Print artikel

Kald mig bare Scandiman

En mand på en klippe, måske er den af granit, måske er det Skandinavien. Måske er det scandiman? Foto: CC
Essay
09.03.14
Kønsdebatten farer vild, hvis den kun handler om feminisme, kvinder og kønskamp. Den skandinaviske mand er nemlig stort set enig med de skingre stemmer, han skal bare lige finde sig til rette. Et sted mellem blid og brutal.

På toppen af mændenes hidtidige evolutionære trappe står Scandiman. Homo scandinavicus er nemlig både et monumentalt menneske hugget i granit og en skrøbelig blomst, der blidt og omsorgsfuldt spiller rollen som far og både henter og bringer. På toppen ved siden af ham står kvinden. Hun bør være bevidst om, at han har det sådan. Han vil ikke i kønskrig med hende. Han vil leve et godt liv sammen med hende. Scandiman vil det samme som hende. Den skandinaviske idealmand er ikke længere August Strindberg, det er Karl Ove Knausgård.

Scandimans sjæl er rundet af velfærdsstaten, men den har ikke gjort ham doven og dum, den har gjort ham blid og nysgerrig. Et fremtidsmenneske. En ny og bedre karakter formet af mangel på afsavn og pædagogisk dannelse. En personlighed, der ikke er skabt i konkurrence, men i fællesskabet.

Velfærdsstaten er livets definerende vilkår. Scandiman kan ikke undslippe velfærdsstaten. Den er et paradigme, der betinger ham og har formet ham. Mere end noget andet. Alt hvad velfærdsstaten slipper løs er produkter af den. Al dansk kunst er velfærdsstatskunst. Al dansk musik er velfærdsstatsmusik. Alle mænd født siden 60erne er på godt og ondt velfærdsstatens sønner. Scandiman er søn af velfærdsstaten. Han er formet af velfærdsstatens ideologi. Ikke socialisme elller liberalisme, men den forhandlede konsensusblanding, der har været vores definerende livsvilkår, siden vi blev født. Scandiman er et øjeblik lige nu, på et bestemt geografisk sted, i en bestemt politisk virkelighed. Scandiman er en udkrystallisering af de værdier, den økonomiske og teknologiske udvikling har gjort normale. I sit essay The Soul of Man Under Socialism beskriver Oscar Wilde fremtidsmennesket som netop et individ formet af den statsskabte tryghed:

»It will be a marvellous thing -the true personality of man – when we see it. It will grow naturally and simply, flower-like, or as a tree grows. It will not be at discord. It will never argue or dispute. It will not prove things. It will know everything. And yet it will not busy itself about knowledge. It will have wisdom. Its value will not be measured by material things. It will have nothing. And yet it will have everything, and whatever one takes from it, it will still have, so rich will it be. It will not be always meddling with others, or asking them to be like itself. It will love them because they will be different. And yet while it will not meddle with others it will help all, as a beautiful thing helps us, by being what it is. The personality of man will be very wonderful. It will be as wonderful as the personality of a child.«

Scandiman er en ulidelig gastroseksuel klovn, men også et storslået fremtidsmenneske. En utopisk realisering på højeste civilisationstrin, kun hans pik og hans mave forbinder ham til biologien. Han har internaliseret demokratiet. Lighed er ikke længere en fordring, det er en del af hans natur. Han er pisseirriterende, han er selvretfærdig. Men han er god nok. Scandiman kunne ikke drømme om at slå sin kæreste. Scandiman synes, det er den mest naturlige ting i verden, at landets mest magtfulde embede indehaves af en kvinde.

Scandiman møder en kvinde. De går på café, drikker vin. »Hun er usædvanligt smuk,« tænker Scandiman. »Meget mere end, hvad man er vant til at støde ind i rundt omkring i byen. Hendes intellekt er dybt, dybere end mit. Hun er feminin, så man ikke er i tvivl om, hvornår hun er hård og hvornår hun er skrøbelig. Jeg ser op til hende,« tænker Scandiman. »Jeg beundrer hende i en grad, der gør mig svag.« Scandiman slår sig selv i hovedet, når han tænker på, hvor mange gange i løbet af mødet han overlod beslutninger til hende. Han ønsker sig at være en ordentlig modig mand, der kan gå efter den endegyldige sejr. Scandiman har ikke noget dræberinstinkt. Scandiman føler sig uduelig, han tænker, at han aldrig bliver god nok til hende.

Scandimans ambition er at være en ordentlig mand. Sådan en, der både har en stærk beskyttende arm og en af-machoficeret blidhed. En der ikke er bange for fordomsfrit at forsøge at afkode sine egne følelser, måske ikke helt så selvoptaget som Knausgård, men selvbevidst og med vilje til at udvikle sig og blive bedre. Knause-bassen skriver: »Den svage foragt jeg betragtede mænd, der trillede barnevogn med, var mildt sagt tveægget, eftersom jeg som regel havde en foran mig når jeg så dem.« Det er den skandinaviske mand; god, men den stigende afstand til det biologiske har ikke undgået at sætte spor. Scandiman skal finde balancen.

 

Det er et fælles projekt, ikke en forbandet strindbergsk kønskrig

 

 

En ordentlig mand skal bruge en ordentlig kvinde, at være ordentlig mand op ad. Det er måske den simple hemmelighed. At vi kan ikke være gode, uden at have nogen at være god sammen med.

»Mænd er svin,« det har Scandiman hørt nogle gange efterhånden. Og han ved godt, at det dybest set er rigtigt. Han er ganske enkelt ikke i stand til at lade være med at registrere og bedømme brysterne på enhver kvinde, han møder. Når Scandiman skal vælge en kø i supermarkedet, vælger han instinktivt den med den mest attraktive kvinde ved kassen. Men Scandiman ved godt, at det er forkert at bedømme kvinder på deres udseende, han kæmper mod sin biologi, og han kæmper imod sin biologi, fordi han har internaliseret demokratiet. Det nye ved Scandiman er, at han er bevidst om sin egen indbyggede uretfærdighed og derfor gerne vil blive et bedre menneske. Scandiman ved godt, at hans jalousi er et udtryk for angsten for at være utilstrækkelig. Scandiman er ikke bange for at granske sig selv kritisk. Han vil ikke tynges af vægten af at bære en macho-maske. Han vil være fri til at være skrøbelig. Scandiman kan ikke blive frigjort uden, at kvinden også bliver det, også derfor støtter han hendes aspirationer. Han kan ikke være en ordentlig mand alene. Scandiman skal bruge ordentlige scandidamer at være ordentlig sammen med. Det er et fælles projekt, ikke en forbandet strindbergsk kønskrig.

At være en god person er en ædel ambition. Den amerikanske filosof Martha Nussbaum siger, at det at være et godt menneske, er at have en slags åbenhed mod verden. En evne til at stole på usikre forhold, som man ikke har kontrol over. Den slags er nemmere som tilllidsfuldt velfærdsstatsmenneske. Det etiske liv, fortsætter hun, er mere baseret på at være som en plante end som en juvel. Sådan er Scandiman; Et granitmonument og en skrøbelig blomst. Sådan er Scandimans idealkvinde også.