Print artikel

Krig og ødelæggelse er enormt befordrende for god litteratur

Illustration: Mari Kanstad Johnsen
Samtale
15.02.17
Følgende er en samtale mellem litteraturkritiker Mette Høeg og digter og kulturskribent Victor Boy Lindholm. Høeg blev for alvor et kendt navn i den danske litteraturverden, da hun sidste år skrev en nådesløs og polemisk kritik af samtidslitteraturen på forsiden af Weekendavisens bogtillæg. I samme medie skrev hun i foråret ikke særligt pænt om et essay, som Victor Boy Lindholm havde skrevet i tredje udgave af nærværende bogtillæg. ATLAS faciliterede et møde mellem to tilsyneladende modpoler. Det blev ublodigt, men interessant.

- Hvordan vil du beskrive dit litteratursyn? Du er generelt kritisk overfor meget nyere dansk litteratur, fordi, som du siger, at den er konsensussøgende indenfor sin egen form og indhold, men hvad tænker du, hvis du selv skulle sætte nogle parametre op?

»En af grundene til, at jeg er så kritisk overfor ny litteratur er, at ingen andre er det. Jeg fremstår formodentlig hårdere, fordi jeg forsøger at kompensere for en manglende kritisk indgriben. Der er en tendens i litteraturkritikken til at rose og godkende al den nye litteratur, fx påstås det af flere, at vi befinder os i en ny litterær guldalder, og det provokerer mig meget. Fordi der ikke er andre, der påtaler dette, råber jeg højere – for at råbe rummet af konsensusstemmer op.«

»Mit generelle litteratursyn? Hvad var det jeg skulle svare på?«

- Jeg tænker især her på det, du har sagt med, at litteraturen skal afsøge afkrogene. Du har nævnt Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof som eksempler. Her tænker jeg også på din interesse i Stangerup.

»Jeg mener, at litteraturen skal bibringe noget nyt, og den skal ville noget. Litteraturen skal være radikal, sætte sig selv på spil, eller være forbundet til en form for handling. Dér bliver det interessant. Litteraturen kan også beskrive det allerede eksisterende, men så må den gøre det stærkere end de allerede eksisterende forsøg. Litteraturen kan jo også forfine noget allerede behandlet, og gør den det, så indebærer forfinelsen jo også en frembringelse af noget nyt og interessant. Den mere deskriptive, afspejlende litteratur er slet ikke uden værdi, men forfatteren skal afdække noget nyt af det eksisterende eller afdække det på en radikalt ny måde, for at det bliver interessant litteratur. Det formår Bjørn Rasmussens første bog, den gjorde virkelig stort indtryk på mig. Dels, fordi den udtrykte en sensibilitet, jeg ikke havde set før. Den form for homo-erotisk sensibilitet, den repræsenterede, havde jeg ikke set skildret så intenst før. Derudover fornemmede jeg, at der var oplevelser og levet liv bagved, som gav teksten kraft. Og det er et andet element, der kan udmærke god litteratur, at man kan mærke, der ligger levet liv og erfaringer til grund. Selvfølgelig må forfatteren være i stand til at formidle og sætte sine erfaringer i en formmæssigt interessant sammenhæng. Men levet liv er klart en dimension, der potentielt udmærker litteratur. Asta Olivia Nordenhof har jeg ikke læst så intensivt. Men i de af hendes digte, jeg har læst, var der nerve og originalitet; de havde effekt. Principielt er jeg ikke modstander af litterære skildringer af det kvindelige subjekt, tværtimod. Og der har jo unægtelig været en historisk modstand mod anerkendelsen af det kvindelige subjekt som interessant, og en fordom om, at kvinden kun kan være subjektiv og narcissistisk. Den specifikke diskurs i dansk litteratur, som beskæftiger sig med det kvindelige subjekt og den kvindelige erfaring, den skal selvfølgelig ideelt set være repræsenteret i litteraturen; men ideelt set jo helst med gode eksempler.

Nu er jeg grundlæggende ikke særlig politisk, men i en litteraturkritisk sammenhæng kan jeg bedre identificere mig med de værdier, som typisk associeres med en borgerlig position – det individuelle, det konsensusudfordrende, det uafhængige

Jeg synes, at den specifikke diskurs har været overrepræsenteret, blandt andet af en masse dårlige værker, og at den kritiske offentlighed har været præget af en automatisk godkendelse af alt, der handlede om det kvindelige subjekt og den kvindelige erfaring, inklusiv værker af lav litterær kvalitet. Tematikken alene kvalificerer jo ikke værket. Som konsekvens er jeg blevet bebrejdet for at repræsentere den historiske modstand mod kvinder. Det er selvfølgelig ikke bare omgivelsernes ansvar, men også forårsaget af den måde, jeg selv formulerer mig på. Men jeg synes jo egentlig bare, jeg tog den kvindelige forfatter som sådan alvorligt, ved at kritisere en række værker, der havde fået positiv særbehandling.«

- Der findes enormt mange kritikere i Danmark, der laver nogle gode læsninger, men de virker ret bange for en egentlig vurdering. Det er læsninger alt sammen. Kan det måske have noget at gøre med, at de alle er akademikere?

»Det tror jeg i høj grad er rigtigt – at der er sket en akademisering af anmelderfaget. Det er jo grundlærdom på universitetet, at din subjektive mening er forbudt, at du skal efterstræbe objektivitet. Du må ikke vurdere, kun beskrive og analysere. Selvfølgelig skal man være omhyggelig i sin læsning, det er klart, men det er trist for kritikerfaget, når det bliver en ren deskriptiv og analytisk-læsende praksis, der skyr vurdering. Jeg har ikke noget imod stjernesystemet. Hvis ikke, der er en vedvarende diskussion af, hvad der er god og dårlig litteratur, så stagnerer litteraturen. Hvis kritikeren udelukkende forholder sig venligt deskriptiv, og hvis kritik bare defineres som læsninger af værker, så forringer det litteraturens udviklingsvilkår.«

- Det er jo næsten sådan et grundpræmis som kritiker at være modstander af stjernesystemet. Det er næsten en positionering. Hvis man er en god kritiker, så er man imod stjernesystemet, som redaktøren lægger ned over ens læsning. Det er jo et problem. Det kunne lede frem til det næste spørgsmål. Hvad betyder den litterære smag? Det er som om, vi lader som om, den litterære smag ikke betyder noget - eller at der i hvert fald ikke er forskel på litterær smag, og at diskussionen om litterær smag ikke er det, som selve diskussionen om litteraturen kan handle om i kritikken. Vi kan i hvert fald blive enige om, at vi ikke alle sammen synes, at den samme bog er god, eller at den samme tekst er god. Men hvorfor må stjernesystemet så ikke være en måde at orientere sig på i forhold til det ?

»Ja, selvfølgelig, men man kan jo nemt have en masse indvendinger mod stjernesystemet, hvis man kun læser det. Der må jo være en god uddybende artikel, der forklarer stjernevurderingen. Jeg tror, det er enormt vigtigt at turde være vurderende og ærlig om sine kvalitetskriterier som kritiker. Det er en forudsætning for en respektfuld omgang med litteraturen. Det er langt mere respektløs kritisk praksis ikke at give en vurdering, men blot en velvillig gengivelse.«

- Jeg tænker i forhold til det, om der er en forestilling om objektivitet på spil. Om det er sådan en mærkelig efterladenskab fra nykritikken, hvor litteraturvidenskab og kritikken skal lade som om de er en objektiv videnskab?

»Men accepterer man det udgangspunkt, bliver litteraturen nemt sådan en uskadelig, fluffy og hyggelig ting i velfærds-Danmark. Uden en kritisk offentlighed, der udfordrer og skubber til litteraturen, bliver litteraturen ufarlig. Og det er en udbredt opfattelse i Danmark, at litteratur er noget udelukkende positivt – at bøger er gode, at bøger bare er dejlige, mmmmm, bøger, dem vil vi bare gerne røre ved, de er bare skønne på alle måder. Nej, det er de ikke nødvendigvis. Bøger kan være grimme og dårlige. Selvfølgelig har jeg ikke patent på sandheden, men jeg tror ikke på, at litteraturen, eller tanker og idéer i det hele taget, kan udvikle sig særlig meget, hvis man ikke kan diskutere ud fra forskellige positioner og forskellige opfattelser af højere og lavere kvalitet. Man kan ikke etablere en frugtbar, kritisk diskussion, hvis man ikke vedkender sig, at holdninger og kvalitetskriterier er subjektive.«

Mette Høeg


- Har du identificeret dig selv i forhold til en specifik borgerlig kritik? Det virker som om dem, der støttede din kritik, hovedsageligt var borgerlige, og dem, der reagerede imod det, alle identificerede sig med en venstreorienteret kritik.

»Flere borgerlige tog vist for givet, at jeg var borgerlig. Jeg deltog i en konference på Christiansborg i foråret, hvor Martin Krasnik lavede interviews til Blixenprisen. Han spurgte alle deltagende til deres politiske tilhørsforhold, men havde vist svært ved at acceptere mine svar. Han spurgte, hvad jeg stemte sidste gang. Jeg svarede Socialdemokratiet. Han spurgte så, hvad stemte du før det? Jeg svarede Radikale. Han svarede, har du aldrig stemt længere til højre? Nu er jeg grundlæggende ikke særlig politisk, men i en litteraturkritisk sammenhæng kan jeg bedre identificere mig med de værdier, som typisk associeres med en borgerlig position – det individuelle, det konsensusudfordrende, det uafhængige. Jeg synes, der ofte er en stærkere energi, en større ærlighed, et større mod og en stærkere uafhængighed i den litteraturkritik, der kommer fra den mere højreorienterede kritikerfløj i Danmark – hvor de kritikere, der identificerer sig med en venstreorienteret ideologi i dag, generelt synes at være meget konsensussøgende, gruppetænkende og ofte utrolig forudsigelige i deres litteraturkritik.«

- Hvad synes du om reaktionerne på dit essay i Weekendavisen?

»Den umiddelbare reaktion var ret overstyret. Med det samme begyndte antagelser om essayet og dets forfatter at florere på nettet, fx at jeg var homofob og misogyn, og at jeg gjorde nar af psykisk syge. En meget stor del af den reaktion, essayet affødte, var ikke så meget en diskussion af essayet som det var en fælles forargelse over og fordømmelse af mig på baggrund af de antagelser. Det irriterede mig selvfølgelig, fordi der, for mig at se, i vidt omfang var tale om bevidste fejllæsninger med det formål at kvæle den egentlige kritik. I de efterfølgende måneder, var der imidlertid mange, der opsamlede og videreførte mine kritikpunkter. Men næsten alle afsvor samtidig enhver form for sympati med min person og accept af mine udsagn. Der blev, i visse kredse, meget hurtigt etableret konsensus om, at det her, uha, det var utilstedeligt og forbudt. Så selv de, der var enige i dele af kritikken, og som dristede sig til at følge op på den, da det værste stormvejr havde lagt sig, syntes at se sig nødsaget til eksplicit at fraskrive sig en association med mig. Det stod mig aldrig rigtig klart, hvad det var i essayet, der blev opfattet som så utilstedeligt. Der var ikke særlig mange kvalificerede modsvar. Christina Hagen kom med lidt.«

- Ja, hun brugte meget af sin artikel på at sige, at I var enige omkring nogle ting. Men det går meget på, at du skulle være modstander af afkrogssøgning, eller afsøgningen af det udgrænsede.

»Mange sagde om Hagens modsvar, at nu kom der endelig et modsvar, der var rigtig godt. Det var vel mere kvalificeret end det meste, men jeg synes ikke, hendes kritik var helt klar og holdbar. Hun forsvarede den litteratur, jeg havde kritiseret, ved fremstille den som et uundgåeligt produkt af samfundet – og dermed udledte hun, at ”du ser bare det, du selv er med til at producere.” Den litteraturopfattelse deler jeg ikke. Ikke at forvente mere af litteraturen, end at den skal være et produkt af samfundet, ren afspejling, er uambitiøst. Forfattere skulle helst kunne evne at afspejle samtiden i værket og samtidig enten bibringe en ny, interessant tolkning eller udfordre samtiden – frem for blot at holde et spejl op.«

- Det, jeg tror, hun mente var, at samfundet spejler sig selv i litteraturen, men det er alt det grimme, der bliver spejlet. Hagen skriver jo meget om et ret almindeligt jeg, men som viser, hvor destruktivt det almindelige også er. Her kunne man nævne Boyfrind og White Girl. Jeg synes, det er meget interessant. Hvis et samfund er optaget af kroppen, får man en litteratur, der er optaget af kroppen, men en litteratur, der er optaget af det grimme ved fx kroppen.

»Det er for mekanisk et litteratursyn. Kunsten er forbundet til samfundsudviklingen, men er jo dermed ikke uundgåeligt sekundær og underordnet samfundsudviklingen. Kunstens funktion er jo ikke kun at belyse samtidens dominerende tendenser, det, som allerede bliver diskuteret i magasinerne og aviserne. Jeg synes, man må forlange mere. Ideelt set inkluderer kunstens funktion også opfindelsen af noget nyt, beskæftigelsen med fortiden og med noget uden for det, der er etableret i samfundsdebatten.«

- Hvis man skal gå med på hendes kritik, handler det vel om, at kunsten ikke behøver at stå udenfor, men at kunsten også kan stå indenfor og kritisere samfundet indefra. Hendes bøger formår netop at stå indenfor og kritisere. Det er dér, kritikken har en pointe. Kunsten kan stå udenfor ved at gå ind og stå midt inde i det og pege.

»Det er jeg enig i, men det var ikke den position, jeg kritiserede i essayet. Jeg kritiserede den litteratur, hvis udfordring af samfundet er forstillet og pseudokritisk – den litteratur, som forbliver ’indenfor’, som står og skutter sig trygt i varmen af det allerede sagte og etablerede, mens alle lader som om, den er modig, vigtig og af høj litterær kvalitet - bare fordi tematikken er aktuel. Vurderingen af værket må jo bero på, hvorvidt det lykkes litterært og kunstnerisk, og ikke på hvilken ’aktuel’ og samfundsrelevant tematik, det benytter sig af. Jeg kritiserede nogle værker for at hægte sig på en særlig velanset og populær tematik, og jeg kritiserede modtagelsen af værkerne for ikke at vurdere deres litterære kvaliteter. Jeg vil medgive, at litteraturen kan være interessant, når den ’indefra’ beskriver noget tidstypisk og kritiserer det. Men kun, hvis den gør det godt.«

Jeg synes generelt, der er en mangel på selvkritik og selvkritisk bevidsthed i kritikermiljøet


- Jeg tror, der er mange, der har misforstået det. Jeg tror, der er mange, der forstod, at hvis der er et dramatisk indhold i det, så er det lige meget med formen. Det er et sted, hvor jeg tror diskussionen dør.

»Det var svært at gennemskue, hvor jeg skulle korrigere. Dels var der elementer i mine udtalelser, der var åbne for fortolkning, men der blev også forsætligt produceret fejlopfattelser af dem, der følte sig personligt stødt over min kritik. Jeg blev påduttet nogle meninger, jeg ikke udtrykte, for at gøre det nemmere at afvise teksten – fx, at jeg arbejdede med en fejlagtig skelnen mellem form og indhold.«

- Men er der nogen, der beskæftiger sig seriøst med litteratur, der tror, at man kan adskille de to ting.

»Ja, jeg har et sted læst Lars Bukdahl insistere på, at det eneste interessante er formen. At den i sig selv retfærdiggør og kvalificerer en tekst.«

- Klart, diskussionen om kunst for kunstens skyld er selvfølgelig aktuel. Det er måske her, Lars Bukdahl kommer til kort, fordi han har insisteret så meget på formen. Det har jo nok noget at gøre med hans generation. Den her udforskning af det gøglede, det fjollede og gakkede.  Hvis man sidder og læser Hvedekorn i dag, er der nogle bidrag fra sene 80’er-digtere og tidlige 90’er-digtere, hvor man bliver i tvivl, om de mener det helt seriøst. Der er en insisteren på formen, på det gimmick-agtige. Det forstår jeg ikke.

»Jeg synes generelt, der er en mangel på selvkritik og selvkritisk bevidsthed i kritikermiljøet.«

- Det er jo også kritikerens rolle at være kritisk overfor sig selv.

»Ja, man må være kritisk overfor sit eget udgangspunkt. Litteraturkritikken mangler selvkritik og større egentlig kritisk stillingtagen til litteraturen. Dagbladenes kritikere skulle jo være vagthunde.«

- Det er jo også svært at være kritisk, fordi det betyder, at man skal pege på den dårlige litteratur, og dermed på nogle af sine venner.

»Ja, det er svært. Kritikerne burde passe lidt bedre på med socialiseringen med det segment, de skal anmelde, og være mere reflekterede omkring deres praksis.«

- Men man burde vel også være interesseret i ærlighed, selvom man er gode venner. Det er vel det, der kendetegner et godt venskab.

»Ja, at sige sin mening er at udvise respekt. Det er ikke respektfuldt bare at pakke kritikken væk af frygt for at støde nogen.«

- Men det kræver vel et sprog til det? Det kræver, at selvom man synes, det er det værste lort, så formår man også at mestre et sprog, hvor det ikke bare handler om persontilsvining, men om der, hvor teksten ikke fungerer.

»Der er vist ikke enighed om definitionen på ’persontilsvining’ i litteraturkritisk sammenhæng. Jeg synes, der en tendens til dyrkelse af offerpositionen hos forfattere. En insisteren på, at de er sarte, stakkels, svage og udsatte, fx fordi de er kvinder. Ligesom de kappes om at skilte med deres psykiske sygdomme for at påvise denne sarthed, som åbenbart ses som kvalificerende. Man er altså ikke stakkels, fordi man er kvinde i Danmark, og jeg synes passende, de kunne oparbejde lidt mere modstandsdygtighed mod kritik.«

- Er det noget, der kunne ligge i en velfærdskritik?

»Ja. Meget af den nyere danske litteratur, der fremkommer i disse år, afspejler tydeligt den komfortable, spændingsfrie velfærdskontekst, og der er meget sjældent nogen nødvendighed at spore i ny dansk litteratur. Den fremstår primært som forfatternes personlige identitetsprojekt. Et velfungerende velfærdssamfund lægger jo ikke et særligt stort pres på sine medlemmer.«

- Der er jo masser af identitetspolitiske bøger, som er gode. Kan man ikke godt sige, at det kunne være et pres at skrive om det? At der er nogle ting i det, der er så presserende, at selvom man er født ind i en velfærdsstat, så er der noget, der stadig er så nødvendigt, at det stadig kan producere ny litteratur?

»Politiske problemstillinger?«

- Nej, identitetsspørgsmålet.

»Jo, kan du så ikke ligeså godt skrive en dagbog?«

- Måske, men hvis man formår at gøre det interessant for læseren? Du har tidligere nævnt Maja Lee Langvad som en, du synes bliver monoton og kedelig, men jeg kan enormt godt lide hendes bøger.

»Der er en malplaceret alvor hos Maja Lee Langvad. Hendes situation fremstod ikke så slem, at den retfærdiggjorde selvalvorligheden.«

- Jeg synes, hun rykkede ved noget, jeg ikke kender i identitetsproblemerne. Som har fået mig til at læse udover. Det har fået mig til at forstå den her oplevelse af ikke-identitet.

»Jeg er ikke principiel modstander af den repetitive form, og jeg synes ikke at problematikken, hun behandler, isoleret set er uinteressant. Men der var et misforhold mellem selvhøjtideligheden og den formelle situation, som var forstyrrende og irriterende.«

- Det virker som en generel kritik fra dig? Selvhøjtidelighed?

»Ja, selvhøjtideligheden trives i nogle kredse i Danmark. Der er sådan en tendens til at importere problemer udefra, som man så kan påberåbe sig for at blive set og taget alvorligt. Identitets- og minoritetsdiskussioner fra fx USA, hvor de stadig har stor relevans, importereres og indføres i en dansk kontekst i et 1:1-forhold. Man behandler så tematikkerne med samme seriøsitet og indlevelse. Der er noget hyklerisk på spil. Emma Holten er et godt eksempel på overdramatisering og selvhøjtidelighed. Hendes oprindelige projekt med at uploade billeder af sig selv var modigt, det respekterede jeg. Men siden har hun opsat en dramatisk og hellig forestilling om kvinden som offer. Hun taler fx om “vi, der kæmper for retfærdighed.” En sådan hellighed og dramatisering er, for mig at se, lige dele ufrivilligt komisk og problematisk i en dansk kontekst. Selvfølgelig må hun føle sig som offer, hvis det er sådan, hun har det. Men hendes stærke generalisering af kvinden som offer er provokerende – og også uhensigtsmæssig, tror jeg. For det første, kan jeg ikke genkende hendes fremstilling – jeg opfatter ikke mig selv som et offer i kraft af mit køn. Det har givet mig en lang række fordele, som mænd ikke er forundt, og det værdsætter jeg. Dertil mener jeg, at i en kultur som den danske, hvor de strukturelle forhold nu muliggør fuld ligestilling, er der i højere grad brug for, at kvinder selv begynder at tage deres værd alvorligt ved at insistere på, at de ikke er ofre, og mentalt frigøre sig fra den indlærte opfattelse af, at de er underlagt en undertrykkende patriarkalsk kultur. Offerdyrkelsen og –positioneringen under dække af kamp for frigørelse og ligestilling, finder jeg irriterende og problematisk. Jeg bryder mig heller ikke om begrebet ’feminisme’ – det er blevet et hyklerisk begreb, fordi det påstår at ville ligestilling, mens det i sin bogstavelige betydning prioriterer det kvindelige højest.«

- Når du nu kritiserer litteratur skrevet i velfærdsstaten, tænker du så, at der er en optimal statsform til at skabe god litteratur?

»Krig og ødelæggelse, spændinger, kontraster og drama er enormt befordrende for god litteratur. Der bliver selvfølgelig ikke produceret så meget litteratur midt i undtagelsestilstanden, men typisk først efter freden er indtrådt. I kunstnerisk forstand værdsætter jeg ballade, krig, kaos og undergang. Men det er svært at få til at hænge sammen med en statsform, jeg kan stå inde for politisk. Men jeg føler det vældig spændende, når potentielle katastrofer nærmer sig – synet af flygtningestrømme vandrende indover grænserne, forlydender om atomkrig.

Illustration: Mari Kanstad Johnsen
Illustration: Mari Kanstad Johnsen

Vold og kaos giver mig sådan en forventningsglæde – om at nu sker der måske endelig noget rigtigt, noget der kan ruske i folk og distrahere dem fra deres pseudodiskussioner og idiotiske travlhed med at positionere sig socialt, købe de rigtige designermøbler og udstille dem og deltage i de politisk korrekte kulturelle diskussionsevents med hovedpineinducerende tomgang og tom snak. Det er jo røvkedeligt at befinde sig behageligt.«

- Tror du, at nogle af de problemer vi har snakket om, ville løse sig med en større nordisk offentlighed, som blandt andet Vagant kæmper for?

»Jo, der er klart et potentiale i udbredelsen af den litterære debat til en større nordisk offentlighed. Men hvis en sådan udvidelse af offentligheden skal have en gavnlig effekt på litteraturen og debatten om den, så kræver det også, at man i højere grad omfavner kritisk diskurs og etablerer en stærkere selvkritisk bevidsthed - at de nordiske miljøer undlader at være flinke, støttende og promoverende over for hinanden og over for 'nordisk litteratur'. Det skulle jo helst ikke bare være en fælles, overfladisk hensvælgen i nordisk kulturs og litteraturs attributter - lyse nætter, tåge i en birkelund osv. (prøv fx at se tidsskriftet Florets æstetiske udtryk).

Litteraturkritikken i dag er præget af de begrænsninger, det medfører at indse, at al kritik er subjektiv. Man kan som kritiker reagere på den indsigt, ved at forsøge at reducere sin subjektivitet ved udelukkende at læse med værket. Eller man kan reagere ved at argumentere så sagligt og objektivt som muligt for sine vurderinger – ved at udøve selvkritik og hele tiden revurdere sine indstillinger og præferencer, og ved at skabe dialog mellem modstridende opfattelser - sådan som du jo forsøger med interviewet her. Jeg mener, at sidstnævnte indlysende er den mest frugtbare og produktive tilgang - den eneste af de to tilgange, som skaber mulighed for bevægelse og udvikling. Den passivt observerende og accepterende tilgang finder jeg resignerende, uambitiøs - og faktisk uhyggelig. 

Jeg tror, mange er bange for, at hvis man kritiserer litteraturen, så nedvurderer man den - og så risikerer man, at dens prioritering i samfundet reduceres, at statsstøtten reduceres, at dagbladene nedprioriterer litteraturstoffet, at forlagene kun vil sælge åbenlyse kommercielle succeser osv. Derfor er der denne stærke tendens til kun at omtale litteraturen som noget skønt og dejligt. Især hos den yngre generation, som gerne vil kunne leve af litteraturen og derfor vil holde den i live. Derfor er der en tendens til, især i de yngre generationer, at ville lukke munden på kritikere, der forholder sig kritisk og ikke bare velvilligt støttende og promoverende over for den nye litteratur - man finder det illoyalt og er bange for konsekvenserne. Men denne opfattelse er fejlagtig og hviler på en fejlslutning. At kritisere litteraturen er jo netop at tage den alvorligt og vise den respekt! Og hvis man som repræsentant for det litterære miljø ikke udviser kritisk stillingtagen til dette miljø, så fremstår man useriøs - og så kan man ikke tale litteraturens sag overbevisende over for dem, der måske ikke forstår sig på litteraturens funktion og værdi – fx politikerne.«

- Du har i Weekendavisen brugt begrebet ”velfærdsnæret” i en ret negativ anmeldelse af et essay, jeg har skrevet. Hvad betyder det ord?

»Når jeg anvender 'velfærdsnæret' i litteraturkritisk sammenhæng, så angår det den litteratur, eller den litterære stemme, der tydeligt afspejler sin privilegerede, komfortable, risikofrie velfærdskontekst gennem uvedkommende, uinteresserede eller ligesom uenergiske betragtninger af en ydre verden. Den velfærdsnærede stemme eller litteratur afslører dermed en manglende evne til at forstå, begribe og føle alvorligheden af andre, mere problematiske og komplicerede kontekster end den velfærdsdanske - om disse kontekster så er nutidigt krigshærgede, klimakriseramte eller forgangne, historiske. Det vil sige, den udtrykker en manglende evne til at overskride sin egen position, til at bryde sit eget perspektiv - uanset hvor gode intentionerne er, hvor ærligt forsøget herpå er.

Jeg er helt uenig med de kritikere, der stædigt forsøger at udråbe samtiden til en ny litterær guldalder; det forsøg forekommer mig forceret og på en måde desperat

Jeg mener, at velfærdssamfundet er befordrende for social lighed, komfort, lang levealder osv., men ikke for interessante litterære stemmer. De yngre litterære stemmer i Danmark er generelt velfærdsnærede. Deres puls stiger kun, når de beskæftiger sig med sig selv, med deres egen eksistens i verden, mens deres beskæftigelse med en ydre verden og med historien ofte fremstår påtaget, uinspireret og energiforladt.

Individer i det danske velfærdssamfund har meget tid og overskud og få problemer - det giver dem rig lejlighed til intensivt at tænke på og ransage sig selv og til at fremstille disse tanker i bogform, på internettet osv. Og i en kontekst, hvor en sådan selvransagelse ikke kan binde an til noget mærkbart ydre pres - urimeligheder eller fortrædeligheder eller lignende – så bliver en sådan selvransagelse meget nemt uvedkommende, spændingsforladt og rent indadskuende. Det, der sker i dansk litteratur i disse år, nok især i de yngre generationer, er således ikke - af ret naturlige årsager - særlig interessant: velfærdssamfundet producerer jo ikke interessante individer - hvorfor de velfungerende, sunde individers selvundersøgelse som oftest er kedelig. Jeg er som sagt helt uenig med de kritikere, der stædigt forsøger at udråbe samtiden til en ny litterær guldalder; det forsøg forekommer mig forceret og på en måde desperat - som et udtryk for et patetisk behov for, at der skal ske noget spændende, et forfængeligt ønske om at befinde sig i en spændende litterær tid i Danmark – udspringende af, at vi netop ikke befinder os i en spændende litterær tid – og ikke som et udtryk for en egentlig kritisk stillingtagen til samtidslitteraturens kvalitet. Det er ikke de yngre generationers 'skyld' - de kan jo ikke gøre for, at de er født ind i et velfungerende, velsmurt samfund - men jeg synes godt, med al den velfærd og det overskud, at man kunne forvente lidt større selvindsigt hos de unge forfattere, og lidt mere selvrestriktion i deres formidling af egne indre oplevelser.

Jeg burde måske tilføje, at jeg skelner mellem på den ene side dem, der på grund af ydre pres, en marginaliseret position, heftige livserfaringer etc., repræsenterer er interessant position og kan tilbyde en interessant litterær stemme – og dem mener jeg altså ikke, at Danmark producerer særlig mange af, Yahya Hassan er en af undtagelserne - og så på den anden side de meget sjældne tilfælde af exceptionelt kunstnerisk talent. De vil af og til dukke op uanset konteksten, også i velfærds-Danmark, men med meget lav frekvens.«