Print artikel

Løsningen på alle problemer: Ikke mig, dig

En af de ting, man kan gøre for at undslippe for meget selvoptaget bakseri, er at gøre sig nyttig for sine medborgere.
Essay
24.12.15
Der er tre grundlæggende vilkår for den menneskelige eksistens lige nu. Det er ensomhed, kærlighed og velfærdsstaten. Det er der ingen grund til at fortvivle over. For et sted i rummet mellem de tre, finder man løsningen på alle problemer: Mennesket er gud, og man skal tro på det.

På billedet på Ekstra Bladets forside står Anjem Chouydary med en mikrofon i hånden og taler til en demonstration. En radikal islamistisk prædikant, der efter sigende, har hyldet og ansporet til terrorisme mod vestlige mål. Anledningen til billedet er, at han er blevet anholdt i Storbritannien i forbindelse med en terrorsag. Til venstre for prædikanten står en mand med et skilt, han holder op foran sit hoved, så det skjuler ansigtet. Han er iført en form for traditionel beklædning, på skiltet står der: Shariah: Solution to all problems. Sådan kan den moderne eksistens være så simpel. Mange af os er nu ikke så overbeviste.

Der hersker eksistentiel tvivl og narcissistisk ensomhed mere end brugsklare betjeningsvejledninger til livet, som vi kan konsultere ved hver given lejlighed. Vi indgår i skrøbelige fællesskaber, der til hver en tid kan smuldre, og enhver overbevisning er midlertidig og genstand for genforhandling. Det moderne menneskes vilkår er frihed og ensomhed. Friheden er utvivlsomt et gode, vundet efter århundreders kamp. Ensomheden er en slags collateral damage, som vi hellere må se at få lært at leve med. Heldigvis kan det godt lade sig gøre, men det kræver, vi afklarer med os selv, hvilke værdier vi kunne tænke os at leve efter. Såvel privat som samfundsmæssigt, som elskere og som medborgere.

I Mark Twains parafrase over den bibelske historie om de første mennesker, opdager de to hovedpersoner i bogstaveligste forstand ikke bare sig selv, men at der er noget, der hedder ”vi”. »Jeg er ikke vant til selskab,« beklager Adam sig. »Jeg ville ønske, den ville blive sammen med de andre dyr... Skyet i dag, vind fra øst; tror vi får regn.... Vi? Hvor fik jeg det ord fra?... Nu kan jeg huske det - den nye skabning brugte det.« I begyndelsen har de begge travlt med at opdage sig selv, men som livet skrider frem, går det op for dem, at de ikke kan undvære hinanden. Eva synes, at Adam er enfoldig og doven, mens Adam synes, at Eva er irriterende og alt for kontaktsøgende:

»Den siger, at den ikke er en Den, den er en Hun. Det er sandsynligvis tvivlsomt; men det ville være ligegyldigt for mig, hvad hun er, hvis hun blot ville holde sig for sig selv og lade være med at tale.«

Eva opdager ilden og synes, den er smuk og aner, at den en dag kan blive brugbar. Adam har svært ved at interessere sig for opdagelsen, som han finder unyttig. Eva er overbevist om, at hun er et eksperiment. Men hun kan ikke få det til at passe, at hele eksperimentet skulle dreje sig om hende selv. Hun kommer frem til, at hun må være »hovedbestanddelen«, mens omgivelserne og Adam ligeså meget er en del af det. For Eva kan det ikke passe, at verden bare handler om hende. Der være en anden mening.

Os gudløse mennesker må finde noget guddommeligt i andre mennesker. Det religiøse fællesskab er både et værn mod frihed og ensomhed. Men hvis man ikke tror på gud, må man tro på andre mennesker. Derfor kan man finde den så efterspurgte mening med tilværelsen i et forhold til et andet menneske. Enten i det konkrete andet menneske - det menneske vi bliver forelsket i - eller mere abstrakt, i andre mennesker. Det er der, hvor vi anerkender deres almindelige ophøjethed som ligeværdige. Så er vi demokrater i et politisk fællesskab.

Det er et uomtvisteligt biologisk faktum, at mennesket er alene. På trods af vores konstante drift mod det andet menneske, og deri vores evige impuls mod ensomhedens midlertidige opløsning i det erotiske forhold. Hvor vi i bogstavelig forstand trænger ind i et andet menneske og dermed endnu en gang mislykkes i vores fordømte impuls mod sammensmeltning. Sammenføjet bliver man aldrig i fysisk forstand. Kun i korte øjeblikke, når vi forsøger at overskride vores biologiske adskillelse i sengen. Det er erotikkens melankolske dimension.

Erkendelsen af ensomheden er det moderne menneskes mest desperate erfaring. Vi er født med en fysisk ramme, der ikke lader sig bryde. Men det er tilsvarende også et faktum, at vi som mennesker er en del af et fællesskab, vi heller ikke kan undslippe. Og det er i de andre mennesker, vi kan finde meningen. Men ikke uden at forstå, at det er problematisk med den selvforgudende autonomitanke, der er humanismens grundlag. Filosoffen Fredric Jameson har beskrevet, hvordan den sene kapitalismes kulturelle evolution skal tænkes som både katastrofe og fremskridt tilsammen. Mest af alt fordi den i yderste konsekvens gør os til narcissister, der ikke evner at elske andre end os selv. Men også fordi den kan gøre os alt for selvbevidste om vores egen vigtighed i samfundet.

Det er utvivlsomt både krævende og forvirrende at være til i vores komplekse moderne demokratier. Men løsningen er ikke selvforglemmende apokalyptisk religion som hos islamisterne, løsningen er at tro på den humanisme, som vi har hyldet siden oplysningen. Siden Kant lærte os, at vi skulle træde ud af vores selvforskyldte umyndighed. Siden dengang har vi i et demokratiseret Vesten skabt nogenlunde velfungerende og retfærdige samfund. Velfærdsstater, der slår alle tidligere politiske systemer i rationalitet og medbestemmelse til borgerne.

Men moderniteten går forkert, hvis vi glemmer vores egen menneskelighed i jagt på effektivitet og kompetence. Twains Adam er ikke bare det første menneske, han er også den første djøf'er. Han er uinteresseret i unyttige ting, han begriber ikke Evas begejstring over stjerner og blomster, der i hans øjne ikke har noget praktisk formål. Verden bliver tom, gold og meningsløs uden en åndelig dimension. Men for mange af os kan den åndelige dimension umuligt være religiøs. Det er ikke en mulighed at overgive sig til en forestilling om en guddom, vi ikke kan se eller mærke, og som - i fald han eksisterede - ikke kan siges at bruge sin påståede omnipotens til særligt mange menneskers fordel (tænk ISIS, klimakatastrofer, global fattigdom, etc). Vi kan heller ikke se kærligheden, men vi kan mærke den. Og den følelse er udgangspunktet for et meningsfuldt liv i forhold til de konkrete personer, vi har inde på livet og de mere abstrakte personer, der er en del af vores politiske fællesskab.

Den argentinske forfatter Juan Luís Borges skriver et sted, at det at forelske sig er at skabe en religion, hvis gud er fejlbarlig. Det ville Twains Eva utvivlsomt være enig i. Adam er propfyldt med fejl og mangler, men har alligevel en nærmest mystisk tiltrækning på hende. Adam synes tilsvarende, at Eva ind imellem er ret så irriterende, men undvære hende kan han ikke. Langsomt går det op for dem, at grunden er kærlighed:

»Hvis jeg spørger mig selv, hvorfor jeg elsker ham, indser jeg, at jeg ikke har et svar og faktisk er ret ligeglad, så jeg går ud fra, at denne form for kærlighed, ikke er et produkt af ræsonnement og statistik, ligesom ens kærlighed til andre reptiler og dyr.«

Det er den form for kærlighed, der er fuldt bevidst om, at mennesker ikke er guder, men væsener som vi alligevel er tvunget til at tro på. Svaret på modernitetens altid lurende desperate ensomhed er nemlig ikke mig, det er dig. Det er den kærlighed, alle vil have, for det er vores eneste ægte mulighed for at blive fuldbyrdet som mennesker. Det er i den, vi undslipper desperationen i den narcissistiske blindgyde.

Hos den danske filosof K. E. Løgstrup er selve udgangspunktet for at handle etisk det konkrete møde med et andet menneske. Som hos Twain giver livet faktisk ingen mening, hvis vi ikke forstår, at vi findes i et fælleskab. Hos Løgstrup bliver det møde til både en fordring og et ansvar. Jeg overgiver noget af mig til dig. Jeg lægger en del af min skæbne i din hånd. Jeg tror på dig, jeg hengiver mig. En del af mit liv vil fremover være på din nåde. »..Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd,« som han skriver i Den etiske fordring. Den moderne verden er tom, gold og værdiforladt, hvis vi ikke har hinanden at tro på. Ikke på gud, men på kærligheden. Mennesket er gud, altså det andet menneske; ikke mig, dig. Indlejret i katolicismen ligger et halvperverst forhold til Jomfru Maria figuren. Det er den vision om en mystisk, overjordisk lindrer, vi må forsøge at overføre til virkeligheden. Hvorfor ikke finde i hinanden en fejlbarlig consolatrix frem for at sætte vores lid til - perfekte - men forestillede karakterer?

Den amerikanske kritiker og essayist Christina Nehring påstår, at 60'ernes og 70'ernes feminisme gjorde sig skyldig i en mistænkeliggørelse af den heteroseksuelle kærlighed. Sex blev af nogle af den tids bannerførere fremstillet som en glorificeret form for voldtægt. Kærligheden er blevet miskrediteret, den er blevet fremstillet som pinlig for tænkende selvstændige kvinder. Som om det er et nederlag at overgive sig til en mand. Noget der giver dårlig samvittighed. Til gengæld bliver man betragtet som en kvinde med styr på tingene, hvis man er i stand til at opsøge og nyde sex uden at blive følelsesmæssigt involveret. Vi glemmer, ifølge Nehring, at vi alle er sexobjekter - mænd som kvinder - og at det på ingen måde udelukker, at vi også kan agere rationelt og intellektuelt. Nehring mener, at vi ubarmhjertigt har overgivet eros til vores oplysningsdagsorden i en så ekstrem grad, at kærligheden selv er blevet anæmisk. Kærligheden er blevet en slags svaghed, som vi ironiserer over. At finde sammen med et andet menneske i en sublim forening er en naiv måde at lade sig undertrykke på. Nehring går så vidt som at tale om en »stigma of romance«.

Hos Platon finder Nehring et modsat svar. Kærligheden er nemlig vis. Den er i virkeligheden så tæt, som vi nogensinde kan komme på at forstå essencen at et andet menneske. At vi kan se den anden, som han eller hun i virkeligheden er. Måske endda den anden i sin fineste og reneste form. Twains Adam og Eva er også ude af stand til at forstå både verden og forholdet til hinanden, men som tiden skrider frem overgiver de sig til følelsen og tiltrækningen. Det er ikke analytisk og klogt, det er en kapitulation over for noget, som vi ikke kan kontrollere, noget der er større end vores egen lille verden. Kærlighed handler nemlig i høj grad om, hvordan vi ser hinanden. Den giver os muligheden for at se hinanden bedre. Sokrates siger i Platons dialog Phaidros, at det maniske vanvid i den erotiske tiltrækning er en positiv drivkraft. Vanviddet er guddommeligt, mens fornuften er menneskelig. I Symposium siger Phaidros samtidig, at en elsker gør os til bedre mennesker, fordi vi gerne vil gøre os umage over for den anden. Eros gør os modigere. Derfor er eros ikke bare godt for samfundet. Den har også den bivirkning, at den er god for hæren.

Der er en mærkelig skabskristenhed i dyrkelsen af længslen efter det uopnåelige, det himmelske. For det moderne menneske, er det ikke noget problem at mestre kunsten at længes melankolsk. Det er et problem at mestre kunsten at have noget. For den amerikanske digter Emily Dickinson blev selve det at længes til et livsprojekt. »Heaven is what I cannot reach«, skrev hun. Hvis ikke man som Dickinson kunne legitimere dyrkelsen af længsel med et kunstnerisk projekt, risikerer man at spilde sit liv på en kristen idealisering af det himmelske, mens man giver afkald på den erotiske nydelse og det meningsfulde samvær, der er i forholdet til den anden. Kunstnere har i hundredevis af år dyrket den melankolske ensomhed, men måske er det på tide at indse, at melankolien er en form for selvoptagethed. Som den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt forstod det, bliver vores dyrekøbte menneskelige frihed nemlig først realiseret, når vi sammen med andre mennesker handler politisk. Ligeså lidt som at spise er liv, men betingelsen for liv, er det at leve sammen i et samfund ikke det det gode liv, men dets betingelse, forklarer hun.

Hannah Arendt har hos den altid grundige Immanuel Kant fundet begrebet sensus communis til at beskrive denne særligt menneskelige opfattelse af at tilhøre et samfund. Det kan ikke oversættes til common sense, men snarere til en slags følelse af fællesskab, en evne til at udvide sin bevidsthed og sætte sig i andres sted. Denne følelse af at tilhøre en større enhed end sig selv, hvor man som menneske er bevidst om sin deltagen i verden, er en hjørnesten i Arendts forståelse af verden. Det er en tænkning, der afviser at se individet som en afsluttet enhed, men som en uundgåelig deltager og bedømmer i verden. Måske lidt overraskende er det i Kants store værk om æstetikken, Kritik af dømmekraften, at Arendt graver sit tankeguld. Men for Arendt er det nogenlunde ligetil at lave en logisk forbindelse mellem vores evne til at bedømme, hvad der er smukt eller grimt, og vores fælles evne til at bedømme, hvad der er retfærdigt eller uretfærdigt.

Vores demokratiske værdier er nemlig baseret på tro. En overbevisning om, at hvert enkelt menneske har en ukrænkelig værdighed. Det er ikke en sætning, der kan bevises, det er den demokratiske tro. Af den følger den demokratiske styreform logisk, og hvis demokratiet skal være meningsfuldt, må det være et radikalt demokrati, der udbreder sine værdier nærmest fundamentalistisk og med konsekvens. Det er den skandinaviske velfærdsstat, hvor ligheden ikke bare er et postulat eller en ambition, men en aggressiv politik, der har formået at frisætte flere mennesker end noget andet politisk system i verdenshistorien. Dens spinkle basis er, at vi tror på, at det er et mere retfærdigt system end andre. Den følelse af retfærdighed er en balanceret ligevægt af analytisk kalkulation og næstekærlighed. En blanding af vores egen rationelle vurdering af systemet som formålstjenstligt og vores velovervejede moralske vurderinger og intuitioner. Men vi må ikke glemme, at friheden er et politisk gode, der giver os ret til at forme samfundet til fælles fordel og ikke bare en mulighed for at realisere vores eget lille selv. Vi bliver nødt til at tænke over, hvorfor vi har et politisk fællesskab og hvilke værdier, det er betinget af. Selve den tankeproces kan gøre tilværelsen mindre ensom. Den politiske tanke eller overvejelse er i sig selv noget, der foregår i et fællesskab. Den politiske handling er det i endnu højere grad, men det kræver en bevidsthed om det gode ved friheden i fællesskabet. Så når demokratiet er et spørgsmål om værdighed for det enkelte menneske, og politisk frihed er betinget deraf, må man huske sig selv på, at det demokrati, vi går rundt og tager for givet, er grundlaget for det gode liv.

Måske gik vi forkert engang, fordi det liberale demokrati forblændede os med både moralsk og funktionel overlegenhed i forhold til alt, vi tidligere havde set. Så byggede vi flotte, kompetente og retfærdige samfund, men glemte os selv på vejen. Det er en fare ved rationaliteten, at idet den lærer os at forstå verden også kommer til at tømme den for mening. For lang tid siden skrev den stoiske filosof Seneca i bogen med den sigende titel Om sindsro, at en af de ting, man kan gøre for at undslippe for meget selvoptaget bakseri, er at gøre sig nyttig for sine medborgere. Det bliver vi nødt til at tro på.

For at undslippe modernitetens narcissistiske blindgyde skal vi anerkende en kødelig humanistisk kærlighed, hvor enten det almene eller parforholdets fællesskab kan ses som et mål i sig selv. I parforholdet i en erotisk og kærlig gensidig forening, og i det almene fællesskab, et menneskeligt broderskab baseret på anerkendelse af den enkeltes ukrænkelige værdighed. Den skandinaviske velfærdsstat - med alle dens fejl og mangler - er det bedste bud, verdenshistorien endnu har set på et frisættende demokratisk system. Aldrig før har et politisk system givet det enkelte menneske så meget frihed til at realisere sit eget potentiale, og aldrig før har et politisk system gjort os så ensomme. Vi må derfor guddommeliggøre mennesket på to niveauer. På det personlige niveau i hende eller ham, for som Adam siger, er paradiset dér, hvor hun er. På det politiske niveau i den velfærdsstat, der, sammenlignet med langt de fleste andre steder, er et form for paradis. Et paradis, hvor mennesket har en selvstændig demokratisk værdighed, der giver krav på frihed og retfærdighed. Det er løsningen på alle problemer.