Print artikel

Fortabt kriger

Foto fra filmen
Anmeldelse
27.03.18
De danske filminstruktører Nasib Farah og Søren Steen Jespersens andet samarbejde 'Lost Warrior' er en tragisk fortælling, der på fremragende vis skildrer radikaliseringens strukturelle og eksistentielle kompleksitet og anti-terror lovgivningens collateral damage.

I et ”safety compound” i Mogadishu finder vi den 23-årige Mohammed, hovedpersonen i Nasib Farah og Søren Steen Jespersens dokumentarfilm Lost Warrior, der er Al-Shabab dissident og lever under jorden. Under den Somaliske borgerkrig i 90’erne sendte Mohammeds forældre ham alene ud af landet da han var kun tre år gammel og som 8-årig ankom han til England, hvor han voksede op hos noget familie. Som 16-årig fik han en fængselsstraf for stofrelateret kriminalitet og blev udvist fra Storbritannien. I fængslet fandt han religionen, og da han kom til Somalia gik der ikke længe før Al-Shabab fik kløerne i ham ved at tilbyde ham tilhørsforhold og et formål. Mohammed troede at Al-Shabab førte en retfærdig frihedskamp og da han var uddannet, kunne tale engelsk og anvende en computer, befandt sig aldrig i nærheden af frontlinjen, men da det gik op for ham, at Al-Shababs frihedskamp indebar civile mål flygtede han. I London møder vi Fathi – Mohammeds 18-årige kone og deres barn lille barn Yassir. Da Fathi var 15 blev hun sendt på genopdragelsesrejse til Somalia, hvor hun blev gift med Mohammed for at vende gravid hjem som 17-årig.

Fortællingen centrerer sig omkring Mohammeds forsøg på at blive genforenet med Fathi og Yassir, hvilket er alt andet end nemt, som udvist ikke-britisk statsborger, der tidligere har været medlem af en terrororganisation. Som Mohammed prøver at forklare til en britisk menneskerettighedsadvokat, så kunne det være, at myndighederne ville forstå, hvorfor han har truffet dumme beslutninger, hvis de så på hans historie: Hvis de forstod, at han blev sendt alene fra Somalia som 3-årig og er vokset op uden forældre. Livet i Somalia er absolut fremmed for Mohammed, der ofte anholdes, fængsles og tæves fordi han ikke kender spillet – ikke forstår, at han hverken kan regne med politiet eller myndighederne. Somalia styres af klaner og den eneste hjælp Mohammed kan regne med at få er fra medlemmer af hans egen klan, hvilket helt åbenlyst er svært for Mohammed at forholde sig til. Det er svært at forestille sig, at Mohammed skulle udgøre nogen form for sikkerhedstrussel – skulle han blive genforenet med Fathi i England – som han går rundt iført sin Arsenaltrøje, snakker engelsk med en tydelig Londondialekt og ængstes ved den Somaliske hverdags brutalitet. »It’s like i’m in a pickle bro« – som han apatisk bemærker.

Stemningsbilledet indfanger den kontrastfulde virkelighed mellem Mohammeds støvede og døsige hverdag i det smukke, men absolut håbløse Somalia, og Fathis tilværelse i det kolde, hårde og hektiske England, der dog tilbyder håb om en bedre fremtid. Særligt skildringen af Fathi, der snart opfører sig som en mor, som ikke ønsker at se sin søn vokse op uden en far og frygter for sin mands sikkerhed, og snart opfører sig som en forurettet teenager fra det østlige London, der frustreres over ikke at få sin vilje og at være berøvet sine muligheder i livet – opsummerer situationens kulturelle og identitetsmæssige dobbelthed på fremragende vis. Filmen er et indblik i radikaliseringens strukturelle og eksistentielle kompleksitet samt den ”collateral damage”, der er en konsekvens af den stramning i anti-terror lovgivning, som vi har set rundt omkring i Europa i de senere år. Men først og fremmest er det fortællingen om et ungt forældrepar, der mærker de alvorligste konsekvenser af handlinger de begik, mens de blot var store børn.