadede rundt på patruljer, og jeg mistede venner i forsvaret for baser, som så sidenhen blev opgivet, og som måske aldrig nogensinde havde haft nogen betydning som andet end skaktræk i en karriereofficers avancementsplan.«

Toppunktet kom, da han sammen med en flok soldater vendte tilbage til hovedkvarteret i den store Armadillo-base fra en patrulje i den Taleban-tunge Green Zone omkring Helmand-floden. På grænsen mellem den såkaldte high ground og oprørszonen, hvor en høj skrænt skilte den relativt sikre høje grund fra junglen under den, var en af Johannes’ gode venner, premierløjtnanten Jonas Peter Pløger, i færd med at hjælpe andre soldater op, da en mine sprang i luften.

»Han forsvandt bare fra livet og nedefter i en stor eksplosion, og der tror jeg mange af os mistede troen. Han var sådan en ledende figur, en idealist, der fik tingene til at hænge sammen, og som var en ledestjerne for mange af soldaterne dernede. Med hans død virkede hele missionen fuldstændig meningsløs.«

Alligevel blev det kun til en kort tid som civilist, da han efter at have afsluttet turen vendte hjem til Danmark og begyndte at læse på universitetet.

»Det virkede så ligegyldigt. De der navnelege på universitetet. At skulle sidde og kaste en bold rundt til andre studerende og sige sit navn, når man fik den. Jeg kan huske, at jeg stod på Frederiksberg Metrostation på et tidspunkt og bare iagttog folk i lang tid. Jeg tænkte, I har ingen idé om, hvordan verden virkelig er. Hvad jeg har oplevet, hvad jeg har gjort. Hvad jeg har været.«

Kort tid efter meldte han sig igen, ude af stand til at tilpasse sig den civile tilværelse. Desillusioneret over en krig, som han samtidig længtes efter.

»Grundlæggende vil man jo gerne være en del af noget, noget der er større end en selv. Lave noget, der bliver stående for eftertiden, noget man kan være stolt af, før man bliver for gammel og sidder på et kontor fra 9-16. Jeg er ikke kunstner, jeg kan ikke skabe noget, der bliver stående for eftertiden. Jeg tror måske, jeg tænkte, at det her ville,« forklarer han.

»Min kæreste forstår det ikke – at jeg har det på den måde. Men det er jo lidt som i Iliaden. Der er et sted, hvor Achilles får et valg; han kan vende hjem og leve et lykkeligt liv med børn og kone, eller han kan  udrette store bedrifter, men ikke vende hjem. Og han vælger at fortsætte. På en måde er det vel et valg, mange af os drømmer om.«

»Krigens væsen er imidlertid netop at sønderrive det rationelle ned, bryde alle regler, love og overenskomster, ødelægge alle etablerede værdier, og på den måde nå ind til vores inderste vurderinger, dem der har med hvem vi er at gøre.«

I Om efteråret skriver Karl Over Knausgård et brev til sit fjerde og ufødte barn for at fortælle hende, hvad der venter hende i den verden, hun snart skal fødes ind i.Om fænomenet krig skriver Knausgård: »Eftersom krig er en undtagelses- tilstand, en zone i det menneskelige hvor grusomheder og prøvelser foregår, som de fleste af os betragter udefra, næsten på samme måde som vi forholder os til grusomheder i fiktion, rører den kun ved det rationelle i os, det som forstår og fordømmer, eventuelt forstår og accepterer. Krigens væsen er imidlertid netop at sønderrive det rationelle ned, bryde alle regler, love og overenskomster, ødelægge alle etablerede værdier, og på den måde nå ind til vores inderste vurderinger, dem der har med hvem vi er at gøre. Jeg kan ikke forestille mig en eneste krig der ikke har handlet om identitet.«

Blandt andet nævner hans naboens søns krigslege som et eksempel på krigens symbolske anvendelighed i samfund, der for længst har lagt den bag sig, men af en eller anden grund stadig har brug for krigens begrebsverden for at forstå og kategorisere verden:

»Hvorfor han hele tiden leger krig, lille som han er, ved jeg selvfølgelig ikke. Men det kan handle om at krigslegene er den eneste måde han kender, der kan give ham afløb for sin aggression, som ikke lukker den inde, men lader den strømme ud, ikke frit og ustyrligt og angstskabende, men langs bestemte kanaler og korridorer i hans verden. For der er den anden side af krig: Den forenkler livet, opstiller konkrete mål og giver alle bestemte opgaver som har klare løsningsmetoder. Krigen frigør ikke kun de latente irrationelle kræfter i mennesket, men også de rationelle. Krigen er både pilespidsens enkle form og det komplicerede liv den tilintetgør. Det enkle og hårde hjælper nabodrengen til at holde orden på det bløde og komplicerede, og drønene han vil høre når han kommer hjem fra skole i dag, vil fylde ham med glæde, for i dem ligger et løfte om noget endnu enklere og hårdere, som vi alle har mærket dragningen mod«.

Sammenhængen mellem krig og heroisme er umulig at fornægte. Krigen er det eksempel, der altid gives i leksika, når begrebet heroisme skal forklares: Nogen der er parat til at yde et offer for et højere princip, for et fællesskab, i sidste ende deres liv. Som om krigen i sig er et enkelt spejlbillede af godt og ondt. Bortset fra, at vi ikke længere tror på den inkarnation af krigen; at den er nobel og uselvisk. Det ved alle, der har oplevet krigen tæt på.

Men det er ikke desto mindre det, der kommer tættest på en klassisk definition af heroisme, hvis man spørger idéhistoriker Hans Jørgen Schanz.

»Heroisme handler om at ofre sig udover alle grænser for almenvellet. Det er et begreb, der hører til i antikkens aristokratiske samfund, i en kulturkreds med normative opfattelser af ære og skam, som på mange måder styrede deres samfund – som var krigersamfund og dyrkede krigen som en permanent tilstand. Det er et begreb, der hører sammen med krig,« forklarer han.

»I dag har det ændret sig fuldstændig. Man kan være heroisk uden at være en helt. I dag er det heroisk, hvis en fodboldspiller gør en ekstra indsats for sit hold. Det er blevet et hjemløst begreb uden for krigssammenhænge i vores moderne velfærdssamfund. Og en forudsætning for en heroisk handling dengang var, at den var succesfuld. Der findes ikke noget, der hedder uheldig heroisme, så man kan stille spørgsmål ved, om heroisme overhovedet eksisterer,« konstaterer han.

»Det er et begreb, der hænger sammen med en aristokratisk æreskultur, som stort set er afskaffet. Heroisme er ikke en nødvendig bestanddel af vores samfund længere, i vores moderne væg-til-væg-tæppekultur. Selvopofrelsen er ikke nødvendig i et velfærdssamfund.«

Alligevel er idéen om en helt jo ikke død. Jeg tænker nogle gange over det midt i hverdagens trummerum, børneafhentning, madlavning, faste mødetider og det mere og mere skemalagte liv, man bevæger sig ind i, jo ældre man bliver, og som nogle gange får det til at virke så forbandet uheroisk virkelig at blive voksen. Om hvad et heroisk liv egentlig er. Hvordan man er heroisk i en nordisk velfærdsstat, hvor samfundsstrukturen er så egalitær og rationel, at den enkeltstående symbolsk heroiske handling nærmest er udryddet som begreb, nærmest kun eksisterer som institutionaliseret begreb i sportens floskelfyldte univers. Hvor den stort set er fraværende i vores litteratur, men alligevel til stede som en længsel, for hvem vil ikke være heroisk – eller i det mindste være en romantisk figur?

Det er en længsel, der på mange måder fører tilbage til begyndelsen af  1800-tallet, til Lord Byron, der dør om bord på en krigsbåd udenfor den græske by Missolonghi, sandsynligvis af et septisk chok efter en række tåbelige åreladninger af dårlige læger. En på mange måder uheroisk død, midt i et irrationelt krigstogt i en krig, der ikke angik ham, for græsk selvstændighed fra osmannisk styre og uden at have affyret et eneste skud mod fjenden. En død, der ud fra antikkens og Schantz’ definitioner på alle måder var uheroisk, idet den var usuccesfuld og dybest set heller ikke nødvendig for at redde hans eget folk, men snarere udført ud af kedsomhed, eventyrlyst og en romantisk forestilling om noble gerninger. Men også en død, der på mange måder indrammer en moderne definition af i hvert fald en slags heroisme: en gerning, der overskrider rationalitetens behov, som dybest set er unødvendig, men måske alligevel er nødvendig i en eller anden almenmenneskelig jagt på at overskride sine egne grænser, sætte sig udover de rammer, vores samfund sætter, og også ofte dets normer. Som Byron, der både var homoseksuel og eventyrlysten i en tid, hvor et konservativt britisk samfund absolut ikke omfavnede nogen af delene.

Illustration: Kristian Hammerstad
Illustration: Kristian Hammerstad

Det er en heroisme, som på mange måder definerer sig selv ved sin opposition til det bestående, det forankrede, jagten efter et heroisk liv, et liv, hvor personlig komfort er sat til side i jagten på spænding, på eventyr, på et liv for kunsten i en jagt rundt i Europa og verden efter en større fortælling. En romantiseret version af den verden, vi er hastigt i færd med at afmytologisere, rationalisere, dræbe. Som går igen på sin egen måde i Nietzsches dyrkelse af den individuelle heroisme, jagten på et større mål, store værker og en dyrkelse af enerens styrke, som det meste af tiden former sig som individets oprør mod et almenvælde, som netop ikke dyrker heroisme som et opbyggeligt begreb, men konstruerer samfund, hvor heroismen hverken er nødvendig eller ønskværdig. Spørgsmålet er, om heroisme i det hele taget er muligt som en kollektiv handling? Det skal den vel være, og der er også en længsel efter den. Især i øjeblikket, hvor alle og enhver vil hjælpe flygtninge, der kommer herop. Nærmest drømmer om at blive arresteret, transporterende illegale flygtninge over grænsen, først og fremmest selvfølgelig ud fra en indignation, der bunder i empati, men også ud fra et ønske om at udmærke sig som individ i kampen for en større sag. Ønsket om at finde den modstandskamp, der tilfører livet mening udover praktisk indretning.

Men spørgsmålet er også, om den modstandskamp og længsel efter et irrationelt offer er ønskværdige i et samfund, hvor vi grundlæggende har det optimalt, og hvor endemålet på mange måder synes at være nået. Selvom man reelt ikke rigtig tror på, at vi er verdens lykkeligste folk, sådan rigtigt, dybest inde. Spørgsmålet er, om Camus har ret, når han konstaterer, at heroisme er opnåelig, lykke sværere.

For Johannes Christian Wedell-Bollman er krigen på sin vis stadig en attraktiv mulighed, også selvom han ikke tror på den længere. Uroen i kroppen er der stadig, på trods af en hovedkulds rejse væk fra ikke bare krigen, men også væk fra København og et liv, hvor flugten i det hele taget er en mulighed, til et liv på Bornholm, hvor ideen er at sætte tempoet ned og som de fleste andre vende jagten indad og dykke ned i familielivets rolige mikrosystem.

Alligevel sidder uroen der stadig.

»Men spørgsmålet er også, om den modstandskamp og længsel efter et irrationelt offer er ønskværdige i et samfund, hvor vi grundlæggende har det optimalt, og hvor endemålet på mange måder synes at være nået.«

»Min kone punker mig, fordi jeg er rastløs. Jeg kaster mig ud i alle mulige projekter, jeg gør det automatisk. Jeg er blevet biavler, jeg har købt en båd. Da historierne og billederne fra Lesbos dukkede op, var jeg fuldstændig parat til at tage af sted. Jeg sagde til min kæreste; ’det er en humanitær katastrofe, jeg er nødt til at tage af sted. Hun sagde, glem det, du har børn, du har forpligtelser. Det splittede mig. Er jeg Achilleus, der har valgt at blive hjemme, at blive til ingenting, ikke at blive helten? Jeg er ved at nå frem til en erkendelse af, at det er ok. Det lyder bare så kedeligt,« siger han,  mens telefonen ringer, det er en asylansøger, der har brug for et lift med hjem til Østermarie, hvor der »ikke sker så meget, men det er også helt ok«.

Vi pakker sammen og siger farvel til et par af beboerne på hjemmet.

»Der er nok også noget med at tage verden på sine skuldre, white mans burden, du ved,« siger han.

»Jeg ved ikke, om jeg føler, at jeg er en del af noget større ved at gøre det her. Jeg gør det også, fordi det er skide sjovt at arbejde et sted, hvor der ikke er så meget af det. Et eller andet sted har jeg det også lidt stramt med hele den der frivillig-tankegang,« indrømmer han.

»Jeg synes, det er en god handling at hjælpe flygtninge til Sverige og køre dem derover i sin bil. Men hvorfor skal man snakke så meget om, at man har gjort det?«