Print artikel

Hvad drev Omar?

Hvorfor gjorde han det?
Anmeldelse
17.10.16
Jihadisme er voldelig kollektiv politik udført af bevidst handlende individer, argumenterer Rasmus Alenius Boserup i debatbogen Hvad svarer vi jihadisterne? Men i sin iver efter at slå dette fast levner han ikke plads til at medtænke de sociale omstændigheder, der kan drive marginaliserede unge ud i rabiate voldshandlinger, som den vi så i København i 2015.

I debatbogen Hvad svarer vi jihadisterne?, der er en del af Informations Forlags nye serie Moderne Ideer, argumenterer Rasmus Alenius Boserup, seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, for, at vi bør anskue jihadismen og dens fremvækst siden 2011 på en ny måde. I stedet for at se den terrorisme, vi oplever i Europa i dag – Boserup bruger blandt andet Omar El-Husseins anslag i København som eksempel – som resultatet af socioøkonomisk armod og psykologisk afvigelse hos den enkelte gerningsmand, bør vi se jihadismen som en kollektiv politik i globaliseringens tidsalder. Hidtidig radikaliseringsforskning har fokuseret på de sociale og kulturelle faktorer. Boserup ønsker at fokusere på det politiske. Dermed anskuer han også den enkelte jihadist som et aktivt handlende individ, der bevidst kæmper for en politisk sag. Ifølge Boserup giver radikaliseringsteorierne svar på, hvordan et ungt menneske bliver jihadist, men ikke hvorfor.

Det er et forfriskende perspektiv, der samtidig peger på, at vi i Europa må forstå vores egen pragmatiske udenrigspolitik, hvor vi støtter despotiske regimer i Mellemøsten, som en faktor, der har været med til at give jihadismens opblomstring næring. Men i sin iver efter at anskue jihadisme som kollektiv politik virker det, som om Boserup helt adskiller det sociale fra det politiske. Og at de sociale og kulturelle omstændigheder i det enkelte europæiske land, der rammes af en ”hjemmedyrket” terrorists handlinger, helt skrives ud af ligningen. Boserup berører flere steder i bogen det problematiske i sin skarpe adskillelse af det sociale og det politiske: »Man kan ikke trække forklaringer på jihadismen fra en mellemøstlig kontekst direkte ind i en europæisk og dansk sammenhæng. Men man kan vise, hvordan jihadismen i de to regioner, hvis vi forstår den som et politisk fænomen, hænger uløseligt sammen.«

Netop! Man kan ikke trække forklaringer på jihadismen fra en mellemøstlig kontekst direkte ind i en dansk. Og spørgsmålet er i virkeligheden, om Boserup betegner noget jihadisme, som slet ikke er det? Ingen tvivl om, at Bataclan-skyderiet var islamistisk terrorisme, og ingen tvivl om, at der foregår en kosmopolitisk ideologisk vækkelse, når unge fra Vesten rejser til Mellemøsten for at tilslutte sig IS. Men sæt nu, de unge mennesker ikke først og fremmest rejser derned, fordi de har oplevet en politisk vækkelse, men fordi de ikke orker at blive boende i et land, hvor de ikke har nogen fremtidsmuligheder, hvor de er fanget i en social position, de ikke har udsigter til at slippe ud af ad lovlig vej.

Man kunne vende det om og sige: hvis unge med mellemøstlig baggrund, hvad enten de er første-, anden-, eller tredjegenerationsindvandrere, havde samme muligheder som indfødte europæere, blev inkluderet ligeværdigt og ikke, som i dag, stigmatiseret både direkte og subtilt i vores samfund, ville vi så se samme omfang af radikalisering? Næppe. Boserup ønsker at se disse unge radikaliserede personers handlinger som bevidste, frie og foretaget af politisk reflekterende individer. Jihadismen skal, ifølge Boserup, ses som en kollektiv politik. Men meget tyder også på, at der er tale om afmagtshandlinger begået af stigmatiserede underklasseunge.

Pointen er ikke, at Boserup tager fejl i sin analyse. Slet ikke. Jihadisme er uden tvivl en kollektiv politisk bevægelse på tværs af landegrænser, der har oplevet en opblomstring og stigende tilslutning i de sidste fem år, som Boserup skriver. Og Vestens for mangelfulde støtte til de fredelige oprør i det arabiske forår og den hurtige tilbagevenden til en pragmatisk, systembevarende udenrigspolitik har uden tvivl været med til at pøse benzin på jihadismens bål. Man kunne blot indvende, at marginalisering af unge indvandrere og efterkommere af indvandrere kunne udgøre en lige så vigtig forklaring på jihadismens fremmarch i Europa de senere år, som at det skulle skyldes jihadistiske fraktioners held med at etablere tværnationale politiske forbindelser. For måske er jihadismen blot et vagt billede, som forvirrede, nedgjorte unge mennesker griber ud efter, når de ikke har andet? Et billede, der vel at mærke lige så vel kunne have været et andet, bare det viste en vej ud af moradset.

Denne pointe understreges af et citat fra hovedpersonen i filmen Warriors from the North, som Boserup bruger til at underbygge sit argument om, at vi bør se jihadisme som kollektiv politik frem for som resultatet af socioøkonomiske problemer: »Vi var rastløse. Vi ville gøre noget for vores hjemland (...) Vi kunne snakke om andre ting end øl og damer. Vi kunne snakke om Koranen, politik og retfærdighed (...) Vi ville gøre modstand [imod Eritrea red.], fordi det var det eneste rigtige at gøre (...) Danske soldater kæmper også i andre lande. Jeg kan ikke se nogen forskel – kan du? Jeg var tiltrukket af det der med at gøre noget. Holde op med at være en af dem, der bare bliver set ned på«.

Ja, jihadisme er politik, det ser vi tydeligt. Men vi ser også en ung mand, der bliver tiltrukket af denne politiske bevægelse, fordi han ønsker at »holde op med at være en af dem, der bare bliver set ned på«. Det sociale og politiske er tæt sammenvævet. Vi kan ikke isolere jihadisme i Europa som blot kollektiv politik, den er også resultatet af sociale omstændigheder og forfejlet integration.

Disse indvendinger ændrer ikke på, at Hvad svarer vi jihadisterne? bidrager med et vigtigt perspektiv. Nemlig, at der også skal være et ideologisk tankegods og et aktivt handlende individ til stede, før bestialske handlinger som dem på Bataclan finder sted. I bestræbelsen på at slå dette fast, virker det blot, som om sociale faktorer i for høj grad skrives ud af ligningen. Hvilket måske også hænger sammen med det korte format – der er tale om et 70 sider langt hæfte, hvis mål helt tydeligt er at udpege et overset aspekt af jihadismen, ikke indfange hele dette mangefacetterede fænomen. Som sådan er bogen både vellykket og indsigtsfuld.