Print artikel

Krigens medfølende observatør

Kritik
11.09.18
Karin Michaëlis beskrev nøgternt og ufiltreret Første Verdenskrig, men modtog hverken samtidens eller eftertidens anerkendelse. Det laver Forlaget Gladiator om på ved at genudgive hendes reportager i bogform.

Under Første Verdenskrig sendte Dagbladet Politiken i alt syv krigskorrespondenter til fronten. De var alle sammen mænd, som leverede halvkedelige krigsreportager til Politikens Hus på Rådhuspladsen, sandsynligvis fordi de ikke kunne snige sig uden om de allieredes feltherrer på slagmarken. Korrespondenterne var med de allieredes generaler på arbejde, under deres beskyttelse, men også på deres nåde.

Der var dog en enkelt kvinde, som også leverede reportager til Politiken. Selvom hun gjorde sig mere bemærket i Politiken end de syv mænd, hører vi ikke så ofte om hende i dag. Hendes navn er Karin Michaëlis. Hun havde så gode forbindelser i Krigsministeriet i Wien, at det gav hende uhindret adgang til den anden side af fronten.

Mens Politikens mænd mestendels rapporterede om storpolitik fra Frankrig og Vestfronten, var Michaëlis i Ungarn, Albanien, og Montenegro. Her beskrev hun nøgternt hverdagslivet under krigen fra den ’anden side’ af fronten, og det var man åbenbart ikke særligt glad for i Danmark. Danskerne anklagede Michaëlis for at renvaske Østrigs deltagelse i krigen ved at beskrive Østrigs tilsyneladende meget ordentlige forhold i fange- og flygtningelejrene. I Politiken blev hun blandt andet anklaget for at være ’tyskervenlig’. Måske skyldtes det, at de fleste danskere stadig huskede Tyskland som skurken fra 1864. Men måske har det bare hele tiden været Michaëlis’ skæbne at blive forhånet og siden glemt af danskerne.

Karin Michaëlis – født den 20. marts i Randers i 1872 og opvokset som datter af en telegrafist og en mor, der bandt kranse. Ud over hendes krigsreportager – som Forlaget Gladiator netop har udgivet under titlen Krigens ofre – kredsede temaerne i hendes forfatterskab om kvinder i overgangsalderen, tabuiseret seksualitet, nekrofil kærlighed, incest, pubertet, fremtiden, kommunistiske utopier, undertrykkelse, masochisme, oprør, dyr, børn, lidelse, ydmygelse, fysisk forfald, voldtægt og meget, meget mere.

Michaëlis var en europæisk humanist med stort H, og en kosmopolit, der så det meste af Europa i belle époque – dengang de europæiske imperier var besatte af at øge deres viden, magt og velstand. Men hun så også Europas selvdestruktion foregå i slowmotion under Første Verdenskrig, da hun vandrede blandt ruiner, lig, sygdomme, udhungrede fanger, flygtninge og soldater hele vejen fra Budapest til Sarajevo.

Krige har aldrig været nemme at beskrive, det ved enhver, der har set dem. At dække krig kræver langt mere end klichéfyldte dyder som mod, frygtløshed, dristighed og higen efter sandhed. »Hvordan skal jeg beskrive det hele? Der er brug for en Gud til at berette historien,« skriver Homer i Iliaden, da han indser menneskets erkendelsesmæssige begrænsninger, når det kommer til at beskrive noget så smertefuldt, voldsomt og ødelæggende som krig.

Jeg har selv set krig som korrespondent i Irak under kampen mod Islamisk Stat fra 2014 til 2017. Af erfaring ved jeg, at nogle af de bedste krigsreportager fra Irak ikke er skrevet af de frygtløse eller dristige, men af de mest empatiske, følsomme, selvkritiske og især de mest eftertænksomme journalister.

Læser man Karin Michaëlis krigsreportager, er det helt tydeligt, at hun besad netop de egenskaber. I en reportage fra en fangelejr er Michaëlis tydeligvis i konflikt med sig selv, når hun beskriver sin frygt for at såre fangerne, mens hun betragter dem i deres miserable tilstand:

»Hun så Europas selvdestruktion foregå i slowmotion under Første Verdenskrig, da hun vandrede blandt ruiner, lig, sygdomme, udhungrede fanger, flygtninge og soldater hele vejen fra Budapest til Sarajevo«

»Man vover næppe at se paa dem af Frygt for i deres længselssyge Øjne at læse Spørgsmålet: Kommer du for at nyde vor Fornedrelse? Man er bange for ved et utidigt, uoverlagt, eller altfor overlagt, Ord, ja blot med et for medlidende Smil at saare disse sjæleligt Haardtsaarede endnu en Gang«.

Senere rapporterer Michaëlis fra en flygtningelejr. Her beskriver hun, hvordan de forskellige religiøse grupperinger opbygger deres egne bedesteder i lejren. Da hun skal til at træde ind i en lille spartansk moske – muligvis bygget for muslimske flygtninge fra Balkan – er hendes respekt og forståelse for de troende tydelig.

»Vi Vantro faar Lov at gaa gennem dette hellige Rum uden at tage Skoene af, men vi gør det med brødefuld Bevidsthed. For Muhammedaneren maa det føles som for den troende Kristne, hvis en Spøgefugl slap et Kuld Grise hen foran Højalteret under Gudstjenesten.«

Man kan godt mene og måske argumentere for, at Michaëlis, måske ubevidst, renvaskede Østrigs deltagelse i krigen, eller at hun var ’tyskervenlig’. Imidlertid trådte humanismen ikke kun tydeligt frem i hendes skriverier, men også i hendes gerninger efter Hitlers magtovertagelse i 1933 og helt frem til efter Anden Verdenskrig. Selvom hun tjente godt på bogsalg og foredrag i Tyskland, endte hendes kamp mod nazismen og antisemitismen angiveligt med at koste hende både publikum og indtægter. Alligevel stod hun fast. I 1939 var det sandsynligvis Heinrich Himmler, der forbød hendes bøger, fordi hun var for jødevenlig.

Michaëlis følte formentlig aldrig, at hun fik den anerkendelse hun fortjente blandt den intellektuelle elite i Danmark. Allerede i mellemkrigstiden higede hun efter anerkendelse fra Georg Brandes, men den kom aldrig. I et brev fra Brandes – manden som mente, at dansk litteratur ikke var modtagelig for nye ideer udefra – var der kun en elegant sviner til Michaëlis:

»Kjære, kjære! Hvorfor vil De være Dødsfjende af god Smag og af det, man i gamle Dage uskyldigt kaldte Skjønhed? Det er hvad jeg har imod Deres Bøger, og det hindrer mig i uforbeholdent at prise det Sandfærdige og Tapre i dem.«

I et interview med Karen Aaby i B.T. den 21. september 1946 beskriver Michaëlis sit triste forhold til Georg Brandes:

»Vi kom meget hos ham, og kunde godt lide ham, men jeg tror ikke det var gensidigt. Jeg var ham for aabenhjertig. Jeg var ikke tilstrækkelig diplomatisk. Da jeg senere giftede mig med min amerikanske Mand, han var diplomat, og jeg paa et Besøg kom til København, skrev Georg Brandes et Brev til mig, der hævede mig til et Sted, der laa langt over Skyerne. Det var saa hjerteligt overstrømmende, at jeg straks maatte sætte mig ned og skrive ham en Tak. Men kære Georg Brandes, skrev jeg, naar De nu er saa begejstret for mig som Forfatter, hvorfor har De saa aldrig skrevet om min produktion?... Ved De, hvad der skete? Saa fik jeg et overmaade rasende Brev fra ham, hvori han bl.a. skrev: det kunde aldrig falde mig ind at skrive en Linje om En, der begaar Bøger om Voldtægt!«.

I årene inden sin død på pensionatet Gotha med udsigt til Botanisk Have solgte Michaëlis sit hus på Thurø. Hun var blevet alt for gammel og svag i kroppen til at passe det. I efterkrigstiden fik hun få indtægter fra sine bogsalg i Tyskland. Det meste donerede hun straks til de nødlidende jøder, som med nød og næppe var undsluppet Hitlers gaskamre. I en artikel i den tysksprogede ugeavis Aufbau fra januar 1949 – to år inden sin død i 1951 – skriver den 77-årige Michaëlis om sine jødiske venner og jødernes situation i efterkrigstiden:

»Hvad der skal ske med de jøder, der er flygtet eller lever og er undertrykt i Tyskland, er stadig et uopløst spørgsmål for os alle. Vi tænker på det dag og nat og finder ingen anden vej end at sætte vores håb til fremtiden og menneskeheden.«

Karin Michaëlis var vidne til Europas intellektuelle storhedstid, skyttegravene, imperiernes kollaps, barbarismen og den brutale udsletning af seks millioner jøder. I Danmark blev hun mobbet som barn, og som voksen fik hun aldrig den anerkendelse, hun fortjente. Alligevel formåede hun efter alle vidnesbyrd at bevare en tro på menneskeheden indtil det sidste. Det er ikke bare et optimistisk testamente, der bør inspirere os i disse tider, men også et ideal, som fortjener respekt.