Print artikel

Årets bedst anmeldte bøger

Anbefaling
13.12.18
Det forløbne år har budt på et hav af bogudgivelser. Her er dem vores anmeldere har syntes bedst om.

Solar af Theis Ørntoft anmeldt af Mikkel Andersen

Med Digte 2014 blev Theis Ørntoft hele Danmarks økodigter og gav postapokalypsen sprog. I romandebuten Solar skrider Ørntoft til (prosa-)handling.

Kaninen der knuste kernefamilien af Anne Mette Kærulf Lorentzen anmeldt af Emilie Oksholt

Hvad skal en lesbisk kanin dog gøre, når hun er rigtig sulten? Spise selvfølgelig.

De udvandrede af W. G. Sebald anmeldt af Kasper Mikael Jacek

Den tyske forfatter W. G. Sebalds De udvandrede gør det, som Sebalds værker gør allerbedst. Den taler med de døde i takt med, at Sebalds fortæller samler erindringsskårene op fra den jord, han betræder i fortidens Europa.

Krigens ofre af Karin Michaëlis anmeldt af Waleed Safi

Karin Michaëlis beskrev nøgternt og ufiltreret Første Verdenskrig, men modtog hverken samtidens eller eftertidens anerkendelse. Det laver Forlaget Gladiator om på ved at genudgive hendes reportager i bogform.

Forsøg over svampenarren af Peter Handke anmeldt af P. Johan Lose

Peter Handkes kamp mod storytelling, ideologisk, kalkulerende tænkning og abstraktioner i al almindelighed fortættes i Forsøg over svampenarren, der nu foreligger på dansk.  

Godnathistorier for rebelske piger af Elena Favilli & Francesca Cavallo‎ anmeldt af Cathrine Lundager

Pigers erfaringsverden har været underformidlet. Det har de sidste år ændret på, og den efterspørgsel vi ser lige nu, fortæller, at et behov er ramt og vækket. Det gælder også børnebogen Godnathistorier for rebelske piger.

Nekrofilen af Gabrielle Wittkop anmeldt af Mathilde Moestrup

I Gabrielle Wittkops grænseoverskridende værk Nekrofilen får læseren adgang til den nekrofile Luciens dagbog. Det er ekstremt ubehageligt, men prikker også til vores forestillinger om seksualitet og perversion.

Værdikæmperne – Slaget om danskernes sjæl af Esben Schjørring og Michael Jannerup anmeldt af Christian Egander Skov.

Anders Fogh Rasmussen lykkedes med at skabe en samlende vision for dansk borgerlighed i en årrække, men prisen var høj.

Hvedekorn nr. 1, 2018, redigeret af Lars Bukdahl og Christian Vind anmeldt af Jonathan West Carstensen.

Hvedekorn manifesterer sig til stadighed som Danmarks bedste rendezvous for digtere i alle aldre.

De Vilde Drenge – En Dødebog af William S. Burroughs anmeldt af Trine Riel.

William Burroughs’ ekstatisk melankolske erotik er ladet med elektriske sexstrømninger og falliske orkideer, der sprøjter sæd som regn.

Elastik af Johanne Bille anmeldt af Sigrid Adamsson.

Romanen er først og fremmest en fortælling om Alice og hendes famlende forsøg på at sætte kærligheden fri. Men det er dens ensomme, inderlige stemme og uromantiske fremstilling af kærlighed, der sætter sig fast i kødet.

The Ends of the World af Peter Brannen anmeldt af Philip Martinussen.

Hvis du går og tror, at fremtiden har monopol på at være skræmmende, så tro om igen. Fortiden er fyldt med død, ødelæggelse og undergang på lige fod med de værste udsigter for fremtiden.

De ansatte af Olga Ravn anmeldt af Mikkel Andersen

Olga Ravns seneste roman De ansatte er en dystopisk sci-fi om arbejdet på det sekstusinde skib, hvor nostalgi og drømme er problematisk for produktionen.

Den uanstændige madam D af Hilda Hilst anmeldt af Sigrid Kraglund Adamsson

Hilda Hilsts Den uanstændige madame D er et overset mesterværk, der igennem en gal enkekvindes tale får det allergrimmeste og allersmukkeste til at eksistere side om side.

Trojka 1: Skarabæens time af Kim Leine og Søren Mosdal anmeldt af Felix Rothstein

Søren Mosdal tegner i vanlig kantet stil når Kim Leine debuterer som tegneserieskaber med et postapokalyptisk fængselsdrama, der handler om, hvad katastrofer kan gøre ved et samfund. Trojka 1: Skarabæens time blander kultisk mystik, brutal vold og iskold undergangsstemning.

My Year of Rest and Relaxation af Ottessa Moshfegh anmeldt af Sigrid Kraglund Adamsson

Ottessa Moshfegh beskriver med utrolig præcision en følelsesmæssigt smadret kvinde, der forsøger at bekæmpe meningsløshed med resignation. Men der er ikke nogen stor sandhed inde i os selv, uanset hvor langt vi rejser ind.

En antisemits erindringer af Gregor von Rezzori anmeldt af Mikkel Boris

Gregor von Rezzoris En antisemits erindringer er både en skarpsindig analyse af antisemitismens væsen, et poetisk billede af en svunden tid og en afsindigt god erindringsroman.

Stillingen af Meg Wolitzer anmeldt af Jane Rud

I Meg Wolitzers Stillingen bliver et forældrepars lystfulde selvrealisering til det definerende barndomstraume for deres børn.

Min syge ven af Johannes Lilleøre anmeldt af Alexander Rich Henningsen

Johannes Lilleøre har skrevet en roman om at være pårørende til en dødeligt syg. Det skal han have tak for.