Krig og ødelæggelse er enormt befordrende for god litteratur

Samtale

15.02.17

Følgende er en samtale mellem litteraturkritiker Mette Høeg og digter og kulturskribent Victor Boy Lindholm. Høeg blev for alvor et kendt navn i den danske litteraturverden, da hun sidste år skrev en nådesløs og polemisk kritik af samtidslitteraturen på forsiden af Weekendavisens bogtillæg. I samme medie skrev hun i foråret ikke særligt pænt om et essay, som Victor Boy Lindholm havde skrevet i tredje udgave af nærværende bogtillæg. ATLAS faciliterede et møde mellem to tilsyneladende modpoler. Det blev ublodigt, men interessant.

Victor Boy Lindholm

- Hvordan vil du beskrive dit litteratursyn? Du er generelt kritisk overfor meget nyere dansk litteratur, fordi, som du siger, at den er konsensussøgende indenfor sin egen form og indhold, men hvad tænker du, hvis du selv skulle sætte nogle parametre op?

»En af grundene til, at jeg er så kritisk overfor ny litteratur er, at ingen andre er det. Jeg fremstår formodentlig hårdere, fordi jeg forsøger at kompensere for en manglende kritisk indgriben. Der er en tendens i litteraturkritikken til at rose og godkende al den nye litteratur, fx påstås det af flere, at vi befinder os i en ny litterær guldalder, og det provokerer mig meget. Fordi der ikke er andre, der påtaler dette, råber jeg højere – for at råbe rummet af konsensusstemmer op.«

»Mit generelle litteratursyn? Hvad var det jeg skulle svare på?«

- Jeg tænker især her på det, du har sagt med, at litteraturen skal afsøge afkrogene. Du har nævnt Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof som eksempler. Her tænker jeg også på din interesse i Stangerup.

»Jeg mener, at litteraturen skal bibringe noget nyt, og den skal ville noget. Litteraturen skal være radikal, sætte sig selv på sp