Print artikel

Kunstværket Venedig

Kunstværket Werken af kunstner Bernardo Oyarzún.
Reportage
24.05.17
Venedig er en by og et brand. Den iscenesætter sig selv som en oplevelse, der lægger sig utrolig tæt op ad kunstværket. Og den er hjemsted for biennalernes biennale, den første af sin slags. Men hvad gør det ved kunsten at blive udstillet i Venedig?

»Are you going to San Marco?« »Yeah, but I lost my wife.« En lav halvtyk ældre amerikaner har fået slået al håb og tro på tilværelsen ud af sig efter, at han har kæmpet sig nogle hundrede meter fra lufthavnen til vaporettoen, vandbusforbindelsen til Venedig. Der er ingen bebrejdelse at spore i hans stemme. Kun ærgrelse og skuffelse. Konen er forsvundet bag ham, mens han bravt har banet vejen ved at skubbe kufferterne foran sig. Hans dybe modløshed synes komisk, men hans situation er sigende for den by, der venter forude.

I Venedig er fortabtheden et grundvilkår. De små veje og broer former sig hurtigt til en myriade af gentagelser, når man kommer på afveje. Det er småt med faste navigations- og holdepunkter. Byen er samtidig én stor scene for den besøgende. Richard Wagner har engang udtalt om Venedig, at »alt er et kunstværk,« og byen er på mange måder et wagnersk Gesamtkunstwerk. Man kan ikke helt komme væk fra eller om bag facaden. Byen er bevidst om sig selv som en særlig erfaring eller oplevelse, og det giver den et underligt dragende æstetisk præg.

Længe leve kunsten

At lagunebyen med sit mælkegrønne vand, sine slanke sorte gondoler og prægtige historiske bygninger, der dog ikke kan se sig helt fri for det forfald, som præger resten af byen, også huser en kunstbiennale virker næsten som den største selvfølgelighed. Og omvendt må denne dyrkelse af totaliteten også være en udfordring for en kunstfestival. For hvordan undgår man egentlig at blive en del af totalværket Venedig?

En ansat på biennalen fortæller, at der i år er utroligt mange besøgende inden selve åbningen, og hun mener ikke, at det er branchefolk, der er kommet flere af., Det må næsten betyde, at det er en stigning i privatpersoner, der har kastet sig over kunsten. Og når man på vaporettoen på vej til Giardini, hvor en del af biennalen finder sted, passerer den ene luksusyacht efter den anden, så er det let at få den mistanke, at det er den rige overklasse, der er kommet på besøg. Man kan nemlig som privatperson købe sig adgang til biennalen før åbningen, så man sammen med presse- og branchefolk kan gå rundt i fred for den kunstinteresserede del af pøblen.

Viva Arte Viva er titlen på biennalen. Kunsten er i centrum forstås. Og kunsten er i live, og det skal fejres. Men noget kunst er mere i centrum end andet. Alene det, at Giardini er forbeholdt de 29 lande, der er blevet tildelt en pavillon, og at resten må leje sig ind i Arsenale og andre steder i Venedig til skyhøje priser, vidner om ulige vilkår. Og det er op til de enkelte lande selv at finansiere pavillonerne. Det betyder, at private sponsorer i visse tilfælde betaler for en stadig større del af kunsten.

Biennalen er sin egen scene og samtidig et indslag, der skaber variation i helheden. Som eksklusive zoner i byen sørger den for en øget cirkulation af de besøgende og forstærker indtrykket af Venedig som ét stort indkøbscenter med endeløse rækker af varer og tilbud, man kun undslipper, når man forlader byen. Meget af kunsten er  installationskunst, der udfordrer de fysiske rum, som pavillonerne tilbyder. Måske for at skabe sig et frirum. Og mange bruger også pavillonerne som en mulighed for at trække nationale og historiske temaer og emner frem, som ellers ikke får den store opmærksomhed.

Kolonialisme og lasershow

Over 1000 træmasker er sat på pinde og står i en rundkreds vendt ud mod publikum. Maskerne er lavet af Mapuche-indianere. Langs væggen kører en rulletekst i rødt LED-lys med 6907 Mapuche-efternavne. Navnene farver rummet rødt. Det chilenske bidrag Werken af Bernardo Oyarzún overlader scenen til Chiles indfødte folk i et forsøg på at give dem repræsentation. Er det en kultur serveret på spid? Et symbolsk varsel om en nær fremtid? Det er spørgsmål, man kredser om, mens man kredser om maskerne, og som man efterlader i udstillingen.

Den new zealandske udstilling Emissaries af Lisa Reihana behandler også kolonisering, men fra imperialismens blik. Især det panoramiske videoværk in Pursuit of Venus [infected] viser det greb. Videoen er en animation af tapetet Les Sauvages de la Mer Pacifique fra 1806, der er inspireret af opdagelsesrejsende James Cooks rejser i Stillehavet og møder med de indfødte. Panoramaet som ideen om den fuldkomne repræsentation anfægtes ved at lade andre historier udspille sig ved siden af og samtidig med historien om Cook. Og ved simpelthen at tilføje en tidslig dimension til tapetet. Tiden går og er gået, og fortællingen om de vilde i Stillehavet ændrer sig i takt. Den holdes ikke fast i et statisk altomfavnende billede.

Lagner, håndklæder og tøj er samlet i en dynge midt på gulvet. I midten af dyngen er mit hoved, og jeg kan lige nå at ane nogle miniaturemodeller formet af tråde fra tøjet, inden jeg tager hovedet ned igen.

Hvis filminstruktøren Terrence Malick havde lavet et lasershow, så ville det nok have set nogenlunde ud som danske Kirstine Roepstorffs dramatiske stykke, der er en del af udstillingen influenza. theatre of glowing. Stykket består af en filosofisk samtale om lys kontra mørke og en fortælling om det at miste og komme sig over tabet. Og stykket begynder i fuldkommen mørke. Efter noget tid skydes lys igennem opstillede glasflader, der skaber et changerende abstrakt farvespil og sender små lysstråler ud mod publikum. Stykket foregår i den ene ende af pavillonen. Den resterende del er fuldstændig redesignet. Vinduerne er taget ud, og vegetation af forskellig slags og størrelse nedbryder skellet mellem inde og ude. Rundt omkring står betonskulpturer, og en gobelin pryder en af væggene. Det virker, som om Roepstorff har ønsket at finde frem til noget grundlæggende urmenneskeligt – som om hun vil vække det gamle vitalistiske tankegods fra før Anden Verdenskrig til live igen, tilsat lidt new age-spiritualitet.

En overflod af adspredelse

Men det er svært at trænge igennem. Der er over 80 nationale pavilloner og to store pavilloner med bidrag fra en masse forskellige kunstnere. Udstillingerne kommer på rad og række i én lang køre. Skellet mellem adspredelse og fordybelse sættes under pres. Det er næsten umuligt at gribe ind overfor udmattelsen og mætningen. De enkelte pavilloner synes magtesløse i mødet med biennalens opbygning og design. Man bliver serveret en overflod af kunst.

Helt fra begyndelsen af biennalen har kunsten været tænkt som et udbud og ikke bare et tilbud. Biennalen i 1895 i Venedig var den første nogensinde af sin slags, og et af formålene var at etablere et nyt marked for samtidskunst. Det var først i 1968, at kunsthandlen stoppede med at være en direkte del af biennalen, og at biennalen begyndte at positionere sig mere som et non-kommercielt alternativ til de egentlige kunstmesser. En slags fristed for kunsten. Men det forhindrer ikke interesserede købere i at henvende sig om priser på værker. Det har til gengæld skabt, hvad The Art Newspaper har omtalt som Venedig-effekten, der i al sin enkelhed går ud på at man bruger Venedigs kunstbiennale til at skabe omtale op til de store kunstmesser. Især Art Basel, som ligger lige efter biennalen, og som er verdens største kunstmesse for samtidskunst, er attraktiv for gallerister.

Og snakken går hurtigt i Venedig. Allerede på første dagen danner der sig en lang kø ude foran en af pavillonerne. På andendagen er jeg kommet ind lidt før de andre gæster for at komme forrest i køen. Jeg har dog misforstået, hvor indgangen er, og pludselig kommer to ældre damer løbende og overhaler mig. En større menneskemængde i let løb følger lige efter. Jeg kigger mig over skulderen, men hegnet er vist ikke blevet væltet. Det lugter dog stadig lidt af festivalstemning. Jeg når at få en fordelagtig plads i køen. Åbningen af pavillonen er imidlertid forsinket, og publikum begynder at blive utålmodige. »This is unacceptable!« »Why don’t you close the pavillon? You clearly cannot handle it!« Flere fornemme herrer lufter deres store utilfredshed og forlader køen. Ikke lige det man forbinder med en højkulturel biennale. De fleste holder dog ud, og snart er køen flere meter lang. Et tv-hold har taget opstilling for at dokumentere begivenheden.

Der er over 80 nationale pavilloner og to store pavilloner med bidrag fra en masse forskellige kunstnere. Udstillingerne kommer på rad og række i én lang køre. Skellet mellem adspredelse og fordybelse sættes under pres.

Publikum som kunstværk

Sådan en hændelse blotlægger et potentiale, som pavillonerne kan arbejde med, og som nogle pavilloner forsøger at gøre. Nemlig publikum som en masse. Den græske pavillon har præsteret den labyrintiske videoinstallation Laboratory of Dilemmas.  Et biologisk eksperiment er blevet afbrudt, og lidt efter lidt ved at gå rundt i labyrinten finder man ud af hvorfor, og hvad eksperimentet gik ud på. Et dilemma af videnskabelig og etisk karakter toner frem. Det er dog ikke så meget fortællingen som selve labyrinten, der er det mest interessante. På et tidspunkt bliver man nemlig ført op af nogle trapper og kan overskue labyrinten oppefra. Man er splittet mellem at betragte gæsterne i labyrinten som en gruppe og som enkeltindivider, fordi man nu står med det overblik, gæsterne i labyrinten mangler. Det er altså viden og perspektiv, der er med til at forme synet på den anden og de andre. Ens egen situation. Det kan virke banalt, og er det nok også. Men det er alligevel blevet siddende i mig.

Kø er der også til den japanske udstilling, Turned Upside Down, It’s a Forest. Man skal op ad en ståltrappe for at stikke hovedet op i et hul. Én af gangen. Det tager lang tid. Til min store forbavselse stikker jeg hovedet op i den egentlige udstilling. I nogle sekunder er mit ansigt en del af biennalen. Gæster tager billeder og griner. Det, jeg også stikker hovedet op i, er Takahiro Iwasakis værk Out of Disorder (Mountains and Sea). Lagner, håndklæder og tøj er samlet i en dynge midt på gulvet. I midten af dyngen er mit hoved, og jeg kan lige nå at ane nogle miniaturemodeller formet af tråde fra tøjet, inden jeg tager hovedet ned igen. Da jeg kommer op i selve udstillingen kan jeg se, at det er små modeller af jernbaneskinner, transmissionstårne, rutsjebaner og pariserhjul. Der er nogle proportionsforvrængninger på spil, men det er det sociale spil, der gør værket ekstra interessant. Gruppen uden for udstillingen, der er adskilt fra gruppen i udstillingen. Og personen med hovedet i hullet, der er splittet mellem latterliggørelse og nysgerrighed, afskæring og indvielse.

Det er dog den tyske pavillon, der mest vellykket integrerer publikum som en del af værket i Anne Imhoffs Faust. Uden for vogter et par dobermanner i et bur, og indenfor er der glasfacader og hvide vægge. Det emmer af goldt kontormiljø. Unge mennesker står på afsatser og på gulvet i rummet. Pludselig høres en tung rytme, og de unge mennesker begynder at bevæge sig. Først i normalt tempo. Så i slow motion. Men konstant målrettet. Publikum fjerner sig for at gøre plads. Pludselig blokerer gruppen åbningen fra indgangen til rummet. Så bryder de op og lægger sig på gulvet i krampagtige forvredne stillinger to og to. Hvor hører individet op, og hvor begynder massen? Men publikum føjer et ekstra lag til værket ved at omringe de optrædende. Alle står med deres smartphones, kameraer og tablets for at fange øjeblikket. Jeg opgiver at se, hvad der sker direkte og følger i stedet med på en iPad, som en gæst holder over hovedet. De optrædende bryder igen op og forsvinder ned under gulvet og ud i rum langs kanten, som publikum ikke har adgang til. Publikum afventer og betragter gruppens næste træk. Enkelte giver sig til at studere rummet nøjere. Der ligger slangebøsser, madskåle, håndklæder og lædermadrasser under glasgulvet. For enden af rummet kan folk udefra se ind gennem et vindue, og det er utrolig populært. Hvem er det egentlige publikum? En topløs kvinde giver sig til at synge under gulvet til klavermusik. Stemmen kunne lige så godt være en drengs, og hun ser heller ikke specielt feminin ud. For lidt siden gik hun manisk frem og tilbage langs endevæggen og kastede sig indimellem ned på knæ. Jeg er i rummet en lille time og går ud. Selve forestillingen varer 4-5 timer, får jeg at vide. Er det verden som en hundekennel, jeg lige har set? En belejring af finansverdenens usynlige og lydløse pengeskabelse med støjende kroppe af kød og blod? Jeg ved det ikke og ved det stadig ikke. Jeg går hjem, men med en følelse af, at ingen rigtig ved, hvad der foregik. At alle på en eller anden måde fortabte sig derinde. At man kom om bag facaden eller i det mindste så en lille revne eller sprække i det venezianske totalværk.