Print artikel

At leve og arbejde sammen

Anna Ancher: Selvportræt, ca. 1878-79, Skagens Kunstmuseer.
Uddrag
23.06.18
'Anna Anchers rum' er Lilian Munk Rösings essayistiske møde med den nordjyske kunstner, som udover at være vidt anerkendt for sine billeder tilsyneladende havde en usædvanlig integritet og evne til at bevare sine egne rum, mens hun levede. ATLAS bringer her et uddrag af bogen og et udvalg af Anna Anchers billeder.

Når jeg fortæller folk at jeg skriver om Anna Ancher, er der mange der siger at det er godt at få de oversete, kvindelige kunstnere frem i lyset. Men Anna A var ikke overset, tværtimod. Hun debuterede på Charlottenborg som 20-årig og udstillede der resten af sit liv. Hun havde malerier på de store verdensudstillinger og vandt store priser. Flere samtidige kritikere og malerkollegaer fremhævede hende som en større maler end hendes mand. Viggo Johansen skriver eksempelvis kritisk om Michaels billeder i et brev til Zahrtmann, men begejstret om Annas: ”Hans Kones Billeder tiltaler mig derimod i en ganske umådelig Grad; både i Henseende til Opfattelsen og malerisk Syn er det en ligefrem Befrielse at se på dem fra Anchers Billeder”. Det bliver en sær retrospektiv brændemærkning af Anna A når hun per automatik regnes for at være ”overset”, ”glemt”. Feminisme som fordom.

Anna Ancher: Selvportræt

Også fra sin mand havde hun anerkendelse og støtte. Michael kunne finde på at trække hende væk fra de moderlige pligter for at minde hende om de kunstneriske. Du skal ikke bare tage dig af hus og barn, du skal male. Det elsker jeg ham lige så meget for som jeg elsker hendes mor for at have sendt hende på malerskole i København.

Kunstnerægteparret. For mig en drøm, en længsel. At befrugte hinanden både kropsligt og sjæleligt. At have samtaler der er lige så åndfulde som de er erotiske. Et liv hvor skabertrang og tosomhed ikke er hinandens modsætninger, men flettet ind i hinanden, som elskendes kroppe i en seng. ”At leve og arbejde sammen”, som den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström præcist og enkelt kalder det i sin autofiktive bog om et langt ægteskab der nu er opløst. Her mindes den ældre, skilte kvinde dengang det var sådan; dengang skænderierne var en leg; dengang hun kunne kærtegne sin mand med Lou Andreas-Salomés smukke kælenavn til sin elsker: ”Brudertier, Du” – Oh, du broderdyr.

Engang havde jeg selv sådan et broderdyr. Vores udvekslinger var lige så intellektuelle som erotiske. Alt hvad jeg skrev, var vokset ud af vores samtaler. Alt hvad jeg skrev, var henvendt til ham. I mange år var det sådan. Men umærkeligt forvandlede kærlighedens legerum sig til et klaustrofobisk rum. Uden selv at vide det byggede jeg mit eget rum. Fysisk boede jeg i hans værelser, og fysisk var de virkelig hans frem for vores, det var ham der indrettede dem, fyldte dem med møbler og genstande. Det var virkelig overraskende for mig selv at jeg midt i den trængsel havde bygget et rum som helt var mit eget, en transparent veranda på et klunkehjem, en boble, en udposning, et åndehul. Det rum var bygget af min læsning, min skrift, mine møder med bøger og kunstværker. I det rum mødte jeg Anna A’s malerier, eller snarere: Mødet med Anna A’s malerier var noget af det der skabte det rum. Et rum der ligesom Anna A’s blå stue har porøse, gennemtrængelige vægge. Et rum uden klaustrofobi. Da rummet stod indflytningsklar, og jeg opdagede det, måtte jeg forlade mit broderdyr, forlade hans rum.

Var Michael Annas broderdyr? Blev han ved med at være det? Min forestilling er den at han var det, men måske ikke forblev det; at de unge års enestående forbrødring i kunst og kærlighed løsnedes, men at ingen behøvede at flygte; ingen var klaustrofobisk indespærret i det fælles rum; hver havde sit rum i ægteskabet, og her kunne de ånde og arbejde til deres dages ende.

Michael Ancher maler
Den 15-årige Anna Brøndums gouache af Michael Ancher. Michael Ancher maler, Skagens Kustmuseer

Helt konkret havde Anna og Michael fra 1913 hver deres atelier i huset på Markvej. Michaels store og mørke atelier med store lærreder lænet op ad væggen. Annas mindre og lyse med transparente blå gardiner og blomster i vasen på bordet. I Interiør med klematis (1913) har Anna A malet sit eget atelier. De transparente blå gardiner. Lysfangere, farvefangere. Som Anna A’s egne lærreder. Gardinet som lærred, det første maleri på rullegardinet. Anna A genvæver gardinernes tekstil med lyseblå farve isprængt grønne og gule mønstre af bladene udenfor.

Rumfordelingen mellem ægtefællerne ser Anna for sig allerede da hun som forlovet meddeler sine forestillinger om ægteskabet til kusine Martha: ”Sådan et lille hyggeligt Hul, det passer bedst for mig, naturligvis skal Mændene have deres Atelier stort og rummeligt […] og naar man så kunne blive rigtig god og ydmyg til denne tid, for det er dog det skjønneste synes jeg, naar Konen giver efter for Manden, og søger at gøre ham det saa behageligt som muligt ikke.” Anna er ikke fri for forestillingen om den ydmyge, eftergivende kvinde som et ideal, men hun holder fast i sig selv gennem ægteskabet, hun lader sig aldrig invadere eller annektere.

Interiør med klematis
Anna Anchers maleri af hendes eget rum, atelieret på Markvej. Interiør med klematis, 1913, Skagens Kunstmuseer.

Når jeg besøger Ancher-parrets hus, får jeg den fantasi at Michael gik frem og tilbage i sit store atelier som løven i sit bur, grublende, kæmpende med sin kunst. Mens Anna A med lethed slog sine penselstrøg på lærredet, og så var der et fantastisk billede, og så kunne hun bruge resten af dagen på at være mor og datter og veninde og bærende pille i kunstnerkoloniens muntre selskabsliv. Kunsten som tung kamp for manden, en legende nydelse for kvinden. Jeg ved godt at det er en fantasi; at kunsten ikke bare har været ”legende nydelse” for Anna; hun har også kæmpet, og i sine breve er hun gennemgående utilfreds med sin egen arbejdspræstation. Men de to atelierer forbliver for mig billeder på forskellige måder at være kunstner på, eller måske rettere to dimensioner ved det kunstneriske arbejde: den tungt kæmpende og den legende.

Kvinde med broderdyr

At leve og arbejde sammen. Kvinde med broderdyr. Det forhold findes malet. På billedet Dagens arbejde bedømmes har kunstnerparret malet sig selv, malet hinanden. De sidder en aften i stuen i petroleumslampens skær og betragter et bemalet lærred på staffeli. Vi ser dem i profil, i billedets højre side, på hver sin stol, Michael bag ved Anna. I venstre side står staffeliet.

At have sin mand i ryggen. Michael har en fast hånd om ryglænet lige over Annas hoved. De er sammen, tæt forbundne, men alligevel også adskilte; der er en stoleryg mellem dem. Sådan kan jeg drømme om at et par skal være: intenst sammen uden at smelte sammen. Forenede i den fælles betragtning af noget tredje, hans eller hendes værk. De er forenede af at have blikket rettet mod det samme, ikke af at have blikket rettet mod hinanden. Ikke fastholdt i hinandens blik som i en lyskegle. Inkorporeret i billedet findes selvfølgelig også deres blik på hinanden: Annas blik som har hvilet på Michael mens hun har malet ham, Michaels blik som har hvilet på Anna mens han har malet hende. Det bliver en lille spøgelsesfilm i mit hoved: Skiftevis rejser en skygge eller fordobling af snart manden, snart kvinden sig fra stolen, stiller sig uden for billedet for at male det.

Anna og Michael Ancher: Dagens arbejde bedømmes.
Anna og Michael Ancher: Dagens arbejde bedømmes, 1883, Statens Museum for Kunst.

Mellem kunstnernes profiler og det lærred de betragter, slynger sig Annas henslængte krop, den røde kjoles kurver og folder som en central og bugtet linje. Kjolens overside lyser rødt i skæret fra lampen, dens underside fortaber sig i det mørke som udgør en stor del af billedet. Den krop er malet med kærlighed, penslen har kærtegnet dens kurver. Det røde stofs folder er som en hilsen til alle kunsthistoriens røde draperinger, hængt om elskovsscener og nøgne gudindekroppe. Ærbart tildækket er kunstnerens hustru, men dækket er skabt af hans kærtegnende pensel, og dets røde farve er erotikkens.

Stuen som parret sidder i, er ikke et Anna A-rum. Der er intet sollys, gardinerne i baggrunden er tunge og tætte, brune som læder eller dyrepels. I stedet for et vindues tilslørede transparens der filtrerer lyset udefra, har vi et spejl der spejler lyset indefra. Fordoblingen af lyset som fordoblingen af profilerne; et billede af fordoblingen som spejling. Spejlets nøjagtige gengivelse som billede på Michaels maleri, hvor gardinets lærred er billede på Annas. Det er mere et Michael-rum, end det er et Anna-rum. Men Anna udgør dets centrale akse.

Et kritisk, feministisk blik ville måske hæfte sig ved at Michael sidder højere end Anna, hans profil er hævet over hendes. Men hans position kan lige så vel tolkes som galant eller ærbødig tilbagetrækning. Helst vil jeg ikke tænke i hierarkier, helst vil jeg tænke dette som et magtbefriet forhold.

Dagens arbejde bedømmes er for mig et billede på at det kan lade sig gøre ”at leve og arbejde sammen”.

§

Maleren August Tørsleff har givet dette verbale billede af Michael og Anna som gammelt ægtepar i toget fra København til Skagen:

”Så sad da disse to gamle og så med hele deres malerglæde, og alt var stort og nyt. Med hånd under kind som to glædesbespændte feriebørn kælede de med øjnene for hver gård, hver bakkedrag, der strøg forbi; de sansede ikke den lange rejses møje.”

Anna ville nok have fundet det sentimentalt, men jeg kan ikke lade være med at blive rørt. To par kunstnerøjne der side om side kærtegner landskabet med deres blikke. Landskabet er gammelt, øjnene er gamle, men kærtegnet af kunstnerblikket bliver landskabet ”stort og nyt”, og øjnene bliver til børneøjne, ”glædesbespændte feriebørns” øjne. At rejse side om side og blive ved med at opleve verden opstå på ny; at rette det kærtegnende blik ikke bare mod hinanden, men ud mod verden sammen.

Anna og Michael Ancher
Ukendt: Anna og Michael Ancher, u.å., Skagens Kunstmuseer.