Print artikel

Ytringsfriheden er stærkt vanedannende

Profil
24.11.15
Den irakiske forfatter Hassan Blasim skriver om hjemlandets grufulde realiteter tilsat fantastiske elementer. Mord, terror, kup, opstande, krige og invasioner bearbejdes med inspiration fra Borges og Kafka.

Den 42-årige irakiske forfatter og filmmager Hassan Blasim gik til fods hele vejen fra Bagdad til Helsinki. Det siger han i ramme alvor. Forfatteren - som flygtede fra Irak i 1998 - havde naturligvis flere stop undervejs. Først i Kurdistan og Iran. Og derefter i Tyrkiet, hvor han i længere tid levede af madrester, sov på bænke og blev gennemtævet af tyrkisk politi inden det lykkedes ham at komme videre til Europa og endelig Finland. Det tog Blasim i alt fire år fra han flygtede fra Saddam Husseins dunkle forhørslokaler, til han endeligt kunne vandre frit blandt fyrretræerne i de finske skove.

»Årene under Saddam Hussein og hele flugten efterfølgende har taget noget fra mit indre,« erkender forfatteren på arabisk over telefonen og tilføjer »men flugten har også givet mig noget.«

I eksil har Hassan Blasim blandt andet skrevet den anmelderroste bog The Madman of Freedom Square. En makaber magisk-realistisk novellesamling med fortællinger om krig, sult, kannibalisme, terror, galskab, mareridt, mord og blasfemi. Blasims seneste bog Den irakiske Kristus - som sidste år vandt The Independent Foreign Fiction Prize og netop er udkommet på dansk på forlaget Vandkunsten - fortsætter i nogenlunde samme stil. Med en blanding af Iraks grufulde realiteter og det fantastiske fortæller Blasim tretten historier om et dybt traumatiseret irakisk folk. Et folk, som prøver at bearbejde traumerne på de mest besynderlige måder. I novellen Gedernes sang står de i kø foran en radiokanal oprettet kort efter Saddam Husseins fald. Og dér står de blot for at konkurrere om, hvem der formår at fortælle den mest barske historie fra Saddamtiden. Her fortæller en mor blandt andet historien om, hvordan hun tvinger sin treårige søn til at æde lort fra septiktanken, fordi han ved et uheld gjorde noget frygteligt. Det er hendes måde at bearbejde fortiden på. En anden novelle med titlen Hullet handler om en røver, som under en flugt fra et røveri snubler ned i et hul; en slags tidslomme, hvori hovedpersonen møder en ådselædende djinni (sagnvæsen) fra den islamiske guldalder i 900-tallet. Og man kan - hvis man insisterer stædigt - tolke djinniens excentriske spisevaner som en kritik af nutidens muslimer: de har siddet fast i et hul i over tusind år, og det eneste, de i dag har valgt at sluge fra Islams storhedstid er selve døden (læs: militant islamisme). Novellen Tusind og en kniv er en rørende fortælling om en gruppe irakere, som har én ting tilfælles; de kan få knive til at forsvinde med et blik! Samtidig søger gruppen konstant at forstå deres besynderlige evne. Og dermed deres skæbne.

Hassan Blasim erkender, at hans magisk-realistiske stil delvis stammer fra hans kærlighed til Kafka, Borges og italienske Calvino. Men kærligheden til de tre forklarer ikke alt, siger han.

»Irak har jo gennemlevet vold på en så massiv skala, at det er helt ufatteligt. Landets moderne historie er oversmurt med blod. Den har stået på snigmord, kup, opstande, krige og invasioner i så lang tid, at folket ikke en gang aner, at traumer kan bearbejdes,« siger Blasim spydigt og konkluderer efter et lille suk: »Realiteten i Irak er jo vanvittig. Den er både virkelig og uvirkelig på samme tid. Den er både realistisk og surrealistisk, ikke sandt?«

Blasim understreger, at han hverken ønsker at formidle eller viderebringe et bestemt budskab om Irak med sine bøger. Han skriver bare. Mest ud fra de oplevelser, der har formet hans tilværelse. Men alligevel. Over telefonen kan man mærke en vis foragt overfor den måde, hvorpå krige og konflikter formidles i medierne. Blasim sammenligner nutidens medier med junkfoodindustrien: hurtig, hul og kvalitetsløs.

»Medierne beretter jo kun om de 100 mennesker, der sprænges i stumper på en eller anden basar. Men hvad sker der efterfølgende? De 100 døde, hvis kropsdele ligger spredt ud over hele basaren efterlader jo hundredevis af pårørende, hvis liv pludselig har taget en drastisk drejning. Og hvordan formidler man smerten? Hvordan formidler man fortvivlelsen, den indre kamp, sorgen, bearbejdelsen og den efterfølgende stilhed uden at risikere, at individets historie bliver ligegyldig? Jeg er meget interesseret i detaljerne.«

En anden ting, som Hassan Blasim interesserer sig for, er kampen mod tabuer. Tabuer i Irak og Mellemøsten. Sex, religion og politik. Blasims engagement mod tabuerne startede i hjemlandet, da han i midten af 1990erne forsøgte at lave en kortfilm om fattigdom i Irak. Et projekt, som hurtigt fik en brat ende. Mænd med buskede overskæg fra Saddam Husseins sikkerhedstjeneste opsøgte Blasim og spurgte, om han var kommunist. Blasim forstod pointen. Men han forstod også, at det var på tide at forlade landet. Over telefonen fra Helsinki gør Blasim meget lidt for at undertrykke sin fortørnelse over håbløsheden, når det gælder tabubelagte emner i Mellemøsten.

»Havde du skæg under Saddam Hussein, blev du stemplet som islamist. Har du røde strømper på i dag, er du enten bøsse eller kommunist. Det er dybt tragisk. Der er så meget talent, der går til spilde, fordi vi arabere ikke tør tale om tingene. Som barn under Irak-Iran krigen i 1980erne blev jeg beordret til at tegne tanks, bomber og missiler rettet mod Khomeinis hoved. I dag har irakerne erstattet Khomeinis hoved med al-Baghdadis. Ingen må have en selvstændig mening. Og igen; det er jo dybt tragisk. Men vi må bare insistere på at snakke om tingene. Og gu’ er det håbløst, situationen taget i betragtning. Men hallo, har vi andre muligheder? Nej vel? Så vi bliver ved!«

Blasims engagement mod tabuerne har kostet ham dyrt. Engang var det Saddams mænd der stod i vejen. I dag står et hav af militsmænd og venter. De vil givetvis gøre det af med ham, såfremt han betræder irakisk jord. Af samme grund har forfatteren opgivet drømmen om at vende tilbage til Irak. Og det piner ham frygteligt. Men Blasim har efterhånden lært at vænne sig til tanken, forklarer han. For blandt de finske fyrretræer kan den 42-årige iraker trods alt gå lange ture, læse og tænke frit. Han kan skrive makabre fortællinger og engagere sig i kampen mod tabuerne. Helsinki er et godt sted at bo.

»Ytringsfriheden hér er jo stærkt vanedannende. Når du først har givet dig i kast med den, er der bare ingen vej tilbage. Det er jo helt selvindlysende, ikke sandt?«